fredag den 31. december 2010

Herta Müller og litteraturens kulturalisering


Jeg er netop blevet færdig med Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Det er en stærk og kontroversiel roman om lejren (måske ikke så god som Levis, Sempruns, Kertesz' eller Borowskis romaner og beretninger, men det er en anden sag).

For et stykke tid siden bragte Information et interview med Müller, som især - ja faktisk kun fokuserede - på Müllers forhold til sin ven, den nu afdøde forfatter Oskar Pastior. Pastior hjalp Müller med at skrive romanen, idet han selv var udsat for deportation til en sovjetisk fangelejr lige efter 2. verdenskrig. På baggrund af noter og samtaler med Pastior har Müller konstrueret sin fiktive jegfortælling om og af Leopold Augberg, som lige efter krigen bliver deporteret. Senere er det så kommet frem, at Pastior muligvis var spion.

Det der undrede mig, dengang interviewet blev bragt, og det blev bragt i forbindelse med at Herta Müller modtog Nobelprisen i litteratur, var, at det udelukkende var fokuseret på historien om Pastior og altså slet ikke på Müllers værk(er). Romanen og dens kontroversielle komposition blev ikke værdiget et ord. Man kunne fx spørge Müller, om hun ikke havde etiske overvejelser omkring en sådan fiktiv konstruktion? Hvad gør fiktionaliseringen ved andre autentiske fortællinger om lejren osv. Hvorfor overhovedet forsyne romanen med et efterord om denne historie? Hvordan understøtter Pastiors autentiske beretning den fiktive fortælling?

Det er på en måde underligt, at interviewet havde et sådant perspektiv, men måske også symptomatisk. Når vi i dag beskæftiger os med litteratur, beskæftiger vi os oftere og oftere med konteksten frem for teksten selv (fra bogomslag til forfatteren). Vi tror ikke længere på den stærke læsning af en tekst. Det handler om, at en værdsætning af læsningen som disciplin er blevet tilsidesat - at en stærk læsning faktisk kan gøre en forskel. Interviewet bekræfter sådan set allerede en tendens, som man ser andre steder, ikke mindst i litterære tidsskrifter, hvor læsningen som disciplin oftere og oftere er henvist til anmeldelsessektionen.

Formentlig er det en konsekvens af "The Cultural Turn". Litteraturkritikken er blevet kulturaliseret. Problemet er flerfoldigt: Det giver ikke kun dårligere læsninger og dårligere læsere, det tilsidesætter også litteraturens særegenhed, som ikke længere er i fokus. Hvad er det litteratur kan, som andre former for kommunikation ikke kan? Ja, den kan jo fx i jegform fortælle os om, hvordan det er at være deporteret til en sovjetisk fangelejr og hele tiden mærke sultenglen ved sin side.

I stedet hører vi så om den historie, der danner baggrund for romanen. Vi får også et par flotte, men uhyre iscenesatte billeder af Herta Müller. Men hvad hendes litteratur egentlig handler om, hvorfor hun har fået Nobelprisen - det bliver vi ikke klogere på.

fredag den 17. december 2010

Klougart og Nordisk Råds Litteraturpris


Først og fremmest mener jeg jo, at det på en måde er synd for Josefine Klougart, at hun sådan bliver inddraget i denne virak omkring nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det risikerer at devaluere hendes forfatterskab mere, end det gavner. Selv mener jeg jo også, at det er forkert at nominere hende. Dels fordi det konventionelt set ofte er en pris, der går til mere garvede forfattere, og dels fordi der er en del andre bøger fra Danmark, som burde være kandidater. Hendes bog emmer naturligvis af talent, og den er først og fremmest fantastisk godt skrevet (omend i sin stil meget tæt på Hans Otto Jørgensen, der ligner en lærermester for Klougart og godt det samme), men man har som kritiker den fornemmelse i maven, at den langt hen ad vejen også er en stiløvelse; stoffet yder ikke helt talentet nok modstand, for hvor meget er der egentlig på spil, når det kommer til stykket - de har det jo alle sammen rart deroppe på Djursland.

Selvfølgelig er det yderst sjældent, at de forfattere, der får prisen, rent faktisk får den for deres bedste bog, ja det er muligvis aldrig sket endnu (måske er Naja Marie Aidt en undtagelse i den sammenhæng, men hun kan stadig nå at skrive endnu bedre bøger og Alting blinker er måske lige så god som Bavian, hvis det ellers giver mening at lave en sådan sammenligning).

Men her er der en lille liste over værker, som komiteen i hvert fald har overset: (Klougarts lærermester) Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri, Thomas Boberg: Hesteæderne, Simon Grotrian: Især til de levende, Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige, Pia Juul: Radioteatret. Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper, Ursula Andkjær Olsen: Have og helvede. Niels Frank: Spørgespil.

(Jeg har desværre ikke læst Marianne Larsens seneste bog, men jeg kunne forestille mig at den også kunne være en kandidat.)

Kom igen kære komité.

mandag den 13. december 2010

Nyt design

Tjah, nyt design. Hvad skal jeg sige? Forhåbentlig mere læsevenligt.

fredag den 10. december 2010

En litteraturminister ville vide besked

Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen.

Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor stor afstanden er mellem de mere ”finlitterære” forfattere i Danmark og det brede, læsende publikum. Kulturministeren ville simpelthen have svært ved at finde en dansk forfatter, der kunne udfylde en rolle, som ville være tilfredsstillende for og have substans nok i begge parters øjne. Kløften er i mine øjne langt hen ad vejen et ikke-italesat fænomen, om end det er tydeligt, at den er der, og til en vis grad også har en afsmittende effekt på den litteratur, der skrives. Der er det finlitterære kredsløb af forfattere og anmeldere, og så er der det andet, bl.a. centreret omkring bogmessen, bogsalget i det hele taget. Det er en kløft, som måske er nemmere at få øje på i Danmark end i de andre skandinaviske lande

Men sagen fortæller os også, at kulturministerens opfattelse af, hvad en forfatter i dag er, langt hen ad vejen er præget af nostalgi. Han henviser til Georg Brandes. Men i Brandes’ tid, til eksempel, fyldte litteraturen og dermed forfatteren jo på en helt anden måde en dominerende plads i det kulturelle landskab. I dag må litteraturen på linje med alle mulige andre former for kulturelle udtryk slås om overhovedet at blive set og hørt. Den kulturalisering af domæner som tidligere har været domineret af det litterære har ligeledes haft en stor effekt på forfatternes rolle. Forfattere i dag kan ofte ikke nøjes med at være forfattere – de må ofte også kunne indtage alle mulige andre former for kommunikative og medialiserede platforme med den største selvfølgelighed. Således er der flere og flere af de yngre forfattere, der nærmer sig en status af at være en art Gesamtkunstlere, og hvis ikke en Gesamtkunstler inden for forskellige kunstneriske udtryk, så i hvert fald en Gesamtkunstler inden for en kommunikativ kontekst – et prægnant eksempel kunne være Das Beckwerk. Men måske også flere af de ”ældre” Gesamtkunstlere, der bliver fremhævet i tidens toneklang – tænk her på Jørgen Leth.

Sidst, men ikke mindst, siger sagen måske også noget om, hvordan en kulturminister og hans folk læser, eller snarere ikke læser den samtidslitteratur, der betyder noget. For ham er den usynlig og verdensfjern, de store emner er væk. Det er formentlig et udsagn, som til enhver tid vil være usandt. Så mon ikke det snarere skyldes en mangel på læsekompetencer, at man simpelthen ikke kan læse samtidig litteratur i kulturministeriet? Dvs. hvad der står om de store emner (i de små bøger ((af store forfattere)), som der efterlyses. Et utopisk scenarie ville være, at vi i stedet for en kultur- havde en litteraturminister. Hun ville vide besked. Hun ville spørge den rigtige.

tirsdag den 30. november 2010

onsdag den 24. november 2010

Parabolsk parabase

Parabolsk parabase

Der sidder de bare og suger universet til sig./ Globalisering er roden til alt ondt,/ verden er blevet så fandens påtrængende på det sidste,/ men lad os endelig trække stikket ud i kor. /Jeg går i sort med mine 270 point/ og satser på en flyvende tallerken/ der giver mig mere luft under vingerne/ end bøgens plop i bølgen blå.

mandag den 8. november 2010

Generation Why?

"Software may reduce humans, but there are degrees. Fiction reduces humans, too, but bad fiction does it more than good fiction, and we have the option to read good fiction. Jaron Lanier’s [forfatter til bogen You Are Not a Gadget: A Manifesto] point is that Web 2.0 “lock-in” happens soon; is happening; has to some degree already happened. And what has been “locked in”? It feels important to remind ourselves, at this point, that Facebook, our new beloved interface with reality, was designed by a Harvard sophomore with a Harvard sophomore’s preoccupations. What is your relationship status? (Choose one. There can be only one answer. People need to know.) Do you have a “life”? (Prove it. Post pictures.) Do you like the right sort of things? (Make a list. Things to like will include: movies, music, books and television, but not architecture, ideas, or plants.)"

Zadie Smith om The Social Network og om Facebook i The New York Review of Books.

søndag den 7. november 2010

Digtende kritikere

Tjekkede lige Hvedekorns hjemmeside, som kun kan anbefales - det er vældig sjov, oplysende og underholdende, ikke mindst i et historisk lys. Lars Bukdahl (redaktør på Hvedekorn) er, som man kan se, vild med lister. Jeg fandt (JEG stort blomstrende Narcissus) endog mig selv på en liste over digtende kritikere. Den liste kan man vist kun være stolt over at være en del af ; - ). Bonusinfo: Jeg var endog indstillet til Årets Skovhuslyriker, det år Henriette Houth fortjent vandt.

(Lars i øvrigt: Hvad med Thomas Hvid Kromann?)

I dag er jeg jo langt mere kritiker end digtende, selvom jeg "can't help it" og af og til skribler sære ting og sager ned i mit noteshæfte. Men for dælen da, hvis der ikke fandtes sådanne hjemløse / herreløse tekster et eller andet sted i ens fortløbende skrift, der bare falder ned i et mellemrum, så var man jo for alvor helt LOST og ikke en rigtigt skriBENT.

BOP, BOB, Bob?

onsdag den 3. november 2010

Har litteraturen ret til adgang til virkelige personers bevidsthed?

Efter at Gaute Heivoll er blevet indstillet til Brageprisen, diskuterer man nu, om det er etisk forsvarligt at digte om virkelige og levende personer. I weekenden havde forfatter Jon Michelet en kronik, hvori han argumenterer for, at Gaute Heivolls roman Før jeg brenner ned, burde være stoppet. Jeg har ikke adgang til kronikken selv, men synspunkterne er delvist gengivet her. Det er den Nikolaj Frobenius reagerer på her.

Selv mener jeg jo, at Heivoll har ret, når han i interviewet siger, at Michelet er en principrytter. Som der står i interviewet:

"– Michelet må komme seg ut av sin prinsipptåkeheim, jeg har aldri hørt maken til prinsipprytteri. Han har ett poeng: man må opptre veldig varsomt når man går inn et slikt prosjekt. Mottakelsen viser at Gaute Heivoll har lykkes. Alle berørte og omtalte har omfavnet boken. Ingen har følt seg krenket. Selv biskopen har omfavnet boka, sier Aarø.

– Man kan ikke av rene prinsipper låse en forfatter fra å gå inn i slikt stoff. Vi har lovgivning som ivaretar personvernet. Ingen er støtt. Men den som tar opp dette er altså en aldrende forfatter fra Larkollen. Jeg forstår ikke Michelets motiver."

Desuden lægger romanen ingenlunde skjul på, hverken at den er baseret på virkelige hændelser, eller at den fiktionaliserer store dele af stoffet. Principielt set kan der naturligvis forekomme masser af etisk uforsvarlige ting i en sådan diskurs. Men én ting er princippet, noget andet er det praktiske: Ingen føler sig stødt. I tilfældet med Åsne Seierstad var det jo netop noget andet.

Som Frobenius siger i interviewet:

"Men når man bruker journalistiske metoder litterært, bør man ikke også underlegge seg journalistikkens etikk?

- «Bør» er et ord som kan forstås på mange måter. Kanskje bør man det, men jeg synes ikke vi skal ta bort noe av den friheten som er knyttet til kunstnerisk virksomhet. Det er noe av det viktigste ved kunstpraksisen, at selv det som kanskje er etisk forkastelig, ikke skal forbys. Man har lov til å bryte etiske regler og å gjøre ting man ikke burde. Noen ganger er det denne overskridelsen som gjør kunsten interessant."

Det er, som man kan se, ikke kun grænserne for fiktion og ikke-fiktion, der her afprøves, men også grænserne mellem æstetik og etik.

Kombinationen af en virkelighed eller virkelige hændelser, der understøtter fiktionen, og en fiktionalisering, der til en vis grad suspenderer referentialiteten, åbner en diskurs, som bevæger sig på tværs af vores sædvanlige begreber om æstetik og etik. Hver gang kan man blive tvunget til at spørge sig selv (ved at læse teksten og til dels parateksten ordenligt), om brugen af den diskurs nødvendiggøres af både indhold og form, og i det spørgsmål ligger der ofte et krav om at afveje etiske problemstillinger overfor æstetiske. Er det fx nødvendigt, at Heivoll benytter sig af autentiske navne og steder i en roman? Gør det romanen bedre? Ja, det vil jeg faktisk mene. Naturligvis bør argumentet være en grundig læsning af bogen, som der ikke er plads til her, men netop det at Heivolls egen barndomshistorie kobles med fortællingen om en pyroman, der bygger på en faktuel person - netop den kobling giver bogen en særegen og original intensitet, som sagtens kan forsvares æstetisk og etisk (viser det sig). Det gør ganske simpelt bogen bedre. Det samme gælder i øvrigt Heivolls forrige roman Himmelarkivet.


mandag den 1. november 2010

Naiv og begejstret


Faldt over dette link. Fantastisk at blive taget ned fra hylderne.

Og vedkommende har jo fuldstændig ret. Jeg var naiv, himmelfalden begejstret, men stadigvæk (håber jeg) en nogenlunde habil digtlæser.

Alle egenskaber der kræves for at læse Simon Grotrians forunderlige poesi ; - )


onsdag den 27. oktober 2010

Naturens ligegyldighed - Lars Brekke

Via Matias Faldbakken er jeg blevet opmærksom på Lars Brekkes hjemmeside, bl.a. denne her med titlen Naturens ligegyldighed. Tjek også de andre net-installationer.

tirsdag den 26. oktober 2010

Bork om Knausgård - Den nye ærlighed?

Opdagede lige denne lille fine artikel af Connie Bork om Karl Ove Knausgårds Min kamp 1.

Min eneste anke er sammenligningen med bekendelseslitteraturen (uden forbehold). Der er naturligvis visse paralleller, men den store forskel er, at Knausgård jo har valgt så fandens meget fra for netop at skrive direkte, råt, nogle vil kalde det realistisk. For mig at se er stilen derfor meget mere (stil)bevidst end megen af bekendelseslitteraturen i 70'erne, hvis kendetegn til tider var, at alle jo kan skrive poesi. Det er ikke alle, der kan gøre det, som Knausgård gør.

Naturligvis skriver han sig ind i den isme, som Jon Helt Haarder har kaldt performativ biografisme, og performancen er også en del af værket, kunne man sige. Performativ biografisme er et fænomen, som er forskelligt fra 70'ernes bekendelseslitteratur, bl.a. fordi der er kommet så mange nye medieformer i mellemtiden, der påvirker litteraturen og livet omkring denne. Fx kunne man jo hævde, at vi i en (medie)tid som vores, er blevet dårligere til at læse tekster uden at hæfte et ansigt på denne. Det er bl.a. en af grundene til, at anmeldelser fysisk set ofte fylder mindre end selve billederne af forfatterne i aviserne.

Når det er sagt, er det jo også sandt, at Knausgård med sin roman skriver sig ind i en bekendelsestradition, men den må nok betragtes som mere omfattende end 70'ernes bekendelseslitteratur, fx med forbindelser til Proust, Rousseau og Augustin.

Hvad samtidige tidstendenser angår, er det nok så vigtigt, at Knausgårds første roman jo blev udgivet ved hjælp af forlagsredaktør og forfatter Geir Gulliksens hjælp, der "opdagede" Knausgård og uden tvivl havde "virkelighed" på programmet i midten af 90'erne. Læser man således alle de fem første bind, bemærker man, hvordan Knausgård slutter med at beskrive kampen for at få udgivet sin første roman, kampen for at blive forfatter, som han næsten opgiver undervejs. Ute av verden udkommer i 1998 og ligner måske ikke noget i sin samtid, og man opdager således også (efter at man har læst Min kamp 1-5), at stort set alt i debutromanen bygger på selvbiografisk stof på den ene eller anden måde, men radikaliseret på forskellige måder, netop for at give romanen et narrativt drive.

Udover den performative biografisme, kan jeg desuden ikke lade være med at tænke Knausgård sammen med den nye ærlighed, som man fx også fornemmer inden for dansk popmusik, fra Rasmus Seebach til Medina. Råt for usødet, det er det de unge vil ha' ; - )

søndag den 24. oktober 2010

Seminar med og om Jørgen Leth

JØRGEN LETH

MELLEMVÆRENDER

Nobelsalen fredag d. 29. oktober kl. 9-16

Jørgen Leths værk nyder en hidtil uset bevågenhed. Op til premieren på hans nye film Det erotiske menneske den. 3. november afholder Nordisk Institut et seminar om Jørgen Leths værk. Det er et værk som er præget af mellemværender eller overskridelser imellem kunstarter, imellem populærkultur og kunst, imellem liv og kunst og imellem kulturer. Seminaret udforsker disse mellemværender, om formiddagen i en række oplæg, om eftermiddagen i en samtale med Jørgen Leth.

9-10:30

Per Stounbjerg: Tresserne. Modernisme, massekultur og avantgarde

Lars Morell: Leth, Kirkeby og de andre

Birgitte Rasmussen Hornbek: Eksilet

11-12:45

Mathias Bonde Korsgaard: Gentagelsen – om Amerika-filmene

Stefan Kjerkegaard: Den indre film i Ingenmandsland.

Om selvfremstillingen i Jørgen Leths 60'er-digte

Nora Simonhjell: En oplæsning

Peer Bundgaard: At oversætte Jørgen Leth

14-16

Jørgen Leth i samtale med Bodil Marie Thomsen og Dan Ringgaard


fredag den 15. oktober 2010

torsdag den 14. oktober 2010

Himmelarkivet

Er just blevet færdig med norske Gaute Heivolls fine roman Himmelarkivet, som er fra 2008. Nu ved jeg, at hans seneste roman Før jeg brenner ned er på vej i dansk oversættelse, men det samme burde Himmelarkivet være. Det er via min interesse for litterær selvfremstilling, at jeg er blevet opmærksom på Heivoll. Det bemærkelsesværdige hos ham er i denne forbindelse, at han bearbejder dokumentarisk materiale og kombinerer dette med sin egen historie. Det dokumentariske og det selvbiografiske er to spor, der flettes sammen på original vis.

I Himmelarkivet handler det om kommunisten Louis Hogganviks (jf. billedet) historie, hvordan han under mystiske omstændigheder begår selvmord efter at være blevet taget til fange af Gestapo i Kristiansand 1945. Hogganvik kvæler sig selv ved at æde små stumper af madrassen i sin celle. Det mærkværdige er, hvorfor Hogganvik tilsyneladende bliver så opsat på at tage sit eget liv i løbet af de kun 9 dage, han opholder sig i fængslet. Året er jo 1945, og han har ikke gjort noget specielt ulovligt. Men måske er det for at slippe for torturen, måske fordi den har gjort ham vanvittig, hvem ved? Heivoll digter sin fortælling. Bl.a. får vi fortalt, hvordan Hogganviks kone Theodora må gå rundt og vente i ubærlig uvished. Men der er også en drømmeagtig scene i bogen, hvor det sidste møde mellem Theodora og Louis, som aldrig fandt sted, finder sted. Sådan noget kan man nemlig i en roman til forskel fra en ren dokumentarisk skildring. Det er gribende. Men endnu mere gribende er den sideløbende fortælling om Heivolls bliven far og hans forhold til bedsteforældrene. Slutningen på selve romanen, inden efterskriftet fik mig således til, rent ud sagt, at få gåsehud. Den kan man selv læse sig til.

Skal man sammenligne den med noget herhjemme, ville det mest nærliggende måske være Peter Øvigs bøger. Men ak og ve, forskellen er jo, at Heivoll er meget mere end en dygtig journalist. Han er forfatter og en vældig dygtig én af slagsen. En anden forskel er, at dette åbenlyst er en roman. Dette giver flere muligheder for at bearbejde stoffet kreativt og personligt, og dette er jo en stor fordel, især hvis man er god til det.

Og i øvrigt kan jeg ikke lade være med at sammenligne Heivolls roman med fx Christina Hagens nylige 71 breve til M. Hagen skriver også sig selv ind i fiktionen og tager en "næsten" dokumentarisk problemstilling op, nemlig den at flere kvinder rent faktisk er i brevkontakt med psykopater som Peter Lundin. Emnet er dog ikke så konkret som i Heivolls tilfælde. Det er mere en anledning end en afsøgning af stoffets muligheder.

Hagen er naturligvis dygtig og et stort talent. Men det ærgrer mig alligevel, at bogens potentielt set sprængfarlige stof kapsles inde i noget, der snarere end at være en eller bare i dialog ender som en monolog.

Nu ser jeg måske nok syner for tiden, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på det som en anelse symptomatisk for en del af ny dansk litteratur. At Hagen så med tiden nok skal få hul igennem til et større publikum (og blive vores svar på Sara Stridsberg), er jeg sikker på. Hendes selvfremstilling generelt mangler jo ikke noget, hvad angår direkte og pågående kommunikation (og sådan er det for flere af de nye forfattere. De kommunikerer på livet løs, men ikke i deres bøger).

Så Hagens bog ender klaustrofobisk, både for jeget og for den stakkels læser, som i dette tilfælde er mig; som om det er en kvalitet i sig selv ikke at kommunikere, ikke at fortælle. Det er det ikke, skulle jeg hilse at sige.






Som en lort på en tallerken

"Der er meget poesi i verden, som er dårligere end rock-tekster. En dårlig rocktekst kan du stadig synge med på til en melodi, og det betyder ikke så meget. Et stykke dårlig poesi ligger der bare, som en lort på en tallerken. Der er ikke noget, du kan stille op med den."

Nick Cave i et interview i Gaffa 09, September 2010.

torsdag den 7. oktober 2010

Adda Djørup vinder pris

Adda Djørup vinder EUs litteraturpris. Tillykke Adda, det er fortjent, og vi hungrer alle efter et nyt udspil fra din side ; - )

tirsdag den 5. oktober 2010

Philip Roth on The 'Lost Cause' of Literature



What do you see as the role of a writer in our society?

Your role is to write as well as you can. You're not advancing social causes as far as I'm concerned; you're not addressing social problems. [...] What you're advancing is [...] the cause of literature, which is one of the great lost human causes. So you do your bit; you do your bit for fiction, for the novel.

Why do you think it's become one of the 'great lost causes' of our time?

Oh my goodness. [...] I don't think in twenty or twenty-five years people will read these things at all.

Not at all?

Not at all. [...] I think it's inevitable. I think there are other things for people to do, other ways for them to be occupied, other ways for them to be imaginatively engaged that are, I think, probably far more compelling than the novel. So, I think the novel's day has come and gone, really.

I would imagine you would think this is a great loss for society?

Yes, I do. There's a lot of brilliance locked up in all those books in the library. There's a lot of human understanding. And there's a lot of language. [...] There's a lot of imaginative genius. So, yes, it's a great shame.

And what happens for you?

Me?

You.

I'll keep doing it. Stubbornly.

Fundet her.

onsdag den 29. september 2010

Tordenskjolds soldat?

Her gik jeg og regnede med, at jeg var i opposition til en hel del inden for det danske litterære miljø, hvad angår diskussionen på denne blog inden for de seneste uger. Imidlertid, set udefra med Peter Nielsens øjne (kulturredaktør på Information), er jeg bare en af Tordenskjolds soldater. Mærkværdigt. Den lukkethed, uanset hvilken karakter den antager, som jeg delvist beskyldte dele af dansk litteratur for at stå for, er pludselig blevet en spændetrøje med undertegnede i spænd. Hvis Peter Nielsen læste sin egen tekst og derefter mit indlæg og mine kommentarer, ville han måske finde ud af, at vi er forbavsende enige. Især måske om målet: Litteraturen skal fylde mere i det samlede kulturelle landskab, men slet ikke om midlerne. Ejersbo-litteratur er i mine øjne ikke løsningen, blot for at gøre en lang historie kort ;- )

søndag den 26. september 2010

Nordisk modernisme, tradition, nation, erfaring?

Jeg tillader mig lige igen at henvise til diskussionen på min egen blog, som i mine øjne er fantastisk spændende. Jeg er smigret over, at de forskellige, yderst kompetente kombattanter bliver ved med at skrive kvalificerede indlæg. Allerhelst så jeg jo en stor konference eller lignende om dette her emne. Den bør jeg, eller en eller anden arrangere! Det hele handler om og/eller hvordan modernismen er blevet absorberet af en nordisk romantradition?

fredag den 24. september 2010

Standart 3


Har lige modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3, YEAH. Mest interessant er Audun Lindholms (ansvarshavende redaktør af det norske tidsskrift Vagant og forlaget Gasspedal) vidende og subtile anmeldelse af Standart selv som tidsskrift i det skandinaviske landskab. Personligt synes jeg jo, at det er vældig vigtigt med dette blik udefra. Mere af det tak.

tirsdag den 21. september 2010

Om den fraværende modernistiske roman i nordisk sammenhæng

Undskyld, at jeg sådan henviser til min egen blog, men her en STOR opfordring til at læse kommentarerne fra Jeppe Brixvold i forlængelse af den debat, der var på denne blog sidste uge. De kan læses nedenfor.

Det er jo fantastisk, at en debat kan afføde nogle sådanne, som burde være til stor inspiration for alle. I hvert fald føler jeg mig meget inspireret af Jeppes tanker, ikke mindst i retning af hvad det så er for en romantradition vi har eller mangler i Skandinavien, hvordan romanens form her kunne tænkes at hænge sammen med spørgsmålet som national og borgerlig identitet og i dag velsagtens globalisering etc.??



Jeppe sagde ...

Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land. Hamsuns store forbillede er Dostojevskij, "Sult" er skrevet efter "Kældermennesket", "Mysterier" efter "Idioten", det synes jeg er ret klart, men Dostojevskij er sgu ingen modernist, han er tvært imod den borgerlige psykologiske realisme i absolut topform. Hamsun var en realist af denne skole på linje med Jacobsen og Pontoppidan. At han skriver bedre end de to, er muligt, men hans form er den samme: Sindbilledet, karakterstudiet som anledning til en mere generel (national) samtidsbeskrivelse. Fred være med hele den tradition, den er muligvis noget af det bedste romankunst, vi har i Skandinavien, men modernistisk er den ikke, og det bliver heller ikke modernistisk, hvis man forsøger at gentage den i lidt andre stilistiske klæder end før, som det måske sker i dag. Modernismen er for det første anational, den er en erfaring af betingethed, historisk og globalt, en (bl.a. gennem krig dyrekøbt) erfaring af massesamfundet og dets mekanismer, hvor intet individ og ingen nation blot står frem til skue, fordi det snarere er det større billede, den større historie, det større uhyggelige eller lokkende møndster, der skaber individdet end omvendt. Dermed har vi Kafkas og Joyces romaner og lignende, men den slags kan jeg ikke finde i Skandinavien, jeg finder Hamsun som til sidst må opsøge de små nordligst liggende bygder for at finde stabile vilkår for sine gæve landarbejdere, jeg finder Jensen og Strindberg, som flipper ud i mytologiske fabler, "Klokkeren på Ranø", en fantastisk roman, og slet ikke borgerlig, men europæisk modernistisk roman er det godt nok ikke. Måske har vi aldrig haft nogen romanmodernisme i Skandinavien, og det er vel så, fordi betingelserne (erfaringerne) ikke har været til det, hvilket efter min mening ville være højst interessant. Måske kan man tale om modernisme hos Hultberg, Højholt, Fløgstad m.fl., men den er i så fald snarere en slags litterær inspiration end egentlig erfaringsbetinget. Nu er vi så sprunget over modernismen og ind i et postmoderne (og multinationalt) forbrugersamfund, hvor romanen som så meget andet er commodity, vare, og så ser forbrugsmønstret lidt anderledes ud i Norge, mit gæt er som sagt fordi den yngre norske nation i længere tid end f.eks. Danmark har kunnet bruge den borgerlige roman som nationalt identitetsparameter, og derfor er der stadig salg i den. Men lad være med at tale om "udbredelse af god litteratur", "bøger der handler om noget" osv. i gammelbrandesianske termer, det handler både i Norge og her om genkendeligheden af særlige varer. Og indtil videre leverer forfatterne, både i Norge og her, disse forholdsvis genkendelige varer, lidt forskellige fra nation til nation, men dybest set nostalgiske i formen. Men det har ikke fremtiden for sig rent kunstnerisk. Her skal vi til Bolano og andre forfattere, som tør tænke romanen helt forfra.

17. sep. 2010 20.45

Slet


Blogger Martin Glaz Serup sagde ...

Kære Jeppe,

Tak for nogle spændende, originale og radikale kommentarer - "Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land." - her er noget at tænke over. Niels Frank har jo allerede i sine essays 'Alt andet er løgn' (2007) redegjort for hvordan den litterære modernisme i Danmark er noget meget anderledes - i kraft af sin opbyggelighed ikke mindst - end i for eksempel Frankrig, Tyskland og England. Men du hævder altså at der slet ikke er (eller har været) nogen (nogenlunde samtidig) litterær modernisme i hele Norden?!? Jeg ville meget gerne om du gad, bare så omtrentligt, at redegøre for hvad du forstår ved 'modernistisk roman' (altså ikke ved 'roman'); og også hvor du ser den, hvis slet ikke i Norden???

19. sep. 2010 21.57

Slet
Anonym Jeppe sagde ...

Kære Martin -

er vi de eneste to her? - man kunne få den mistanke -

men angående modernismen: Først lige et forbehold: Jeg siger bestemt ikke, at der ikke findes nogen samtidig modernisme i Norden, Södergran, Björling, Momberg, Munch-Petersen og Schade er lyrisk modernisme, selv om jeg nok tror, Niels Frank har ret i, at der måske selv hos dem er mere opbyggelighed - eller i hvert fald noget andet på spil - end hos deres europæiske samtidige. Måske. Det ved jeg ikke. Hvad jeg udelukkende taler om, er fraværet af en modernistisk tradition inden for romanen i Norden - med vægt på ordet "tradition", det forhindrer ikke, at der kan findes enkelte romaner, som kan kaldes modernistiske. Men så skal man enten grave mærkværdigheder op, som i Danmark måske Knud Hjortø eller Bønnelyckes romaner, som aldrig fik nogen videre indflydelse på traditionen - eller man skal - som Stefan vist også siger det - op i 50'erne, måske endda 60'erne, og så har vi for mig at se ikke at gøre med en samtidig tradition, men om en senere litterær inspiration, f.eks. inspirationen fra Beckett hos danske prosaister som Seeberg, Thorup, Smærup Sørensen, Højholt m. fl. Og - for mig at se - en litterær inspiration er ikke det samme som den omvæltning i selve opfattelsen af romanen, som foregik i de store europæiske lande i tiden umiddelbart omkring og efter 1. verdenskrig, og som jeg først og fremmest ville kalde romanmodernisme. At visse nordiske forfattere har haft litterære forbilleder blandt de modernistiske forfattere, forhindrer jo f.eks. ikke, at hele romantraditionen i Norden primært skulle være forblevet borgerlig/realistisk - som er det, jeg hævder. Jeg tror endda, jeg ville kunne finde flere eksempler på, at romaner, som måske i det ydre ser modernistiske ud - altså har tillagt sig en stil, en sprogfornemmelse fra modernismen - i deres grundlæggende form stadig er borgerligt/realistiske romaner, "Hærværk" er et eksempel.

Men hvad er så den modernistiske tradition i romanen? - jeg må i gang med en ny kommentar, tror jeg, satans.

21. sep. 2010 11.22

Slet
Anonym Jeppe sagde ...

Modernismen er ikke en bevægelse, der pludselig vælter alt forudgående af pinden, der skrives stadigt borgerlige romaner i hele Europa, men den er i nogle litteraturer blevet en korrigering af den borgerlige roman, og har frembragt nogle af de mest interessante forfattere. Den er f.eks. Jünger, Musil, Kafka, Bernhard. Den er Celine, Genet, Camus, nouveau roman. Den er Joyce, Beckett, Flann O'Brien. Den er Stephen Crane, Gertrude Stein, William Carlos Williams og sikkert også Faulkner (selv om Faulkner er, synes jeg, en special case ligesom Woolf, Hemingway og Proust, måske er de bare meget velskrivende og flerdimensionelle realister). Den er Pío Baroja, Unamuno og Cela. Den er Borges og Cortazar. Den er altså først og fremmest et tysk, fransk og spansk anliggende med indskud fra irske, amerikanske og sydamerikanske internationalister, som ofte havde tilknytning til Europa. Derimod er den forholdsvis svag i den angelsaksiske tradition, selv i USA. Og den er svag i Norden. I Rusland findes der derimod Mandelstams få romaner og prosatekster og sikkert meget mere, som jeg ikke kender til. Hvad der ligger bag den, er ganske kort sagt fornemmelsen af internationalt sammenbrud i de gamle nationalstatslige identiteter og erfaringen af international betingethed. Som jeg tidligere sagde: 1. At intet individ, ingen nation længere kan betragtes i sin gamle form, som en entitet der følger sin egen udvikling og danner sin egen mening (hvilket er kongstanken i den borgerlige roman før og nu), at nationen og identiteten derimod skabes i et ofte dunkelt og uigennemskueligt mønster af historiske kræfter og ofte decideret atavistiske aggressive kræfter fjernt fra de dannede og sensible forklaringsmodeller, som den borgerlige roman troede på. Hermed har vi Musils svanesang over det østrig-ungarnske dobbeltmonarki i "Manden uden egenskaber", vi har Joyces tombola af historiske og mytologiske kræfter, der ikke blot påvirker hans karakterer, men decideret skaber dem, allertydeligst i "Finnegans Wake", vi har Celas uhyggelige massemorderhistorie med en nærmest tom massemorder, der bliver ved med at sige, at han såmænd bare gør, hvad han bliver bedt om, fordi "det læger mig" i "La familia de Pascual Duarte". Ganske typisk for modernismen er der i disse værker ingen mulighed for direkte realistisk genkendelighed. Handlingen hos Musil foregår i et rum, hvor man stadig tror at dobbeltmonarkiet vil overleve, man planlægger en større fejring af kejser Franz Josefs regeringsjubilæum i (så vidt jeg husker) 1919, selv om Musil selv og alle læsere af bogen da den udkom i 1930/32 ville vide, at hverken stat eller kejser overhovedet kom til at leve så længe. "Finnegans Wake" kan ligesom "Ulysses" placeres i et genkendeligt Dublin, men begge bøger tager på sig at forvandle dette Dublin til en gennemgangshal for verdenshistorien og til en utopi. "Duarte" er måske nok historien om en genkendelig dum spansk bondetamp, men den er allerede ved første øjekast nærmere en allegorisk historie om den spanske borgerkrig og en grum satire over "Don Quijote", den spanske nationalroman. Osv.

21. sep. 2010 11.33

Slet
Anonym Jeppe sagde ...

Det er jo absurd, det her, men nu får du hele smøren:

... Den normale "realistiske" identifikation med fortællerum og hovedperson er suspenderet til fordel for et dyk ned i det bagvedliggende mønster, de bagvedliggende kræfter. Handlingsrum og hovedperson tager sig ud som et eksempel på disse kræfter og er fuldstændig betinget af dem. Med Northrop Frye kunne vi placere realismen i en "ironisk" generisk modus, bl.a. fordi den har genkendelighed og ligeværdighed mellem læser og hovedperson, mens modernismen befinder sig i den generiske modus, som Frye kalder "romance", og som kendetegnes ved emblematiske, eksemplariske hovedpersoner, larger than life - eller måske nogle gange smaller than life - i hvert fald aldrig bare life - tænk på Becketts vagabonder - og Kafkas "Slottet" kunne være et andet nærliggende eksempel. Er det historien om en genkendelig landmålertype, der gerne vil op på det slot, der har ansat ham? Nej. Det er snarere - uden at vi overhovedet behøver tage fortolkerbrillerne på - en historie om udsathed og higen efter mening midt i et univers af fjendtlige kræfter.

Og dermed kommer jeg til den anden ting, jeg ville nævne som en afgørende forskel imellem realisme og modernisme: 2. Den modernistiske roman er sig sin status som fiktion bevidst. Hvor realismen udgår fra den berømte Henry James-idé, at en roman skal være "a slice of life", hvor der altså postuleres en direkte spejling mellem roman og virkelighed, ofte som om der slet ingen fiktiviserende instans var til stede, som om sætningerne på naturligste vis bare kom ud af den blå luft, der går den modernistiske roman nærmest den modsatte vej, den skjuler ikke, nej, den snarere markerer sin fiktivitet. Dette er tydeligt hos næsten alle dem, jeg har nævnt, Kafka, Celine, Stein, Beckett, Baroja osv. Og hvorfor? Ja, fordi en bevidst fiktion, en allegori, en mytologisk fabel måske er det bedste middel til at beskrive de mønstre og kræfter som i det 20. århundrede har vist sig som mere virkelige end vores "umiddelbare" virkelighed. OG sikkert også - som vi ser det hos Joyces, Borges m.fl. - fordi det for en moderne bevidsthed ville være absurd at påstå, at der ikke fandtes anden litteratur, at vi ikke også på dette punkt var betingede af historien - mens den typiske realistiske roman tilsyneladende helst vil lade som om, litteraturen (og litteraturhistorien) slet ikke fandtes.

Mens den realistiske romankonvention altså helst vil glemme, at den opererer inden for visse historiske rammer - og inden for litteraturen som sådan - og derfor ofte får et bekræftende traditionalistisk præg - forsøger modernismen (måske nærmest bourdieusk) netop at inddrage rammerne, betingelserne, og ofte med det klare mål at modernisere dem i en stadigt fortløbende proces. Nationalstaten skal opgives eller moderniseres (Joyce, Musil, Genet, Bernhard), opfattelsen af individdet skal opgives eller moderniseres (Camus, Unamuno, Baroja, Beckett), religionen skal opgives eller moderniseres (Joyce, Kafka, Celine, Cela), vore familiære og sociale vaner, bla. kønsrollerne skal moderniseres (Joyce, Musil, Celine, Genet, Stein), og ikke mindst skal litteraturen moderniseres, så den i højere grad passer til en ny epoke i verdenshistorien (hele flokken). 3. Denne aktivt påvirkende - i stedet for blot og bart beskrivende - relation til den omgivende kultur, er det tredje jeg ville fremhæve som et modernistisk træk.


søndag den 19. september 2010

onsdag den 15. september 2010

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder:

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding."

Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bestemt ikke på, at det er Jakob Ejersbo, der skal "redde" dansk litteratur, og selvom artiklen emmer af idiosynkrasier, lyrikfortrængning, og lidt hasarderede påstande, fx når det påstås, at Rune Lykkeberg trak litteraturen ud af sit trygge reservat*, kan den måske alligevel være et ok, naturligvis lidt provokerende, indspil i det danske litterære miljø. En outsider-bemærkning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg igennem længere tid har læst en del nyere litteratur fra Norge. Det gør jeg af den simple grund, at den er bedre end den danske. Det kan der naturligvis være flere grunde til, men det er som om, at den danske litteratur slet ikke har opdaget at Norge litterært set er blevet storebror inden for de senere år. Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der alligevel er noget omkring Harbsmeiers ide om reservatet, at den nye danske litteratur til en vis grad er præget af en slags selvtilstrækkelig lukkethed.

For det er til eksempel bemærkelsesværdigt, at den nye norske litteratur, som jeg har læst, generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur; den har den naturligt med som en del af den litterære bagage, imens megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker og nylige udgivelser. Det burde strengt taget ikke være de nye norske forfattere, der skriver om og lader sig inspirere af de danske, men omvendt, for oppe i Norge bor der faktisk andet end trolde.

Det her med lukkethed fik mig til at erindre et 1971-citat fra Hans Hertel:

”Rimeligvis har tendensen til selvforstærkende isolation i det finlitterære kredsløb også betydning for udviklingen af litterære former og motiver. Det er fristende at se strukturelle sammenhænge mellem på den ene side den lukkede cirkels tendens til selvrekruttering og på den anden side modernismens – også yngre dansk litteraturs – tendens mod metakunst: poesi om poesien som erkendelse og medium, anti-romaner om romaner der bliver til (eller om romanens umulighed eller sprogets opløsning), romaner om forfatternes og andre mediestjernes forhold til mediet og læserne – eller til sig selv, hinanden og det litterære miljø” (Hertel 1971: 236)

Det er fra Hertels efterskrift til Robert Escarpits litteratursociologiske bog fra 1971.

Nu må jeg jo nok selv betragtes som en del af de litterære (lukkede?) kredsløb. Men muligvis er det også derfor, at vi af og til har brug for et synspunkt som Harbsmeiers, netop for at se os selv udefra (og det kunne være meget mere nuanceret, enig Lars - lad os få en sociolog eller en spion ind i miljøet).

Fx er jeg jo (og det er heller ikke en hemmelighed) glad for den aktivitet, der er omkring selvbestaltede småforlag og mere eller mindre hemmelige udgivelser og har tidligere påpeget, hvordan disse måske kan have deres årsag i skønlitteraturens krise eller måske snarere finlitteraturens krise i forhold til bogmarkedet generelt. Det håber jeg er rigtigt.

På den anden side: Ser man på Amalie Smiths nylige debutbog, som er udkommet på Gyldendal, er der ingen grund til at klandre dem fx for at sylte den "fine" og avancerede litteratur. Så hvad hvis sagen i virkeligheden var en anden? At der var tale om en art dovenskab fra forfatternes side? Hvad hvis alle disse småtryk var et udtryk for, at man allerede er en del af det litterære netværk og har sine forbindelser i orden (måske fordi man har gået på forfatterskolen), hvilket betyder, at man behøver ikke at skrive sig sin vej ind i det. Man kan nøjes med pamfletter og performance.

Igen kan jeg ikke lade være med at skæve ud over den imaginære nationale grænse, især til Norge hvor den ene fantastiske roman efter den anden popper op, romaner som ud over at de er gode, ofte også sætter gang i en debat, rører ved flere end bare den sædvanlige litterære masse (os kritikere fra "det litterære kredsløb"). Måske er det afstandene i Norge, måske er det den jævnbyrdighed, der er mellem de store byer (eller med andre ord har de ikke et København), måske er det pengene? Man kunne også skæve til bordet her på mit kontor, hvor svenske Johan Jönsons mere end 700 sider lange Livdikt ligger og venter på at blive læst.

Pointen er ikke kun, at jeg som så mange andre, fx Harbsmeier, formenligt er ramt af virkelighedshunger (hey, jeg har skrevet en bog om Per Højholt). Pointen er snarere, at det af og til bliver for visionsløst, skrevet og udgivet til intern cirkulation i det litterære miljø. Jeg savner til eksempel store, fede bøger fra forfatterspirerne, om det er i retningen af Brixvolds Forbrydelse og fremgang, eller i retningen af Knausgårds Min kamp eller som Jönsons Livdikt er underordnet. Det kunne også være store, fede bøger med personer, handling osv. [CHOK], som Ejerbos, men hvor sproget ikke minder om noget man møder i en roman, skrevet til niendeklasses elever. Her for tiden hører jeg fx Philip Roth på min ipod og han vil være et fantastisk forbillede for enhver forfatterspire.



*Jeg er stor beundrer af Lykkebergs Kampen om sandhederne, men det er altovervejende en bestemt slags litteratur, som han gør brug af og som Harbsmeier tydeligt foretrækker, nemlig den realistisk-mimetiske, gerne samtidskritiske litteratur.



tirsdag den 14. september 2010

Den danske samtidslitteratur i reservat

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding."

Andreas Harbsmeier i en nylig artikel, der kan læses her.

mandag den 13. september 2010

fredag den 10. september 2010

One Frank O'Hara For The Weekend

Autobiographia Literaria

When I was a child
I played by myself in a
corner of the schoolyard
all alone.

I hated dolls and I
hated games, animals were
not friendly and birds
flew away.

If anyone was looking
for me I hid behind a
tree and cried out "I am
an orphan."

And here I am, the
center of all beauty!
writing these poems!
Imagine!

Frank O'Hara

mandag den 23. august 2010

Åbent brev til Knaus

"JEG ER TRIST NÅ, KNAUS, idet jeg vet at ditt sjette og siste bind neppe blir lest av meg, veldig trist, men denne tristheten skyldes slett ikke en ulest bok, derimot det faktum at din seksbinds selvbiografi for meg blir en metafor, et megalomant bilde på hovedstrømningene i vårt nåtidige, litterære landskap, der innadvendte, bortskjemte og navlebeskuende salongfähige fortellinger om intimsfære og traumer i alle varianter nesten uten unntak blir bejublet og kanonisert av forleggere og litteraturvitere; jeg er trist fordi jeg føler et nærmest totalt fravær av provoserende, hardtslående og dyptpløyende samfunnsengasjement i norsk og delvis nordeuropeisk samtidslitteratur i en tid da verden virkelig trenger det."

Skriver forfatter Gert Nygårdshaug her.

(men er det ikke underminerende for hans standpunkt, at han trods alt har læst de første fem bind?) ((og at han i det hele taget, som flere andre, driver parasitær virksomhed på fænomenet Knausgård?))

Før jeg brenner ned


Den norske forfatter Gaute Heivoll (f. 1978) har skrevet en af de mest fremragende og interessante romaner, jeg længe har læst. Bogen hedder Før jeg brenner ned. Grunden til, at bogen fangede min interessere var, at den dels var baseret på virkelige hændelser, dels at den var selvbiografisk fortalt.

Gennem et perspektiv, der fletter forfatterens og fortællerens barnedåb sammen med en række hændelser i den lille bygd Finsland på Sørlandet, hvor en pyroman er på spil, stiller bogen spørgsmål til grænsen mellem fornuft og galskab. Men den er også en beretning om forældre og børn, fædre og sønner ikke mindst, og en beretning om, hvordan fortidens spøgelser kan indhente os på tidspunkter, hvor vi mindst forventer det. En bog som i den grad bliver ved med at hjemsøge sin læser.

Læs mere her.

P.S.: Suk, hvorfor er de så gode til at skrive romaner i Norge?

onsdag den 11. august 2010

Fiktion vs. virkelighed

»Forfattere og andre historieskrivere, som prætenderer at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for, at oplysninger om let identificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring«

Citeret fra Information, der beretter om domsfældelsen af Åsne Seierstad og hendes bog Boghandleren fra Kabul. Hele domsfældelsen kan læses her.

torsdag den 5. august 2010

hvem gider så være pedantisk

"jeg er åben som vinduet foran mig, strålerne står ind og ud i alle retninger/ og virkeligheden er ligesom doblet op og forsvundet på samme tid, ja!/ for skønt ideen om præcision er skønnere end noget andet/ hvem gider så være pedantisk når man nu for een gangs skyld kan mærke at man selv virker"

Martin Larsen: ". digteren selv" i Det stof alting er gjort af, 2001

fredag den 23. juli 2010

så omsorgsfuld som en elektrisk stol

Jeg er jo rigtig glad for, at Jens Unmack er enig i mine betragtninger over forholdet mellem ord og musik, jf. forrige indlæg (kronikken i Information), men ked af, at jeg slet ikke nævner Unmack eller Loveshop, som naturligvis skulle have været med i kronikken. Her er der et væld af gode tekster:

Kræmmersjæl - min bedste ven
du sælger ud og der er intet men
kræmmersjæl - mit x-idol
så omsorgsfuld som en elektrisk stol


mandag den 28. juni 2010

00'erne i en nøddeskal


Sidder her på kanten af sommerferie og alt muligt andet med Passage nummer 63 om "Dansk litteratur i 00'erne". Heri finder man stærkt anbefalelsesværdige artikler om dansk litteratur i det foregående årti.

Indtil videre har jeg desværre kun fået læst Jon Helt Haarders gode og velskrevne artikel om "Hullet i nullerne", hvor han gør boet op efter indførelsen af begrebet "performativ biografisme" og dertil lægger forskellige fine nuancer til, fx begrebet om "den sociale avatar". Desuden har jeg nået Jørn Erslev Andersens fine kortlægning af "Sprog, objekt, lyd og genre", som giver os en oversigt over den lyrik, der udfoldede sig uden for den gængse bogs grænser.

I det hele taget: Sæt "gøren" foran det hele - det må være nullerne i en nøddeskal: gøren-litteratur, gøren-identitet, gøren-fiktion. Dette "gøren", der på én gang demonstrerer en metarefleksion i forhold til "værket" og en performativitet på samme tid. En "gøren" der fungerer innovativ og destabiliserende på samme tid: litteraturen er ikke længere litteratur i gængs forstand, og det samme kan man sige for de andre kategoriers vedkommende. Fiktion er fx ikke længere fiktion i gængs forstand. Eller sådan er det i hvert fald i forhold til den "skønne" litteratur, som temanummeret beskæftiger sig med. Fiktion lever naturligvis i bedste velgående som underholdning, fx i krimier og tv-serier, hvor der eksperimenteres voldsomt med narrative strukturer m.m., fx i Lost (som jeg personligt er storforbruger af).

Det kan pege på noget andet, nemlig at den litteratur, som jeg her har svært ved at definere som andet end den "skønne" litteratur, muligvis er blevet mere bevidst om sig selv som medie: Hvad kan litteratur, som film og tv ikke kan? (Det er også grunden til, at litteraturkritikken primært helliger sin opmærksomhed til denne og ikke til krimier fx). Ren fiktion er tilsyneladende ikke længere så interessant for den slags litteratur. Der er mange mulige årsager til, at dette "gøren" er blevet så dominerende. Men her nogle skud fra hoften, eller deromkring, fx i retning af en art litteraturens legitimering i en tid, hvor alt i sidste ende handler om rå, dvs. monetær kapital, som Bourdieu siger det, dette "gøren" er udtryk for en metarefleksivitet i forhold til den tendens, eller måske snarere i lighed med den. Er det i orden at bruge tiden på noget så luksuriøst som at skrive litteratur, når nu verden er på randen af alt muligt andet vigtigt, fx økonomisk kollaps? Her kunne man naturligvis sige, at nullerne knækkede: Først kunne vi købe hele verden, dernæst var der udsolgt. Men højkonjunktur-litteraturen fortsatte ufortrødent, selvom Beckwerket (måske meget sigende) fx flyttede dele af sin virksomhed til udlandet undervejs, og vi sammen med Helle Helle skulle Ned til hundene i 2008. Mon ikke udkantsdanmark, kommer på landkortet i 10'erne? Eller hvad med en roman om ældre uden efterløn?

Desuden litteraturens placering i det kulturelle og mediemæssige landskab, som måske igen tvinger litteraturen ind i en legitimeringsdiskurs, der ikke behøver at udtrykke sig mere eksplicit legitimerende end blot ved at tilføje værket denne "gøren"-værk.

"Gøren" er hverken ironisk eller alvorlig, eller måske kunne man sige, at den behøver ikke at være nogen af delene. Den er en performativ afstand til produktet, som efterlader en fundamental tvivl om, hvor "kernen" i værket er. Tag igen Das Beckwerk som eksempel: Er det bestyreren af værket, vi skal orientere os imod, eller skal vi sætte os ned og læse bøgerne. Bør vi ikke forlange kvalitet af begge instanser? Ja.

Helt Haarder skriver: "Den genkommende metafor er feedbackkredsløbet. Der løber energi rundt mellem spillere og publikum på en måde der ophæver den absolutte grænse mellem parterne og gør alle til deltagere. Performancens betydning er noget autopoietisk der opstår i performancens mellemting mellem æstetisk fænomen og social begivenhed" (29)

Og i øvrigt er denne "gøren" jo, som Jon også antyder, led i noget mere omfattende a la Anthony Giddens ide om det refleksivt moderne, som jeg slet ikke tør tænke på: Alt er i dag ekstremt projektorienteret; også når vi er i gang med vores "gøren"-familie, "gøren"-karriere, ja "gøren-os-til". Er der en vej tilbage? Hvis vores fælles værdier "kun" ligger i denne "gøren", er det formenlig udtryk for en noget tynd fællesnævner, der kun kan finde udtryk i individualiserede forhold (vi vil have mere velfærd, men ikke betale til en fælles pulje).

Måske er det derfor, at Abo Rasul (Matias Faldbakken) går til angreb på fællesværdierne i sin første roman The Cocka Hola Company (2001), som er del i romantrilogien Skandinavisk Misantropi:

”Det er ingenting i denne verden som gjør meg mer kvalm enn fellesverdiene. Ingentingfrastøter meg mer. […]Altså: det finnes ikke det sted i verden som har høyere tetthet av fellesverdier enn foreldresammenkomster. Logisk nok bliver skolearrangementer og sånt den niende sirkelen i dette jævla verdi-helvete." (344)

Men lad mig lande disse snart uoverskuelige refleksioner via Karl Ove Knausgårds romanserie Min kamp. Når man nærmer sig de fyrre, som undertegnede i øvrigt, kender man til behovet for at lave noget stort. Man løber et marathon for at afværge den værste krise, man skriver doktorafhandlinger, eller hvad ved jeg. Knausgård skriver flere tusinde sider. Men hvori ligger præstationen? Jeg har absolut læst bedre romaner, men jeg har sjældent været vidne til en sådan performance: Knausgårds "gøren"-litteratur. Her overgår han det meste. Den måske lidt kiksede titel, der om ikke andet, så i hvert fald sætter en omtale (en performance) i gang. Men dertil kommer, og det er langt mere vigtigt, dens måde at absorbere sin samtid på, dens omfang og serialitet. Vi risikerer alle at blive skrevet ind i Knausgårds saga. Havde Knausgård gået stille med dørene, fx udgivet Min kamp 1 og 2 uden at vide eller give udtryk for mere, ville sagen være en anden, men netop ved fra begyndelsen at være så målbevidst, ja performativ, bliver sagen en helt anden.

Desuden serialitetens kongruens med sin samtid. Tv-serier kan meget, men de kræver ofte et enormt produktionsapparat og er derfor ofte ofre for en forsinkelse, hvad aktualitet angår. Knausgård demonstrerer, hvordan litteraturen på en måde kan være endnu mere samtidsorienteret end tv-serier. Tv kan mime sin samtid, men litteraturen kan skrive den. Det samme oplevede Peter Øvig Knudsen jo med sin Blekingegade-banden, og det samme oplever Das Beckwerk (dog i mindre grad), når litteraturen ender i retten. I øvrigt kan denne tendens ikke alene tilskrives mediemæssige forhold, for dokumentarprogrammer, mener jeg, kan noget af det samme.

Og som det sidste aspekt: Knausgård gør, som J.K. Rowling gjorde med Harry Potter, men nu for et voksent, litterært publikum - touché - siger jeg bare.

torsdag den 3. juni 2010

mandag den 31. maj 2010

Fabrik

Tidsskriftet Fabrik

Knausgård-koden

Debatten i Norge om Karl Ove Knausgårds romanprojekt Min kamp er slet ikke færdig endnu. Senest har Eivind Tjønneland udgivet en pamflet om modtagelsen. Debatten fortsætter desuden her. Jon Helt Haarder fra DK hives også ind her. Ham holder jeg med ; - )