mandag den 28. februar 2011

Kritikersalon i Århus

Onsdag aften er der kritikersalon i Aarhus Kunstbygning klokken 19. Læs mere om arrangementet her.

torsdag den 24. februar 2011

Roth for usødet


"Han har virkelig gjort det, slog det mig, tilintetgjort faderen. Han tilhører den primalhorde af sønner, der, som Freud holdt af at formode, kan få sig til at udslette faderen med magt - som hader og frygter ham og efter at have overvundet ham ærer ham ved at æde ham. Og jeg tilhører den horde der ikke kan pande nogen nogen. Sådan er vi ikke, og vi kan ikke gøre det, hverken mod vores far eller nogen anden. Vi er de sønner der er forfærdede over vold, uden evne til at tilføje nogen fysisk smerte, uduelige når det gælder om at slå og banke, uegnede til at pulverisere selv den fjende der allermest fortjener det, om end vi ikke nødvendigvis mangler hidsighed, temperament, ja, ligefrem vildskab. Vi har tænder ligesom kannibalerne, men de sidder der, fæstnet i vores kæber, for at vi desto bedre kan artikulere. Når vi lægger øde, når vi jævner med jorden, er det ikke med rasende knytnæver eller skånselsløse planer eller sindssygt omsiggribende vold, det er med vores ord, vores hjerner, vores mentalitet, med alt det der har frembragt det iøjnefaldende svælg mellem vores fædre og os, og som de selv har puklet for at give os. Da de opmuntrede os til at blive kloge og belæste [...] anede de ikke at de satte os i stand til at efterlade dem isolerede og uforstående over for al vores magtfulde knever."

Philip Roth: En søns far, 1991.

P.S.: Har man 30 kroner på lommen, så køb for Guds skyld denne bog. Jeg fandt den på udsalg. Så kan man jo ved samme lejlighed også købe Christina Hagens Sexdronning, visnok til samme pris. Det er naturligvis noget andet, men alligevel.

P.P.S: Næste gang bør Roth få Nobelprisen. Alle de litterære amerikanerfordomme må få en ende. Har også lige hørt Nemesis (2010) som lydbog. Den er også uhørt god.

onsdag den 23. februar 2011

KOK-nyt


Nyt om Karl Ove Knausgårds berygtede sjette bind af Min kamp her.

søndag den 6. februar 2011

& Mallarmé


Jubii en anmeldelse af Carsten Madsens og undertegnedes Mallarmé-bog. Hvem skulle have troet det? Og når det nu er Brostrøm, der anmelder (tusinde tak for det), kan man jo til lejligheden læse videre her. Gad vide om Brostrøm kender den?

Så mangler vi bare Klaus Pagh og Asschenfeldt...




Sigende i samme forbindelse havde JP i deres sektion Viva, fredag den 4/2, en anbefaling af tre bøger under overskriften "Læs også". Ved to af bøgerne blev bøgernes forside bragt. Ved anbefalingen af Josefine Klougarts Hallerne var der et nærportræt af forfatteren.

For god ordens skyld bringer jeg et billede af romanen.

torsdag den 3. februar 2011

En person sagsøger sin forfatter

Norske Morgenbladet havde en længere artikel om sagen mellem Thomas Strøbech og Helge Bille. Den er noget mere saglig og mere skeptisk overfor, hvad der er fiktion, performance og virkelighed, end hvad den danske presse indtil videre har leveret. Den danske presse leverer mestendels medløb (måske fordi den ikke ved, hvad der er op og ned, måske fordi skuespillet er forbundet med æstetisk nydelse, trods alt?), fx Informations reportage med de noget opstillede billeder af bl.a. den frustrerede Strøbech og de mange velvalgte citater fra de implicerede parter. Hvis sagen får konsekvenser, er det mest interessante, synes jeg ikke, sagens udfald, men mere, at en fiktionaliseret performance har en evne til at påvirke vores virkelighed. Det er jo en præstation i sig selv. Morgenbladets artikel kan desværre ikke læses i andet end en papirversion. Men i denne står der bl.a.:

"Han (Helge Bille) forteller at de aldri har vært venner, noe også Strøbech senere skal komme til å bekrefte. Hvor utrolig det enn kan høres ut, har de ifølge dem begge tiltalt hverandre med "De", ikke "du", på alle sine turer sammen."

Hvis det er sandt, kunne jeg godt tænke mig at vide, om Claus Beck-Nielsen også tiltaler Strøbech med et "De", når han som på billedet hænger på dennes ryg på en lidt mere fredelig og demokratisk strandtur.

"Vil De bære mig, kære Rasmussen, øh Strøbech, øh Thomas, øh hvad du.. De end hedder."


onsdag den 2. februar 2011

Geir Gulliksen


I min undervisning forleden talte vi om dette fine digt af Geir Gulliksen, som jeg til dagens lejlighed fluks havde "oversat" til dansk. Digtet er fra digtsamlingen Se på meg nå (2005):

Alt er stille, skriver jeg

men det er aldrig stille

det er aften, skriver jeg også

men det kan ligeså godt være morgen

mens jeg skriver at det er aften

og akkurat nu er det eftermiddag

du er ikke her, skriver jeg

selv om du sidder i rummet ved siden af

eller jeg skriver at du tager strømperne på

selv om du allerede sidder på arbejdet

og at det er stille er bare noget jeg skriver

for at sproget skal falde til ro

som det flade vand i en flad vandpyt

eller som det lyse gulv lyset falder på

akkurat nu (eller bare for en time siden)

det som er stille er aldrig helt stille

det forstår enhver, måske bortset fra mig

som tror på alt som begynder at ske

eller alt som begynder at dø

under mine hænder

ingen dør her

jeg forstår ikke hvorfor

jeg altid må tale om de døde

som om de var her

det er kun i digtene at de døde

færdes levende blandt de levende

det sker ikke så ofte ellers

i hvert fald ikke i dette rum

jeg ved ikke om nogen er død her

men jeg har tænkt at jeg måske

kommer til at gøre det selv en gang, altså her:

jeg håber jeg bor her den dag det endelig sker

og jeg siger ikke endelig fordi jeg længes efter at dø

længe synes jeg der var alt for længe til,

der var for meget som skulle udholdes først

men nu er jeg kommet over en slags bakketop

for der virker så åben omkring mig og jeg tænker

at jeg vil gå ud en tur

jeg vil gå ud til skovstykket og se

om alt som virkede dødt i vinter er begyndt at leve

og digtet kan sikkert passe sig selv imens jeg er ude


og det kan det:

se på dette digt

hvor lyset glider tænksomt fra gulvet og opover væggen

hvor et digitalt ur fejlfrit tæller sig gennem talrækkerne

hvor ingen taler og ingen hører

hvor alt er stille

helt til døren bliver åbnet

og det bliver den

for nu er jeg kommet tilbage


jeg sætter mig i køkkenet

og der er ingen andre her

end køleskabet og jeg

og køleskabet siger ingenting

engang skrev jeg at køleskabet

dirrer ængstelig i køkkenet

men det var et andet køleskab

og det stod i et andet køkken

køleskabet dirrer ikke her

og det eneste som er ængstelig

akkurat nu er isstykkerne der klirrer nervøst

i glassene hver gang vi har gæster

(men vi har vel ikke gæster nu?)

når ængstelsen ikke kommer ind i sproget

er det fordi den lægger sig og summer i lysrøret

og jeg sidder med hænderne på bordet

jeg kan bedst lide at være hjemme

ingen af dem jeg plejer at tale med er her

men jeg kan snakke med mig selv

eller med glasset hvor vandet er blevet gammelt

siden jeg drak af det da jeg stod op i dag

vandet står stille og venter, og hvad er det jeg skal frem til

og hvorfor begynder linjerne pludselig at blive så lange

det burde hellere blive kortere

men når jeg lader køleskabsdøren stå åben for længe

det vil sige hvis jeg lader den stå åben mere end tre minutter

begynder skabet at bippe med en elektronisk bipning

som fra et enormt metallisk vækkeur

eller som fra en lille lastbil der advarer om at den bakker

og hvis jeg fx dør en morgen mens jeg finder morgenmaden frem

vil tomaterne (som også er døde) rulle ud over gulvet

og efter tre minutter vil køleskabet begynde at bippe

jeg ved ikke om det holder med at bippe hvis det står åbent længe nok

antageligvis ikke, men jeg tænker mig at bipningen efter et stykke tid vil

lyde anderledes, som om den bliver skræmt af at ingen bryder sig

om at en nøgen mand ligger på gulvet blandt alle de døde tomater

lyset vil måske krybe beskedent nedover væggen

men at en elektronisk lyd vil lyde skræmmende

er noget et menneske kun kan finde på

og hvis der ikke er nogen andre her når jeg ligger død på gulvet

og hvis køleskabet ikke kan høre sig selv

hvor skal ængstelsen da gøre af sig