onsdag den 29. september 2010

Tordenskjolds soldat?

Her gik jeg og regnede med, at jeg var i opposition til en hel del inden for det danske litterære miljø, hvad angår diskussionen på denne blog inden for de seneste uger. Imidlertid, set udefra med Peter Nielsens øjne (kulturredaktør på Information), er jeg bare en af Tordenskjolds soldater. Mærkværdigt. Den lukkethed, uanset hvilken karakter den antager, som jeg delvist beskyldte dele af dansk litteratur for at stå for, er pludselig blevet en spændetrøje med undertegnede i spænd. Hvis Peter Nielsen læste sin egen tekst og derefter mit indlæg og mine kommentarer, ville han måske finde ud af, at vi er forbavsende enige. Især måske om målet: Litteraturen skal fylde mere i det samlede kulturelle landskab, men slet ikke om midlerne. Ejersbo-litteratur er i mine øjne ikke løsningen, blot for at gøre en lang historie kort ;- )

søndag den 26. september 2010

Nordisk modernisme, tradition, nation, erfaring?

Jeg tillader mig lige igen at henvise til diskussionen på min egen blog, som i mine øjne er fantastisk spændende. Jeg er smigret over, at de forskellige, yderst kompetente kombattanter bliver ved med at skrive kvalificerede indlæg. Allerhelst så jeg jo en stor konference eller lignende om dette her emne. Den bør jeg, eller en eller anden arrangere! Det hele handler om og/eller hvordan modernismen er blevet absorberet af en nordisk romantradition?

fredag den 24. september 2010

Standart 3


Har lige modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3, YEAH. Mest interessant er Audun Lindholms (ansvarshavende redaktør af det norske tidsskrift Vagant og forlaget Gasspedal) vidende og subtile anmeldelse af Standart selv som tidsskrift i det skandinaviske landskab. Personligt synes jeg jo, at det er vældig vigtigt med dette blik udefra. Mere af det tak.

torsdag den 23. september 2010

tirsdag den 21. september 2010

Om den fraværende modernistiske roman i nordisk sammenhæng

Undskyld, at jeg sådan henviser til min egen blog, men her en STOR opfordring til at læse kommentarerne fra Jeppe Brixvold i forlængelse af den debat, der var på denne blog sidste uge. De kan læses nedenfor.

Det er jo fantastisk, at en debat kan afføde nogle sådanne, som burde være til stor inspiration for alle. I hvert fald føler jeg mig meget inspireret af Jeppes tanker, ikke mindst i retning af hvad det så er for en romantradition vi har eller mangler i Skandinavien, hvordan romanens form her kunne tænkes at hænge sammen med spørgsmålet som national og borgerlig identitet og i dag velsagtens globalisering etc.??



Jeppe sagde ...

Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land. Hamsuns store forbillede er Dostojevskij, "Sult" er skrevet efter "Kældermennesket", "Mysterier" efter "Idioten", det synes jeg er ret klart, men Dostojevskij er sgu ingen modernist, han er tvært imod den borgerlige psykologiske realisme i absolut topform. Hamsun var en realist af denne skole på linje med Jacobsen og Pontoppidan. At han skriver bedre end de to, er muligt, men hans form er den samme: Sindbilledet, karakterstudiet som anledning til en mere generel (national) samtidsbeskrivelse. Fred være med hele den tradition, den er muligvis noget af det bedste romankunst, vi har i Skandinavien, men modernistisk er den ikke, og det bliver heller ikke modernistisk, hvis man forsøger at gentage den i lidt andre stilistiske klæder end før, som det måske sker i dag. Modernismen er for det første anational, den er en erfaring af betingethed, historisk og globalt, en (bl.a. gennem krig dyrekøbt) erfaring af massesamfundet og dets mekanismer, hvor intet individ og ingen nation blot står frem til skue, fordi det snarere er det større billede, den større historie, det større uhyggelige eller lokkende møndster, der skaber individdet end omvendt. Dermed har vi Kafkas og Joyces romaner og lignende, men den slags kan jeg ikke finde i Skandinavien, jeg finder Hamsun som til sidst må opsøge de små nordligst liggende bygder for at finde stabile vilkår for sine gæve landarbejdere, jeg finder Jensen og Strindberg, som flipper ud i mytologiske fabler, "Klokkeren på Ranø", en fantastisk roman, og slet ikke borgerlig, men europæisk modernistisk roman er det godt nok ikke. Måske har vi aldrig haft nogen romanmodernisme i Skandinavien, og det er vel så, fordi betingelserne (erfaringerne) ikke har været til det, hvilket efter min mening ville være højst interessant. Måske kan man tale om modernisme hos Hultberg, Højholt, Fløgstad m.fl., men den er i så fald snarere en slags litterær inspiration end egentlig erfaringsbetinget. Nu er vi så sprunget over modernismen og ind i et postmoderne (og multinationalt) forbrugersamfund, hvor romanen som så meget andet er commodity, vare, og så ser forbrugsmønstret lidt anderledes ud i Norge, mit gæt er som sagt fordi den yngre norske nation i længere tid end f.eks. Danmark har kunnet bruge den borgerlige roman som nationalt identitetsparameter, og derfor er der stadig salg i den. Men lad være med at tale om "udbredelse af god litteratur", "bøger der handler om noget" osv. i gammelbrandesianske termer, det handler både i Norge og her om genkendeligheden af særlige varer. Og indtil videre leverer forfatterne, både i Norge og her, disse forholdsvis genkendelige varer, lidt forskellige fra nation til nation, men dybest set nostalgiske i formen. Men det har ikke fremtiden for sig rent kunstnerisk. Her skal vi til Bolano og andre forfattere, som tør tænke romanen helt forfra.

17. sep. 2010 20.45

Slet


Blogger Martin Glaz Serup sagde ...

Kære Jeppe,

Tak for nogle spændende, originale og radikale kommentarer - "Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land." - her er noget at tænke over. Niels Frank har jo allerede i sine essays 'Alt andet er løgn' (2007) redegjort for hvordan den litterære modernisme i Danmark er noget meget anderledes - i kraft af sin opbyggelighed ikke mindst - end i for eksempel Frankrig, Tyskland og England. Men du hævder altså at der slet ikke er (eller har været) nogen (nogenlunde samtidig) litterær modernisme i hele Norden?!? Jeg ville meget gerne om du gad, bare så omtrentligt, at redegøre for hvad du forstår ved 'modernistisk roman' (altså ikke ved 'roman'); og også hvor du ser den, hvis slet ikke i Norden???

19. sep. 2010 21.57

Slet
Anonym Jeppe sagde ...

Kære Martin -

er vi de eneste to her? - man kunne få den mistanke -

men angående modernismen: Først lige et forbehold: Jeg siger bestemt ikke, at der ikke findes nogen samtidig modernisme i Norden, Södergran, Björling, Momberg, Munch-Petersen og Schade er lyrisk modernisme, selv om jeg nok tror, Niels Frank har ret i, at der måske selv hos dem er mere opbyggelighed - eller i hvert fald noget andet på spil - end hos deres europæiske samtidige. Måske. Det ved jeg ikke. Hvad jeg udelukkende taler om, er fraværet af en modernistisk tradition inden for romanen i Norden - med vægt på ordet "tradition", det forhindrer ikke, at der kan findes enkelte romaner, som kan kaldes modernistiske. Men så skal man enten grave mærkværdigheder op, som i Danmark måske Knud Hjortø eller Bønnelyckes romaner, som aldrig fik nogen videre indflydelse på traditionen - eller man skal - som Stefan vist også siger det - op i 50'erne, måske endda 60'erne, og så har vi for mig at se ikke at gøre med en samtidig tradition, men om en senere litterær inspiration, f.eks. inspirationen fra Beckett hos danske prosaister som Seeberg, Thorup, Smærup Sørensen, Højholt m. fl. Og - for mig at se - en litterær inspiration er ikke det samme som den omvæltning i selve opfattelsen af romanen, som foregik i de store europæiske lande i tiden umiddelbart omkring og efter 1. verdenskrig, og som jeg først og fremmest ville kalde romanmodernisme. At visse nordiske forfattere har haft litterære forbilleder blandt de modernistiske forfattere, forhindrer jo f.eks. ikke, at hele romantraditionen i Norden primært skulle være forblevet borgerlig/realistisk - som er det, jeg hævder. Jeg tror endda, jeg ville kunne finde flere eksempler på, at romaner, som måske i det ydre ser modernistiske ud - altså har tillagt sig en stil, en sprogfornemmelse fra modernismen - i deres grundlæggende form stadig er borgerligt/realistiske romaner, "Hærværk" er et eksempel.

Men hvad er så den modernistiske tradition i romanen? - jeg må i gang med en ny kommentar, tror jeg, satans.

21. sep. 2010 11.22

Slet
Anonym Jeppe sagde ...

Modernismen er ikke en bevægelse, der pludselig vælter alt forudgående af pinden, der skrives stadigt borgerlige romaner i hele Europa, men den er i nogle litteraturer blevet en korrigering af den borgerlige roman, og har frembragt nogle af de mest interessante forfattere. Den er f.eks. Jünger, Musil, Kafka, Bernhard. Den er Celine, Genet, Camus, nouveau roman. Den er Joyce, Beckett, Flann O'Brien. Den er Stephen Crane, Gertrude Stein, William Carlos Williams og sikkert også Faulkner (selv om Faulkner er, synes jeg, en special case ligesom Woolf, Hemingway og Proust, måske er de bare meget velskrivende og flerdimensionelle realister). Den er Pío Baroja, Unamuno og Cela. Den er Borges og Cortazar. Den er altså først og fremmest et tysk, fransk og spansk anliggende med indskud fra irske, amerikanske og sydamerikanske internationalister, som ofte havde tilknytning til Europa. Derimod er den forholdsvis svag i den angelsaksiske tradition, selv i USA. Og den er svag i Norden. I Rusland findes der derimod Mandelstams få romaner og prosatekster og sikkert meget mere, som jeg ikke kender til. Hvad der ligger bag den, er ganske kort sagt fornemmelsen af internationalt sammenbrud i de gamle nationalstatslige identiteter og erfaringen af international betingethed. Som jeg tidligere sagde: 1. At intet individ, ingen nation længere kan betragtes i sin gamle form, som en entitet der følger sin egen udvikling og danner sin egen mening (hvilket er kongstanken i den borgerlige roman før og nu), at nationen og identiteten derimod skabes i et ofte dunkelt og uigennemskueligt mønster af historiske kræfter og ofte decideret atavistiske aggressive kræfter fjernt fra de dannede og sensible forklaringsmodeller, som den borgerlige roman troede på. Hermed har vi Musils svanesang over det østrig-ungarnske dobbeltmonarki i "Manden uden egenskaber", vi har Joyces tombola af historiske og mytologiske kræfter, der ikke blot påvirker hans karakterer, men decideret skaber dem, allertydeligst i "Finnegans Wake", vi har Celas uhyggelige massemorderhistorie med en nærmest tom massemorder, der bliver ved med at sige, at han såmænd bare gør, hvad han bliver bedt om, fordi "det læger mig" i "La familia de Pascual Duarte". Ganske typisk for modernismen er der i disse værker ingen mulighed for direkte realistisk genkendelighed. Handlingen hos Musil foregår i et rum, hvor man stadig tror at dobbeltmonarkiet vil overleve, man planlægger en større fejring af kejser Franz Josefs regeringsjubilæum i (så vidt jeg husker) 1919, selv om Musil selv og alle læsere af bogen da den udkom i 1930/32 ville vide, at hverken stat eller kejser overhovedet kom til at leve så længe. "Finnegans Wake" kan ligesom "Ulysses" placeres i et genkendeligt Dublin, men begge bøger tager på sig at forvandle dette Dublin til en gennemgangshal for verdenshistorien og til en utopi. "Duarte" er måske nok historien om en genkendelig dum spansk bondetamp, men den er allerede ved første øjekast nærmere en allegorisk historie om den spanske borgerkrig og en grum satire over "Don Quijote", den spanske nationalroman. Osv.

21. sep. 2010 11.33

Slet
Anonym Jeppe sagde ...

Det er jo absurd, det her, men nu får du hele smøren:

... Den normale "realistiske" identifikation med fortællerum og hovedperson er suspenderet til fordel for et dyk ned i det bagvedliggende mønster, de bagvedliggende kræfter. Handlingsrum og hovedperson tager sig ud som et eksempel på disse kræfter og er fuldstændig betinget af dem. Med Northrop Frye kunne vi placere realismen i en "ironisk" generisk modus, bl.a. fordi den har genkendelighed og ligeværdighed mellem læser og hovedperson, mens modernismen befinder sig i den generiske modus, som Frye kalder "romance", og som kendetegnes ved emblematiske, eksemplariske hovedpersoner, larger than life - eller måske nogle gange smaller than life - i hvert fald aldrig bare life - tænk på Becketts vagabonder - og Kafkas "Slottet" kunne være et andet nærliggende eksempel. Er det historien om en genkendelig landmålertype, der gerne vil op på det slot, der har ansat ham? Nej. Det er snarere - uden at vi overhovedet behøver tage fortolkerbrillerne på - en historie om udsathed og higen efter mening midt i et univers af fjendtlige kræfter.

Og dermed kommer jeg til den anden ting, jeg ville nævne som en afgørende forskel imellem realisme og modernisme: 2. Den modernistiske roman er sig sin status som fiktion bevidst. Hvor realismen udgår fra den berømte Henry James-idé, at en roman skal være "a slice of life", hvor der altså postuleres en direkte spejling mellem roman og virkelighed, ofte som om der slet ingen fiktiviserende instans var til stede, som om sætningerne på naturligste vis bare kom ud af den blå luft, der går den modernistiske roman nærmest den modsatte vej, den skjuler ikke, nej, den snarere markerer sin fiktivitet. Dette er tydeligt hos næsten alle dem, jeg har nævnt, Kafka, Celine, Stein, Beckett, Baroja osv. Og hvorfor? Ja, fordi en bevidst fiktion, en allegori, en mytologisk fabel måske er det bedste middel til at beskrive de mønstre og kræfter som i det 20. århundrede har vist sig som mere virkelige end vores "umiddelbare" virkelighed. OG sikkert også - som vi ser det hos Joyces, Borges m.fl. - fordi det for en moderne bevidsthed ville være absurd at påstå, at der ikke fandtes anden litteratur, at vi ikke også på dette punkt var betingede af historien - mens den typiske realistiske roman tilsyneladende helst vil lade som om, litteraturen (og litteraturhistorien) slet ikke fandtes.

Mens den realistiske romankonvention altså helst vil glemme, at den opererer inden for visse historiske rammer - og inden for litteraturen som sådan - og derfor ofte får et bekræftende traditionalistisk præg - forsøger modernismen (måske nærmest bourdieusk) netop at inddrage rammerne, betingelserne, og ofte med det klare mål at modernisere dem i en stadigt fortløbende proces. Nationalstaten skal opgives eller moderniseres (Joyce, Musil, Genet, Bernhard), opfattelsen af individdet skal opgives eller moderniseres (Camus, Unamuno, Baroja, Beckett), religionen skal opgives eller moderniseres (Joyce, Kafka, Celine, Cela), vore familiære og sociale vaner, bla. kønsrollerne skal moderniseres (Joyce, Musil, Celine, Genet, Stein), og ikke mindst skal litteraturen moderniseres, så den i højere grad passer til en ny epoke i verdenshistorien (hele flokken). 3. Denne aktivt påvirkende - i stedet for blot og bart beskrivende - relation til den omgivende kultur, er det tredje jeg ville fremhæve som et modernistisk træk.


søndag den 19. september 2010

onsdag den 15. september 2010

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder:

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding."

Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bestemt ikke på, at det er Jakob Ejersbo, der skal "redde" dansk litteratur, og selvom artiklen emmer af idiosynkrasier, lyrikfortrængning, og lidt hasarderede påstande, fx når det påstås, at Rune Lykkeberg trak litteraturen ud af sit trygge reservat*, kan den måske alligevel være et ok, naturligvis lidt provokerende, indspil i det danske litterære miljø. En outsider-bemærkning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg igennem længere tid har læst en del nyere litteratur fra Norge. Det gør jeg af den simple grund, at den er bedre end den danske. Det kan der naturligvis være flere grunde til, men det er som om, at den danske litteratur slet ikke har opdaget at Norge litterært set er blevet storebror inden for de senere år. Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der alligevel er noget omkring Harbsmeiers ide om reservatet, at den nye danske litteratur til en vis grad er præget af en slags selvtilstrækkelig lukkethed.

For det er til eksempel bemærkelsesværdigt, at den nye norske litteratur, som jeg har læst, generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur; den har den naturligt med som en del af den litterære bagage, imens megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker og nylige udgivelser. Det burde strengt taget ikke være de nye norske forfattere, der skriver om og lader sig inspirere af de danske, men omvendt, for oppe i Norge bor der faktisk andet end trolde.

Det her med lukkethed fik mig til at erindre et 1971-citat fra Hans Hertel:

”Rimeligvis har tendensen til selvforstærkende isolation i det finlitterære kredsløb også betydning for udviklingen af litterære former og motiver. Det er fristende at se strukturelle sammenhænge mellem på den ene side den lukkede cirkels tendens til selvrekruttering og på den anden side modernismens – også yngre dansk litteraturs – tendens mod metakunst: poesi om poesien som erkendelse og medium, anti-romaner om romaner der bliver til (eller om romanens umulighed eller sprogets opløsning), romaner om forfatternes og andre mediestjernes forhold til mediet og læserne – eller til sig selv, hinanden og det litterære miljø” (Hertel 1971: 236)

Det er fra Hertels efterskrift til Robert Escarpits litteratursociologiske bog fra 1971.

Nu må jeg jo nok selv betragtes som en del af de litterære (lukkede?) kredsløb. Men muligvis er det også derfor, at vi af og til har brug for et synspunkt som Harbsmeiers, netop for at se os selv udefra (og det kunne være meget mere nuanceret, enig Lars - lad os få en sociolog eller en spion ind i miljøet).

Fx er jeg jo (og det er heller ikke en hemmelighed) glad for den aktivitet, der er omkring selvbestaltede småforlag og mere eller mindre hemmelige udgivelser og har tidligere påpeget, hvordan disse måske kan have deres årsag i skønlitteraturens krise eller måske snarere finlitteraturens krise i forhold til bogmarkedet generelt. Det håber jeg er rigtigt.

På den anden side: Ser man på Amalie Smiths nylige debutbog, som er udkommet på Gyldendal, er der ingen grund til at klandre dem fx for at sylte den "fine" og avancerede litteratur. Så hvad hvis sagen i virkeligheden var en anden? At der var tale om en art dovenskab fra forfatternes side? Hvad hvis alle disse småtryk var et udtryk for, at man allerede er en del af det litterære netværk og har sine forbindelser i orden (måske fordi man har gået på forfatterskolen), hvilket betyder, at man behøver ikke at skrive sig sin vej ind i det. Man kan nøjes med pamfletter og performance.

Igen kan jeg ikke lade være med at skæve ud over den imaginære nationale grænse, især til Norge hvor den ene fantastiske roman efter den anden popper op, romaner som ud over at de er gode, ofte også sætter gang i en debat, rører ved flere end bare den sædvanlige litterære masse (os kritikere fra "det litterære kredsløb"). Måske er det afstandene i Norge, måske er det den jævnbyrdighed, der er mellem de store byer (eller med andre ord har de ikke et København), måske er det pengene? Man kunne også skæve til bordet her på mit kontor, hvor svenske Johan Jönsons mere end 700 sider lange Livdikt ligger og venter på at blive læst.

Pointen er ikke kun, at jeg som så mange andre, fx Harbsmeier, formenligt er ramt af virkelighedshunger (hey, jeg har skrevet en bog om Per Højholt). Pointen er snarere, at det af og til bliver for visionsløst, skrevet og udgivet til intern cirkulation i det litterære miljø. Jeg savner til eksempel store, fede bøger fra forfatterspirerne, om det er i retningen af Brixvolds Forbrydelse og fremgang, eller i retningen af Knausgårds Min kamp eller som Jönsons Livdikt er underordnet. Det kunne også være store, fede bøger med personer, handling osv. [CHOK], som Ejerbos, men hvor sproget ikke minder om noget man møder i en roman, skrevet til niendeklasses elever. Her for tiden hører jeg fx Philip Roth på min ipod og han vil være et fantastisk forbillede for enhver forfatterspire.



*Jeg er stor beundrer af Lykkebergs Kampen om sandhederne, men det er altovervejende en bestemt slags litteratur, som han gør brug af og som Harbsmeier tydeligt foretrækker, nemlig den realistisk-mimetiske, gerne samtidskritiske litteratur.



tirsdag den 14. september 2010

Den danske samtidslitteratur i reservat

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding."

Andreas Harbsmeier i en nylig artikel, der kan læses her.

mandag den 13. september 2010

fredag den 10. september 2010

One Frank O'Hara For The Weekend

Autobiographia Literaria

When I was a child
I played by myself in a
corner of the schoolyard
all alone.

I hated dolls and I
hated games, animals were
not friendly and birds
flew away.

If anyone was looking
for me I hid behind a
tree and cried out "I am
an orphan."

And here I am, the
center of all beauty!
writing these poems!
Imagine!

Frank O'Hara