onsdag den 30. december 2009

Den skøre postmodernisme

Lige en lille, rask nytårsreplik til Erik Skyum-Nielsens underlige "anmeldelse" af Simon Grotrians seneste salmesamlinger, for jeg sidder her med den flotte Frontalgalakser i hånden, og mener jo sådan set, at Grotrian kun er blevet bedre, mere sikker og desto mere original og uomgængelig som salmist. Det Skyum-Nielsen kalder "ujævnt" og "bimlende himmelvendt vås" kunne måske i første omgang oversættes som postmodernistisk og i næste som blot og bar poesi, men begge dele har trange kår i salmegenren, i hvert fald sådan som Skyum-Nielsen forstår denne. Det samme gælder, når han kritiserer Grotrian for ikke at lave ordentlige rim - men det er jo skriftrim, på skriftens (den postmodernistiske poesis) vilkår. Det gode ved Grotrians salmer er (i mine øjne og jeg er ingen ekspert, heller ikke på "teologisk soliditet" (hvad det så end betyder i 2009? I hvert fald noget jeg ikke giver fem flade ører for, set fra poesiens side)), at de ikke helmer. De står ved det postmodernistiske, det sprængte, den korte tænding mellem patos og prutter, latter og gråd. Der er ingen røde tråde at balancere på, for alle ord risikerer at glide på røven her. Netop den tænding, der er ordspillets vilkår, er en af de største kvaliteter ved Grotrians poesi overhovedet.

Ser man på de fleste andre salmister fra det 20. århundrede, er det kendetegnende, at de skriver i en uddød genre, og det lyder som oftest, som om disse salmer forsøger at tænde på et dødt batteri - hvilket Skyum-Nielsen formentlig vil give mig ret i, hvorfor han også længes efter en tidssvarende salmist - men hos Grotrian slår det gnister igen. Tag blot de første strofer i den første salme i Frontalgalakser:

Indædt skriver fostret på sin moders bug
himlen driver over kalvens ædetrug
Herre, alt er verden, til et tunnellys
fragter vore runeskrifter udenbys.

Grædefærdig segner sneen i en å
jeg kan ikke overskue rim derpå
Herre, i din hvide cirkel findes alt
jeg må skrive verden om og nyfortalt.

Himmelhvirvler drejer i en hvid tonsur
mellem mig og skriften er der arkets mur
Herre, giv mig håb om grønne forårsløg
jeg vil skrive under i mit overtøj.

Jeg har stor respekt for Skyum-Nielsen og læser for det meste med glæde hans skarpe anmeldelser, men han har et temmeligt idiosynkratisk forhold til Grotrian. Den ene dag skal man bygge en kirke til denne og den anden rive den ned. Grotrian er en af de digtere, som ikke burde anmeldes fra samling til samling, og slet ikke anmeldes til eller af salmepolitiet. Han skriver indædt på et større projekt, som bl.a. handler om at forny salmegenren, og som allerede har fornyet dansk poesi med noget enestående. Propper man ham ind i en enten-eller jargon, som den Skyum-Nielsen bruger her, gør man ikke bare Grotrian, men også poesien og det enorme talent hos denne uret.

Desuden mener jeg, at Grotrians salmer ikke kun er til kirkebrug, men også til privat brug. De skal også kunne læses indenad derhjemme, under dynen, i bussen, på toget osv. Med andre ord: Fungere som digte. De er et forsøg på at bringe poesien (sådan som den kunne se ud i dag) ind i salmegenren igen. Men ak og ve: Poesi og salme rimer formenligt ikke længere på hinanden. Og hvis de gør det, gør de det ikke som tidligere. Der er noget, der skurrer, en irriterende lyd, som Skyum-Nielsen og andre ikke kan lide: Det er lyden af den skøre (post)modernisme, som sætter alt muligt sammen, også når det ikke rimer, eller måske bare fordi det rimer: Ingen årsager her, kun poesien, sproget, musikken.

Med saft og rytme

"Digtene er tilsyneladende henvist til og opsuget af internettet, dette globale, ja, universelle alting og ingenting, de er dele af denne luftige, ikke-materielle, denne ekstra-evaporerede helligånd, der lader vor gamle klode gynge som en bold i et boldnet af grænseløs poesi, en usynlig space-virkelighed. Men digte skal også have konkret eksistens, de skal være hørbar hvisken, rap, højtlæste ord, show, sang. Digte skal også findes på papir, de skal have den gamle skrifts tyngde og sendes ud i den lokale verden fra en scene, som Peter [Laugensen] gør det i dag, og som Dan [Turèll] gjorde det i sin tid. Med saft og rytme"

(Henning Mortensen i det seneste og ganske fremragende nummer af Standart i en lille sjov artikel om forlagsvirksomheden Jorinde og Joringel. I øvrigt en kommentar til den fraværende poesi på bogmessen i år).

onsdag den 16. december 2009

Litteraturvidenskabens berøringsangst

InGUNn Økland beklager sig i norske Aftenposten over litteraturvidenskabens hang til teori og luftkasteller, den har selv stor andel i sin egen krise. Hun skriver:

"Kanskje er det altså samtidslitteraturen som nå må endre litteraturvitenskapen. Det er litteraturen som nå kaller på nye lesemåter, der liv, historie og moral igjen blir noe mer enn estetiske størrelser. Ja, samtidslitteraturen blir stadig mer personlig og livsnær, i Norge demonstrert ved årets to kandidater til Nordisk Råds litteraturpris, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal.

Men selv om mange ønsker seg over i den nye tid, sitter den gamle tid i ryggmargen. Vi er redde for å virke moraliserende eller intimiderende. Det ser vi ikke minst i mottagelsen av Min kamp. Første bok, der et nærmest samlet anmelderkorps unnlot å ta stilling til de etiske problemene ved utgivelsen. Selv etter at forfatterens familie kalte prosjektet for judaslitteratur, valgte anmelderen i Bergens Tidende å snu ryggen til hele problemstillingen. «I rollen som bokanmelder er jeg satt til å vurdere de estetiske kvalitetene ved litterære verk og ikke de moralske sidene ved forfatterens prosjekt,» skrev Gro Jørstad Nilsen i anmeldelsen av Andre bok. Hun har hovedfag i allmenn litteraturvitenskap.

Litteraturvitenskapen har lært oss å nærlese litteraturen med stor tålmodighet. Samtidig har dette faget gitt oss en betydelig berøringsangst for hva som faktisk står i den."


Jeg er ikke helt sikker på, at hun har ret. Det er jo Todorovs gamle argument om igen, teorien er inhuman, især dekonstruktion, livet skal tilbage i litteraturen og litteraturteorien. Er det ikke bare et mode-synspunkt? Litteraturteorien har fx leveret teori til meget andet end sig selv og litteraturen, i den forstand er den en teorifabrik.Desuden handler berøringsangsten i forhold til romaner som Karl Ove Knausgårds for mig at se ikke kun om, at man teoretiserer og æsteticerer projektet, men i ligeså høj grad om pragmatiske forhold: Norge er et lille land, og mange kender hinanden inden for så snæver et felt som litteraturpraksissen er, og om en usikkerhed: Hvordan skal man læse sådanne bøger, der både er eksplicit selvbiografiske og romaner på samme tid.

Da Knud Romer udgav sin selvbiografiske bog i DK, fik han stort set kun anmeldelser, der ikke brugte tid på at læse bogen, men som enten mente, at det var synd for Romer eller at han bare var en smart PR-mand. Det (enten-eller) holder heller ikke, når nu bogen er så meget både-og, også når det gælder forholdet mellem æstetik og etik. Altså Økland kan have ret i, at man som læser nok skal på banen etisk set, men ikke i at man skal holde teori og æstetik ude af billedet.

Da den franske forfatter Serge Doubrovsky i sin tid skrev sin autofiktive roman Fils (1977) var det netop på baggrund af Lejeunes bog om den selvbiografiske pagt - bare ét eksempel på, at teori og liv faktisk interagerer inden for litteraturen, og et yderst vigtigt et i forhold til hele den selvbiografiske tendens, der er lige nu. Et andet kunne være Das Beckwerk. Hvordan ville hans projekt se ud uden Derrida, Agamben, narratologi, poststrukturalisme osv. Ville det overhovedet give mening?


Læs hele artiklen her




tirsdag den 8. december 2009

Digte til (ud)salg

Faldt over denne artikel af Rasmus Bo Sørensen i Information. Faktisk vil jeg gerne rose Information for at finde ofte gode, sjove og perspektivrige vinkler på litteraturen og bogmarkedet. Godt gået. Imidlertid: Ser man nærmere på de digte, der har solgt godt fra Gyldendals side: Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup er der faktisk - i modsætning tror jeg til hvad Simon Pasternak hævder - en helt simpelt forklaring bag alle de tre digteres salgssucces. Det handler om deres eksponering i medierne, ikke andet (deres kvaliteter til trods). Helt specifikt for Aidt, at hun udgav Poesibog nærmest samtidig med, at hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris, Andkjær Olsen kom på forsiden af Politiken, fordi Tøger Seidenfaden tilfældigvis havde læst Atlas over huller, og Mette Moestrup optrådte i talkshowet den 11. time, og hun vandt Montanas litteraturpris med kingsize. Ideelt set kunne man naturligvis have håbet på, at Pasternaks forklaring var rigtig - at netop disse digtere rammer noget særligt hos deres (mange) læsere, men ak og ve, jeg er bange for, at det slet ikke hænger sådan sammen. Medierne, herunder især fjernsynet, er den eneste sikre vej til en salgssucces. Det er kynisk, især når man betænker de stakkels små blafrende digte på de iskolde markedsbetingelser, men sådan hænger tingene desværre sammen.

Jeg lader mig hellere end gerne modsige: Kom gerne med eksempler på det modsatte!!! Fyr løs, hvis der er noget at skyde med.

mandag den 30. november 2009

For real

Tjek dette site Virkelig. Litteraturhungrende og entusiastiske kulturforbrugere og anarkistiske smagsdommere samlet på et sted.

torsdag den 19. november 2009

Sontag

”Påstanden om, at virkeligheden er ved at blive til et skuespil, er udtryk for en rystende provinsialisme. En provinsialisme, der universaliserer seer-vanerne hos en lille veluddannet gruppe, som lever i den rige del af verden, hvor nyheder er blevet forvandlet til underholdning – den udbredte måde at betragte verden på, som er en af ”det modernes” mest centrale frembringelser og en forudsætning for afviklingen af alle de traditionelle former for partibaseret politik, der kunne byde på virkelig uenighed og debat. Den antager, at alle mennesker er tilskuere, og den lader perverst og useriøst formode, at der ikke findes virkelig lidelse i verden. Men det er absurd at identificere verden med de områder i de velstillede lande, hvor folk har det tvivlsomme privilegium at være tilskuere til, eller at afvise at være tilskuere til, andre menneskers lidelser. Ligesom det er absurd at generalisere om evnen til at forholde sig til andre menneskers lidelser udfra mentaliteten hos de nyhedsforbrugere, som ikke har den ringeste førstehåndskendskab om krig, massiv uretfærdighed eller terror. Der er hundreder af millioner af tv-seere, som langt fra er hærdede imod det, de ser på tv. De har ikke den luksus at nedgøre virkeligheden”

Susan Sontag: At betragte andres lidelser, 2003, s. 106-107.

mandag den 16. november 2009

dette at ligne

dette at ligne.
at blive refereret til i billede og skrift.
dette at opstå.
at overse betydning.
dette at afgøre.
har at gøre med.
ligner.
kunne omhandle min mobile enhed. sjæl.
sådan står der skrevet.
med lidt for lette fødder.

at leve for hurtigt og dø samtidigt
en ulykke en spe, en svimmelhed,
tusindvis af biler og en blodbrusende søvn
de dødtrætte øjne på stikker
det kommer efter dig indefra med gammelkoneknirk
en stemme som en ustemt dør
hvis du kan trække vejret er du fri
græd så!

Fundet på Karin Tofts blog.

fredag den 13. november 2009

Neoliberalisme og antiracisme

"[O]ur nostalgia is indeed a kind of nostalgia for racism. What we like about racism is precisely the fact that its victims are the victims of discrimination rather than exploitation, of intolerance rather than oppression, or of oppression in the form of intolerance. And insofar as the politics of the left becomes the politics of respect for identities - the end of discrimination - it becomes a kind of utopianism of the right. Liberalism [...] may have needed racism; neoliberalism doesn't - it needs antiracism"

Walter Benn Michaels i "Plots Against America: Neoliberalism and Antiracism"
American Literary History - Volume 18, Number 2, Summer 2006
s. 297-98.

tirsdag den 10. november 2009

Vanvidssalmer


Så er Grotrian løs igen med sine avantgardesalmeudgivelser:

"Kloden er mental
enhver, der rummer den, blir gal
så Herre, rul den gennem halsen
ud i pegefingervalsen."

Eksemplarer kan ifølge bogen bestilles på prk (snabelA) km.dk

torsdag den 22. oktober 2009

Hørbylundemanden, udkommer til november


Og kan forudbestilles her. Køb den endelig, om ikke andet så for forsidens skyld ; - )

Billedet er af Poul Ib Henriksen og er en del af samme serie, som det berømte billede af Højholt med ægget i munden, og omslaget i øvrigt udarbejdet i samarbejde med Jørgen Sparre. Hvad billedet med ægget i munden fra Volumen angår, så er Højholts briller ikke knuste, som jeg altid har troet. Det er blot stativet fra lysopsætningen, som spejles i Højholts briller. Hmmm... Det reviderer en hel del af de fortolkninger, som jeg i hvert fald har lavet, af netop det billede.

onsdag den 21. oktober 2009

PennSound

Via Charles Bernsteins foredrag forleden til seminaret "Poetry Today" i Århus, blev jeg opmærksom på følgende site. I kender det sikkert allerede, men her er linket alligevel:

PennSound


mandag den 19. oktober 2009

Det er i Århus at poesien sner....

...i hvert fald i denne uge. Både et flot anlagt seminar om poesi i dag og så festivalen "Verbale pupiller" i weekenden. Fantastisk

Læs mere her og her.

mandag den 28. september 2009

Fremmed

Fremmed er alting, fremmed
selv Stilheden. Øret fortumles
af Bjergbækkens Nabotale:
Derfor døber den mig.
Vender mig, hvis jeg lytter,
mildt mod min glemte Indgang,
mit Menneskevæsens Port.
Gør dig til Sten og Bølge
udhold det stummes Taalmod,
bliv til en Ting blandt Tingene,
da skal Bølger og Stene
vaagne menneskeblevne,
Samtidighed nedstrømme
fra Bjergene, Havet, Middagens
mægtige Horisont.

Paul la Cour, Efterladte Digte, 1957

onsdag den 23. september 2009

Bruce fylder 60 år, tillykke

Now we went walking in the rain talking about the pain from the world we hid
Now there ain't nobody nowhere nohow gonna ever understand me the way you did
Maybe you'll be out there on that road somewhere
In some bus or train traveling along
In some motel room there'll be a radio playing
And you'll hear me sing this song
Well if you do you'll know I'm thinking of you and all the miles in between
And I'm just calling one last time not to change your mind
But just to say I miss you baby, good luck goodbye, Bobby Jean


mandag den 21. september 2009

fredag den 11. september 2009

At løbe og at gå



Er netop blevet færdig med henholdvis Murakamis Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe og Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Førstnævnte, synes jeg, er bedst. Jeg fandt aldrig helt rundt eller fandt mig tilpas i Espedals bog (ingen gangart), på trods af de mange gode gå-citater, som bogen indeholder. Bogen fortaber sig i sin egen stil.

Derimod fik jeg i den grad lyst til at løbe af at læse Murakami, hvis nøgterne, underspillede og upatetiske stil er beundringsværdig. Som at læse Raymond Carver, men på japansk. Bogen er lykkelig befriet fra bullshit, om man så kan sige. Her forstår man, hvad det vil sige, når folk taler om verdenslitteratur. Murakami er påvirket af en masse vesterlandske forfattere, men man mærker, eller man bilder i hvert sig selv ind, at man mærker, noget andet, noget man ikke helt kan diagnosticere (som vesteuropæisk læser): en japansk klar- og renhed, som i haikudigte eller hvad ved jeg?

Læs den før din nabo: Nu vil jeg ud at løbe en tur.

mandag den 7. september 2009

Anmeldere anmelder anmeldere

Men til hvem? Litteraturpolitiet? Anmeldere, sikkert mig selv inklusive, har det med at anmelde anmeldere (måske fordi vi ikke kan lade være med at anmelde alt, hvad der er har med litteratur at gøre - hvad kan man sige: Vi kan ikke gøre for det!!!).

Seneste eksempel er Erik Skyum-Nielsens sarkastiske indlæg her, hvor han går i kødet på Politikens Mikkel Bruun Zangenberg. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med sådan noget - personligt synes jeg at det er lidt pinligt - men man kunne jo fortsætte dialogen og gå i kødet på den ellers udmærkede Skyum-Nielsen og be' ham om at anmelde litteratur i stedet for at anmelde anmeldere. Ville det ikke være mere interessant?

I det hele taget: Som jeg har sagt det før, så kunne man (som anmelder) faktisk godt have brug for at have en instans at anmelde litteraturen til, et sted hvor det ikke drejer sig om at tage stilling, thumbs up or down, men slet og ret et sted at anmelde litteraturen, den gode, at den findes, og at det er alt nok.

Så mangler vi bare gode læsere, der vil arrestere den eller udskrive dagbøder i et væk ; - )

(P.S. og naturligvis er der nogen der skal vove skindet, forsøge at bedrive den umulige umiddelbare litterære kritik, der er så vigtig for ethvert litterært miljø, også ét der inkluderer forfatterne, så de kan se og mærke, at de findes på godt og ondt. Af og til kunne det bare være dejligt, hvis man som anmelder måtte holde smagsdommeriet for sig selv og blot konstare, at den og den bog findes, beskrive den, færdig)

torsdag den 3. september 2009

så himlene slipper de blå trampoliner

Kan salmer sprænges? Elller kan salmer sprænge? Ny stor salmesamling på vej fra Simon Grotrian, Evahave, som efter hurtig gennemlæsning, ifølge denne læser, måske er den hidtil bedste. Fx denne fantastiske salme:

Da stiger jeg op i en afgrund af fryd
for dragen blev stegt på det glødende spyd;
i tårnet med lokker, der svimler i blæsten
går sjælen til bords med sin sol under vesten.

Da søger jeg ned til de døendes vræl
hvor afstanden mindskes fra isse til hæl;
i kælderen over min grav er jeg vågen
til floderne gisper dit ord gennem mågen.

Da vandrer jeg hen til de fødende dyr
med tråden i menighedshånden, der syr;
en dag er at åbne sit ansigt i miner
så himlene slipper de blå trampoliner.

Da rækker jeg livet min knasende skal
af kærlighedstanker, der iler til bal;
og cirkusartisterne hopper i sømme
da planter jeg håb, og det vokser i drømme.

Grotrians rim er blevet bedre. Han boltrer sig endnu mere frit i de stramme former, om man så kan sige. Således er der også flere salmer, der indretter sig efter kirkens højtider og traditioner: jul, pinse, dåb osv. Salmernes form og funktion er altså ikke en spændetrøje, tværtimod. De befrier noget i Grotrian og giver hans billeder nyt liv, et efterliv, samler dem op. Samler ham op. Som der står et sted:

"lad mit liv forblive af din nåde/ da er mine sange ingen gåde"

Grotrians salmer behøver ikke at eksplodere. Eksplosionen er jo alligevel et vilkår for alle hans tekster.

Desuden er omslaget af Heine Skjerning fantastisk flot.

fredag den 21. august 2009

Avantgarde-retorikkens potentialitet


Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord, der er udkommet på 28/6. Her læser man:

"Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi."

Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her:

"Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv har ikke gode kort på hånden. Menuen står på kaos, militære konflikter og endnu mere lidelse for de fordømte på jorden"

Det er den potentialitet, som ligger i tanken om enten en apokalypse eller en revolution, der opildner sproget hos Bolt, som i øvrigt skriver fremragende og - naturligvis havde jeg nær sagt - inciterende.

Noget af det samme fornemmer man hos en skribent som Michel Houellebecq, uden sammenligninger i øvrigt. Houellebecqs perspektiv er ofte også grebet helt udefra, næsten hinsides menneskene, ligesom Bolts her, jf. "de fordømte på jorden". Også Houellebecq skriver med en apokalypse for øje, og det er den, der giver hans stil en særlig misantropisk nøgternhed, og ja en potentialitet (som en tikkende bombe), der er med til at gøre hans bøger så gode

Sorg & Camping

Jeg sidder og roder med min bog om Per Højholt og kan ikke dy mig for bare at lade det hele tale for sig selv:

Personen slår til


Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.

(fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989)

tirsdag den 11. august 2009

Juliana Spahr

Faldt over Juliana Spahrs hjemmeside. Især linket essay & etc rummer mange gode ting, der kan læses online eller downloades som pdf. Er det bare mig, eller minder digtene i Gentle Now, Don't Add to Heartache ikke om nogle af digtene i Ursula Andkjær Olsens seneste opus, Havet er en scene? Måske er det bare temaet omkring strømmen etc.?

Læs i øvrigt Susanne Christensens anmeldelse af Spahrs seneste bog her. Christensen som har skrevet om Spahr flere gange.

mandag den 10. august 2009

Klimasalme

Vi kan smøre æter over øjenlåg
halleluja
verden er Vorherres største kogebog.

(faldt (gugle arghh...) lige over denne salme af og dette interview med Simon Grotrian)

fredag den 24. juli 2009

Francis Meyers Lidenskap


Har man brug for noget intelligent underholdning her i sommerferien og gider man ikke læse svenske femi-krimier, kan man jo læse Henrik H. Langelands Francis Meyers lidenskap. Bogen handler om litteraturprofessoren Francis Meyer, der forelsker sig i sin studerende Nadia Reza Lindtner. Men den handler også om livet på universitetet og om opdagelsen af et hemmeligt manuskript af Petter Dass. Bogen har et ikke ukritisk blik på litteraturlivet på universitetet, som Langeland kender indefra - han har skrevet et afhandling om Proust. Bl.a. lader Langeland Francis Meyer sige følgende et sted:

"Jeg må ærlig talt innrømme, at jeg i tunge stunder, og dem har jeg hatt noen av i det siste, tenker på Det humanistiske fakultet som en gigantisk menneskelig parkeringsplass, et enormt arbeidsmarkedstiltak - ja, faktisk er det kanskje ikke den tårnbygningen noen kvartaler bortenfor oss her" sa han og nikket i retning Ibsenkvartalet, "men Niels Treschows hus på Blindern som burde være kalt 'Ibsen Parkeringshus'" (...)
"Lad meg ta et nærliggende eksempel" fortsatte Francis. "Der borte sitter blant andre Jan Kjærstad, Vigdis Hjorth, Knut Faldbakken og Herbjørg Wassmo. Jeg kjenner naturligvis nok dem igjen, men like naturlig er det at de ikke kjenner meg igjen. For det har de nemlig ingen grunn til - og dét til trods for at jeg, hvis vi nå skal være oppriktige her, er en av landets fremste professorer i litteratur. Og hvorfor det? Det er fordi jeg som universitetsprofessor i litteratur anno 2007 er marginalisert, ikke bare i samfunnet og offentligheten generelt, men også innenfor den norske litteraturfeltet" (176-177).

Gad vide hvorfor en intellektuel fyr som Langeland, der har skrevet en afhandling om Proust og som debuterede med en eksperimenterende roman samplet fra Prousts store roman, vælger at skrive en spændingsroman og generelt vælger den intelligente underholdningsgenre, ikke bare med Francis Meyers lidenskap, men også med den til dansk oversatte Wonderboy?

Nå, lad nu det ligge. I hvert fald er Francis Meyers eventyr hermed anbefalet, og se få at få den oversat til dansk.

onsdag den 22. juli 2009

Stadig høj på Bruce


Gad vide, hvad Per Højholt kunne have fået ud af Bruce Springsteen i Herning? Imidlertid er jeg stadig sommerhøj på Bruce-koncerten, selv efter et par uger i Italiens varme:








Everything dies, baby, that's a fact
But maybe everything that dies someday comes back
Put your makeup on, fix your hair up pretty
And meet me tonight in Atlantic City

lørdag den 4. juli 2009

Selvransagende litterær drøm

Pludselig slår det mig, at jeg muligvis er den eneste Egebak-elev tilbage på Nordisk Institut. Og hvad med min bog som ellers er fyldt med fadermord, eller i hvert fald deleuzianske knivstik til højre og venstre, i en tid, hvor man om muligt savner en type som Niels Egebak mere end nogensinde i den danske litteratur? Hvad er litteraturens særegenhed? Hvorfor læse litteratur? Alt skal måles og vejes, selv Samuel Beckett. Eller Kafka for den sags skyld.

Jeg vågner på fransk uden at forstå et ord.

torsdag den 25. juni 2009

Skriften og alle dens skumle typer











Hvad sker der i den poetiske undergrund i Danmark? Alt muligt, og overgrunden leger med. Nogle siger, at litteraturen er død (poesien især), men i så fald er det en genopstandelse, vi er vidner til. Poesien bobler op nedefra. Den kan simpelthen ikke holdes nede for tiden i DK. Det er en poetisk revolution på skrift. To eksempler nedenfor:

Morten Søndergaards må sort dreng dø ren? er en fantastisk lille udgivelse (udkommet på Arena og med lækkert layout af Eli Lund). Superflot og et mindre bogobjekt, virtuost legende med skriften og alle dens skumle typer. På flere måder minder den mig en smule om Per Højholts Turbo, ligesom den eksperimenterer med mediet på samme måde, men nu på andre betingelser. Computeren har jo været der i mellemtiden, og det afsætter sin spor.

Indtil videre har jeg kun fået læst bogen via de sorte typer uden at tage stilling til, hvad alle de grå måtte betyde. Det må jeg i gang med. De små grå hjerneceller. De grå er de mest skumle, har jeg på fornemmelsen.

I det hele taget: Hatten af for forfatterparret Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle (af og til også kendt under pseudonymet Liv Mørk). De går jo helt amok. Her et uddrag fra Liv Mørk Fingerkys. Et legitimationspapir (også en fantastisk udgivelse fra Forlaget [Fingerprint]):

Mærkelige blomster
gror på grænsen mellem støj og sprog. Jeg går
på kommunen for at forny mine tilladelser.
Kan jeg være her? Ja. Her
kan man få
alle slags attester. Hvem er vi?
Vi er dem vi er, og vi har papir på det.
Det skal nok gå alt sammen.


onsdag den 24. juni 2009

The Poem to End all Poems

Dette udtryk bruger Per Højholt gentagne gange. Men er der nogen, der ved, hvor det kommer fra?

Skriv gerne til mig.

Jeg har en svaghed

for sådan noget her. Bare navnet "Center for vild analyse" er fantastisk. "Center" der irammesætter og gør brug af en altid formålsrettet jargon, i hvert fald alle vi fra universitetsverdenen, er så bekendte med (vi skulle nødigt spilde samfundets penge), men så "vild analyse". Her knækker navnet over og bliver ironisk - og så alligevel ikke, for vild analyse, lad os få noget mere af det....

mandag den 22. juni 2009

Hos os i Auschwitz


For et par år siden puslede jeg med tanken om at få iværksat en oversættelse af Tadeusz Borowskis Hos os i Auschwitz, men heldigvis er der andre, som gør mere og andet end blot at pusle med tanken. Det fine lille forlag Vandkunsten har således udgivet bogen for nylig.

Det bemærkelsesværdige ved Borowskis skildring af koncentrationslejren er den nøgternhed, ja ofte ironi, der anvendes. Lejrens hverdag er så absurd, at man simpelthen må grine undervejs. Desuden er der det særlige ved dennes skildringer, at de så at sige er skildret fra een med flere privilegier end ellers. Hvor Primo Levi fx skildrer lejrene fra bunden, der er Borowski et andet sted i hierakiet. Det gør ikke beretningerne til mere behagelig læsning, snarere tværtimod. Bag nøgternheden og ironien lurer skammen, og formentlig var det denne, der var en medvirkende årsag til, at Borowski efter tre forsøg tog sit eget liv

Man kan læse mere om bogen her.


torsdag den 11. juni 2009

Verdenslitteratur for folkeskoleelever

I bogpakken fra Dansklærerforeningen finder man blandt andre gode ting, en genfortælling af Hamlet, genfortalt af Oscar K. og med fantastisk billeder af Dorthe Karrebæk. Bogen er første bind i en ny serie fra Dansklærerforeningen, som de kalder Illustreret Verdenslitteratur. Hvis alle udgivelser holder samme standard, har vi meget at glæde os til, selvom det kan blive svært at lave en bog, der er ligeså vellykket, måske især fordi Shakespeares skuespil egner sig så godt til alle mulige former for remediering og genfortælling. Det er universelt og skingrende skørt på samme tid. Urfortælling og poesi knyttet sammen til en heftig cocktail, hvor der ikke er langt mellem mor(d) og skabsalvor:

"Nu til min mor, og jeg vil være knivskarp,
men bruge ordets dolke, ingen andre."

onsdag den 10. juni 2009

Diana i Nordbrandts digt?




Den sene Henrik Nordbrandt har nogle få digte hist og her, hvor han bare går helt, fantastisk amok. I dette digt fra Drømmebroer (1998), finder man endog måske selveste Lady Di. Hun døde som bekendt i 1997, og digtet kunne sagtens være inspireret af de begivenheder, i hvert fald rent tidsmæssigt. Naturligvis er der ting, der modsiger dette i digtet, bl.a. dets fokus på anatomi, institut osv. Desuden er digtet også en sort kasse, en kiste, som fanger øjeblikke, leverer endnu et snapshot af prinsessen, sådan er det jo i Nordbrandts digtning. Men alligevel: Lady Di hos Nordbrandt - en lille sensation....

torsdag den 28. maj 2009

Styrtbakken


Her et lidt perverst og provokerende interview med Matias Faldbakken. Fokus er sikkert præget af VG, som efter sigende er Norges svar på Ekstra-Bladet 

Nu bliver de sikkert snart rigtigt trætte af ham i Norge, så må han jo eksporteres til DK.

onsdag den 27. maj 2009

Professor i poesi

Faktisk ikke en helt dum tanke Thomas Bredsdorff her serverer om at oprette en professorstilling i poesi i DK, selvom den nyligt besatte stilling i Oxford er blevet omgivet af skandale.

"Det er også ved at fremkalde et sammenstød mellem to vidt forskellige måder at bruge ord på – den akademiske og den poetiske – at sådan en stilling kan være noget værd." skriver han, altså Bredsdorff. Hørt.

Jeg foreslår Peter Laugesen, selvom han nok ville betakke sig....

tirsdag den 26. maj 2009

Den Blå Port 81

Har netop modtaget Den Blå Port nr. 81 i dag og læste fluks det lille fine essay af Elisabeth Friis, hvor hun laver en fiks sammenligning mellem Juliana Spahr og Inger Christensen. Friis viser, hvordan Spahr bruger en sentens fra Christensens ellers dystopiske samling Alfabet (1981) til at skabe luft i sit eget store trøstedigt om 9/11. Midt i håbløsheden står disse nu to sentenser og smiler til hinanden, som noget andet, som en lethed, luft, ja som utvetydigt liv.

Sådanne mere essayistiske artikler fra litterater er desværre en mangelvare i dansk litteraturkritik, også selvom vi har mange der som Friis skriver blændende og har gode ideer. Det hele skal helst være formålsrettet, nogen skal have noget for pengene, vi skal formidle (til den håndfuld læsere, der læser artiklen) osv. 

Men udover at det er en fin artikel, som Friis leverer, så er det pudsige, at hun er faldet over det selvsamme digt fra Christensens samling, som undertegnede tillige forsøger at gøre sig klogere på i et særnummer af Trappe Tusind netop om Christensens forfatterskab. Det er det her lille fantastiske digt (hvordan kan man næsten undgå at falde over det?):

livet, luften vi indånder findes

en lethed i alt, en lighed i alt,

en ligning, et åbent bevægeligt udsagn

i alt, og mens træ efter træ bruser op i

den tidlige sommer, en lidenskab, lidenskab

i alt, som fandtes der til luftens leg med

den faldende manna en enkel principtegning,

enkel som når lykken har masser af mad

og ulykken ingen, enkel som når længslen

har masser af veje og lidelsen ingen,

enkel som den hellige lotus er enkel

fordi den kan spises, en tegning så enkel

som når latteren tegner dit ansigt i luft



Laugesen Wiki

I denne tid hvor jeg er i færd med at vende og dreje det manuskript, der forhåbentlig, og helst inden året er omme, skal blive til en introduktion til Per Højholts forfatterskab, kom jeg til at tænke på, hvordan en tilsvarende bog ville se ud om Peter Laugesens forfatterskab. Man kunne slet ikke skrive en sådan bog, fx inddele forfatterskabet i perioder eller sådan noget. I stedet skulle en "bog" om Laugesens forfatterskab være udformet som wikipedia, hvor man under fx en liste af 100 ord kunne skrive videre, alle afficionadas skulle have adgang til disse opslag. Det skulle netop ikke bare være en encyklopædi, men en løbende skrift.

OK, så mangler vi bare opslagsordene. Her måske et par stykker: Brabrand, Kerouac, Det, Græs, Dante, Finnegans Wake, Krage(tæer), (skrive)maskine, Skrift, Turèll, Gråspurve (Fugle), Forstad, Katatoni, Begyndelse, Strøm....

Lad os høre digteren selv:

”Bange som en kanin
i en tryllekunstners kuffert
hver gang scenelyset tændes 
for det er altid mig
 der optræder, og publikum
 står smeltende i lyset,
 mens natten tænder ord
 i lange ranker
 af mørke over himlen.”

fra Kragetæer

mandag den 11. maj 2009

Fotorama / Glamorama

Jeg har løbet en hel del her på det sidste, hvilket i og for sig er ligegyldigt, men når jeg tjekker Ipoden ser jeg, at det er følgende numre, som har givet mig mest fart i benene:

Ladyhawke: "My delirium"
Kings of Leon: "Sex on Fire"
Ryan Adams: "Fix it"
Madonna: "Papa don't preach"
Fleet Foxes: "Mykonos"
Red House Painters: "Have You Forgotten"

Fint nok, især er jeg glad for, at Madonnas hit fra LPen med det vidunderligt naive navn True Blue sneg sig med på listen, ren nostalgi, men hvad med læselisten?

Rundt omkring, på kontorer ude og hjemme, natborde, toiletter og diverse flyder det med gode bøger. Lad mig allerførst nævne Peter Laugesens Fotorama, som er hamrende god. Laugesen skælder sine læsere ud, ingen fatter en skid og gud ske lov og tak for det - tænk hvis det forfærdelige skulle ske, nemlig at der rent faktisk var en læser, som læste Laugesen, som han (ikke) vil læses. Laugesen holder apokalypse over sin tid. Verden går under, men Laugesen sender nødblus op fra sit hjørne i Brabrand.

Et andet sted ligger Thomas Hvid Kromanns ph.d.-afhandling Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970. Det er en ægte MF af en afhandling. Kromann er måske den mest stilrene akademiker, jeg kender. Måske skyldes det, at han jo allerede er mere eller mindre kendt som skønlitterær forfatter, og at ingen skal anklage ham for ikke at skrive akademisk. Desuden har han haft fingrene nede i alt muligt tressersnask. Det er herligt, en tour de force af akademiske blindgyder.

Desuden genlæser jeg Bret Easton Ellis' Glamorama. Den må være et hovedværk i 90erne, selvom mange har svært ved at anerkende Ellis som mere end et mediefænomen. Det er han også, og det demonstrerer han med sine bøger, ikke mindst med Glamorama, der er helt ude i virkelighedens tove. Men altså: Modeller der er terrorister, og en jegfortæller der læser manuskriptet til de scener, der udspiller sig senere i bogen. Virkeligheden der eksploderer i konfetti. Det er langt ude og ret godt.

Peter Adolphsens Katalognien. Storm P på vers. Ejler der brækker nakken på ustyrlige linjer. Hatten af for det mod, der udvises fra Adolphsens side. Peter og Ejlers eventyr er ofte platte, men plottet er flot. Men det er jo en bog, der vil falde på halen, og dem findes der ikke mange af i DK. Vi har set det før i tidsskrifter, fx Øverste Kirurgiske, men en helt bog med lutter spas, det er ikke til at stå for.

Nå ja, glemte jeg at nævne Claus Handberg Christensens tak for mørket, far, som jeg har anmeldt andetsteds.

fredag den 1. maj 2009

Litteraturens rovdyr

Jeg fik refereret en diskussion på Facebook angående min anmeldelse af Katinka My Jones' digtsamling Sølv.

Katinka mener, at min anmeldelse er dårlig. Bl.a. er hun utilfreds med, at jeg tager udgangspunkt i flapteksten.

Hun har på en måde ret i, at det obstruerer min læsning og at jeg jo, bl.a. på grund af det, ikke får lavet en ordentlig anmeldelse, sorry. Det gik måske lidt for stærkt, og en ordentlighed er naturligvis det mindste, man kan forlange af en anmelder. Faktisk synes jeg ikke, at hendes bog er dårlig, tværtimod. Jeg synes, at der er mange gode ting på færde, men at de måske ikke helt kommer til deres ret / udfoldelse endnu.

Dog mener jeg stadig, at flapteksten er et vildskud i forhold til digtene, som slet ikke benytter sig af den (samme) ironi. Det kan siges at være en fejl fra redaktørens side snarere end fra forfatterens.

Men i forlængelse af dette kom jeg til at tænke på, at der er en tendens til at opdele anmeldere og forfattere meget skarpt i vidt forskellige folkefærd, ja to litterære arter, og det er næsten altid synd for forfatterne, når anmelderne kommer efter dem. Anmelderne er sådan nogle store stygge, ja frådende dyr, der kaster sig over de skrøbelige forfatteres værker og æder dem råt, for Far her er anmelder, og lille Lise er forfatter. Er det ikke noget ynk?

For det første føler jeg mig, når jeg optræder som anmelder, ikke som sådan een på den anden side af litteraturen, en form for litteraturens rovdyr, der jagter vildt og blot venter på at blive lukket ud af buret, førend jeg går til angreb. Jeg er mere ude på at give læserne af anmeldelsen og forfatteren ikke mindst et eller andet med på vejen. Desuden har jeg sgu da selv fået et hav af manuskripter afvist af forlag med og uden konsulentudtalelser, fået hamrende hård kritik, både fagligt og som spirende forfatter. At jeg blev akademiker / litterat og ikke forfatter er måske en tilfældighed - jeg troede selv, at det skulle være omvendt, indtil jeg en dag pludselig opdagede mig selv som ph.d.-studerende på uni - og sådan tror jeg at det er for mange, både forfattere, litterater, anmeldere, kritikere, eller hvordan man nu bestemmer arten af de litteraturinteresserede.

For det andet har anmeldere jo også en dyb interesse i litteraturen, måske endog den samme som forfatterne. Både som anmelder og som forfatter lægger man noget for en dag. Forfatteren mest naturligvis. Men man eksponerer sig og sine ting, og nogen skal jo mene noget om det. Ellers findes det ikke. Oftest bryder jeg mig overhovedet ikke om at skulle mene noget og vil måske heller bare bekræfte, at det findes, men jeg får bøgerne for det og får desuden en privilegeret adgang til at kunne følge med i den nyeste danske litteratur, som interesserer mig meget.

For det tredje så er det min erfaring, at det faktisk oftest er forfattere indbyrdes, der er hinandens hårdeste kritikere, men de siger det bare ikke højt. Det kan jeg sagtens forstå, miljøet er småt osv. Men een af grundene til at de måske er så hårde ved hinanden kunne jo være, at man har brug for at pisse sit eget territorie af for at finde ud af, hvor man selv står. Det er der ikke noget mærkeligt i, synes jeg, og det bliver man sikkert bedre af som forfatter.

Men summa summarum: Vi lever af hinanden, vi er litteraturen, om man kan lide det eller ej.

søndag den 26. april 2009

Nothing will keep us together


Sammen med min datter Emma faldt jeg over programmet Allstars på TV2 forleden, hvor Steen Jørgensen (om man kan lide det eller ej) agerer korleder. Under alle omstændigheder, så fik han sit kor til at synge Bowies "Heroes", og det minder mig om en anekdote, som jeg engang fik fortalt. Den lyder nogenlunde sådan her. 

Bowie havde under indspilningerne af nummeret placeret mikrofoner med en passende afstand længere og længere ude i studiet, sådan at jo mere han skreg, jo mere kom der med – fra alle kanter, så at sige. På denne måde formåede han at give desperationen lyd i mere end en forstand, men også at udnytte den minimale forskel der naturligt vil være imellem mikrofonerne; det tomrum der nødvendigvis skal fyldes, når man nu har det, som Bowie havde det sidst i halvfjerdserne. "Nothing will keep us together", skreg han ordspillende. 

Forskellene mellem mikrofonerne hører man tydeligt i nummeret – som en næsten ubærlig og noget elektrisk interferens. Effekten gør rummet, hvori Bowies stemme lyder, mindre og særdeles klaustrofobisk, det opfanger og griber ham uanset, hvor højt han skriger. Men det bærer ham også oppe i en euforisk lyd; en lyd der giver hele nummeret en fantastisk medvind, som man enten mærker eller ikke mærker, alt afhængigt af hvilket menneske man er. Således inddelte salig Michael Strunge kategorisk verden i to typer mennesker: dem der forstod ”Heroes” og dem, der ikke fatter en pind. 

tirsdag den 21. april 2009

Popcornsforlag



Jeg behøver næppe at nævne, at det er blevet en trend, eller måske snarere en nødvendighed, med alle disse små forlag, der popper op som popcorn. Ofte kan man erhverve sig bøgerne fra disse blot ved at sende en mail. Det er jo fantastisk, selvom det nok skal ses på baggrund af forskellige tendenser inden for bogbranchen og bogmarkedet som sådan. Det gælder både det faktum, at de store forlag formentlig satser mest på kommercielle udgivelser (måske også af nødvendighed, selvom de vistnok (som samlet branche) kan fremvise en omsætning, som fra år til år er blevet større????), og at det ganske simpelt er blevet meget nemmere og billigere at producere bøgerne selv.

Jeg har været så heldig at få tilsendt disse to udgivelser fra Forlaget Fingerprint. I Kristina Stoltz lille pamflet Hjemstavn Nr. 13 (et festskrift) finder man fx følgende fine digt:

Så langt så godt så længe
jeg ikke behøver at være med. Det var slet ikke
meningen, at vi skulle tage den nu.
Er det her børneværelset? Herregud
så hjertens gerne. Jeg har altid været den
glade giver: lakrids, østers, lektier.
Hvis du lægger dig ned på alle fire.
Jeg kom tilbage som en fredag aften med stearin
ned ad kinderne og mange år på bagen
fortærsket himmelflugt, en ugle tuder af grin,
en ål, et samfund, ja, ja jeg er den mand
du gerne vil kneppes af kan du
ikke se det, baby? It feels so good to be me

onsdag den 15. april 2009

Opdateret Sentura

Senturas hjemmeside er just blevet opdateret. Det betyder tre anmeldelser mere fra min hånd, som har været undervejs længe. Anmeldelse af Søren Ulrik Thomsen, Lone Hørslev og Katinka My Jones.

fredag den 10. april 2009

Fiktion er ikke det samme som løgn


"Nogle gange må man lyve for at sige den helt sande sandhed." skriver Kristian Ditlev Jensen på JPs hjemmeside. Realitylitteratur kalder han det også. Jeg ved ikke, om det er en særlig holdbar betegnelse. Dels bør man give det nogle år for at se om det bare er en trend (virkelighedshunger (litteratur med relevans, som i disse tider har en høj markedsværdi)), dels er Jensen for mig at se en del af den trend (hvis det er en sådan?), og Brøgger har fat i den lange ende, når hun insisterer på, at Jensen har skrevet en roman. Det er måske romanen, som er under forandring. Fiktionen i bøgerne kan ofte ikke konkurrere med fiktionen i film fx, men så kan bøger måske noget andet: fx kan de både ligne virkeligheden og sig selv på samme tid og måske mere subtilt end film/fjernsyn kan gøre det. Omvendt skal der forfattere til, enkeltpersoner, der opfinder og fortæller, ja skriver fortællinger, der kan begejstre, provokere og bringe os nye steder hen (på sin vis vil filmindustrien altid være afhængige af sådanne forfattere, fordi film jo kræver meget mere planlægning, udstyr, penge, ja er en industri). Og desuden: fiktion er jo ikke det samme som løgn (som Jensen antyder). Man kan slet ikke spørge til fiktionens sandhedsværdi på den måde. Fiktionen kan af og til virke mere sandfærdig end virkeligheden og omvendt, men fiktionen kan ikke være løgn på samme måde som udsagn om virkeligheden kan være det

Under alle omstændigheder: diskussionen fortsætter, og i går så jeg filmen Flyboys. God underholdning og tilsyneladende baseret på virkelige begivenheder, men kan virkeligheden virkelig indeholde så mange klicheer?

Det var en rigtig rekrutteringsfilm, som ikke bare skulle sørge for stadig tilgang til det amerikanske militær, men som også forsøgte sig med forsoning mellem USA og Europa. Og til sidst blev jeg irriteret på filmen, fordi helten ikke fik sin udkårne til sidst: Hvorfor ikke droppe virkeligheden helt, når den alligevel forlængst var droppet undervejs? Så lad dog det hele ende med et kys i Paris? Øv.

mandag den 6. april 2009

søndag den 5. april 2009

Weekendavisen, suk....

Der har allerede været en smule debat og kommentarer, om en kommentar "Læggen til og trækken fra" fra Anna Libaks side, der er ny litteraturredaktør på Weekendavisen, angående anmeldere af den smalle litteratur. Det hun skriver er vel i kortform, at jo smallere jo bedre, og at det er efter den devise, at anmelderne af den smalle litteratur har anmeldt, fx Tue Andersen Nexø, som hun hænger ud som een af dem - de onde, de utidige, dem der elsker litteratur uden formål (kære Libak: Tænk, på gode gamle Kant, når du lukker dine neoliberalisiske synspunkter ud).

Kommentaren taler for sig selv i al sin uretfærdighed og mangel på selvkritik, blottet for den sensibilitet som enhver, der kalder sig litteraturredaktør, burde have.

Men:

Det første jeg tænker, er naturligvis: Stakkels Lars Bukdahl! Han må da efterhånden føle sig som en sær og fremmed fugl på avisen. Det næste at Vibeke Henningsen, som har efterladt en ironisk kommentar på Glaz Serups blog, har så inderligt ret. Hvad med den smalle, akademiske litteratur? Hvis den ikke sælger eller ikke er populær, er den så dårlig? Ligegyldig for samfundet?

Anna Libak kunne fx have spekuleret lidt mere over, hvordan der faktisk findes "fagområder", også inden for litteratur-anmelderi, og at Tue og Lars B naturligvis og primært tager sig af forholdvis smalle (danske) ting. Og i en tid, hvor det måske er vanskeligere at se forskel på smalt og bredt (end for bare 10 år siden måske?), kan det virke mærkeligt, at man fortsætter en sådan praksis (for det er jo en praksis, om end usynlig og udtryk for redaktionelle valg og fravalg, også på Weekendavisen). Med sociologer som Bourdieu kunne man sige en masse ting om dette, om hvordan den kulturelle kapital er blevet anderledes gennem de seneste år; det marginaliserede og det formålsløse er blevet det onde og alt sådan noget. Jægersoldaters teorier om livet er mere værd end akademikeres.

Hvor Lars Bukdahl var et fantastisk brand for Weekendavisen for bare 5-10 år siden, hvad er han så i dag? Hans praksis ligger i hvert fald særdeles fjernt i forhold til det, som Libak skriver om.

Personligt er jeg heller ikke tilhængere af anmeldere, der synes, at jo smallere litteratur jo bedre, men jeg er heller ikke sikker på, at de findes. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er SÅ dumme, at de mener det.

mandag den 30. marts 2009

ingenting er hemmeligt her

Forleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a la Vita Andersen. Dels fordi der jo ikke bekendes ret meget i hendes bog, så vidt jeg kan se, dels fordi der er tale om en helt anden og meget større formbevidsthed end knækprosaens – den knækkede jo nærmest bare for at ligne et digt ; - )


Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget.


Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men….


Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det rigtige ord. Der er snarere tale om brudflader. Og der er det, at jeg kom til at tænke på, at sådan noget som SMSer jo flytter noget privat ind i det offentlige rum, helt konkret. Man kan være meget mere privat i SMSer, end man kan være i en samtale, lad os til eksempel sige i en bus, men pointen er, at man jo kan være begge dele på samme tid i dag, og at vi netop er det, hele tiden.


Det betyder, at modsætningsforholdet mellem det private og det offentlige ikke eksisterer, eller det eksisterer i hvert fald ikke på samme måde som tidligere. Vi opererer med mange brudflader udadtil.

Samtidig med at vi snakker om vejret med en ældre dame, vi ikke kender i forvejen, fx ved et stoppested, kan vi modtage en SMS, fx fra kæresten, hvori der står, at i nat skal vi dyrke hed sex (undskyld mit dårlige eksempel!). Netop i en sådan situation må man jo finde en grimasse, der kan passe, og det er det, som vi er ved at vænne os til i dag, tror jeg: At være private og offentlige på én gang. Vi er ofte mere nærværende et andet sted end dér, hvor vi konkret befinder os, paradoksalt nok. Skriften i det offentlige rum gør altså noget ved os, ved vores identitet, tror jeg.


Disse pointer gælder naturligvis ikke kun, hvad angår SMSer, det gælder også Facebook og andre internet-relaterede identitetsfremvisninger, også her skal vi vænne os til, ikke bare en balancegang mellem offentligt og privat, men at være private og offentlige på én gang så at sige.


Forskellen mellem Vita Andersen (nej Andersen er måske alligevel for god, lad os tage Lola Baidel i stedet) og Lone Hørslev er derfor den bevidsthed om selviscenesættelse, der er hos Hørslev. Hun ved lige præcis, hvad det er hun bekender og især ikke bekender. Hendes digte er ikke mere bekendende end, lad os sige, Søren Ulrik Thomsens, måske tværtimod!

fredag den 27. marts 2009

...lavet af ingenting/ på nær ensomhed


no time ago
or else a life
walking in the dark
i met christ

jesus) my heart
flopped over
and lay still
while he passed (as

close as i'm to you
yes closer
made of nothing
except loneliness

(fra e.e. cummings: Xaipe (1950))

(og hvorfor er han ikke oversat til dansk, øv?)

mandag den 23. marts 2009

Tomorrow, and tomorrow and tomorrow

Tjek Merete Pryds Helles fine klumme på Sentura. Måske er det mere en artikel end en klumme, men absolut værd at læse. Selv er jeg også tosset med det sted i Macbeth, sikke en poesi:

Life´s but a walking shadow, a poor player.
That struts and frets his hour upon the stage
and then is heard no more: it is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
signifying nothing.

søndag den 22. marts 2009

Macht und Remediering?

Jeg faldt over dette klip af en tysk dramatisering af Matias Faldbakkens roman Macht und Rebel på youtube. Det forunderlige og interessante er naturligvis den måde, som bogen er abstraktliggjort på i dramatiseringen, om man så kan sige. På den anden side: hvordan skal man kunne dramatisere den ironi, som er på spil imellem bogen og læseren? Hvis man blot, rent mimetisk, viser bogens handling, så misser man jo en hel del, og man vil i en sådan dramatisering kunne tillægge Faldbakken alskens grimme motiver. Det kan man muligvis også alligevel. Men bogens pointe er vel, at den balancerer mellem kunsten og vitsen på samme tid. Det ligger fx i fortælleformen, alle de lister bogen rummer og utidige betragtninger, både fra hovedpersonernes og fortællerens side. Så i det perspektiv er bogen også interessant, for lader den sig overhovedet remediere fra bog til drama?



onsdag den 18. marts 2009

Hvad har du (ikke) læst?


Faldt over denne meget morsomme artikel på JPs hjemmeside. Heldigvis for mig har jeg faktisk læst Orwell, endog på engelsk, fantastisk bog ; - )

Men hvorfor er det netop den, man lyver om? Jeg mener, det ville da være bedre af at prale af Shakespeare eller Marcel Proust (og hvis man vil være helt ude i tovene Joyces Finnegans Wake?) Men så sofistikerede er løgnerne nok ikke? Vi andre ved i det mindste, at FW findes, og det er alt nok. Det sætter resten i perspektiv.

fredag den 13. marts 2009

Brændende kærlighed 2

I forbindelse med diskussionen af litteraturkritik og etc. på Martin Glaz Serups blog, så havde jeg en kommentar til Mikkel Zangenbergs kommentar. Man kan naturligvis læse den derovre, men også nedenfor her:

For det første synes jeg, at Mikkels lidt onkelagtige høhø-måde at omtale bloggens litterære offentlighed på måske er lidt nedladende og passé. Naturligvis er anonymiteten et problem, men der udfolder sig rent FAKTISK en litterær offentlighed her (og jeg mener blogosfæren generelt, ikke nødvendigvis denne specifikke diskussion), som jeg mener, at man bør alvorligt (og som Information fx tager alvorligt, hvorved de udmærker sig fra andre danske aviser), og selvom de anonyme bemærkninger er studentikose, så er kritikken af Tue Andersen Nexøs fremhævning af Zangenbergs idiosynkrasier overfor Bukdahl jo på sin plads, synes jeg. Det har aldrig været interessant, så vidt jeg kan se.

Dernæst kunne man sige, at litteraturtidsskrifterne jo også er begyndt at anmelde udvalgte ting, det gælder både Kritik, K&K og andre. Dertil kommer Standart (som faktisk har en høj standard hvad anmeldelser angår), men som sjældent tages alvorlig - guderne må vide hvorfor? Og sidst, men ikke mindst, de sites på nettet bl.a. Sentura, hvor jeg selv af og til anmelder, som faktisk også leverer ganske pæne ting, skal jeg sige det selv (og det kan jeg vel næppe, men alligevel). Man kunne også nævne LitLive som et sted med, ja af og til, fremragende anmeldelser og på tværs af nordiske landegrænser, hvilket er inspirerende i sig selv.

Den bedste litteraturkritik i mine øjne foregår derfor ikke nødvendigvis i de store dagblade, hvor man ofte støder ind i halvdårlige og sjuskede anmeldelser, men ja, naturligvis også mange gode ting af Zangenberg og de andre han nævner. Der er jo ingen, der er i tvivl om deres kompetencer, tror jeg ikke- jeg er i hvert fald ikke - men de skal så at sige bruges på bedste, krtiske vis.

torsdag den 12. marts 2009

Brændende kærlighed

Midt i aftensmaden, eller rettere, midt imellem min laven aftensmad, tjekkede jeg lige de forskellige blogs og faldt over denne besynderlige diskussion på Glaz Serups blog. Jeg har tidligere ytret mig på Tue Nexø Andersens blog angående det her med at anmelde anmeldere, og at stille Zangenberg vs. Bukdahl op. Det er ikke interessant, men diskussionen på Glaz Serups blog går alligevel over eller under min forstand, eller hvad ved jeg?

Måske er det rigtigt nok, at der ligesom mangler et egentlig alternativ til Lars Bukdahl på den danske anmelderscene, men den påtrængende anonymitet blandt de deltagende kombattanter forhindrer jo en ordentlig diskussion, desværre. Det mest interessante ved sådan noget er måske det, at det overhovedet kan lade sig gøre. Før bloggens tid var det umuligt. Og hvem husker ikke Ella Steehck der huserede på Informations hjemmeside for godt et års tid siden, og som jeg har hørt fra mere eller mindre pålidelige kilder, var selveste Jan Sonnergaard.

mandag den 9. marts 2009

Poesi og globalisering

I cannot read Norwegian poetry, but if I were told that no more poetry was being written in the Norwegian language I should feel an alarm which would be much more than generous sympathy. I should regard it as a spot of malady which was likely to spread over the whole Continent; the beginning of a decline which would mean that people everywhere would cease to be able to express, and consequently be able to feel, the emotions of civilized beings.

(T. S. Eliot i "The Social Function of Poetry" — On Poetry and Poets. London: Faber, pp. 15–25)

Sådan sagde Eliot i en tale, som han holdt i 1943, og citatet fik mig til at gruble en smule over forholdet mellem poesi og globalisering, især hvordan poesien fx forholder sig til den måde, som globaliseringen på den ene side styrker nationalitetsfølelser og på den anden opløser dem. Poesien styrker på en måde en nations sammenhængskraft, også selvom denne er kritisk i forhold til en sådan. Alene det at poesien er poesi og dermed i princippet uoversættelig, binder den til et bestemt lands sprog - på godt og ondt.

Naturligvis findes der universal-engelsk, men tænker man lokalt, er den eneste "danske poesi" på engelsk nærmest kun sang- og raptekster, og dér er det dæleme svært at gøre sig gældende, bare spørg Kim Larsen, hvis danskhed ikke kunnne oversættes til engelsk, eller The Storm (uden nogen som helst sammenligning i øvrigt), hvor afgrunden mellem de himmelråbende naive tekster og den storladne patos i musikken allerhøjest får een til at trække på smilebåndet eller bare skrue ned.

Men kunne man forestille sig danske digtere skrive direkte på engelsk? Det ville da være forsøget værd og får mig til at tænke på det digt af Mette Moestrup "My Language", hvor hun netop påviser uoversætteligheder, lakuner i sproget.

fredag den 6. marts 2009

U2 & Thomsen

Imens jeg sidder og læser Søren Ulrik Thomsens nye essays hører jeg U2s nye CD. Begge dele hører til blandt mine ungdomssværmerier, dengang i gymnasiet osv. Men hvor jeg heldigvis er blevet gammel nok til at synes, at Thomsens essays er hamrende gode, dér er jeg blevet for gammel til U2. Eller omvendt. Jeg fatter ikke, hvorfor U2 halser efter sig selv, hvorfor de tror, at de kan sætte standarden på en ungdommelig måde, suk, som de gjorde engang.

Nå, den nye CD er dog, trods alt, måske et lille skridt fremad for dem efter at de skrabede bunden på deres forrige CD. Måske er jeg bare til U2 fra War til Pop, og så er den ikke længere. Fx nummeret "Magnificent" - et godt nummer, men man kommer knap nok ind i det, før Bono ikke længere kan nære sig og skriger ordet "Magnificent" (et pisord i øvrigt som jeg helt sikkert ville være faldet for dengang i 91, men som i dag klinger hult (måske er jeg bare træt af at høre, hvad jeg selv hørte og skrålede med på dengang i 91, eller hvad ved jeg?)).

Man kan altid teste kvaliteten af U2s sange ved at lytte til deres C-stykker: Er de gode, så er U2 på toppen. Som dengang med Achtung Baby, hvor nummeret "So Cruel" består af vers på een akkord, et omkvæd og så det fantastiske C-stykke:

She wears my love like a see-through dress
Her lips say one thing, her movements something else
Oh, love, like a screaming flower
Love - dying every hour

Lyt fx til "I´ll go crazy if I don't go crazy tonight" på den nye plade. Et ok nummer med et omkvæd tilpasset U2 stadion-rock-maskinen, hvor Bono synger stærkt, verset er også til at leve med, men så kommer C-stykket, der er direkte pinligt: "Baby, baby..." og bla bla bla. Det er der udelukkende for at være der og ikke andet, imens situationen i "So Cruel" er omvendt: der er alt bygget op omkring C-stykket.

Nå, jeg er måske bare en sur gammel mand, træt af at U2 handler om firmaet U2 frem for at handle om musikken, halvvejs i livet og alt det der. God weekend ; - )

tirsdag den 3. marts 2009

Forlagskrise

Den fyringsrunde på flere danske forlag som bl.a. omtales her, kan komme til at gøre ondt i dansk litteratur, er jeg bange for. Stakkels redaktører, der har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne og sikkert ikke for verdens højeste løn, og stakkels dansk litteratur. Jeg kender ikke de konkrete omstændigheder, men man kan sagtens forestille sig hvilke redaktører, der først ryger ud - dels de unge, dels dem der beskæftiger sig med smal litteratur - og hvad er der så tilbage?

Især er det ærgerligt med Borgen, som ellers heroisk har forsøgt at fastholde en nogenlunde kurs, hvad eksperimenterende ny dansk litteratur angår. Nu er der så en masse arbejdsløse redaktører, men også en masse redaktørløse forfattere, og hvilket forlag skal de egentlig udgive deres litteratur på?

Dichten - ein unbarmherziges Geschäft.

søndag den 1. marts 2009

Fleet Foxes

Ja, jeg ved det. Det bør jo handle om litteratur, men jeg er just snublet over dem her. Strengt taget er det jo meget poetisk ; - )

fredag den 20. februar 2009

& Ewald



I forbindelse med udstillingen Håb og Erindring. En udstilling om Johannes Ewald skal jeg på mandag holde et oplæg på et seminar om Johannes Ewald. Det foregår naturligvis på Bakkehusmuseet. Udover min optræden vil der være oplæsning af Morten Søndergaard og Mette Moestrup samt foredrag af Peer. E Sørensen, Dan Ringgaard, Erik A. Nielsen og Jan Rosiek. Det starter kl 10 og varer til kl 16.30, hvis man skulle være interesseret.

mandag den 16. februar 2009

Hold ud, Claus!

Tue Andersen Nexø skriver i sin klumme, at Claus Beck-Nielsen bør vende tilbage til livet og sammenligner bl.a. dennes argumentation med Henrik Qvortrups forsvar for sine dispostioner angående redaktionen af Se og Hør. Men der er jo, så vidt jeg kan se, en verden til forskel imellem Beck-Nielsen og Qvortrup, bl.a. den at Se og Hør ikke er kunst og ej heller en roman, og Qvortrup vistnok ikke en kunstner, selvom mange måske synes, at han er fantastisk.

Parateksten, som man kalder det, betyder faktisk en hel del, og man lægger da også mærke til at Selvmordsaktionen vistnok ikke er en roman, imens Suverænen er det (måske et livstegn?). Og det med at døden giver god PR, som Tue skriver, og i næste omgang står i vejen for både mandens liv og kunst, tjah, det er jo kun de platte journalister, der har det problem, så vidt jeg kan se, og dem skal man ikke rette sig efter.

Så jeg vil i stedet sige: Hold ud Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Forbliv død, så længe du kan og tør. Hver dag er faktisk en form for gave. Det er ikke bare en udfordring for dig selv, men også for os andre (og i parentes bemærket: jeg orkede ikke selv at være det og forstår gerne, hvis du er ved at være træt af det. Det er jo i sig selv uhyggeligt morsomt, at Das Beckwerk foreslår som en løsning på Claus Beck-Nielsens død død at lade ham begrave).

Den utidighed imellem hændelser, der angår liv og død, det er der hunden ligger begravet. Kan vi være den foruden? Vil det ikke formindske den kunstneriske kvalitet i projektet?

mandag den 9. februar 2009

Shakespeare fra 8210

Dana Gioia, der er en fremragende amerikansk poet og kritiker, skriver i dette fine essay om, hvordan poesien, som nogle af os kender den, om muligt reagerer på at blive marginaliseret af nye former for poesi, fx raptekster, language poetry, poetry slam og, mindre relevant for danske forhold, cowboy poetry m.m. Det er et interessant perspektiv, som Gioia fremkommer med, og selvom man måske af og til kan blive en smule trist over, hvor lidt poesien fylder inden for den akademiske verden, hvor litteraturen som sådan er underlagt alle mulige og umulige former for "cultural studies", og hvor den som en feltmadras ligger fladmast allernederst, så er der måske alligevel håb at spore. Ved at være så utrendy ender poesien måske alligevel med at blive trendy igen, en litteratur for tabere som os. I hvert fald får jeg modet tilbage, når Gioia afslutter sit essay sådan her:

"Although conventional wisdom portrays the rise of electronic media and the relative decline of print as a disaster for all kinds of literature, this situation is largely beneficial for poetry. It has not created a polarized choice between spoken and printed information. Both media coexist in their many often-overlapping forms. What the new technology has done is slightly readjust the contemporary sensibility in favor of sound and orality. The relation between print and speech in American culture today is probably closer to that in Shakespeare’s age than Eliot’s era—not an altogether bad situation for a poet. For the first time in a century there is the possibility of serious literary poetry reengaging a non-specialized audience of artists and intellectuals, both in and out of the academy. There is also an opportunity of recentering the art on an aesthetic that combines the pleasures of oral media and richness of print culture, that draws from tradition without being limited by the past, that embraces form and narrative without rejecting the experimental heritage of Modernism, and that recognizes the necessary interdependence of high and popular culture. A serious art does not need a large audience to prosper—only a lively, diverse, and engaged one.
As long as humanity faces mortality and uses language to describe its existence, poetry will remain one of its essential spiritual resources. Poetry is an art that preceded writing, and it will survive television and video games. How? Mostly by being itself—concise, immediate, emotive, memorable, and musical, the qualities most prized in the new oral culture, which are also the virtues traditionally associated with the art. Serious literary poetry may even be better positioned to thrive in this new century than that greatest creation of print culture, the novel. Yes, the poetic art will change but possibly in ways that bring it closer to Shakespeare, Marlowe, and Milton, who understood how to bring richly complex poetry off the page without losing anything on it, than to the typographic traditions of Modernism. But there are surely solutions to this artistic challenge that we cannot imagine at the moment. The problem won’t be finding an audience. The challenge will be writing well enough to deserve one. Even if there are fewer readers, people will be listening."

Jeg er sikker på, at den kommende Shakespeare for vores tid findes i 8210-området, og når nu Århus så gerne vil være europæisk kulturhovedstad i 2017, så opret dog en forfatterskole i Århus V. Jeg kommer gerne og giver et nap eller rap med.

onsdag den 4. februar 2009

Om lyrikkens krise ???

"neither the lyricization nor the delyricization of criticism has effected this shift from poetry as cultural practice to poetry as pathetic abstraction. Instead, the lyricization of poetry itself—the historical transformation of many varied poetic genres into the single abstraction of the post-Romantic lyric—is responsible for our current, spectral ideal of a genre powerful enough to overcome our habits of not reading it. But my way of phrasing that idea betrays the problem. The notion that poetry is or ever was one genre is the primary symptom of the lyricization of poetry: the songs, riddles, epigrams, sonnets, epitaphs, blasons, lieder, elegies, marches, dialogues, conceits, ballads, epistles, hymns, odes, eclogues, and monodramas considered lyric in the Western tradition before the early nineteenth century were not lyric in the same sense as the poetry that we think of as lyric. The fact that we think of almost all poetry as lyric is the secondary symptom of lyricization. When the stipulative functions of particular genres are collapsed into one big idea of poems as lyrics, then the only function poems can perform in our culture is to become individual or communal ideals."

Sådan skriver Virginia Jackson i et nyligt nummer af PMLA. Hendes artikel er måske den mest interessante i en mindre artikel-enquete under titlen "The New Lyric Studies" som PMLA har i nummer 123. Kritikken af litteraturstudiets lyrikisering af lyrikken, eller hvad man skal kalde det, er for mig at se særdeles interessant, også i forhold til danske forhold. Hvorfor kalder man Andkjær Olsens bøger for "digte". Så vidt jeg husker havde den første bog Lulus sange og taler faktisk ingen genrebetegnelse, før den blev genudgivet påå Gyldendal, og den og hendes tekster generelt er jo også meget mere og andet end det. I det hele taget er der måske et opbrud i den danske lyrik siden midten af 90'erne i forhold til en sådan tendens til lyrikisering, hvorfor man måske burde tage et nøjere blik på genren som sådan igen. Vi har naturligvis haft et opgør med den danske modernismekonstruktion og dens måske lidt ensidige og pædagogiske blik på det autonome, centrallyriske digt, men der er for mig at se stadigvæk meget mere at sige om emnet, ligesom man sagtens kan få øje på masser af lyrik igennem hele det 20. århundrede, der overhovedet ikke opfører sig sådan, altså som en lille overskuelig tekst, helst ikke over en sides penge, rummende en subjektiv erfaring og helst i en anticiperende form, fx som i Malinovskis elelr fremragende "Myggesang" ("snart brister alt") - tænk bare på Inger Christensens lyrik.