tirsdag den 18. januar 2011

Barde under skyerne

EN KRAGE

Lad cirklen halvere
det skarpeste hjørne
så sjælen blir rund

for barberskummet vælder
fra træerne
højt på en gren.

Faldt over dette digt fra Simon Grotrians digtsamling Barde under skyerne, der udkom sidste år på Engum Sogn Musiks forlag. Det første der slår een, er rytmen, daktylerne i den første strofe. Det næste er naturligvis allusionen til Johan Ludvig Heibergs "Højt på en gren en krage". Kragen ender som bekendt med at blive skudt. Men hvorfor allusionen? Første strofe afslører muligvis noget, nemlig det her med "skarpeste hjørne" og sjælen, der bliver rund. Er vi til en rund fødselsdag, hvor melodien går på netop den sang? Men cirklen er formentlig også kloden og kloden også et hoved, som det ofte er hos Grotrian. Derfor barberskummet og træerne, der er som skægstubbe på et hoved. Skal de fældes, barberes af kloden?. Det vender man så yderligere på hovedet ved, at "barberskummet vælder/ fra træerne". Men kragen troner stadig deroppe. Består digtets vers af grene, er digtet et træ? Alle muligheder holdes åbne. Digtet handler om tid, alder, død (og kragens genopstandelse?), men det leger også med vores forestillinger og gror videre på Grotrians forunderlige lyriske univers. Et sted i digtsamlingen står der "en verden kan skabes/ idet den benævnes". Derfor nutiden, den altid påtrængende nutid, hos Grotrian. Vi er altid vidner til en verden, der skabes, idet den benævnes. Mange vil sige, at den kun findes på papiret, men den findes jo også i læseren - i læserens forestilling. Her udfordres man altid af Grotrian, og det er måske netop meningen. Vores vante forestillinger skal udstilles, stilles ud, sprænges. "Dug er diamanter", som der står et sted i bogen, dvs. de er diamanter, de er ikke som diamanter. Udeladelsen af dette som er en af de vigtigste ting ved forfatterskabet, tror jeg. En verden findes, idet den benævnes.

Bogen kan købes ved henvendelse til prk[a]km.dk. God fornøjelse

2 kommentarer:

MikaelD sagde ...

Eller den kan, lige som mange andre af hans fortrinlige digtsamlinger, købes i den lille boghandel i Møllegade på Nørrebro i København ... den, som meget passende hedder Møllegades Boghandel.

Stefan K sagde ...

Super. Tak for det!
bedste hilsener
Stefan