fredag den 11. november 2011

Jeg taler til jer

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige afvisning på forhånd (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto. Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to.

Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i størstedelen af bogen ikke helt minder om noget, vi kender fra Beck-Nielsens hånd - måske lige på nær forordet og det omtalte første kapitel, hvor hele Beckwerket endevendes og kritiseres sønder og sammen. Hvis der er noget, der kendetegner Beck-Nielsens virke, er det, at han er en fremragende læser af sit eget "værk" og netop derigennem giver det en karakter af sammenhæng. Fx at forordet til Jeg taler til jer er udarbejdet den 11/9 2011 og dermed markerer et 10 års jubilæum for den verden, som Nielsen har forsøgt at affiktionalisere gennem fiktionalisering. Men måske man også skulle inkludere selve ideen, der til trods for sin morbide karakter, jo er gennemført: At skrive en roman, som alle i princippet kan være forfattere til, fordi navnet Claus Beck-Nielsen jo repræsenterer et åbent "slot", som man siger det på engelsk.

Nu er jeg jo ikke Bukdahl og derfor kan jeg jo sagtens - dvs. lade mig underholde og i ren nyfigenhed rive med af projektet. Det interessante er jo, at det subtilt viderefører det semifiktive univers, man allerede kender fra blogosfæren, hvor anonymitet og pseudonymitet kan være med til at sætte dagsordenen i forhold til en litterær debat - noget jeg kender rigeligt til qua min egen blogskriverier. Romanen forsøger jo netop at fylde den sprække mellem fiktion og virkelighed ud, der ofte opstår med de nye sociale medier. At jeg så ikke tror på, at Beck-Nielsen (ham vi trods alt tror, vi kender fra biografien, Selvmordsaktionen og Suverænen), når man sammenligner med tidligere værker, faktisk har en interesse i at underminere den litterære andedam er så en anden ting. Der er jo på mange måder meget lidt andedam over det, han har foretaget sig de seneste ti år, jf. denne i øvrigt gode opsummering af Beck-Nielsens projekt og anmeldelse af Nielsens verdenshistorie. Men derfor kan Beckwerket jo sagtens have aktier i projektet og ideen som sådan. Flere forfattere er en oplagt mulighed.

Mest underligt, synes jeg, er det, at Jon Helt Haarder, der om nogen burde være ekspert på området, kun indirekte nævner muligheden for andre / flere forfattere end Beck-Nielsen. Han skriver, at den groteske sædekomedie udgives i "Claus Beck-Nielsens navn", men skriver videre om et par ganske vellykkede forsøg med porno, der omtales som "noget nyt i forfatterskabet", hvorved man vel må antage, at Haarder henviser til forfatterskabet i øvrigt. Nu er Haarder jo ikke helt uskyldig i forhold til projektet. Som man vil vide fra begravelsen, "Funus Imaginarium", var Haarder med til at bære kisten med voksdukken, ligesom han i sin tid spillede i band (Creme X-treme) med Beck-Nielsen.

Nå, mysteriet bliver nok ikke løst her og nu, men generelt synes jeg jo, at det er forfriskende med lidt bølger i andedammen, for de bølger andedammen ofte ellers præsterer, ender jo ofte som små skvulp i en kortprosasamling, måske en enkelt bøvs på Litteraturhaus, eller lidt vand i håret på en anmelder sammesteds.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Bemærkelsesværdigt hvordan det litterære DK tier om denne bog? Ingen kommentarer, ingen anmeldelser, ingen debat, bare hypnotiseret mundkurv sendt fra LB og TAN....