onsdag den 30. december 2009

Den skøre postmodernisme

Lige en lille, rask nytårsreplik til Erik Skyum-Nielsens underlige "anmeldelse" af Simon Grotrians seneste salmesamlinger, for jeg sidder her med den flotte Frontalgalakser i hånden, og mener jo sådan set, at Grotrian kun er blevet bedre, mere sikker og desto mere original og uomgængelig som salmist. Det Skyum-Nielsen kalder "ujævnt" og "bimlende himmelvendt vås" kunne måske i første omgang oversættes som postmodernistisk og i næste som blot og bar poesi, men begge dele har trange kår i salmegenren, i hvert fald sådan som Skyum-Nielsen forstår denne. Det samme gælder, når han kritiserer Grotrian for ikke at lave ordentlige rim - men det er jo skriftrim, på skriftens (den postmodernistiske poesis) vilkår. Det gode ved Grotrians salmer er (i mine øjne og jeg er ingen ekspert, heller ikke på "teologisk soliditet" (hvad det så end betyder i 2009? I hvert fald noget jeg ikke giver fem flade ører for, set fra poesiens side)), at de ikke helmer. De står ved det postmodernistiske, det sprængte, den korte tænding mellem patos og prutter, latter og gråd. Der er ingen røde tråde at balancere på, for alle ord risikerer at glide på røven her. Netop den tænding, der er ordspillets vilkår, er en af de største kvaliteter ved Grotrians poesi overhovedet.

Ser man på de fleste andre salmister fra det 20. århundrede, er det kendetegnende, at de skriver i en uddød genre, og det lyder som oftest, som om disse salmer forsøger at tænde på et dødt batteri - hvilket Skyum-Nielsen formentlig vil give mig ret i, hvorfor han også længes efter en tidssvarende salmist - men hos Grotrian slår det gnister igen. Tag blot de første strofer i den første salme i Frontalgalakser:

Indædt skriver fostret på sin moders bug
himlen driver over kalvens ædetrug
Herre, alt er verden, til et tunnellys
fragter vore runeskrifter udenbys.

Grædefærdig segner sneen i en å
jeg kan ikke overskue rim derpå
Herre, i din hvide cirkel findes alt
jeg må skrive verden om og nyfortalt.

Himmelhvirvler drejer i en hvid tonsur
mellem mig og skriften er der arkets mur
Herre, giv mig håb om grønne forårsløg
jeg vil skrive under i mit overtøj.

Jeg har stor respekt for Skyum-Nielsen og læser for det meste med glæde hans skarpe anmeldelser, men han har et temmeligt idiosynkratisk forhold til Grotrian. Den ene dag skal man bygge en kirke til denne og den anden rive den ned. Grotrian er en af de digtere, som ikke burde anmeldes fra samling til samling, og slet ikke anmeldes til eller af salmepolitiet. Han skriver indædt på et større projekt, som bl.a. handler om at forny salmegenren, og som allerede har fornyet dansk poesi med noget enestående. Propper man ham ind i en enten-eller jargon, som den Skyum-Nielsen bruger her, gør man ikke bare Grotrian, men også poesien og det enorme talent hos denne uret.

Desuden mener jeg, at Grotrians salmer ikke kun er til kirkebrug, men også til privat brug. De skal også kunne læses indenad derhjemme, under dynen, i bussen, på toget osv. Med andre ord: Fungere som digte. De er et forsøg på at bringe poesien (sådan som den kunne se ud i dag) ind i salmegenren igen. Men ak og ve: Poesi og salme rimer formenligt ikke længere på hinanden. Og hvis de gør det, gør de det ikke som tidligere. Der er noget, der skurrer, en irriterende lyd, som Skyum-Nielsen og andre ikke kan lide: Det er lyden af den skøre (post)modernisme, som sætter alt muligt sammen, også når det ikke rimer, eller måske bare fordi det rimer: Ingen årsager her, kun poesien, sproget, musikken.

Med saft og rytme

"Digtene er tilsyneladende henvist til og opsuget af internettet, dette globale, ja, universelle alting og ingenting, de er dele af denne luftige, ikke-materielle, denne ekstra-evaporerede helligånd, der lader vor gamle klode gynge som en bold i et boldnet af grænseløs poesi, en usynlig space-virkelighed. Men digte skal også have konkret eksistens, de skal være hørbar hvisken, rap, højtlæste ord, show, sang. Digte skal også findes på papir, de skal have den gamle skrifts tyngde og sendes ud i den lokale verden fra en scene, som Peter [Laugensen] gør det i dag, og som Dan [Turèll] gjorde det i sin tid. Med saft og rytme"

(Henning Mortensen i det seneste og ganske fremragende nummer af Standart i en lille sjov artikel om forlagsvirksomheden Jorinde og Joringel. I øvrigt en kommentar til den fraværende poesi på bogmessen i år).

mandag den 21. december 2009

onsdag den 16. december 2009

Litteraturvidenskabens berøringsangst

InGUNn Økland beklager sig i norske Aftenposten over litteraturvidenskabens hang til teori og luftkasteller, den har selv stor andel i sin egen krise. Hun skriver:

"Kanskje er det altså samtidslitteraturen som nå må endre litteraturvitenskapen. Det er litteraturen som nå kaller på nye lesemåter, der liv, historie og moral igjen blir noe mer enn estetiske størrelser. Ja, samtidslitteraturen blir stadig mer personlig og livsnær, i Norge demonstrert ved årets to kandidater til Nordisk Råds litteraturpris, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal.

Men selv om mange ønsker seg over i den nye tid, sitter den gamle tid i ryggmargen. Vi er redde for å virke moraliserende eller intimiderende. Det ser vi ikke minst i mottagelsen av Min kamp. Første bok, der et nærmest samlet anmelderkorps unnlot å ta stilling til de etiske problemene ved utgivelsen. Selv etter at forfatterens familie kalte prosjektet for judaslitteratur, valgte anmelderen i Bergens Tidende å snu ryggen til hele problemstillingen. «I rollen som bokanmelder er jeg satt til å vurdere de estetiske kvalitetene ved litterære verk og ikke de moralske sidene ved forfatterens prosjekt,» skrev Gro Jørstad Nilsen i anmeldelsen av Andre bok. Hun har hovedfag i allmenn litteraturvitenskap.

Litteraturvitenskapen har lært oss å nærlese litteraturen med stor tålmodighet. Samtidig har dette faget gitt oss en betydelig berøringsangst for hva som faktisk står i den."


Jeg er ikke helt sikker på, at hun har ret. Det er jo Todorovs gamle argument om igen, teorien er inhuman, især dekonstruktion, livet skal tilbage i litteraturen og litteraturteorien. Er det ikke bare et mode-synspunkt? Litteraturteorien har fx leveret teori til meget andet end sig selv og litteraturen, i den forstand er den en teorifabrik.Desuden handler berøringsangsten i forhold til romaner som Karl Ove Knausgårds for mig at se ikke kun om, at man teoretiserer og æsteticerer projektet, men i ligeså høj grad om pragmatiske forhold: Norge er et lille land, og mange kender hinanden inden for så snæver et felt som litteraturpraksissen er, og om en usikkerhed: Hvordan skal man læse sådanne bøger, der både er eksplicit selvbiografiske og romaner på samme tid.

Da Knud Romer udgav sin selvbiografiske bog i DK, fik han stort set kun anmeldelser, der ikke brugte tid på at læse bogen, men som enten mente, at det var synd for Romer eller at han bare var en smart PR-mand. Det (enten-eller) holder heller ikke, når nu bogen er så meget både-og, også når det gælder forholdet mellem æstetik og etik. Altså Økland kan have ret i, at man som læser nok skal på banen etisk set, men ikke i at man skal holde teori og æstetik ude af billedet.

Da den franske forfatter Serge Doubrovsky i sin tid skrev sin autofiktive roman Fils (1977) var det netop på baggrund af Lejeunes bog om den selvbiografiske pagt - bare ét eksempel på, at teori og liv faktisk interagerer inden for litteraturen, og et yderst vigtigt et i forhold til hele den selvbiografiske tendens, der er lige nu. Et andet kunne være Das Beckwerk. Hvordan ville hans projekt se ud uden Derrida, Agamben, narratologi, poststrukturalisme osv. Ville det overhovedet give mening?


Læs hele artiklen her




tirsdag den 8. december 2009

Digte til (ud)salg

Faldt over denne artikel af Rasmus Bo Sørensen i Information. Faktisk vil jeg gerne rose Information for at finde ofte gode, sjove og perspektivrige vinkler på litteraturen og bogmarkedet. Godt gået. Imidlertid: Ser man nærmere på de digte, der har solgt godt fra Gyldendals side: Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup er der faktisk - i modsætning tror jeg til hvad Simon Pasternak hævder - en helt simpelt forklaring bag alle de tre digteres salgssucces. Det handler om deres eksponering i medierne, ikke andet (deres kvaliteter til trods). Helt specifikt for Aidt, at hun udgav Poesibog nærmest samtidig med, at hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris, Andkjær Olsen kom på forsiden af Politiken, fordi Tøger Seidenfaden tilfældigvis havde læst Atlas over huller, og Mette Moestrup optrådte i talkshowet den 11. time, og hun vandt Montanas litteraturpris med kingsize. Ideelt set kunne man naturligvis have håbet på, at Pasternaks forklaring var rigtig - at netop disse digtere rammer noget særligt hos deres (mange) læsere, men ak og ve, jeg er bange for, at det slet ikke hænger sådan sammen. Medierne, herunder især fjernsynet, er den eneste sikre vej til en salgssucces. Det er kynisk, især når man betænker de stakkels små blafrende digte på de iskolde markedsbetingelser, men sådan hænger tingene desværre sammen.

Jeg lader mig hellere end gerne modsige: Kom gerne med eksempler på det modsatte!!! Fyr løs, hvis der er noget at skyde med.