onsdag den 21. december 2011

Simon Grotrian 50 år

Svanerne er Simons, de blinker bøjet
i støvet opstår øjnene
og glasperler triller på ny
fra hans hånd.
Hvis det er mine vinger
du har set dér på skærmen,
så send mig straks alle himlens
på een gang blinkende stjerner i skriften
denne eksploderende postkasse
ingen kan rumme på nær rummet
som rummer sig selv og os
fra jorden op til sig.



(kun kommentarer som digte accepteres, men skriv gerne nogle linjer til Simon : - )

onsdag den 14. december 2011

Julegaveideer

Går man og spekulerer på, hvad man skal give sine elskede i julegave, er der her to bud: Den gode og den onde. Så kan man jo selv vælge. Begge bøger er fremragende, men på hver deres meget forskellige måde. O'Hara er jo livsbekræftende og flyder ovenpå alt. Bernhard derimod er en af de mest mugne forfattere, man kan læse. Han er så muggen, at man nærmest griner af det og sig selv til sidst - det må være en vits, tænker man - men det er det ikke, og det bliver bare ved og ved. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det ville lyde på tysk - endnu grummere. Heldigvis har Søren Fauth leveret denne fremragende oversættelse til os alle sammen, så vi kan surmule med Bernhard og føle malstrømmen suge os helt ned i afgrunden.

O'Hara er i øvrigt også fremragende oversat til dansk af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard. Tak for det.



tirsdag den 13. december 2011

Promenade i Andedammen?

Jeg kan sådan set kun sige hurra for Promenaden og hilse den nye litterære blog med otte stærke skribenter velkommen i cyberspace. Min eneste skepsis går sådan set bare på, om der er en (vigtig) dagsorden at sætte, dér hvor man forsøger at sætte den (på Sentura forsøgte man noget lignende via Senturaklummen, men det ebbede hurtigt ud). Man skriver i den første manifesterende pressemeddelelse på Promenaden:

"Formen er med andre ord fri, men det er en overordnet idé for bloggen, at den skal være et alternativ til en stadig mere kommerciel og udvandet litteraturformidling i Danmark."

Men her har man jo kun øje for den litteraturformidling, man kender fra aktualiserende medier, fx dagblade, fjernsyn og radio, som er den mest synlige af slagsen. Jeg skal ikke kunne afgøre, om den er blevet mere kommerciel og udvandet, end den har været tidligere, men min pointe er, at det for det første ikke den eneste litteraturformidling, der finder sted, og for det andet, og vigtigere, det er måske ikke den vigtigste.

Alt for ofte glemmer man (i sådanne situationer som Promenaden italesætter sig i forhold til) at litteraturformidling også finder sted i undervisningssystemet (universitet, seminarier, gymnasier osv.) - og at der findes tidsskrifter, afhandlinger, opgaver osv. der alle beskæftiger sig med formidlingen af litteratur. Den er imidlertid ikke så synlig og aktualiserende, den er måske ligefrem sendrægtig, men den findes i allerhøjeste grad.

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke en smule kritisk på det, som Promenaden definerer sig på baggrund af, og som jo dermed indirekte kommer til at definere bloggen. Er man bare en smule bitter over, at man ikke figurerer i de aktuelle medier? Det ser ud som om, at man vil åbne op for litteraturformidlingen, men den forbliver en smule lukket (fx fra forfatter til forfatter).

Men ok: Lad mig være konstruktiv i stedet for kun kritisk. Forslag til et dogme på Promenaden: Du må ikke skrive om aktuel dansk samtidslitteratur (heller ikke dit eget forfatterskab)?!

; - )

mandag den 12. december 2011

Fiktionens forandringer



Særnummer af Spring om "Fiktionens forandringer" er udkommet og kan købes nu.

(Uddrag: Forord ved Poul Behrendt, Marianne Barlyng og Rolf Reitan, der har redigeret nummeret)

Da debatten om Åsne Seierstads journalistiske romaner var på sit højeste, udtalte Jan Guillou, at hvis bare fire procent af en fremstilling er fiktion, så er hele fremstillingen fiktion. En procentsats, der var valgt med omhu. Den svarer til andelen af salt i verdenshavene. Det kan godt være, at 96 procent heraf er det rene vand, men de resterende fire procent gør det hele udrikkeligt. Det er en generel opfattelse, der er kommet under stigende pres de sidste ti år og senest er blevet prøvet ved flere skandinaviske retsinstanser, med forskelligt udfald. Noget kunne tyde på, at en domstol ikke er det bedste sted at afgøre problemet, som ikke desto mindre optager offentligheden, fordi der ikke længere findes nogen konsensus om, hvor grænsen mellem
virkelighed og fiktion går. Er fiktion en parallelverden til den  eksisterende, bare uden virkelighedens juridiske og handlingsmæssige konsekvenser? Eller er fiktion tværtimod en alternativ verden med egne love og regler, fuldt så gyldige som den tilfældigvis eksisterende? Er fiktion overhovedet ikke noget område eller nogen verden, og heller ikke nogen genre, men derimod et felt – fiktionalitet, som vi betjener os af, ligesom af ironi, også i vores daglige adfærd? Er fiktion efterligning af virkelighed, eller efterligning af tale? Er den en afkobling af tale? Er fiktion stedet for udfoldelse af alt det, der pga. forskellige hensyn aldrig kan udfoldes fuldt i virkeligheden? Eller er fiktion tværtimod en måde at se den eksisterende verden på?

Det er nogle af de spørgsmål, der rejses og besvares i dette dobbeltnummer om “Fiktionens forandringer”. Indholdet er resultatet af et samarbejde mellem to forskergrupper ved Københavns og Aarhus Universitet, “Unnatural Narratology” på Nordisk Institut i Aarhus og “Forfatter- og fortællestudier” på INSS i København, samt tidsskriftet Springs redaktion. Vi har ikke bare ønsket at introducere nogle af de mange nye teorier om fiktion, som har gjort sig gældende i narratologiens postklassiske æra, frem for alt Richard Walsh: The Rhetoric of Fictionality som afløser for Wayne C. Booths pragmatiske fiktionsteori. Vi har også ønsket at afsøge og genrebestemme de grænseoverskridende måder, hvorpå fiktion bruges i fiktionens forandringer i samtidens medier, ikke bare bogmediet, men også lyd- og billedmedier – for at vise, at narratologien har konsekvenser og relevans på tværs af fagskel. Litteraturhistorisk strækker emnerne sig fra forrige århundredes fiktionsfornyere som St. St. Blicher, Søren Kierkegaard og H. C. Andersen via modernisterne Klaus Rifbjerg, Per Højholt og Jørgen Leth til årtusindskiftets hybridforfattere: danske Claus Beck-Nielsen, svenske Jonas Hassen Khemiri, norske Jan Kjærstad og hans litterære modpol Karl Ove Knausgård. I alle tilfælde er der tale om en narratologisk indfaldsvinkel, som åbner for en ny måde at læse forfattere/auteurer og værker på.

fredag den 2. december 2011

Knausgårds kamp med døden

"Døden har aldrig slået nogen rigtige forfattere ihjel. De lever af den." Citat fra Poul Behrendts fremragende kronik om Karl Ove Knausgårds Min kamp i Politiken.

Kan man ikke få nok af essays i forlængelse af Min kamp, kan man jo gå videre til Eivind Tjønnelands tekst fra Morgenbladet, hvor han beskriver Min kamp som en "interaktiv realityroman". Jeg har svært ved at finde ud af, om Tjønneland er fascineret af Knausgård, og hvis han er det, hvorfor så denne lidt nedladende tone? Hvad er det, han har i klemme, og som ikke rigtigt kan komme ud?

Under alle omstændigheder ligger Tjønnelands fjernlæsende og filosofiske tilgang langt væk fra Behrendts. Kun den sidstnævntes kronik påviser således, hvorfor det også er stor litteratur.

torsdag den 1. december 2011

Challenging Fiction

I forbindelse med udgivelsen af et særnummer af Spring med titlen "Fiktionens forandringer" redigeret af Poul Behrendt og Rolf Reitan afholdes dette seminar 9/12 på Aarhus Universitet

fredag den 25. november 2011

Det politiske i Min kamp


"Det politiske i Min kamp har ingen retning, ingen klarhet, ingen stringens. Men jeg ser styrken i verket et annet sted enn i det politiske. Og da faller jeg stadig tilbake på et syn på verket som «et prosjekt for selvinnsikt», slik Jan Kjærstad har formulert det i den korteste oppsummeringen av Min kamp som gir mening.
Å lese om både den kloke og den dumme Karl Ove, fungerer litt på samme måte som å lese de klassiske selvbiografiske verkene til en Montaigne, en Proust eller en Rousseau. Du leser, du sammenlikner, du tenker «sånn har jeg også tenkt» eller «det kunne jeg aldri ha tenkt». Det forutsetter at den som skriver, tenker og skriver på et visst nivå, og det gjør Karl Ove Knausgård, tross alle de mindre inspirerte partiene, i en slik grad at han engasjerer meg mer enn noen annen forfatter fra hans generasjon. Jeg tror bare ikke vi trenger å gjøre ham så radikal, så politisk eller så ny for å ha glede av ham."

Den norske litteraturkritiker Ane Farsethås i Morgenbladet i dag.

tirsdag den 22. november 2011

De næste 5000 dage


I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?):


Den dobbelteksponerede identitet
 
Amalie Smith: De næste 5000 dage
Gyldendal
96 sider
149,95 kroner

Det var en fredag aften
Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på hver sin måde fortæller os interessante ting om, hvad identitet og litteratur (også) er i dag.

Hybridroman
Bogen kaldes en hybridroman i seks dele. Alle genrer afprøves fra den nøgternt registrerende prosa til poesien i det næstsidste afsnit. Desuden indeholder bogen billeder i kombination med tekster. Bl.a. en serie hvor en person, formentlig forfatteren selv, æder en blomst, der (formentlig igen) er en såkaldt narcissus pseudonarcissus, også kendt som påskelilje. Det er naturligvis en symbolladet handling, som man bør tolke mere på, ikke mindst når den kombineres, ikke blot med ét tekstspor, men hele to, hvoraf det sidste knyttes tættere til billedet, fysisk set, imens det første på en mere ”handlingsmæssig” måde knytter sig til billederne. At blomsten omtales ved sit latinske navn og dermed giver allusioner til en kompleks narcissisme, gør det ikke mindre interessant. Som der står et sted: ”Jeg ligner en, der leder efter nogen”. Det interessante ved den sætning er, at den på samme tid har et subjekt, der taler om at se og blive set. Denne dobbelteksponering, som det hedder andetsteds i bogen, er central for forståelsen af den udsigelse og identitet, der mere generelt er på spil. Tænk her på, at unge, der vokser op i dag, i den grad har været udsat for en konstant dobbelteksponering. De har i kraft af en til stadighed forfinet digital teknik så at sige ikke skullet vente på at blive fremkaldt.

Når man falder ud
Det lyder sikkert mere kompliceret, end det er, men Amalie Smiths ”tekster” undersøger dermed ikke bare egne stedsfornemmelser, men også læserens, idet man tvinges til på tværmediel vis at navigere mellem forskellige diskurser. Netop her mener jeg også, at hybridromanen har sin største styrke. Især når udsigelsens sted undersøges i det mest vellykkede afsnit, der hedder ”Søgeresultater”. Hvad sker der, når man som ”udsiger” falder ud? Eller når man oplever spaltningen af at have en krop i verden samtidig med at man bliver suget ind i andre medier, som det sker i denne her tekst om Facebook:

”Jeg oplever, at mennesker, der suges ind i tv og aviser, bliver ved med at have en krop i den virkelige verden. Det er en konkret erfaring. Der findes et fotografi af Sappho som ung, men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det til. Ikke noget hokus pokus. I mellemtiden har nogen lavet et ansigtskartotek på nettet, og alle i verden har meldt sig.”


En skærm imellem mig og mig
Bogens fine omslag er et billede af et still-kamera (tror jeg det hedder), der filmer ind i et ”ekkofrit rum”. Billedet foregriber som Smiths tekster, tror jeg, en undersøgelse af udsigelsespositionen. Smith skriver også flere steder, som om hun er et registrerende kamera. En metode der visse steder minder om Jørgen Leths i sine tekster, men måske mere cyborg-agtig. Hos Leth er man klar over, at udsigelsen mimer et kamera. Hos Smith er tingene mere komplicerede og indvævede i hinanden, men der er stadigvæk en enorm bevidsthed om det aktuelle medie, om det er skrift eller billede. Stederne i bogen flyder grænseløst sammen både i det enkelte medie alene og på tværs af dem. Tingene opløses til tider for øjnene af os, som når jeget siger ”At røre ved dig, føles som at stikke hånden gennem et løst vævet tæppe”. Sådanne passager kunne fx minde læseren om det en globaliseringsteoretiker (John Tomlinson) har kaldt for ”the condition of immediacy”. Nye medier giver os fornemmelsen af umiddelbarhed og fluiditet, uanset hvor i verden vi befinder os, de påvirker simpelthen vores identitet. Måske er det noget sådant, der er på spil hos Smith? Vi er tilsyneladende i kontakt med os selv og hinanden, og så alligevel ikke, for der er fx en skærm imellem os, ja imellem mig og mig.

Ny litterær subjektivitet
Når det er sagt, må jeg måske også hellere vende tilbage til og forklare mine indledende fordomme. For bogen vil måske for meget på en gang, og den vil for mange, ikke specialiserede læsere, føles en anelse verdensfjern, arty-farty måske? Måske gøres nogle af teksterne unødvendigt komplicerede, og man skal (som illustreret ovenfor) lede en smule hårdt efter, ikke bare det verdensvendte, men også det læserhenvendte, ved teksterne. Jeg fik med andre ord litterær klaustrofobi ved min første læsning. Også jeg er naturligvis ramt af tidstypiske tendenser til, at litteraturen skal være kommunikerende og intervenere i verden. Tilgiv mig! For jeg tilgiver naturligvis Amalie Smith for alt: Hun er debutant, ung og (især fordi) hun har et stort forpligtende talent. Sammen med en af de seneste års bedste digtdebutanter, Theis Ørntoft, tegner hun konturerne af en ny form for litterær subjektivitet, som er yderst interessant.

torsdag den 17. november 2011

Forpligtet på virkeligheden

Foto: Tor Erik H. Mathiesen
Karl Ove Knausgårds Min kamp 6 er udkommet i Norge, og reaktionerne er som ventet voldsomme. Man kan starte her i en artikel, der handler om at konen mødte muren undervejs i processen, og via links bevæge sig videre ind i den mangfoldige Knausgård-reception (som i sig selv jo er en begivenhed), fx til "Onkel Gunnars" kritik af projektet. Knausgård mener selv, at virkeligheden forpligter mere end alt andet. Bedøm selv.


fredag den 11. november 2011

Jeg taler til jer

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige afvisning på forhånd (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto. Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to.

Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i størstedelen af bogen ikke helt minder om noget, vi kender fra Beck-Nielsens hånd - måske lige på nær forordet og det omtalte første kapitel, hvor hele Beckwerket endevendes og kritiseres sønder og sammen. Hvis der er noget, der kendetegner Beck-Nielsens virke, er det, at han er en fremragende læser af sit eget "værk" og netop derigennem giver det en karakter af sammenhæng. Fx at forordet til Jeg taler til jer er udarbejdet den 11/9 2011 og dermed markerer et 10 års jubilæum for den verden, som Nielsen har forsøgt at affiktionalisere gennem fiktionalisering. Men måske man også skulle inkludere selve ideen, der til trods for sin morbide karakter, jo er gennemført: At skrive en roman, som alle i princippet kan være forfattere til, fordi navnet Claus Beck-Nielsen jo repræsenterer et åbent "slot", som man siger det på engelsk.

Nu er jeg jo ikke Bukdahl og derfor kan jeg jo sagtens - dvs. lade mig underholde og i ren nyfigenhed rive med af projektet. Det interessante er jo, at det subtilt viderefører det semifiktive univers, man allerede kender fra blogosfæren, hvor anonymitet og pseudonymitet kan være med til at sætte dagsordenen i forhold til en litterær debat - noget jeg kender rigeligt til qua min egen blogskriverier. Romanen forsøger jo netop at fylde den sprække mellem fiktion og virkelighed ud, der ofte opstår med de nye sociale medier. At jeg så ikke tror på, at Beck-Nielsen (ham vi trods alt tror, vi kender fra biografien, Selvmordsaktionen og Suverænen), når man sammenligner med tidligere værker, faktisk har en interesse i at underminere den litterære andedam er så en anden ting. Der er jo på mange måder meget lidt andedam over det, han har foretaget sig de seneste ti år, jf. denne i øvrigt gode opsummering af Beck-Nielsens projekt og anmeldelse af Nielsens verdenshistorie. Men derfor kan Beckwerket jo sagtens have aktier i projektet og ideen som sådan. Flere forfattere er en oplagt mulighed.

Mest underligt, synes jeg, er det, at Jon Helt Haarder, der om nogen burde være ekspert på området, kun indirekte nævner muligheden for andre / flere forfattere end Beck-Nielsen. Han skriver, at den groteske sædekomedie udgives i "Claus Beck-Nielsens navn", men skriver videre om et par ganske vellykkede forsøg med porno, der omtales som "noget nyt i forfatterskabet", hvorved man vel må antage, at Haarder henviser til forfatterskabet i øvrigt. Nu er Haarder jo ikke helt uskyldig i forhold til projektet. Som man vil vide fra begravelsen, "Funus Imaginarium", var Haarder med til at bære kisten med voksdukken, ligesom han i sin tid spillede i band (Creme X-treme) med Beck-Nielsen.

Nå, mysteriet bliver nok ikke løst her og nu, men generelt synes jeg jo, at det er forfriskende med lidt bølger i andedammen, for de bølger andedammen ofte ellers præsterer, ender jo ofte som små skvulp i en kortprosasamling, måske en enkelt bøvs på Litteraturhaus, eller lidt vand i håret på en anmelder sammesteds.

tirsdag den 8. november 2011

Kristusbølgerne

KAOSSÆK

Selvet er omspændt, en kerne i rammen
vi syr på din kaossæk, biernes hævelse
hvirvlende søjler af blodbaner rystes
din latter var rå som en planke på maven
og gnister af slagsol forgik ved det yderste
spyttet var trods, så lad havet barbere
men fuglen blev punktet, der udmåler verden
men øjet i nakken blev Guds.


















Eksemplarer kan bestilles ved henvendelse til prk[a]km.dk

mandag den 7. november 2011

Dagens digt: Selbstdarsteller

Kilde: Poetische Sprachspiele. Vom Mittelalter bis zur Gegenwart, Reclam 2002

onsdag den 2. november 2011

Standart nr. 3/2011

Jeg har netop modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3/2011, der på sin vis bekræfter det, jeg skrev i en anden blogpost under overskriften "Sker der noget i dansk litteratur?". Det er ikke meget dansk litteratur, der bliver anmeldt i dette nummer, som jo ellers er vældig fint, fx Gregers Andersens inspirerende indlæg om klimalitteratur eller nummerets opfindsomme Stand In, der handler om "Ideer om Europa i litteraturen". Men anmeldelser af spændende danske, dagsordensættende bøger glimrer ved sit fravær. Måske er det uretfærdigt at betragte Standart som udtryk for, om der sker noget i dansk litteratur, men tidsskriftet plejer sædvanligvis at fungere som en art opsamling på den ene eller anden måde - i hvert fald som opsamling for mig.

Til gengæld kan vi så glæde os til anmeldelser af bøger, der er udkommet sidenhen, fx Pablo Llambías Monte Lema, som jeg ikke har fået læst endnu, men som jeg glæder mig umådelig meget til. Claus Beck-Nielsens to bøger, Adda Djørups nye digtsamling samt Bjørn Rasmussens lille stramme, kropsnære sag.

fredag den 28. oktober 2011

Jens Smærup Sørensens Mørke

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jens Smærup Sørensens roman Phase. En roman som jeg personligt finder mere interessant end Mærkedage, der til trods for sin fortællesnilde, rent faktisk kedede mig lidt i perioder (og jeg er endog fra landet, opvokset på en gård!).

I Phase, synes jeg, kommer det, som Smærup Sørensen for alvor er god til, endnu mere til udtryk. Dette væld af ord. Det er sjældent, at man møder en dansk forfatter, der ligesom har hele det danske sprog til rådighed og spiller på det, nærmest som et klaver, for nu at bruge en halvdårlig, men forklarende metafor. Det gælder ned i detaljen, småudtryk, faste vendinger, den slags. Smærup Sørensen, føler man, kan ligesom det hele. Hele sproget, alle stemmerne. Det er ikke altid, at han gør det, men bare fornemmelsen af, at han har mulighed for det, er næsten nok.

Handlingen i Phase, Andy Thomassens deroute og skrivende forsøg på at samle sig selv op, er naturligvis også interessant. Phase er en forkortelse af Post Happening Apathetic Social Evasiveness, hvis symptomer er introversion, filosofisk kynisme, træthed og hunger efter virkelighed. Noget der rammer mennesker i et gennemmedialiseret samfund. Det hele foregår i et semi-sci-fi-univers, i en nær fremtid, og har det til fælles med megen anden science fiction, at der i virkeligheden er tale om samtidsskildring. Her en satirisk en af slagsen. Et sted i Phase læser man fx:

"I en virkelighed der synes flygtig og flimrende, uhåndgribelig som sæbebobler, bogstavelig talt u-fattelig, dér kan kunsten måske, en overgang, blive nødt til, i det mindste på skrømt, at svigte den fantasi, der bærer den, for at iklæde sig reality, og således udfolde sit egentlige væsen ved ikke alene at sætte den enkeltes forestillingsevne op imod det sprog, vi er fælles om, eller mod billedskærmens rektangel, men også ved i udgangspunktet at erstatte enhver original ide om tiden med tidens banale forestillinger om sig selv. [...] De muligheder, overflodssamfundet har givet den enkelte for en kombination af singleliv og konstante udvekslinger med talløse andre, genererer masser af viden om hvordan man er, men samtidig en febrilsk uvished om man stadig ville være sådan i en position, også kaldet 'virkeligheden', uden for de rappe sociale spil. Ved at gennemspille sådan nogle konstruerede reality games, og det til sige: spille dem igennem, forsøger vi at opmåle deres rækkevidde og dermed at definere et testområde for den individuelle erfarings gyldighed." (244-245)

Ordene er godt nok lagt i munden på andre, men alligevel fornemmer man satiren og kritikken i forhold til vores virkelighed og i forhold til kunstens rolle i et sådant. Hvem der rent faktisk lider af Phase i bogen, og hvem der ikke gør det, hvis det overhovedet er en sygdom, er uklart. Måske lider fortælleren Andy Thomassen af noget sådant? I hvert fald fortælles bogen til tider i en tone, der nærmer sig noget mekanisk og posthumant. Phase er en sygdom, der kan spores tilbage til Hamlet, men igen, med Hamlet er det også tricky: Spiller han bevidst på det?

Handlingen er imidlertid en ting, noget andet disse fantastiske passager, hvor Smærup Sørensen folder sig ud. Enten filosofisk-essayistisk, som ovenfor, eller mere poetisk, som dette stykke om mørket:

”Jeg havde altid været mørkeræd. Derfor jeg også altid har været så begejstret for salmer. Den lille håndfuld jeg kender, bortset fra julesalmerne: dem der oftest anvendes til begravelser. Og kender og kender, ikke helt udenad, må jeg med det samme tilstå, men jeg har siden jeg var en stor dreng haft deres hovedindhold klart for mig og vidst hvor intens en oplevelse der ventede mig, hver gang vi måtte begrave en slægtning. Og senere hen på samme måde med venner og bekendte, kollegaer.
                      Mørke og lys. Men mest mørke. Det var hvad digterne havde erfaret så afgrundsdybt, så endeløst, absolut rædselsfuldt som ellers kun jeg selv. Troede jeg længe. For ingen andre ville sige noget om det, de voksne tyssede straks det sorte fra sig. Bagatelliserede i deres egen pludrende sniksnak det frygtelige tab af lys som barnepjat, vissevasse. Og mine kammerater havde jeg ikke mod til at spørge. Der var kun digterne at snakke med, og helt for alvor var der endda kun de der begravelsessalmer de havde skrevet. I den kunne jeg, fattet og med åbne øjne, synke ned i det sære ingenting som er mørket. For det er almægtigt, så tyst og eksplosivt et ingenting, og jeg kunne gennem ordene, de her store ord, de omsider så rigtige ord, varmt fornemme et fællesskab om vores gru. Mærke at vi nu sammen kunne tage fat om mørket i al dets knusende kraft, det som jeg, alene om natten, totalt forsvarsløs, havde måttet underkaste mig, som nat efter nat holdt min stivnede krop i sit kolde greb og klemte et sidste gisp og et allersidste igen ud af mig. For nu vidste jeg også at lyset var det stærkeste. Når vi sad og sang omkring de døde i deres kister, i deres mørke, så blev der lys. I ordene kom et lys, og det sønderrev alt hvad der var mørke, og det strålede til evig tid.
                      Et øjeblik var der lys. Og i øjeblikket fandtes ingen mørke. Det kom så tilbage, i al sin vælde, gennem lange nætter, og jeg famlede efter de ord, som jeg aldrig sansede at få lært, mens der var lys. Som måske slet ikke kunne læres så de hang ved. Eller ikke var andet end helt tilfældige ord og sludder og vrøvl, når jeg lå alene.
                      Men den novembernat jeg gik der langs stranden, overgav jeg mig endelig, og villigt, til mørket. Tror jeg. Eller rædslen for det aftog så drastisk at jeg kunne tage det til mig. Eller hvis man bare kunne sige det sådan: Jeg kom til at se på mit mørke med lidt mildere øjne. For det var nu som om det ville være venligt. Det foldede sig lunt og fugtigt om min krop og mit sind.” (78-79)

Det har været en fornøjelse at læse Smærup Sørensen. Også fordi der rent faktisk er tale om en roman. Mange af de "romaner", som flere af hans yngre danske forfattere skriver, er jo overstået på et par timer, hvis de overhovedet varer så længe. Sådan er det ikke med denne - den får man fornøjelsen af i længere tid, fx henover en efterårsferie som i mit tilfælde. Her bliver jeg så afbrudt.

tirsdag den 25. oktober 2011

Selvbinderhjertet

Dagens digt er fra Simon Grotrians nye digtsamling Selvbinderhjertet (Alfa 2011):

Fire to

UUUU
UUUU
UUUU
UUUU


Ilden har åbenbart taget til siden HEST PÅ ET GLASTAG fra Fire (1990), der så sådan her ud:


UU


UU

Eller måske er det det vilde trav (galop) i Grotrians senere digtning, som digtet her gør os opmærksomme på? Grotrians digte rummer deres eget interne katalog af allegoriske muligheder.

fredag den 7. oktober 2011

Hoeullebecq er en engel

Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire, som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk. 

Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning.

Hoeullebecq bliver myrdet og parteret, hvilket jo er ok langt ude, og historien forvandles til en form for krimi med opklaringen af mordet i centrum. Mere interessant, end hvem der myrdede Houellebecq, er måske de detaljer, der kommer frem om forfatteren i forbindelse med opklaringen. Eller sådan læser man bogen. Men der er ikke meget nyt om Houllebecq, snarere bliver man bekræftet i alt det, man vidste i forvejen fra medierne.

Mange detaljer i romanen er imidlertid uhyre morsomme, men måske mest den omstændighed, at forfatteren foruden en romanfigur også deler fornavn med en hund. 

Til sidst i bogen følger vi en betjent, der er ved at opklare mordet på Houellebecq - herunder følger vi også betjentens privatliv, ikke mindst historien om betjenten og dennes kones hund ved navn Michel. Fra Michel, der er syg og gammel, ønsker de et afkom. I romanen lyder det sådan her:

“…de havde ventet for længe, hunden var allerede begyndt at blive gammel, sædkvaliteten kunne være forringet. Til sidst fandt de en opdrætter i Fontainebleau som var villig til at hjælpe dem, og af foreningen af Michel og den unge tæve ved navn Lizzy Lady de Heurtebise blev der født to hvalpe, en han og en hun. Som ejere af avlsdyret (dette var den faste formulering) kunne de efter sædvanen vælge hvalp først. De valgte hannen og kaldte den Michou. Den havde ingen synlige skavanker, og i modsætning til hvad de frygtede, blev den godtaget af faren, som ikke udviste synlige tegn på jalousi.”

Senere viser det sig dog, at Michou er steril på grund af avldyrets, dvs. Michels høje alder; testiklerne er aldrig faldet helt ned på Michou.

Hvad det præcis er, som Houellebecq vil fortælle os ved navneligheden mellem Michel og Michel, kan man jo pønse videre på. Sjovt er det under alle omstændigheder, og det er meget tydeligt, hvordan Houellebecq med sin bog spiller videre på de forestillinger, fordomme og myter, der allerede eksisterer om forfatteren i det kulturelle liv. Umiddelbart får man i bogen et ”intimt” indblik i forfatteren Houellebecqs privatliv, men der er faktisk ikke noget privat derinde (måske fortæller navneligheden med hunden os det mest private, men det kan man kun gisne om og det er jo det, forfatteren inviterer os til at gøre). Ikke engang da de efter møje og besvær får adgang til forfatterens password-sikrede harddisk, finder man noget interessant. Der er kun alle de rygter, vi i forvejen kender til omkring forfatteren. Ingen snask altså, blot et enkelt besøg på hjemmesider, der sælger lingeri. Det er alt. Hoeullebecq er og forbliver en ren engel.

mandag den 3. oktober 2011

Litteratur 2.0

Er den lidt selvironiske titel på det foredrag jeg vil holde til Æstetisk Seminar på torsdag 6/10. Den mindre ironiske undertitel er "om litteraturens forandringer i et medialiseret landskab". Man kan læse mere her. Foredraget foregår:


lokale 124, bygning 1584
Aarhus Universitet, Kasernen
Langelandsgade 139, Aarhus C

Kl. 14.15 som sædvanligt. Det er ganske gratis og uforpligtende at møde op.

søndag den 25. september 2011

Nyt bogprogram på DR nægter at være støvet

Sådan lyder overskriften på en artikel om det nye bogprogram på DR2, Tekst-TV. Der er ingen fine fornemmelser, ingen højpandethed, lyder det sammesteds. Jeg sad lige og småkiggede programmet på nettet. Det er underholdende og for så vidt ganske fint, altså som underholdning. Det her med at sætte læseoplevelsen i centrum er sådan set godt og relevant, ikke mindst læseoplevelsen hos alle, store og små, meget læsende og lidt læsende.

MEN MEN MEN jeg synes jo stadigvæk, at programmet i sin usnobbede stil behandler alle, der faktisk har forstand på litteratur, på en ganske snobbet måde. Man snobber opad fra neden. Iøjnefaldende er således det fravær af professionel viden, det man sikkert fra programredaktionens side forbinder med støv, højpandethed og den slags - eller kort sagt: forfattere og litterater. Mere interessant er det åbenbart at høre aktuelle kendisser og deres "dybt interessante" oplevelser af bøger.

Hvem og hvad er det lige, dette program definerer sig i forhold til? Jeg savner jo for fanden de støvede programmer. Jeg savner højpandethed på TV, især i forbindelse med litteratur, ja især på DR2. Når man på DRs redaktioner vælger at lave litteraturprogrammer, gør man det i forhold til en meget indforstået "journalistisk" indfaldsvinkel - "journalistisk" her forstået i en helt bestemt og fordomsfuld forstand. Det støvede er verden set fra en sådan synsvinkel, fra een "journalistisk virkelighed" til en anden. Sådan var bogprogrammer dengang på DR, synes man at mene og det skal aldrig ske igen, men derved risikerer man jo at tabe enhver litteraturinteresseret modtager på gulvet fra starten, og endnu værre, man taler ned til dem på et overfladisk sprog, som kun hører indforståetheden til. Og jeg som troede, at man fra den side havde forstand på kommunikation!

Sendetidspunkt og målgruppe hænger i øvrigt heller ikke sammen. Hvis man virkelig gerne vil nå andre end dem, der for alvor interesserer sig for litteratur - altså hvis man bare vil lave bogunderholdning - hvorfor så sende programmet på så obskure tidspunkter?

Der er igen mange dubiøse og uafklarede ting ved dette forsøg på at gøre litteraturen på TV interessant. Mon ikke programmet langsomt går i sig selv igen? Blandt de bedste, lignende programmer på DR2, er TV TV TV eller So Ein Ding, men noget af det, der gør disse programmer gode, er fx, at værterne er lidt nørdede i forhold til deres emne. De ved faktisk temmelig meget om det, de præsenterer. Men når det gælder litteratur og litteraturformidling forbliver uvidenhed åbenbart en dyd på DR og på TV generelt.

tirsdag den 20. september 2011

NYT om Jonas Hassen Khemiris Montecore

Faldt over denne anmeldelse af Jonas Hassen Khemiris roman Montecore. En unik tiger i New York Times. Det er altid interessant, at se bøger, man kender så godt i en lokal kontekst, her forstået som skandinavisk, i en ny og fremmed kontekst.

torsdag den 15. september 2011

Apropos valg

Uden for (litteratur)nummer: Citat fra et mailfællesskab, som jeg er medlem af. Jeg kunne ikke være mere enig:

"Personligt forstår jeg ikke, at man fra rød bloks side ikke klandrer blå blok for at have ført uansvarlig økonomisk politik? Ikke Løkke, men Fogh. Hvorfor investerede man ikke pengene fornuftigt, dengang vi med en fjollet ministers ord kunne købe hele verden? Hvorfor gav man grønt lys for stadigt mere risikable lånetyper? Hvorfor løb regningerne til det offentlige løbsk på trods af intentionerne om det modsatte? Jeg hørte en økonom tale om to store succeshistorier, hvad økonomi angår i nyere tid: Det er Schlüter og Nyrups regeringer. Imens Foghs tid var en fiasko. Økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis knyttet til partifarve. Først surfede Fogh på den økonomiske bølge, som viste sig at være en boble, og så løb han fra regningen. Måske var det i virkeligheden Henrik Qvortrup, der var ansvarlig for den økonomiske politik, som Fogh-regeringen førte. Dvs. den blev ført på baggrund af retorik, fx ideen om "skattestop", som var fanden, var den. Der var skattestop alle de synlige steder, imens man stadig blev trukket steder, hvor det ikke så ud til at gøre ondt. Og dér stod man, muligvis med 500 kroner mere om måneden som velstillet familie, imens man kunne se, at ens børn skulle bespises med pis og papir i institutioner og skoler. 

Det handler desuden om den mistillid, som regeringen har gjort til en del af sin politik overfor det offentlige. Hvilket har medført selvkontrol og bureaukrati og dermed en ineffektiv arbejdsgang. Egentlig i bedste mening. Det "offentlige" svarer igen i forhold til den mistillid. Når man fx nedlægger små kommuner og amter, gør man det for at effektivisere, men tænk på alle dem, der hytter deres eget skind i den proces. Mistillid er præcis grobund for sådan en handlen på egen hånd imellem geleddene. Mellemledere, overgangsfigurer, folk der skal sørge for en glidende overgang fra amt til region. Det koster, men det kommer der ikke flere "varme" hænder ud af. Tværtimod. Igen: Intentionen er god, men styringen af den proces er slået fejl, tror jeg. Det der med at sige, at kommunerne har så og så mange penge, at det er dem der selv må prioritere, dem der har ansvaret for styringen af dit og dat, overordnet set at sende ansvaret (og mistilliden) ned i geleddene, det er noget, som Fogh-regeringen har indført. Det hænger naturligvis sammen med en liberalistisk tankegang (enhver er sin egen lykkes smed, også kommunerne), men denne er ikke nødvendigvis effektiv, heller ikke økonomisk, når det kommer til styringen af en moderne velfærdsstat, der jo med et andet ord fra 00'erne skal have sammenhængskraft. Økonomi er et incitament, men det er ikke den eneste gode forretning (hvilket i øvrigt også er derfor, at Liberal Alliances politik ikke holder stik. Det er luftkasteller, for Danmark er ikke en virksomhed, og kapital er ikke kun et økonomisk anliggende, når det gælder velfærdsstaten, som vi vel mere eller mindre alle er enige om at bevare)."

Godt valg.

onsdag den 14. september 2011

Ud af spejlet


ESSAY efter genlæsning af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1: 

Når man læser Knausgård føles det først og fremmest som om, at man læser et andet menneskes bevidsthed. Forskydningerne, associationerne, tankerækker, essays osv. foldes ind i de få centrale, men stærkt udvalgte ”scener”, som forfatteren har valgt ud for os. Fortælleren er det meste af tiden tro mod det nu, der fortælles om, eller måske snarere fortælles i. Og på trods af digressionen i første bind, fx til Stockholm eller til det skrivende nu i Malmø, hvor familien ligger og sover, imens Knausgård taler direkte og intimt til os læsere, så er dette nu ikke styrende for vores oplevelse af de begivenheder, der fortælles om.

Når Knausgård fortæller om sin rejse ned til farmorens hus i Kristiansand, hvor faren dagen forinden er fundet død, fortæller han det ikke med erfaringen in mente, eller med en afstand til begivenhederne, heller ikke selvom det er fortalt i datid. Men han fortæller det sådan, at vi gennemlever turen sammen med det fortællende jeg. Perspektivet er, til trods for datidsformen, fra de oplevede detaljer, følelserne, de steder hovedpersonen befinder sig i.

Alt er sådan set retrospektivt og så alligevel ikke. Fx da Karl Ove og storebroren Yngve hører, at deres farmor er i tvivl, om faren faktisk døde om aftenen eller om morgenen; her oplever vi ængstelsen sammen med brødrene: Er faren nu også død? Eller da farens bror, Gunnar, kommer ind ad døren, men hvor Karl Ove et øjeblik tror, at NU kommer faren.

Det fortalte er således ikke mættet af afstand og erfaring, men fortælles som om det gennemleves af nogen her og nu. Det skaber en følelse af umiddelbarhed. Vi er tæt på virkeligheden. Eller sådan føler man det i det mindste, når man læser bogen.

Denne måde at fortælle på er hentet fra dagbogsformen, hvilket Knausgård ikke lægger skjul på. Man flytter dagbogens skrivende stund, eller skrivende nu, til det fortalte, for derved at bevare den umiddelbare henvendelse, der jo faktisk omhandler begivenheder, der for længst har udspillet sig, og som egentlig ikke længere burde formå at generere umiddelbarhed.

Dagbøger skaber en fornemmelse af, at man hører nogen tale. Nogen der på en vis måde taler direkte til én, men på en indirekte måde. Til mig, læseren, men naturligvis også til den skrivende selv. Det er den henvendelsesform, der skal flyttes til det fortalte, førend Knausgårds fortælling virker.

Knausgård er blevet kaldt narcissist, og han kalder sig selv narcissist. Hvorfor mon? I mine øjne handler det om, at det narcissistiske er et løsen i forhold til den dagbogsagtige fortælleform. Knausgård henvender sig jo først og fremmest til sig selv. Spejler sig i sit liv. Han genopfinder, genkonstruerer sit liv og sine tanker. Fx hvordan man kunne tænke sig, at han tænkte, da han sidder på flyveren til Stavanger og skal mødes med Yngve.

Det vi genkender, når vi læser Knausgård, er derfor langt fra kun de realistiske detaljer, det liv han lever, som – indrømmet – minder meget om fx mit eget. Nej, det vi først og fremmest genkender, og som skaber ”realismen” (eller hvad man nu ynder at kalde det), er denne særlige form for henvendelse. Vi går alle rundt og taler for og med os selv, men det er kun de færreste af os, der skriver det ned. Eller rettere: evner at skrive det ned.

Det gør Knausgård derimod, og det er det, der gør ham så god. Knausgård er uhørt opmærksom på sine egne følelser og fornemmelser i alle situationer, fx da han sidder i flyet:

”Metatankerne, at jeg sad der på flyet og var på vej ned for at begrave min far, mens jeg tænkte på at jeg sad der i flyet og var på vej ned for at begrave min far, vældede pludselig frem. Alt hvad jeg så, ansigter og kroppe der kom gående langsomt gennem kabinen og lagde deres bagage et sted, satte sig ned, lagde bagagen et andet sted, satte sig ned, blev forfulgt af en refleksiv skygge der ikke kunne lade være med at fortælle mig at jeg sad og så det nu, mens jeg tænkte at jeg så det, og så videre in absurdum samtidig med at nærværet af denne tankens skygge eller måske snarere spejl, også indebar en kritik af at jeg ikke følte at jeg gjorde mere end jeg gjorde (271-272).

Efter dette smager Karl Ove en smule på ordet ”far”, ligesom for at føle efter, om han overhovedet føler noget, men kan ikke bryde den onde refleksive cirkel og ender med at få kvalme.

Situationen er emblematisk for et menneske, ikke mindst for det menneske der er blevet karakteriseret som selvrefleksivt i det senmoderne samfund. Verden kan ikke bryde igennem refleksionen. Vi kan ikke mærke den og bliver dårlige over, at vi ikke evner at mærke den. I stedet bliver virkeligheden uvirkelig, og vi begraves – i os selv.

Et andet sted, hvor Karl Ove sidder i en bil sammen med Yngve, opstår der noget lignende. Først føler Karl Ove, at han og Yngve deltager i en større og mere universel, måske mytologisk fortælling, som handler om to sønner, der skal begrave en far. Men han retter så siden hen sig selv: ”det var ikke en far vi skulle begrave, det var vores far” (297). Herefter fortsætter passagen:

”Jeg var ikke træt og faldt ikke i søvn, men det var behageligt at sidde sådan, mest fordi det var uforpligtende. Da vi voksede op, var Yngve en jeg snakkede løs med og ikke havde nogen hemmeligheder for, men på et eller andet tidspunkt, måske allerede da jeg gik i gymnasiet, forandrede det sig, fra da af var jeg uhørt bevidst om hvem han var og hvem jeg var når vi talte sammen, al naturlighed forsvandt, hvert udsagn jeg ytrede, blev enten planlagt på forhånd eller analyseret bagefter, som regel begge dele, bortset fra når jeg drak, så vandt jeg den gamle frihed tilbage. (297)

Imidlertid hører vi allerede i begyndelsen af bogen, at Karl Ove er holdt med at drikke. Til gengæld skriver han, og litteraturen, fornemmer man, giver ham den gamle frihed tilbage, uskylden kunne man vel sige. Præcis dette er også en af de primære årsager til Knausgårds projekt. De sociale bindinger, der forhindrer naturligheden, at vi ikke evner at sige, hvad vi mener – disse ting skal litteraturen nedbryde.

Men litteraturen har også en anden, relateret funktion, nemlig at bekæmpe selvrefleksionen. Det at alt er blevet ånd, som det hedder i en passage (250), skal bekæmpes, men hvordan? Døden er én måde:

”Den del af døden, den der tilhører kroppen og er konkret, fysisk, materiel, den død der holdes skjult med en omhyggelighed så stor at den ligner en slags vanvid, og det virker, bare hør hvordan mennesker der uforvarende har været øjenvidner til dødsulykker eller drab plejer at formulere sig. De siger altid det samme, det var helt uvirkeligt, selvom det de mener, er det modsatte. Det var så virkeligt. Men den virkelighed lever vi ikke længere i. For os er alt blevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkelige virkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor. Det er derfor den må holdes skjult. For godt nok er døden uden for navnet og uden for livet, men den er ikke uden for verden.” (251)

Præcis derfor kredser især bind et så meget om døden, især i det lange essay i begyndelsen, der handler om, hvordan døden fylder medievirkeligheden, men ikke vores liv som sådan. Knausgårds pen er dyppet i døden, kunne man sige, men kun for at skrive virkeligt, for at trænge igennem vores oplevelse af verden som uvirkelig.

Hvad Knausgård kæmper imod, er verdens lukning. At visse områder, som vi tror vi kender, forbliver uberørte og uåbnede. Det globale og særdeles visuelle billede af verden, som vi lever med, skal bekæmpes, og det skal bekæmpes med litteratur:

”Vores tanker oversvømmes af billeder af steder vi aldrig har været, men alligevel kender, mennesker vi aldrig har mødt, men alligevel kender, og lever vores liv i forhold til. Den følelse det giver af at verden er lille, tæt omsluttet om sig selv, uden åbninger mod noget andet, er næsten incestuøs, og selvom jeg vidste at den var dybt usand, eftersom vi egentlig ikke ved noget om noget, slap jeg alligevel ikke væk fra den. Den længsel jeg altid mærkede, som nogle dage var så stor at den næsten ikke lod sig kontrollere, udsprang heraf. Det var delvist for at lindre den at jeg skrev, ved at skrive ville jeg åbne verden, for mig selv, samtidig med at det også var det der gjorde at jeg mislykkedes med det […]. Det som jeg forsøgte, og som måske alle forfattere forsøger, hvad ved vel jeg, var at bekæmpe fiktion med fiktion.” (246)

Situationen er egentlig den samme som i flyet. Refleksionen, alt det der er ånd, lukker sig om os og efterlader os i et klaustrofobisk og narcissistisk rum. Men ligesom Knausgård forsøger at bekæmpe fiktion med fiktion, forsøger han også at bekæmpe narcissisme med narcissisme. At tale indirekte og til sig selv for at tale direkte til alle. Det er vejen ud af den refleksive solipsisme, som Knausgård (og måske de fleste af os andre) er havnet i.

Hvad vi derfor genkender hos Knausgård, tror jeg, er den indirekte tale, der bunder i narcissisme. Genkender den og mærker den som noget, der er direkte og umiddelbar, selvom den faktisk er noget helt andet. Måske endog fiktion. For her læser vi måden vores særdeles selvrefleksive bevidsthed skabes på, måden vi skaber fortællinger om os selv og om vores liv, hvordan minder bliver til minder, historier, fortællinger, hvordan jeg, din og min identitet bliver til.

Den dårlige hukommelse, som Knausgård nævner flere gange i forbindelse med projektet, og som bl.a. nævnes side 213 i den danske udgave af første bind, er på en måde et perfekt udgangspunkt for den narcissistiske fortælleform. Hukommelsen er noget, der skal skrives frem. Det er ikke ensbetydende med fiktion. Ej heller med fakta. Uendelig mange detaljer i Min kamp er umulige at efterprøve. Men det er jo ikke en henvisning til verden på den måde, der interesserer Knausgård. Dvs. om detaljer nu også er sande i forhold til faktuelle begivenheder. Sandhedskravet er fra starten et andet. Det skal være sandt i forhold til det skrivende nu, og tro mod den skrivendes og dermed også den læsendes nu. Vi skal først og fremmest genkende den bevidsthedsrejse, der er tale om, som vores egen. Dernæst mærke hvordan det føles at rejse hjem, når ens far lige er død. Hvordan det føles at gøre rent efter sin fars druk, svineri og misligholdelse af eget liv

Knausgård er ikke en bedrager, tværtimod. Han skriver ud fra et andet diktum end den, som den historiske, faktuelle sandhed dikterer. Han skriver først og fremmest en roman, vi skal kunne spejle os i, men også spejle os ud af igen. Sådan lidt banalt formuleret skal romanen lære os at gennemskue verden Dette ikke ensbetydende med ”ren” fiktion. Men det er ensbetydende med et fordrejet virkelighedsbillede og en hensyntagen til andre faktorer. Som Aristoteles engang sagde det, så er skønlitteraturen mere universel, hvad sandhed angår, end historieskrivningen, også selvom den benytter fiktion eller fiktive elementer.

Det er en sådan universalitet, som Knausgårds roman sigter efter. Den vil være sand i forhold til, hvad det vil sige at være et menneske, og det vil den i højere grad, end den vil være sand i forhold til, hvad det vil sige at være Karl Ove Knausgård. Knausgård er et bestemt eksempel på et menneske. Men det er ikke dette bestemte eksempel, der er interessant. Det er det eksemplariske ved eksemplet: Hvad det overhovedet vil sige at være et velorienteret, velfærdsramt, vesteuropæisk menneske i det 21. århundrede.

mandag den 12. september 2011

Sker der noget i dansk litteratur?

Måske er det bare mig - sandsynligheden er stor - men sker der ikke forbavsende lidt i dansk litteratur for tiden? Måske holder forlagene på skønlitteraturen? Måske venter der en tsunami af gode bøger lige inden bogmessen i Forum, hvor al god litteratur alligevel drukner? Måske holder vi alle vejret, indtil Karl Ove Knausgård udgiver bind seks af Min kamp? Selv sidder jeg nok engang tilbage med min gode ven Philip Roth. En ældre bog: Forfatterspire. Måske er det valget? Vi venter i spænding. Et systemskifte på vej?

mandag den 5. september 2011

Dagens digt

Lone Munksgaard Nielsens digt fra den fantastiske digtsamling: Skæbnen og mig. Digte for børn (2000), som jeg tilfældigvis fandt på hylden, da jeg rodede efter noget andet.

Solstad om romanen

"Selvfølgelig kunne jeg være gået ind i denne roman og have skrevet den ned. Det ville have krævet meget arbejde at finde den frem, men til sidst ville den være blevet komponeret på den måde, den har været fra begyndelsen. Kan jeg sige sådan? Hvad så, når alle mine romaner er blevet anderledes, end jeg havde regnet med, da jeg begyndte? Romanen bliver med andre ord til lidt efter lidt, men behøver det at være i modstrid med, at den har ligget der fra begyndelsen? Gemt. Slumrende. Nedgravet. Uanset hvor meget jeg dementerer, at romanen har ligget der fra begyndelsen, kan jeg ikke se bort fra, at det i hvert fald godt kan forholde sig på den måde alligevel. Ja, jo mere jeg modsiger mig selv, des mere sikker bliver jeg på, at jeg ikke modsiger mig selv, men at det at skrive en roman er at opfinde den, og finde den frem."

Dag Solstad, Armand V. Fodnoter til en uudgravet roman, Rosinante 2007, side 180.

Brorson og Grotrian

Arrangement. Læs mere her.

onsdag den 24. august 2011

Korus' Kabaret


Igår var jeg vidne til en kunstnerisk totaloplevelse, da jeg var inde for at se Korus' Kabaret, der er en libretto med tekst af Adda Djørup og musik af Erik Bach. Jeg er naturligvis inkompetent, når det drejer sig om at vurdere stykket som opera, hvilket det vel først og fremmest er, men fortællingen og teksten bag stykket, skrevet af Djørup, er naturligvis det, jeg interesserer mig for og kan mene noget om.

Et af Djørups varemærker er om muligt at afprøve genrer. Nu har hun udgivet en digtsamling, en novellesamling og en roman, og så har hun altså også skrevet en libretto. Med forfatterens egne ord handler fortællingen om familien Korus, der i generationer har haft "en kabaret og den magiske evne at kunne lave lig om til dukker. De har i bogstaveligste forstand deres egne afdøde og verdenshistoriens store skikkelser på lager. I tre akter fortælles sidste generations historie – og måske bliver stykket pludselig til virkelighed og familiens historie fortsættes i nutid på scenen."

Det er naturligvis et særdeles metafiktionelt foretagende: Fiktion om fiktion, iscenesættelse af iscenesættelse, teater om teater, men måden det gøres på, er via en række intertekstuelle refererencer til dramaer fra Ødipus til Romeo og Julie. Gennem fortællingen støder vi både på incestueøse samt queer-agtige forhold og skikkelser, imens der bag de hele ligger en banal kærlighedshistorie. Noget der skal bære dramaet og give musikken kød og blod. Formentlig ligger der i fortællingen også en kritik af kunstens rolle i samfundet - at den har fået det vanskeligere. Men det samfund, der skildres gennem librettoen, er temmeligt flertydigt og dermed ubestemmeligt i forhold til en konkret kontekst. Det er altså ikke nødvendigvis Danmark, som librettoen kritiserer.

I mine øjne er stykket et dramaturgisk forsøg ud i en i forvejen temmelig syret genre, nemlig operaen, og som sådan fungerer det godt. Det er meget mere avantgarde end en hvilken som helst "avantgardistisk" oplæsning inde i byen. Som tilskuer til stykket går man ind i fiktionen fra det øjeblik, man entrer salen. Her løber Kora rundt og dirigerer publikum på plads, imens musikerne fra graven spiller med på denne fiktionstærskel. Er vi også (nikke)dukker, tænker man som publikum, imens Platons hulelignelse kører i baghovedet?

Programmet gør en dyd ud af at forklare handlingen for publikum, og, indrømmet, det er jo langtfra alle ord, man får med dernede på rækkerne. Derfor er det godt at have noget at støtte sig opad, og det er vistnok comme il faut for operaer. Vi kender handlingen på forhånd. Men derfor behøver vi jo ikke at vide os sikre som publikum, og det synes, at være en af Djørups missioner: At få (meta)fiktionen ud over scenekanten, sådan at vi ikke kan slå røven helt ned i sædet. Scenen ved Den Gamle By leverer desuden fremragende kulisser, nemlig en teaterscene, der næsten er en kliche på en teaterscene.

Djørup afprøver alle parametre: som om hun har ønsket at stoppe alt, hvad man overhovedet kan, ind i fortællingen for at se, hvad der kommer ud på den anden side. I den forstand er det naturligvis en ambitiøs tekst bag et ambitiøst projekt. Det er udsyret, et udstyrsstykke og et rent overflødighedshorn af højpandet kunst og kultur, men hele tiden med et glimt i øjet, der afprøver publikums evne til at leve sig ind og ud af fiktionen - i hvert fald denne tirsdag aften i Århus. Alt i alt må det karakteriseres som en ganske enestående oplevelse.

onsdag den 17. august 2011

Dagens digt

Du brænder
mellem tegn
du ikke sætter -
ilden kredser
lægger sig
på istinder og
slukker sin tørst
i sneen.

Inde i bjergene
længes dværge
efter kulden.

Kirsten Thorup: Indeni-Udenfor, 1967

mandag den 15. august 2011

Karl Ove Knausgård på Testrup og om terroren i Norge

Akkurat her kan man høre Karl Ove Knausgård om sit besøg på Testrup Højskole den 22. juli 2011, og om hans oplevelse af de forfærdelige hændelser i Norge samt om nationalisme og om tabet af Norges uskyld. I starten er der desuden nogle fremragende refleksioner over, hvad et hjem er, da Knausgård tænker tilbage på sine ferier i DK. Til sidst sammenligner Knausgård Hitlers selvbiografi Mein Kampf med Breiviks såkaldte manifest. Han kalder begge for døde personer. Personer, der skriver og lever uden et dyb og uden et du.

Jeg er lidt i tvivl om status på på teksten, men man tænker jo, at det kommer med i bind 6? Ja, at det er nødvendigt, at det kommer med, hvis romanen i en eller anden forstand skal rumme sin samtid. Desuden tænker man, at det har været nødvendigt for Knausgård at få det ud hurtigst muligt. Imens vi stadig er i en fase, hvor vi efterrationaliserer i forhold til Utøya og Oslo. Stykket iscenesættes som om det bliver skrevet dagen efter den 22., men man lægger mærke til, at teksten alligevel skifter tidsperspektiv undervejs til flere dage efter begivenhederne. Men det er vigtigt for Knausgård at skabe autenticiteten omkring dette skrivende nu. Udnyttelsen af det dagbogsagtige

Uden tvivl et formidabelt stykke samtidslitteratur udgivet i lydbogsformat.

mandag den 8. august 2011

Vild med ord


Har i år et fantastisk program. Læs mere om arrangementet her. Fra Dag Solstad, Ib Michael til Naja Marie Aidt.

mandag den 1. august 2011

Uden for nummer: I sorg for Norge

Jeg er stadigvæk rystet over hændelserne i Norge og er egentlig lidt ked af, at et af mine citater fra det bragte interview i Information ikke kom med i den endelige artikel. Det drejer sig om denne passus:

"Men, vil jeg tilføje, æstetisk set har det ingen værdi, det han har gjort. Det er og bliver vanvittigt"

Det vil jeg gerne fastholde på det kraftigste, og selvom jeg går ind for debat og efterrationalisering generelt, mener jeg, at man skal være varsom, når det gælder en sag som denne.

Man kan sagtens lede efter overordnede forklaringer, som fx i denne artikel, men hellere vil jeg reducere handlingerne til psykopati, tømme deres (politiske) værdi fuldstændigt, og sammenligne dem med skoleskyderier. Forskellen er, at Anders Behring Breiviks verdensbillede tilfældigvis er infiltreret af forstyrrede politiske scenarier. Scenarier han så siden har overført til sit sort/hvide (computerspils)billede af verden. "Marxist hunter" stod der på hans arm - det er jo til grin og fortæller sådan set alt om, hvor galt afmarcheret han er.

(og hvis han i øvrigt var politisk intelligent, ville han jo kunne regne ud, hvor kortsigtet en løsning det er at udøve terror på den måde. Det styrker kun hans "modstandere", selvom det er futilt at tale om tilhængere og modstandere her)

Derfor: Absolut intet af det han har gjort, har nogen former for værdi. Det er også grunden til, at jeg ikke gider sætte mig ind i det ligegyldige "manifest", som han har bedrevet. Det bør han efter min mening beholde for sig selv.

Hellere end at tillægge handlingerne nogen form for værdi, burde man se nærmere på den "inspiration" og smitteeffekt, som massakrer som denne ser ud til at have. Kan man forhindre en sådan ved at gå mere aktivt til værks i forhold til sociale medier og medier generelt? Har FPS-spil (first-person shooter) en uheldig effekt på visse mennesker? Etc.

torsdag den 14. juli 2011

Sprogets boksering

"Maskinen arbeider, språket går. Jeg tenner en sigarett. Det er overskyet. Det er lenge siden jeg sluttet å skrive bøker. Jeg skriver, det er alt."

Jeg gik kold i Karl Ove Knausgårds (alt for) gammeltestamentlige En tid for alt og brugte anledningen til at sluge en samlet paperbackversion af Tomas Espedals Biografi / Dagbok / Brev, og jeg fattes ord, som man siger. Det er sjældent, at man læser noget, hvor nødvendighed simpelthen lyser ud af alt, hvad der foregår på og mellem siderne. Det her er uden tvivl mesterværker inden for nyere nordisk litteratur. Især Dagbok.

Indrømmet: i sin tid var jeg ikke specielt begejstret for Gå. Eller.... - en bog han i øvrigt skriver om at skrive i Dagbok. Formentlig forstod jeg ikke projektet dengang. Forstod ikke den kropslige uro, der ligger bag Espedals skrift og litteratur. Men nu med Dagbok og de to andre bøger forstår jeg pludselig det hele.

Dagbok er så fremragende, at det gør ondt. Forfatteren skriver ellers forholdsvis usentimentalt. Han skriver egentlig mest om at skrive. Men så kommer det alligevel: først om morens død, dernæst om tabet af sin kone, som er mor til deres to børn.

Hvordan skrive sig igennem den sorg, som disse bøger også skildrer? Hvordan holder man sig som forfatter og menneske i gang? Det gør man ikke nødvendigvis. Man kollapser. Både i og uden for sproget. Ønsker sig selv død og borte. Men skrivebordet kalder, det litterære arbejde. Noget som er mere nødvendigt en een selv. Det er det Dagbok "handler" om; eller rettere: det den beskriver. Litteratur som overlevelse. Men den er også et blik ind i skriften som en rus af en anden verden.

Espedal giver sig hen til skriften på en måde, der ligger mellem Peter Laugesen og Stéphane Mallarmé. Det maskinelle, dvs. fysiske arbejde det er at hamre på tasterne, som man jo også møder i Imot kunsten, og så det abstrakte, at blive ingen. Men hvor mange kun nøjes med at fortabe sig i skrift, er det en mere fysisk proces for Espedal. Kroppen er i (skriftens) gang. Jeget er en protese, og sproget en boksering for Espedal. Flere steder beskriver han fx også glæden, rusen ved at slås. At få nogen på hovedet.

Men ved at give los formår han at indfange en helt særegen fysik i sproget. Det er inkarneret, kunne man måske sige. Og Espedal giver fanden i genrer. Han foretrækker en form, der er intim, men som først og fremmest kommer ham selv og sproget ved. Det betyder ikke, at han helt holder sig fra fiktionen. Fx er der et gribende afskedsbrev fra den afdøde kone til forfatteren. Espedal kerer sig blot ikke om grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion. En sådan er nemlig underlagt en helt anden form for nødvendighed: Hvordan skriver jeg mig selv ud af denne krise?

Nå ja, så bør man i denne her sammenhæng også nævne Espedals forbindelser til det danske, bl.a. at han er stor fan af Klaus Høeck og Morten Søndergaard (med hvem han jo har et gå-projekt til fælles).

Nu har vi fået et par bøger af Espedal på dansk. Men disse tre bør også oversættes. FLUKS.

"onsdag 6. november

I dag begravde jeg deg.
Det regnet.
Jeg gravde hullet i jorden, plasserte urnen i hullet, spadde jord over asken som er deg.
Familien sto i en sirkel rundt graven. Det var din far og mor, og dine to døtre. Venner. Venninner. Jeg gravde, og det regnet. Det var umuligt ikke å tenke på at jeg hadde stått slik og gravd en gang tidligere. Det var etter en fødsel. Jeg gravde ned morkaken. Du sto i vinduet og så på. I hendene holdt du henne som nå står og gråter."

fredag den 17. juni 2011

Far & Co.

Det er de færreste i Danmark, der ved det. Men Lukas Moodysson, én af Skandinaviens mest talentfulde filminstruktører, med film som Fucking Åmål, Lilja 4-ever og Mammut bag sig, startede sin karriere som forfatter. Han debuterede med digtsamlingen Det spelar ingen roll var blixtarna slår ner i 1987 og var medlem af den såkaldte Malmöliga, der udover Moodysson bl.a. talte en forfatter som Kristian Lundberg.

For nylig har Moodysson så annonceret et farvel til filmen samtidig med, at han har udgivet sin første roman i mere end tyve år. Det er hans anden roman. I Danmark er Moodysson næppe hverken kendt eller anerkendt som forfatter, imens han både i Sverige og Norge har en anden og mere central plads. I Norge bl.a. fordi forfatter og forlagsredaktør Geir Gulliksen er dybt inspireret af Moodyssons forfatterskab.

Rhianna og Moder Teresa

Moodyssons roman er et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis Lukas hed Lucas? Således læner den sig opad det selvbiografiske, men er alligevel langt fra den ordinære selvbiografi. Fx taler jegfortælleren med sin far flere gange i romanen, selvom faren er død. Han taler også med andre mere eller mindre underlige størrelser undervejs, fx en myre, men mest af alt taler jeget med sig selv. Romanen anvender sorgbearbejdelsens udtryk; den er en introspektiv rejse, hvor stilen svinger mellem det prosalyriske og det dagbogsagtige notat.

Handlingen er hverken voldsom vigtig eller voldsom interessant. Romanens hovedperson Lucas ankommer til hospitalet for at besøge sin far. Han har taget sit skakspil med, sådan at de kan spille lidt, indtil faren bliver udskrevet. Imidlertid dør faren og fortællerens liv udsættes for en nærmest global invasion, hvor hele verden kommer væltende ind i bevidstheden sammen med uforløste tanker om faren. Fysisk opholder fortælleren sig mestendels på hotelværelser, især i Østen, skammer sig over børneprostitution, fantaserer om skak samt om kvinder som Marylin Monroe, Rhianna, Kate Moss og Moder Teresa, nogle gange endog på samme tid.

Jeg var en prins. Nu er jeg en konge

Bogens omdrejningspunkt forbliver imidlertid et far/søn-forhold. Et sted lyder det fx: ”Jag vaknar nästa morgon och har ingen pappa. Det är en mäktig känsla. Jag var en prins. Nu är jag en kung.” Linjerne indrammer fint denne ufrivillige følelse af frihed og (af)magt, som bogen kredser om. Måden, hvorpå man overlades til og måske endog bliver sig selv mere lig, når ens far ikke længere er. Man er ikke længere frøet, men frugten, der snart skal plukkes.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Moodysson med sit comeback som forfatter formår at skrive sig ind i flere dominerende tendenser inden for nyere skandinavisk litteratur. Én ting er, at bogen nærmer sig det selvbiografiske uden at blive selvbiografi. Hvilket i øvrigt kan sammenstilles med historien om fortællerens far, der er matematiker ved Lunds universitet og hele sit liv forsøgte at vise, at en minus en ikke er nul, men at der altid er en rest. Hvad er Lucas minus Lukas, spørger bogen således på tilsvarende måde, og romanen er på en måde svaret.

Faderkrise

En anden ting er imidlertid, at der inden for tendensen til at skrive selvbiografiske romaner også har været en tilbøjelighed til at berette om far-søn forhold. Det gælder så forskellige, men fremragende romaner som Dag Solstads 16.07.41. Roman, Jonas Hassen Khemiris Montecore. En unik tiger, Jens Blendstrups Gud taler ud og ikke mindst Karl Ove Knausgårds Min kamp – blot for at nævne nogle stykker. Fædrene er ofte virkelighedsfjerne fantaster. De er sjældent autoritære som hos Knausgård, men ofte drikfældige og farverige. Måske kan man mere overordnet tale om en faderkrise, der bliver skildret i den samtidige litteratur. Hvad er en fars rolle i et faderløst samfund? I Moodyssons lidt firkantede version lyder det sådan her: ”En pappa är en person som ständigt försöker men som ständigt misslyckas. [...] Det börjar redan vid förlossningen. Papporna står bredvid och tittar på. Helt maktlösa. Försöker vara delaktiga på något sätt, går och hämtar saft. Bättre än så blir de aldrig. De är alltid lite avsides. Står bredvid och tittar på. I bästa fall. I sämsta fall är de monster som misshandlar och våldtar.”

Hamlet og Co.

Men man kunne naturligvis også have den tanke, at der er tale om et litterært urstof, der fungerer godt i en ellers lidt bleg, selvbiografisk fortælling. Tænk på Kafka, Hamlet, Abraham og Isak, ja Gud og Jesus for den sags skyld. For ligesom andre dødelige har forfattere jo et liv, der er ligeså trivielt som vi andres. Mange selvbiografiske romaner ville muligvis være dødkedelige, hvis ikke de havde en mere dybtliggende motor, der hentes i de fundamentale narrativer, som vores kultur er proppet med.

Det er formentlig sådan en motor, der ligger til grund for Moodyssons bog. Romanen er gennemført som projekt, men det ville dog være ærgerligt, hvis dette er Moodyssons farvel til filmen.


Lukas Moodysson: Døden & Co.

Wahlström & Widstrand

Roman, 309 sider

176 kroner på adlibris.com

mandag den 30. maj 2011

Der er endnu ingen anmelder i DK

"Der er endnu ingen anmelder i DK, der har vist, hvilke spørgsmål der skal stilles til litteraturen for at opdage hvor, hvordan og hvornår den har en ny erfaring at tilbyde, og der er ingen nysgerrighed efter det, fordi nysgerrighed altid kræver åbenhed for selvkritiske spørgsmål"

Igennem længere tid har Mikkel Thykiers lille manifest "Overfor en ny virkelighed" rumsteret i mit hoved. Selvom jeg både føler en vis relation til det han taler om, og samtidig provokeret af det, synes jeg alligevel, at udsagn som det ovenstående, samt dem nedenfor, taler for sig selv. Det er flot formuleret, men forbliver en smule infantilt, naivt om man vil. Noget man ikke kan gå i dialog med, og dialogen er vel det, han vil, eller hvad? Man kan komme i tvivl mange steder i skriftet. For et andet sted skriver han fx, at

"det kritiske niveau i aviser og litterære tidsskrifter, selv dem der reklamerer mest for deres litterære interesse, er på så lavt niveau, at det er umuligt at forholde sig til det."

Det samme kunne man måske sige om Thykiers pamflet. Og han fortsætter sin svada:

"Her er ingen forskel mellem en avis som Politiken eller et tidsskrift som Standart: Der er ingen af de nuværende dagblade og litterære tidsskrifter, der tilfredsstiller et behov eller sætter en standard, som forfatterne kan ønske at reagere på."

En retorisk flot udradering af forskelle og nuancer til fordel for den store, mavesure kage - det er hvad han kan. Men det kan man ikke forholde sig til som læser. Sådan ser verden ikke ud nogen steder, selvom "den ny virkelighed" for litteraturen kan være hård. Desuden: Hvad er det for en underlig heroisering af forfatterrollen? Forfattere er aldrig for gode til kritik, og hvis de er det, skal tiden nok sørge for, at det bliver sådan. Selvkritik har Thykier derimod ikke meget af, og den mangel gør pamfletten uinteressant.

Igen må jeg sige, at Thykier er på et gevaldigt vildspor, og det er hårdt at se på som fan af forfatterskabet. For andre af analyserne i skriftet, fx af den alternative publicering i DK, eller af de æstetiske modstrategier, er jo relevante og spændende. Men ak og ve, ingen gider at gå i dialog med en en forurettet teenager, som tror at hele verden er på nakken af ham eller hende. Den verden, og den virkelighed findes desværre ikke. Kun i teenagerens eget hoved.

tirsdag den 17. maj 2011

Himlen i blodet

Kære Gud, tak for himlen i blodet, dine
fugle, der nipper sirligt til verden, det er
sådan, du passer på os, når vi rejser os før
solopgangen og øser stjernetegnene i et
glas. Tak for denne forvandlingskugle, idet
stråleeksplosionen farver verden lilla, og
alt kan åbenbares rundt om hjørnet. Vi
placeres på halsen med rebussamlinger af
jonglerende trolde, farerne ligger bag os
som en tiger under dynen, og om aftenen
når vi daler i sengens fængsel, tænder du
et fjernsyn med vener. Amen

(Fra Simon Grotrians Domkirkeperlen, der udkommer i morgen på Borgens forlag. Formentlig den sidste Grotrian-bog derfra, suk. Omslag af Lars Rosenquist Bech-Jessen)

mandag den 16. maj 2011

Rest Energy


Hurra for YouTube, hvor jeg faldt over denne sekvens i forbindelse med min undervisning, hvor jeg mange gange efterhånden har brugt Erika Fischer-Lichtes bog The Transformative Power of Performance. Hendes forsidebillede er netop fra Abramovic' performance "Rest Energy".


mandag den 9. maj 2011

Knausgård sagaen fortsætter

Nu i den morsomme Sex og SingelSiv (Siv Jensen, norsk politiker, formand for Fremskrittspartiet i Norge).

onsdag den 4. maj 2011

Noter til kritikerpanel 27. april

Sad i dag og kiggede på mine noter fra Kritikersalon den 27. april i Kunstbygningen, Århus. Så tænkte jeg, hvorfor ikke smide dem ud på bloggen. Her er de så:

Kritikerpanel 27. april 2011

Begge værker i dag bærer reminiscenser eller inspiration fra Per Højholt. Det er lidt underligt, at Højholt sådan lever videre i det dulgte, for ellers virker han på en måde glemt og lidt utidig i nutidens litterære landskab. Litteratur i dag skal jo handle om noget, og dér har Højholt måske ikke så meget at byde ind med.

Man kunne også sige, at en litteratur med så stor fokus på (sin egen) form tilsyneladende lige nu er outdated. Eller er den?

Begge de to romaner, som vi har læst til i dag, er jo først og fremmest formfuldendte, snarere end indholdsfuldendte, hvis man kan sige det. Og de står begge i gæld til Per Højholt på hver deres måde.

Lone Hørslev: Sorg og camping

På en måde er det en sejr for litteraturen, når Sorg og camping til trods for sit fokus på form ender med at runde bestsellerlisten. Ud fra anmeldelserne, eller rettere anmelderne at dømme, kan man desuden se, at Lone Hørslev ikke længere er en forfatterskoleforfatter med et snævert publikum. Hun bliver anmeldt af både Leonora Christina Skov og fx Mikkel Bruun Zangenberg.

(Ofte er anmelderen et første hint om, hvilket publikum bogen har eller får)

At Hørslev har formået at få sit forfatterskab til at spænde så vidt, er jeg personligt glad for. Inspirationen bag hendes forfatterskab er jo mestendels amerikansk LANGUAGE poesi samt en digter som Frank O’Hara, og at hun formår at forene en sådan inspiration med en voksende popularitet, er flot.

Om Højholt-inspirationen hos Hørslev: Først og fremmest er der jo titlen, der er hentet fra dette digt af Højholt:

Personen slår til

Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.

(fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989)

Men der er også Gitte. Den ligefremme tale, som jo er romanens stemme, snarere end personernes – i den, kan man, synes jeg, af og til høre Gitte, eller i hvert fald inspirationen fra Gitte. Men hvor Højholt på en måde udstillede Gitte en smule, om end det måske aftog i takt med succesen, er Hørslev mere solidarisk overfor sin gennemgående stemme.

Det kan ganske simpelt skyldes, at hun er en kvinde. Men i hvert fald skyldes det, at hun, som Olga Ravn skriver i sin anmeldelse i Information, der er den hidtil bedste af bogen, at ”Hørslevs kvinder kæmper bravt mod en konventionel offerrolle, som de samtidig har svært ved ikke at svælge i.”

Det gælder fx når Laurits ved at kalde både Jannie og Marianne for ”pantere” fastholder dem i forestillingen om at de er de farlige hundyr, selvom han bedrager dem begge og ikke mindst sin kone (jf. side 74).

Hørslev elsker på den ene side at skrive om sådan noget som julepynt og nisselandskab, blot for at tage et par eksempler, imens hun på den anden sagtens kan se problemerne i, at kvinder bliver sådan nogen, der netop står for julepynten eller nisselandskabet.

Det er jo traditionelt det, man inden for kunst og litteratur kalder for camp, som er en æstetisk sensibilitet, hvori noget er tiltrækkende på grund af sin dårlige smag og ironiske værdi. Begrebet er nært beslægtet med kitsch. Der er masser af camp og kitsch i Lone Hørslevs forfatterskab, men i denne roman får hun ligesom trukket linjen mere op. Indhold og form er tættere på hinanden end i de tidligere romaner.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes at Sorg og camping er bedre end sine to forgængere, dvs. Hørslevs to romaner, men den er mere tydelig i forhold til denne camp-æstetik.

Måske synes jeg, at det er lidt overflødigt at henligge handlingen til 1985. Er der egentlig nogle gode årsager til dette? Den kitsch-værdi som 80’erne måtte have i forhold til bogen, skinner ikke specielt tydeligt igennem, og Hørslev vil stadig kunne finde kvinder, der er fanget i lignende situationer som Marianne, Gunnhildur og Jannie. Folk tager stadig på camping. De bedrager stadig hinanden. Arbejder stadig som butiksassistenter osv.

Men måske ligger der i anakronismen et budskab om, at tingene ikke har ændret sig de seneste 25 år. Kvinder lader sig stadigvæk indfange i den problemstilling, som Hørslev trækker op.

***

I et af de mange brud mellem mand og kvinde ligger der for øvrigt også et hint om litteratursyn. Her taler jeg ombruddet mellem Gunnhildur og Thomas. Thomas er 80’ernes mand. Han tilhører det gamle, sorte litteratursyn (jf. side 175).

Måske er det symbolsk, at Gunnhildur beskæftiger sig med salget af litteratur, og at hun her faktisk formår at forene det kommercielle med det kunstneriske. Det har Thomas ikke meget til overs for. Men det har Lone Hørslev derimod, tror jeg. Ligesom der for Gunnhildur ikke er en nødvendig modsætning dér, er det det heller ikke for Hørslev.

Thomas er jo et skvat. For hvad bliver det til med de litterære drømme?

Både Leonora Christina Skov og Mikkel Bruun Zangenberg taler om en alvidende fortæller, den sidste endda om en diskret alvidende fortæller. Det er rigtigt, men det er en diskret alvidende jegfortæller. Det ser man fx side 77. For mig at se skinner lyrikeren Hørslev her igennem de narrative lag, dvs. lyrikkens stemme, der stadig findes i hendes romaner

Naturlige fjender hørte jeg som lydbog indlæst af forfatteren selv, og det var en god oplevelse, fordi man derigennem i endnu højere grad måske kunne mærke den stemme, som bærer hele værket. At være diskret og alvidende på samme tid er måske lidt af et paradoks. Det er rigtigt, at fortælleren ryger ind og ud af bevidstheder, men grundtonen er på en måde den samme, og den er hørslevsk, en vi kender fra digtene.

Måske er det derfor, at jeg synes, at Hørslev er bedst, når hun ikke bruger for megen dialog, for dialogen står faktisk i vejen for denne hørslevske alvidende jegfortællerstemme.

Her er vi så tilbage ved, hvorfor Hørslev måske et eller andet sted stadigvæk er lyriker, selvom ud nu har udgivet tre romaner

Thomas Hvid Kromann: Saksehånd:

Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg har det mærkeligt med at skulle anmelde Thomas Hvid Kromanns bog. Thomas har været min ven siden vi mødtes for ca. 15-16 år siden på en højskole, og jeg har sådan set været vidne til hans forfatterskab fra før det overhovedet blev et forfatterskab.

Derfor er det også lidt speget at være mig i denne her situation, nu. Desuden fordi jeg et sted optræder i romanen og generelt kender ret godt til den fiktive virkelighed, der skildres i romanen.

Men det som jeg har tænkt på, og for begges, både Hørslev og Kromanns vedkommende, er, at de jo begge debuterede som lyrikere og måske på en måde stadigvæk er lyrikere, der skriver romaner på formeksperimenterende vis. Det kommer til udtryk på to vidt forskellige måder, men måderne er personlige.

Thomas er også akademiker og skriver faktisk nogle meget genre-rene akademiske artikler, om man så kan sige. Bogen her kan man måske sige, er personlig på en måde, fordi den er det akademiske ude på et overdrev. Tilsat fiktion.

Formen giver en distance, også selvom det måske er Kromanns mest personlige bog til dato. Og jeg tror, at der i formen ligger en vis skyhed, eller måske snarere en reservation, der på andre kan virke nedsættende eller frastødende.

Egentlig kunne jeg godt tænke mig at Thomas ”gav faen” som gode Karl Ove Knausgård siger det – altså slipper alle hæmninger og formmæssige forbehold, men det er ikke helt hans stil.

Ser man derfor bogen i forhold til forfatterskabet som sådan, mener jeg, at Kromann er blevet mere sikker i forhold til sin egen stil. Den kan man så bryde sig om eller ej

Stilen er altså bevidst tung og giver mindelser om Højholts bog om Hans Henrik Mattesen, men desuden i sin lidt platte tilgang til virkeligheden om Claus Beck-Nielsens Selvudslettelser.

Ideen med at skildre miljøet omkring det lille forlag After Hand i slutningen af 1990’erne er god. Digteren og maleren Henrik Have tildeles her en prominent og central plads, som præsidenten for det hele. Jeg læser bogen som en hyldest til Have og til dennes indsats med After Hand, der meget sigende i bogen ikke beskrives som et forlag, men som en situation.

After Hand er og har været, ikke bare i bogen, men også i virkeligheden, mere end et forlag – det er også et opbevaringssted, fysisk og psykisk, for Haves kunstneriske praksis, om man så kan sige. Det som jeg tror, at Saksehånd vil fange, er denne praksis, en indsats der ikke kun kan måles via de bøger som After Hand har stået for, men i ligeså høj grad det miljø som forlaget, især dengang, faciliterede. Hvis præsidenten er Henrik Have, er en af præsidentens mænd (Claus) Handberg. Vi får således også et portræt af den talentfulde, men ikke altid så flittige forfatter Handberg, hvis talent også synes at flyde ud over bogens rammer og ind i situationen. Han er på en måde bogens helt. En person der ikke forbliver et vidne til avantgardens trængsler, en person som er beyond avantgarde; måske fordi han lever den i stedet for at tænke den.

En intention ved skildringen af After Hand er formentlig at beskrive forlagets praksis som undergrund, avantgarde, resterne af en avantgarde, og det er velsagtens baggrunden for at hive en skikkelse som Nikolaj Vang ind (aka Mikkel Bolt). Bolt har og havde sådan set ingenting at gøre med After Hand, men, må man formode, figurerer et sted i Volontørens (forfatterens) bevidsthed som del af denne ”avantgardens rester”.

Jeg tror, at jeg sådan nogenlunde på stående fod ville kunne redegøre for, hvad der er fiktion, og hvad der ikke er fiktion i bogen, men noget der i hvert fald er fiktion, er det redaktionsmøde, som finder sted omkring tidsskriftet Die Nordsee. Ideen om dette tidsskrift er ikke en fiktion; den havde Henrik Have vistnok i mange år, og den har han måske endnu, men mødet mellem disse for bogen så centrale skikkelser har aldrig fundet sted. Redaktionsmødet er vel en form for avantgardistisk fantasi fra forfatterens side. Tænk at have Das Beckwerk, Henrik Have, Mikkel Bolt, Mikkel Thykier samlet til et redaktionsmøde i After Hands lokaler i Nansensgade og tænk at bevidne denne avantgardistiske situation. Det er det, volontøren gør.

Afsnittet med redaktionsmødet er for mig at se centralt, selvom det måske tilhører den mere fiktive del af bogen. Mødet illustrerer en utopisk vision, eller en forlist drøm, om at samle en fortrop, en egentlig avantgarde, ligesom bogen som sådan til en vis grad foregiver, at en sådan har fundet sted. Men faktum er, at mødet aldrig har fundet sted, og at avantgarden, også i den tid som Saksehånd skildrer, er noget, man foretager sig alene. Bogen kan måske derfor læses som en pendant til Mikkel Bolts lille bog på forlaget 28/6, der hed Avantgardens selvmord.

Kromanns bog er ikke nostalgisk, men den postulerer måske en sammenhæng, som aldrig har været der. Jeg ved ikke, om avantgarden har begået selvmord, men den fremherskende individualisme har måske givet den nye betingelser. Selv i tresserne kunne store egoer som Jørgen Leth, Hans-Jørgen Nielsen, Per Højholt og Per Kirkeby finde kreative veje sammen. I dag er egoerne, også for dem der kalder sig avantgarde, måske så store, at man, som det også bliver skildret ved det fiktive redaktionsmøde i Saksehånd, starter med alternativet til det alternative tidsskrift Die Nordsee. Og, ikke mindst, at dette alternativ er personligt motiveret. Hvis det fiktive møde fortæller os noget om avantgardens situation i dag, er det dette: at den i dag er forbundet med personlige og private dagsordener, som modsætter sig en fælles front. Sådan har det – til en vis grad – måske altid været, idet avantgarden har en sådan lige dele konkurrerende og udgrænsende bevægelse: Hvem er mon mest avantgarde af dig og mig? Mig? Mig?

Højholt får det sidste ord, som måske kan illustrerer dette:

goegoeegoeGoeGOeGOEgOeGOeGOEGOEGOEGON