Jeg følte, at jeg ovenpå hele den voldsomme debat, der var sidste år omkring Kalak, skyldte Kim Leine, at jeg som det mindste læste hans bog nummer 2. Det gjorde jeg så, i eet hug, og resultatet kan man se her. Jeg er i øvrigt vældig enig med Lilian Munk Rösings (som altid) fine anmeldelse. Måske jeg igen var for hård? Måske er den manglende affekt bevidst fra forfatterens side? Måske skyldes den mangel på talent, som jeg vel nok antyder? Hvad ved jeg?
Jeg synes under alle omstændigheder, at det er bemærkelsesværdigt, at beskrivelsen af farfaren til forveksling minder om beskrivelsen af faren netop i sin mangel på affekt, i sin underlige (uforløste?) apati.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar