fredag den 21. august 2009

Avantgarde-retorikkens potentialitet


Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord, der er udkommet på 28/6. Her læser man:

"Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi."

Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her:

"Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv har ikke gode kort på hånden. Menuen står på kaos, militære konflikter og endnu mere lidelse for de fordømte på jorden"

Det er den potentialitet, som ligger i tanken om enten en apokalypse eller en revolution, der opildner sproget hos Bolt, som i øvrigt skriver fremragende og - naturligvis havde jeg nær sagt - inciterende.

Noget af det samme fornemmer man hos en skribent som Michel Houellebecq, uden sammenligninger i øvrigt. Houellebecqs perspektiv er ofte også grebet helt udefra, næsten hinsides menneskene, ligesom Bolts her, jf. "de fordømte på jorden". Også Houellebecq skriver med en apokalypse for øje, og det er den, der giver hans stil en særlig misantropisk nøgternhed, og ja en potentialitet (som en tikkende bombe), der er med til at gøre hans bøger så gode

3 kommentarer:

THK sagde ...

Hej Stefan,

potentialitet? Jeg synes da ærlig talt at Bolts bog virker noget opgivende. Problemet er for mig at se at han (som en sidste(?) rest af en borgerlighed) bliver ved med at insistere på kategorien Kunst og med Kunst kan man ikke lave revolte, I guess. SÅ Bolt er skuffet over kunsten og vil/kan tilsyneladende ikke forlade den. En mere direkte aktivisme ville da være et oplagt valg. Oder?

THK sagde ...

Dette blot sagt undrende?

Stefan K sagde ...

Men mon ikke han håber?

Og hvis ikke med kunsten, hvad så?

Jeg ved ikke, hvordan Bolt har det, men for mig at se er aktivisme ikke en løsning. Men nu er jeg jo heller ikke til den progressions-tankegang der ligger i megen af avantgarden. Ikke på den måde i hvert fald. Jeg tror på Duchamp og på Højholt: der KAN altid tænkes videre, men en stor del af avantgarden tænker ikke. Så jeg tror i hvert fald på kunsten og i alle mulige afskygninger, ikke på avantgarden ; - )