mandag den 31. december 2012

Begravelse

Jeg løber og lytter for gud ved hvilken gang til Van Morrisons fantastiske ”Into the Mystic”, og jeg tænker, at hvis jeg nogensinde skal begraves, skal ceremonien naturligvis foregå i en kirke. Enten Vrigsted eller Beder kirke – det må I om? Californien er også ok. Og døden er i mine øjne kirkens eneste berettigelse, og jeg gider dæleme ikke blive kastet ud i en mergelgrav. Var det ikke det, du altid sagde, Bedstefar?

Det gode ved døden er, at min mailboks måske nok er fyldt til bristepunktet, men brister den, så lad den bare briste. Her er ingen bekymringer, og kalenderen helt tom. Mit hjerte sidder ikke i halsen; det banker derimod i jeres blod. Med andre ord: I er mig.

Husk, at jeg gerne vil brændes, for jeg regner ikke med at genopstå, slet ikke i en kødelig udgave. Den gamle krop er jo ikke til at holde ud i længden. Husk mig i stedet i min mest eksemplariske udgave. På cyklen, fx midt i cykelanarkiet på Mejlgade, med spritterne og narkomanerne skrålende i gaden. Eller engageret i en forelæsning om Per Højholts poesi. Det er de billeder, der for alvor tæller. Men husk også, at selvom jeg holder uendeligt meget af salmerne, fx Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen”, så vil jeg også forbeholde mig retten til at forsvinde lysvæld bag ved lysvæld ind, ind i det mystiske, til tonerne af de guddommelige blæsere fra Van Morrisons nummer. Det er klart, at jeg som Frodo, føler mig kaldet. Det er trygt at vide, at rejsen slutter her. Midt i litteraturen.

fredag den 21. december 2012

Som løg(N)ringe i vandet. En litteraturhistorisk parentes


Jeg blev bedt om at holde et oplæg i sidste uge, da Tidsskriftet Standart fejrede sit 25 års jubilæum. Oplægget skulle tage udgangspunkt i den artikel, som jeg skrev til jubilæumsnummeret om de sidste 25 års danske litteraturhistorie. Jeg tænkte, at det gerne måtte være en smule underholdende og satirisk. Dette er, hvad jeg sagde:

Måske jeg bør indlede med en advarsel:

Mit oplæg vil være skamløst selvpromoverende, formentlig pinligt og selvudleverende, alt sammen på samme tid, så jeg undskylder på forhånd. Hvis det er for meget, så er det helt ok at forlade rummet i protest. Vi bliver ikke fornærmede. Men da jeg var ude at løbe en tur forleden, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige og især, at det skulle have udgangspunkt i min artikel. Det har det også, men artiklen kan I jo bare selv læse. Den gider jeg ikke læse op igen. Derfor var det eneste, jeg kunne komme i tanke om, at jeg ville læse to digte op, et i starten og et i slutningen af mit oplæg, og det endda to digte, som jeg selv er forfatteren til. De skulle ligesom indramme mit oplæg og udgøre den litteraturhistoriske parentes, som jeg gerne vil sige mere om. Udgangspunktet var, og nu citerer jeg mig selv fra artiklen:

”Af og til ynder jeg at fremstille historien som om, at 90’erne slet ikke eksisterede, at de blot var mødet mellem 80’erne og den periode, vi lever i i dag.”

Det er naturligvis ikke helt rigtigt, og det følgende modbeviser dette til en vis grad.

Oplægget begynder altså her:

[Læs ”Rockertilståelse” op]


Vi skal tilbage til 90’erne for at forstå dette digt af en vis Bob Hvid Green ordentligt. Den litteraturhistoriske parentes, som 90erne var. Tilføj indledningsvist følgende tags: Søren Ulrik Thomsen, Det skabtes vaklen. Tidsskriftet Øverste Kirurgiske, Lars Bukdahl, Claus Beck-Nielsen, avantgarde, både for sjov og for alvor.

Jeg var, som så mange andre, naturligvis fan af denne Søren Ulrik Thomsen, men også så meget fan, at jeg gav fanden. Jeg var med andre ord nødt til at begive mig ud i et fadermord. Det var jeg ikke ene om.

Inde på litteraten Jon Helt Haarders hjemmeside har man igennem mange år kunnet finde Claus Beck-Nielsens anmeldelse eller artikel om Det skabtes vaklen. Den hedder ”Det urokkelige”. Lad mig citere fra begyndelsen af denne:

Trods det strenge ydre greb jeg grådigt Det skabtes vaklen, efter 5 års venten længtes jeg efter påny at lade Thomsen-pulsen banke i mig. Langsomt arbejdede jeg mig gennem de 27 arabesker mod eksistensens bundløshed, men for hver linie, der skrælledes, nærmede jeg mig, for til slut (oh rædsel!) at stå ansigt til ansigt, ikke med eksistensen i al sin anonymitet, nej, jeg stod ansigt til ansigt med digteren og hans helt private ensomhed.

Det er da løgn, tænkte jeg, for på side 27 står der jo skrevet:

udskil alle de strengt personlige,
helt anonyme affaldsstoffer,
oprethold livet, imens det skrælles
som et løg - og tårer,
der kunne ha tilhørt en anden, syder i blikkets blænde

Trods denne erklæring havde arabeskerne drejet mit blik og den følgende refleksion mod netop det strengt personlige, digterens liv, hans helt private affaldsstoffer og de tårer, som ikke kunne have tilhørt nogen anden, end netop han, som havde grædt dem, knastørt og uden at vakle, ned over siderne. 



Beck-Nielsens anmeldelse udvikler sig til en form for kritik af det, han kalder Thomsen-maskinen, men viser det sig også en kritik af sig eller sit selv, især via en tiltagende skepsis overfor ordet ”hamrende”. Denne skepsis er størst i den note, som Claus Beck-Nielsen anno 1999 har fået lov til at tilføje artiklen: 


Når jeg nu i januar 1999 skuer henover den næsten 3 år brede dikotomi mellem ham, der er, og den, han var i marts 1996, så kan jeg ikke lade være med at knytte en kommentar til sidstnævntes hidtil upublicerede skrift "Det urokkelige".

Adskillige steder i skriftet har Claus Beck-Nielsen anno marts 1996 fremhævet ordet hamrende i sin kritik af en digtning, der foregiver at betænke Det skabtes vaklen. Som det jo ofte er i kritik, så falder hammeren tilbage på den, der slår: Der er ikke megen betænksomhed eller åbning af et tredje tvivlens rum mellem lytten og slagfærdighed i "Det urokkelige". Tværtimod synes det mig, at det ellers hist i sine hammerslag rammende skrift, gør præcis det, den anklager sit offer for: Den blotlægger hamrende klart, at Claus Beck-Nielsen også har brugt "Det skabtes vaklen" og dennes "skriftkonkylie" til at spidse sin nyfattede kritiske blyant i. Retorikken er øredøvende.

Ikke desto mindre føler jeg stor forståelse for Claus Beck-Nielsens synspunkter og argumentation. Der er sgu'da noget om larmen!

Claus Beck-Nielsen, januar 1999



De fleste kender nok Lars Bukdahls anmeldelse af Det skabtes vaklen i Kristeligt Dagblad, som tillige var en adgangsbillet til Weekendavisen og cirka ti års hegemoni i anmelderbranchen. Men der findes også sidelitteraturhistorier til disse mere ophøjede af slagsen, som nu denne Bob Hvid Green.

Min gode ven, Thomas Hvid Kromann, og jeg havde som unge studenterknøse forfattet en artikel om Thomsen, der ligesom Beck-Nielsens var skeptisk overfor Det skabtes vaklen og måske i ligeså høj grad overfor Thomsens position i det litterære landskab. Vi sendte den til Kritik, men den blev naturligvis afvist. Gad vide, hvor mange der gjorde det?

Dernæst begyndte vi at gå mere undergrundsagtigt til værks ved at lege med Thomsens digte i parodi- og pasticheform. Men Thomas blev jo rigtig forfatter, og jeg blev Bob Hvid Green. Eller en del af mig blev Bob Hvid Green, dvs. alle forfatterdrømmene fortrængt til denne ene, infantile protestfigur, imens Stefan Kjerkegaard blev rigtig litteraturforsker og senere hen skrev afhandlinger og deslige.

Men lad os tage et hurtigt blik på ”Rockertilståelse”. Med nogle meget beskedne og til dels også ganske prosaiske virkemidler får teksten vendt op og ned på Thomsens tekst, således at den pludselig handler om en ung fængselslæges undersøgelse af en rockers endetarm. Den eneste grund til, at Greens tekst virker, er formentlig, at Thomsens tekst naturligvis er fremragende, hvad angår diktion og rytme. Men Greens tekst demonstrerer alligevel, at Thomsens syntaks måske er tæt på at læne sig opad det skabelonagtige, dvs. Thomsens egen digteriske skabelon, fanget som en statue i de dikotomier, som også Beck-Nielsen kritiserer, en levende død (og hvem ender egentlig med at udleve den litterære tilstand?). Thomsens arabesker tygger drøv på ensomhedens skrå, som Nielsen skriver det.

Det er på en måde det institutionelle ved litteratur, som Bob Hvid Greens form for pastiche spørger til. Men åbenbart en form for pastiche der kan få selv et ”avantgarde-tidsskrift” som Øverste Kirurgiske til at ryste i genrerne. I hvert fald når man ser på den måde, som bladet præsenterede det første digt af Bob Hvid Green, og her er jeg nødt til at henvise til den originale repræsentation af digtet i nr. 20-21, 1999. Teksten er placeret sidst i hæftet, lige før reklamerne og nogle afsluttende mere eller mindre kunstneriske billeder.

[vis digtet fra ØK]

Tilsyneladende er der tale om sponsorer, ifølge teksten nederst side 3. Vi har altså at gøre med tidsskriftets bagside, dets ende, litteraturens røv og bagside. Man kender det fra dagbladene, hvor de mere usobre indslag placeres bagtil eller sammen med andre humoristiske indfald (i øvrigt en mere tendens der går igen i flere danske boghandler, hvor digte ofte placeres sammen med humor). Derudover tillader redaktørerne af tidsskriftet at placere et svar på en eller anden quiz nedenfor Greens digt, og det er endnu en indikation på, at digtet ikke rigtigt hører hjemme nogen steder. Det er i hvert fald ikke poesi, allerhøjest ”poesi”, hvilket er Øverste Kirurgiskes bud på en genre for Greens digt.

Men hvad er det, Greens tekst gør sig skyldig i, siden den placeres her? Hvorfor er den kun poesi i anførselstegn? En røv uden ører? Og hvorfor skal den placeres bag i nummeret? Omvendt: Hvis der ligefrem er tale om en dekonstruktionen af genren poesi, så kan man jo som forfatter ikke undgå at være en smule stolt.

Nok om det: Det måske helt store litteraturhistoriske spørgsmål er, hvorfor Thomsens lyrik medfører en sådan splittelse i vores, min og Claus personligheder? Det er, som om at de løgringe, Thomsen skriver om, enten spreder sig om ringe i vandet, eller at identitetskernen bliver udsat for en nuklear eksplosion. Sammen med Thomsens digte bliver vi på besynderlig vis alle sammen skrevet ind på ”poesiens privathospital”. Dengang i 90erne. Hvorfor? Hvordan animerer Thomsens digte til dette? Er det fordi han, som Beck-Nielsen antyder i sin læsning, poetologisk prædiker det ene, men reelt gør noget andet? Fordi liv og værk faktisk flyder sammen i Det skabtes vaklen?

* * *

For at gøre historien om Bob færdig, så er det svært at sige, hvilke spor Bob Hvid Greens ”poesi” har affødt. I Bukdahls Generationsmaskinen nævnes han et par gange, fx side 382, hvor Bukdahl taler om Øverste Kirurgiske, og hvor der står:

”En lille gruppe var til hver en tid under mistanke for at være pseudonymer […] – to mindeværdige var Louis Même og Bob Hvid Green”

Og hvor Bukdahl citerer fra Greens Mikkel Thykier-parodi. Men måske kunne man også, i al beskedenhed, sige, at Bob Hvid Green mere handler om en bestemt diskurs, som Øverste Kirurgiske lagde spalter til, og som de lod udspalte. At ”poesi” bliver lovliggjort som poesi efter ØK. Her tænker jeg fx på nogle af de pastiche og parodi-digte og digtere, som man ser senere hen, tænk på Grotrians pastichedigte, Mette Moestrups Ewald-digt fra kingsize, eller allermest på Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns Katalognien – en versroman. Måske kunne man om muligt endog trække forbindelsen endnu videre, fx i forhold til Claus Beck-Nielsen, hvis bog Selvudslettelser muligvis også har ladet sig inspirere af Bobs virke. Lad mig blot antydningsvist afslutte med to citater, først Beck-Nielsen og til sidst Bob(s måske mest vellykkede digt):

”- Der Doktor, begyndte han forfra og slap pedalen, - der Doktor ist Doktor, so also Stelter roligt rullende sideværts ud af køen, der efterhånden strækker sig ned gennem kontinentet som en mur af, nochmals! Metal, og vi lidt til højre mod autoværnet vigende, - der Doktor ist der neue Meister aus Deutschland, so Stelter – von mir hierher mit heraufaufgebracht, der Doktor, so also bestandigt højrewärts vigende, - ist Doktor der Genetik, Doktor der Genethik und Doktor der Genästhetik, und so weiter mod værnet skrabende, snart ramler vi du over randen af Storebæltsbroen, - und also nicht nur Doktor, so Stelter, - oder Doktor Doktor, aber…“ (125)

Og her Bob Hvid Greens pastiche over Pia Tafdrups „Viber ved midnat“:

sweeper ved midnat
- til Sepp Piontek (den egentlige Holger Danske)

Målet åbne sig langsamt, trække mig næsten magnetisch ind
wie ein Ball som mortenolsenplys score fantastisch i en pumpet Parken
der dufte råt i den boldeluft, af tacklinger nyarvet rundt um landet, neh
som siten jeg flyttet hertil tysk har dannet kø af brødrepar og milde små Maginaler
I nutellamörket flag af dannebrog, et ryk over mitbenens græstråde af krystal
når min pibe kurtz für Mittnacht redde jeres krig som søvnløse Matthias Sammer
der gennem min moral ryge ind i nattens offside, som Schmeichels violette næsvise
mischdannelser, und fra min højre toback afleveringer falde og
frit blomstre som den tyske nerve, der ursprünge fra Lerbys rygsøjle oder danskens dyb
og miracoliøst føre jer op fra det Kaos, I jeden Tag lade jer sænke ned i
for blandt landsmænder I kender, aber niemals forstår – at udforsche scoringer i eksil.



onsdag den 12. december 2012

En litterær vejrhanes apologi

Jeg googlede mig selv, det gør man jo, gør man ikke? Nå, men derigennem stødte jeg ind i Lars Bukdahls lille raserianfald nummer 2, helt tilbage fra oktober 2010, og egentlig er jeg fuldstændig enig. Det kan virke underligt at gå fra Højholt, Laugesen og Grotrian til Knausgård og co. Der er noget litterær vejrhane over det.

Imidlertid: Stod det til mig, burde Hans Otto  Jørgensens autofiktioner have mindst ligeså mange læsere som Knausgård (og jeg har faktisk brugt HOJs bøger oftere i undervisningen end Knausgårds). Og jeg er, håber jeg ikke, overgået til Knausgård på den måde. Kun på bloggens frontstage, som nok er synlig i vores intime litterære kredse, men egentlig udgør en forsvindende del af mit litterære virke, og hvor det også handler om rent pragmatiske forhold. Jeg har fx en god kollega fra Norge, der fodrer mig med links, som jeg sender videre på bloggen, hvorigennem den til tider, indrømmet, er blevet en norsk transithal. Jeg er uden tvivl en del af Knausgård-systemet, men forhåbentlig ikke en del af ukritikken, hvilket denne artikel fra Information måske demonstrerer.

Men jeg har ganske simpelt forsøgt at læse de autofiktive bøger, der er udkommet i Skandinavien de senere år (dvs. romaner der inkorporerer den selvbiografiske formel, hvor forfatter = fortæller = hovedperson), fordi det er mit forskningsområde, og fordi det hverken er en dansk eller udelukkende en litterær tendens (jf. Facebook). Desuden: Går man tilbage til autofiktionens grundlægger, Serge Doubrovsky, så handler autofiktion faktisk ikke så lidt om ordspil og poetisk funktion i sproget. Det var således den sene Højholts tale om positurer og personer, der satte min interesse i gang. Det er altså mere kompliceret end som så, tror jeg.

Jeg holder meget af Lars og hans virke, ikke mindst - ja min ph.d.-afhandling om ordspil kan faktisk læses som en hyldest til manden, ligesom vi deler mange af de samme litterære helte (jo ikke mindst Laugesen, Højholt, Grotrian). Jeg mener desuden, at han allerede har indskrevet sig i de sidste 20 års litteraturhistorie på den ene og den anden måde, på godt og ondt. Generationsmaskinen rummer disse ting og sager, idiosynkrasier, og er for mig at se et (gult?) vidnesbyrd om sin tid. Men der er indimellem (eller sådan har jeg følt det) noget klaustrofobisk, næsten autistisk, over Bukdahls litterære mission. Det er dansk litteratur set indefra, hvor småt ofte er lig med godt, og på en måde, som jeg ikke (længere) kan se den. Omvendt er det formentlig også dette, der er styrken - at han læser (og i øvrigt er en fremragende læser) og følger med i det meste, hvad der sker i DK, hvilket er imponerende, ikke mindst fordi der jo udkommer meget, der bare ikke er værd at beskæftige sig med, strengt taget, det siger sig selv. Desuden så er jeg vist ikke kritiker indtil benet som han. For mig handler litteratur ikke altid om godt eller skidt. Det gør det sikkert heller ikke for Lars, men alligevel. Smagsdommeriet kan af og til være anstrengende, og den akademiske distance en lise for sådan en som mig.

Så lad mig afslutte med at sige: Det eksistentielle interesserer mig egentlig ikke i forhold til autofiktionen, det samtidssociologiske, jo, i hvert fald hvis man tilføjer ordet litteratur, altså samtidslitteratursociologiske. Selvfremstillingen tilføjer litteraturen noget heteronomt, men det samme gør medialiseringen generelt, medielogikker, fx litteraturens påvirkning fra sociale medier. Det heteronome handler derfor i en vis forstand også om globalisering, et forslidt popord, lad os sige det postnationale i stedet, i hvert fald det der gør, at dansk litteratur set indefra, for mig ikke længere er et muligt perspektiv.

Og at man så tillige faktisk er en litterær vejrhane, ligesom alle de andre (ja måske Lars undtaget?), er en anden sag.

søndag den 9. december 2012

Standart fylder 25 år

...og holder derfor reception på Godsbanen i morgen aften. Jeg er så heldig, at jeg er blevet inviteret til at holde et lille oplæg. Hurra!

fredag den 30. november 2012

We are fiction?

For en måneds tid siden modtog jeg via mail et link og en afhandling. Mailadressens navn var ”udgaaet” – en adresse der ellers plejer at relatere sig til forfatteren og performancekunstneren Nielsen. Men denne gang var det ikke Nielsens besked, der tikkede ind, men derimod Thomas Altheimers. (Eller Rasmussen. Eller Thomas Strøbech, eller Thomas Van Brunt?).

Under alle omstændigheder satte jeg mig for at læse afhandlingen samt at se den film, som linket henviste til, nemlig dokumentarfilmen I am fiction eller Identitetstyveriet (instrueret af Max Kestner), som den skal hedde på dansk. Filmen og afhandlingen komplementerer hinanden og udgør samlet set, den ph.d-afhandling, som Altheimer har stået for. Begge dele er interessante, og man bør ikke tage sig synderligt af den temmelig misvisende anmeldelse, der blev bragt i Information. For det første handler den jo mere om Nielsen, end om Altheimer, og for det andet udtrykker den kun den lede eller forstoppelse, som man muligvis kan have i forhold til Nielsen og Rasmussen som sådan.

Men sagen er, at Thomas Altheimer har været forsvundet siden, han tabte sagen mod Danske Bank. En sag der fulgte i kølvandet på den mere berømte retssag om brugen af Thomas’ liv i Nielsens roman Suverænen. Da Thomas (ifølge sig selv) har fået berøvet sit liv, og nu har rettens ord for, at han er fiktion, kan han ikke stilles ansvarlig for dækningen af omkostningerne. Det bør derfor være denne fiktions ejermænd, nemlig Nielsen og Gyldendal, som skal sørge for omkostningerne ved det hele. Men sådan skulle det ikke være, og Thomas har siden nederlaget været forsvundet. Han er sidst set på Ladywell, Lewisham Hospital’s psychiatric Facility den 3. maj. Det betyder, at han ikke selv har stået for indleveringen af sin afhandling, men at en medstuderende fra Goldsmiths (University of London) Vemund Thoe har gjort det. Desuden har denne Thoe samlet delene sammen og skrevet en slags udgiverens noter til afhandlingen. Om Thomas (Altheimer?) så møder op, når afhandlingen skal forsvares nu her den 3. december, må vi jo få at se.

Afhandlingen består af en heteronom samling skrifter, der spænder fra løse dagbogsnotater, mails mellem Thomas og en række involverede personer, både akademikere og venner, oversættelse af avisartikler, reportager fra retssagen, hvor Altheimer sagsøgte Helge Bille Nielsen for identitetstyveri. Dertil kommer citater fra en kongerække af tænkere, især tænkere over forholdet mellem liv og kunst: Nietzsche, Bataille, Agamben (som de tre væsentligste). Afhandlingen har suverænitet som sit emne, eller som Thoe afslutter sin intro med:  

In the beginning he thought he could compete with state sovereignty. His understanding of sovereignty was Hobbesian. But he failed and as he failed he shifted gradually to a different understanding of sovereignty – a type he first resented – from the point of view of action – but learned to embrace – in writing, in the journal: the sovereignty of inner experience that also Georges Bataille was forced to embrace. If the mountain won't come to Muhammad then Muhammad must go to the mountain.

That Thomas has now gone; that he has fallen silent is an indication that he finally succeeded attaining real, unadulterated sovereignty.

Passagen henviser til, at Thomas Strøbech i 2002 blev berømt og berygtet for sit Ticket to Denmark projekt. Som studentermedhjælp i Integrationsministeriet etablerede en hjemmeside, hvor danskere, der er utilfredse med landets stramme udlændingepolitik, kunne melde sig til at indgå et proformaægteskab med en udlænding, der på den måde kunne få opholdstilladelse i Danmark.

Men hvilken uforfalsket suverænitet, Thoe taler om i citatet, som Thomas skulle have opnået, er en anden sag. Og om Batailles ide om suverænitet, knyttet til en indre erfaring, er en efterlevelsesværdig løsning, er – også efter afhandlingen – højest tvivlsom. Det er afhandlingen naturligvis bevidst om. Bl.a. citeres der fra Sartres over 60 år gamle anmeldelse af Batailles bog Den indre erfaring, hvor Sartre stiller sig yderst kritisk overfor et projekt, hvor en ”videnskabsmand” både vil være sit subjekt og objekt på samme tid, dvs. genstand og undersøger af den genstand. Det kan formentlig ikke undgå at føre til enten galskab eller suveræn latter. Således også i afhandlingen, hvor Thomas i en sekvens, som man ikke utvetydigt kan afgøre, om den er drøm eller virkelighed (og dermed om den er fiktion eller ikke-fiktion), vifter med en bankudskrift, der viser, at Helge Bille Nielsen har overført et eller andet beløb, men formentlig ikke helt svarende til de udgifter, som retssagerne har kostet Altheimer. Nuvel havde dette kun været skrift, ville man være mindre urolig, men da afhandlingen tillige viser et (dog meget utydeligt) billede af bankudskriften, bliver man (som ved alt der vedrører koalitionen Nielsen og Rasmussen) direkte paranoid.

Og det er på en måde også den paranoide fornemmelse, som jeg gik ud af iografen med, efter at have set den praktiske del af afhandlingen, filmen I am fiction. Langt størstedelen af det filmede materiale er filmet af Thomas selv med et amatørkamera. Max Kestner og en lyddesigner har så efterbehandlet materialet og lavet denne film ud af det. Den er virkelig god. Men naturligvis kan man, som nogle af mine studerende gjorde det (og anmelderen i Information), godt blive forarget over uafgørligheden. Hvornår er det iscenesat, hvornår er det alvor, humor, fiktion, ikke-fiktion? Og er det bare den helt store satan, blodsugeren Nielsen, som i virkeligheden trækker i alle trådene?
Alt dette er måske i virkeligheden også den pris, som både Thomas Altheimer og Nielsen må betale for deres værker. De bliver aldrig igen pålidelige, hverken hver for sig, eller (da slet ikke) når de er sammen, og man tænker som tilskuer: Gad vide, om de selv skelner mellem fiktion og løgn? Fiktionalisering er jo i mine (og en række af mine kollegers øjne) noget, der adskiller sig fra den sande talehandling ved ikke at omtale virkeligheden, som den er, og fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er.
Men måske det er et forsvindingspunkt mellem fiktion og ikke-fiktion, som de eftersøger? Hvis man forestiller sig en gråzone mellem fiktion og ikke-fiktion – at der i denne gråzone (og med en metafor) eksisterer en line, og at denne line kan forstørres i det uendelige uden at blive helt skarp, så nærmer man sig det, som I am fiction balancerer på. Mange vil hævde, at det er naivt at tænke sådan, at der ikke findes noget sådant, at distinktionen er forældet – at det performative udraderer den. Kunsten er så at gøre linen til et forsvindingspunkt mellem fiktion og ikke-fiktion, at trække grænsen så skarpt op, at vi ikke længere magter at skelne, at man med linen så at sige eftersøger lækager i eller ligefrem skærer i virkeligheden (og til sidst falder ned og tramper rundt, måske?). Jeg taler ikke om faktion (gråzonen som sådan) her, som er alt godt fra havet, men om at lade tingene ernære sig ved forsvindingspunktet.

Filmen har en fantastisk scene, hvor Thomas møder digteren Morten Søndergaard i et tog. De sidder og taler om hele sagen, om Nielsen, identitetstyveriet osv. Det er lykkedes Thomas at filme ind i vinduet overfor, hvorfor man ser passagerne i den modsatte side af toget, samtidig med at man i vinduet ser Thomas og Morten tale. Under hele seancen hører man deres samtale. En uforvarende passager sidder med åben mund og polypper, fatter tilsyneladende intet af samtalen, men er fanget mellem lyd, billede og en refleksion af de samtalende. Præcis sådan en måbende tilstand ønsker filmen formentlig at bringe sin tilskuer ind i, men måske netop derfor forsøger jeg at samle mine kæber op her. Vi kan ikke vide, om filmen lader som om, at den ikke ved, at hele retssagen er en iscenesættelse, eller om den spiller på, at mange har troet, at den var en iscenesættelse. At den er en performance brought to court, så at sige, kan man imidlertid ikke være i tvivl om, og selv hvis man betragter den som ren konstruktion og/eller fiktion, vil jeg stadigvæk hævde, at den er god.

Framegrab fra I am fiction

Tidligere har jeg måske ikke haft så meget fidus til denne Thomas Altheimer i forbindelse med min læsning af Nielsens værker, men hvis der er noget, som afhandlingen i sin helhed demonstrerer, både den skriftlige og filmiske del, så er det, at Altheimers tankegods og virke har udgjort ikke så lille en del af Das Beckwerk. Den balancegang mellem storladen patos og suveræn latter på grænsen til galskab, som projekterne i sin helhed er udtryk for, er i høj grad også Altheimers (og Rasmussens) fortjeneste. Gad vide om Nielsen nogensinde ville have taget på selvmordsaktion til Irak uden Rasmussen? Hvordan ville Das Beckwerk have set ud, hvis ikke projektet var blevet ført over i den ”verdenshistorie”, som Beckwerket ynder at påberåbe sig adgangen til? Måske havde den hjemløse Nielsen stadigvæk løbet rundt på gaderne i København? 

mandag den 26. november 2012

Knausgård er Supermand og kan gå på vandet. Lad os allesammen græde i kor

I hvert fald hvis man tror på Jes Stein Pedersens nærmest kritikløse anmeldelse af sjette bind af Min kamp. Måske er det alligevel tid til at minde Jes, mig selv og andre om Jan Kjærstads forbehold, når det gælder receptionen af Knausgård? Den som ligger med næsen i gruset, er blind (og patetisk). Hvis det virkelig er sandt, at Knausgårds bind seks er så stort et mesterværk, som Stein Pedersens anmeldelse forsøger at overbevise os om, så burde man holde op med at flæbe og skrive en god anmeldelse.

Politiken forsøger man tilsyneladende at overgå hinanden i gode anmeldelser til Knausgård. Først sammenligningen med Goethe og nu det her, hvor Goethe ikke længere er nok, men anmelderen må udstille sig ligeså "nøgen" som Knausgård i sin gråd. Stein Pedersen sammenligner selv med "Kejserens nye klæder", men den historie handler præcis om det, som Stein Pedersen her gør, nemlig eftersnakker, ser det nøgne som de fineste klæder, hvilket så må gøre mig til den lille dreng, der siger: Jamen han har jo ikke noget tøj på. Det passer ikke helt. Knausgårds værker har masser af tøj på. Som han selv skriver, så vil han bekæmpe fiktion med fiktion, hvilket nok skal opfattes som litteratur mod konstruktion af visse virkelighedsbilleder. Mao. er den nøgenhed, som Stein Pedersen falder for og i, også en slags konstruktion, noget litterært, skabt, en autenticitetsfølelse som Knausgård kan skabe, fordi han er en god forfatter.

Det virkelighedsbillede, som anmeldelserne på Politiken derimod skaber omkring Min kamp, er en sær hypnotisk fiktion, som vi andre så må bekæmpe.


fredag den 16. november 2012

Dissensus i Det 3. årtusindes hjerte


Jeg har endelig fået læst Ursula Andkjær Olsens seneste bog, Det 3. årtusindes hjerte, fordi jeg er i gang med at opdatere en artikel om forfatterskabet, som skulle være udkommet i tidsskriftet Spring for et stykke tid siden, men som er på vej i trykken nu. Og jeg ville jo gerne have den med, for at artiklen var så aktuel som mulig. 

Det er en form for sammenbrudsbog og en maveknugende læsning. Den er måske mere i familie med Skønheden hænger på træerne end Havet er en scene. Karakteristisk er det således også, at hvor Havet er en scene "handler om" svangerskab, når vandet går osv., dér "handler" den nye bog snarere om - ja om hvad? Jeg er i tvivl her, selvom jeg jo godt er klar over, at ordene "handler om" ikke er helt præcise i forhold til nogen af Andkjær Olsens bøger. Helt overordnet er det som om, at sammenbrud og adskillelse især er tydelige faktorer i første halvdel af bogen, imens de vendes til en form for politisk motor og drivkraft i den anden del.

Fornemmelsen af sammenbrud gælder især jegets immersion med tingene og sproget. Fx i forbindelse med hjertemetaforen, der udvides og bruges i en række forbindelser. Fx når der tales om hjertekamre som venterum, ligesom det med et omkvæd hedder, at ”Alle kar er forbundne”, hvilket korrigeres i bogens allersidste linje: ”ALLE OG INGEN KAR ER FORBUNDNE”. Hvis kar ellers er en metafor for jeget, som det antydes i linjerne ”Står jeg ikke her som/ et risikovilligt kar?”, bliver udgangen en smule forstemmende: Lykkes udsigelsen, forandrer den verden? Her bør man måske huske på Per Højholts ord om poesi og politik; at poesiens hensigt ikke er at stifte fællesskaber eller at splitte dem ad. Dette gælder også for de mange jeger i Andkjær Olsens forfatterskab, der ikke samler sig om en konkretpolitisk udsigelse eller ligefrem en fælles holdning. Men det er en maveknugende fornemmelse, man får, af at læse bogen. Det skyldes måske, som  Tue Andersen Nexø antyder i sin anmeldelse, at bogen (igen til forskel fra Havet er en scenes svangre stil) muligvis "handler om" abort. Det skyldes dog også, tror jeg, i ligeså høj grad, at jeget i denne bog virker mere tvivlende, frustreret og tøvende omkring (ikke sin, for jeget har netop ikke ejerskab her) udsigelsen:

Jeg er ikke et subjekt.

Jeg har ingen kendetegn.

Jeg har ikke følelser.
Måske er jeg sværere at afgrænse, også for mig
selv, men så er jeg er jeg mindre følsom over for den ensomhed, som
alle (alle andre) er udsat for.

Så stor er jeg, at min smerte ikke har noget med mig at gøre.
                                                                                                        

Fornemmer man ikke her en fed ironi? Altså at digtet faktisk skal læses, som at jeget er et subjekt, jeget har følelser og ikke mindst, den smerte der følger af dette, har i høj grad med jeget at gøre? Linjerne kan læses som en kommentar til den måde, mange traditionelt har opfattet Andkjær Olsens udsigelse på, dvs. som legende, befriet og befriende, ja nærmest som en art humoristisk teflon, hvor intet hænger fast. 

Sådan har det aldrig været, tror jeg, og Det 3. årtusindes hjerte er et kraftigt dementi imod en sådan opfattelse. Hvis første del af bogen bevæger sig indad i en knugende, men samtidig adskillende bevægelse, så vendes denne langsomt til en samlet bevægelse udad, der manifesteres som en stadig knuget, men nu politisk udsigelse, hvor alt ”skal blive til én”. Smerten ved adskillelsen, om det er mor og barn eller ej, bliver til et ”våben”, en politisk udsigelse, der laver sprækker i den sansede orden og konfronterer det etablerede (konsensus) med det afviste. Det barn der aldrig bliver født, taler på en måde videre i moderstemmen, moderskab sammenlignes med markedet, svangerskabet er en slags terrorbombe osv. Med den franske filosof Jacques Rancières term ville man kunne kalde denne bevægelse for dissensus. Selvom man således kan tale om dissensus generelt i forfatterskabet, bliver den desto mere synlig i Det 3. årtusindes hjerte

Men det viser sig måske også at være en dissensus i forhold til den konsensus, der er ved at danne sig omkring forfatterskabet, ikke mindst omkring Havet er en scene. Flere steder i Det 3. årtusindes hjerte hører man om havets ironi, eller man finder et digt som nedenstående, der kan siges at give et anderledes billede af baggrunden for den meget vandmetaforik i Havet er en scene:

Når jeg ligger på ryggen og græder, løber tårerne via tindingen ind i
øregangene. Når trykket bliver højt nok, vil væsken presses tilbage op i
tårekanalen, og jeg kan ligge sådan, som et lukket kredsløb, lydløs jubel,
springvand, i flere tusind år.
                                                                                       
Uanset hvad, så har Andkjær Olsen igen skrevet en helt igennem fantastisk bog. Hendes tekster er, tror jeg,  bevidst ikke-samtidige. De er fx ikke udtryk for poesi i 00erne eller 10erne, og de er heller ikke fremtidsmusik. De er snarere utidig musik – det 3. årtusindes poesi.

tirsdag den 13. november 2012

Kuk-kunsten

Knastørre hug til KOK og co. her.

Mit yndlingssted

Josefine gør det ret godt i det her klip og får faktisk flettet en del guldkorn ind om naturen, stedet, landskabet og forfatterskabet.

mandag den 12. november 2012

Hamlet howling

Hamlet på slaget: Jeg har just erfaret, at Peter Laugesen seminaret på Hald Hovedgaard den 23/11 desværre er aflyst, øv. Så er det godt, at jeg på torsdag får lejlighed til at præsentere forfatterskabet i en anden sammenhæng, men nedenstående noter holder jeg indtil videre for mig selv.


                    

fredag den 2. november 2012

Jeg håber at det er mig...

Efter sigende præsenterer cand.mag. osv. Stefan Kjærgaard Peter Laugesens forfatterskab på Åby Bibliotek den 15/11 kl. 19.30. Peter Laugesen vil i hvert fald være tilstede, hvilket er det vigtigste, og han vil læse sine digte op. Jeg vil også være der. Så må vi se, hvem Stefan Kjærgaard er.

torsdag den 1. november 2012

Litteraturlivets Bermuda-trekanter

Jeg er måske nok en paranoid jydetamp, indrømmet. Måske er det derfor, at jeg blev glad, da jeg læste Bent Vinn Nielsens klumme om litteraturlivets muligvis forsvundne Bermuda-trekant i Information. Klummen handler om forholdet mellem Gyldendal, Politiken og DR. Vinn Nielsen opridser en række gode og dårlige ting ved trekanten og spørger sig selv, om den findes endnu? Vinn Nielsen afslutter en smule sentimentalt med at konkludere, at litteraturen og kulturstoffet generelt har det skidt i medierne, og at trekanten til en vis grad er savnet, hvis det handler om at sætte litteratur på den kulturelle dagsorden. Heri er jeg naturligvis enig. Men klummen fik mig alligevel til at tænke på mine egne erfaringer udi Bermuda-trekanter og andre mærkelige fænomener inden for litteratursystemet.

Nu taler Vinn Nielsen naturligvis som skønlitterær forfatter, og mit forhold til evt. Bermuda-trekanter i det litterære liv er naturligvis set fra et andet perspektiv, nemlig som litterat og forfatter til fortrinsvis akademiske bøger. Men set herfra oplever man ofte besynderlige ting. For os der fx udgiver bøger på Aarhus Universitetsforlag, skal der en god portion held til, førend man får en omtale eller anmeldelse i et af de store dagblade. Bøgerne bliver sendt til redaktionerne, lister over indkomne bøger kan fx tjekkes i Politikens spalter, men hvor de forsvinder hen må guderne vide? Jeg forestiller mig naturligvis en form for refugium, lige før den litterære himmel, hvor de gode af slagsen naturligvis får adgang, imens resten bliver sendt til skærsilden.

Man kan naturligvis være heldig og kende en, der kender en, som arbejder på Politiken og derigennem sørge for, at en bog ikke drukner helt, men der skal held, netværk og en vis portion nepotisme til, hvis bogens tilsynekomst ligefrem skal nå frem til spalterne. Dertil kommer, at Gyldendal stort set ikke udgiver bøger af litterater fra Aarhus Universitet. Det er så sikkert som amen i kirken, at man får et afslag, hvis man som århusiansk litterat henvender sig til Gyldendal. Heldigvis har vi så vores eget formidable universitetsforlag, men igen, at udgive dér betyder ofte ingen omtale. O refugie - here we come.

Findes der københavnersnuder? Ja, ligefrem snuderi? Det tror jeg ikke. Snarere er det sådan, at man kører "same procedure as last year". Man er slet ikke klar over, at man sender de århusianske litteraters bøger til refugiet. Man tænker vel: Det klarer de selv derovre. Goddag mand, økseskaft.

Her kan jeg desværre kun tale for mig selv, selvom det er noget, som jeg har diskuteret med flere kolleger. Lad mig derfor afrunde med en af mine egne bøger som eksempel: Da jeg udgav bogen Hørbylundemanden om Per Højholt (en form for Gyldendal-forfatter måtte man vel mene i øvrigt) blev den anmeldt fint i Jyllands-Posten og blev kaldt den hidtil bedste introduktion til forfatterskabet, men det var ikke nok til, at den fandt vej til spalterne andre steder. Jeg priste mig imidlertid lykkelig for, at den overhovedet havde fået den ene anmeldelse, men det var jo ikke en anmeldelse i Information, det var ikke Weekendavisen og det var ikke Politiken. Ak ja, en gang jyde, altid jyde.

fredag den 26. oktober 2012

Mit Leth digt

Jeg har været til konference i Aalborg om samtidig poesi. Som altid var det for mit vedkommende som at komme hjem, i hvert fald hjem fagligt og litterært set. On top: Måske en smule dårlig samvittighed og ellers propmæt af (selvfremstillende) prosa. I et af de mange gode oplæg blev en række nyere digte til Jørgen Leth vist på en række slides. Det fik mig til at tænke på et digt, som jeg selv fik kradset ned i farten under et Leth seminar her i Århus for et par år siden:


Mit Leth digt

Jeg vil have at han skal se mig.
At det er mig der siger
det her om ham
om hans digte.

Han skal vide at jeg kender
til digtene, ikke på en dyb måde
men som en erfaring.
At vi har spillet sammen mange gange før
at jeg kender zonen
dér hvor vi mødes, hans manglende baghånd
forhånden.

Det er altid mere spændende i hovedet.
Vi har 24 timer til fælles.
Jeg er Kiefer Sutherland.
Leth er Leth.
Mobiltelefonen ringer.

(29/10 – 2010)
Digtet er vist ikke særlig godt, men det er i hvert fald en hommage til Leth og til bordtennisspillet. Til seminaret hold jeg i øvrigt et oplæg, der er blevet til en artikel (som jeg tror på er bedre end digtet ; - ). Artiklen handler bl.a. om Leths Billedet forestiller, der udkommer i en bog redigeret af Iben Holk: Lethland, som er undervejs.

Glemte helt at

juble over dette, hurra.

søndag den 14. oktober 2012

Skriv, White Girl, skriv

Jeg ved, at de smalle anmeldere allerede har lovprist bogen, men til alle dansklærere derude: Skynd jer at bruge Christina Hagens fremragende, nye bog White Girl, som jeg endelig fik fingrene i forleden. Der er nærmest ingen grænser for, hvad den ville kunne bruges til i danskundervisningen: identitet, nationalisme, racisme, men også forløb i almen sprogforståelse, creative writing og jeg skal komme efter dig. Man kunne forestille sig en simpel øvelse som denne: Skriv et postkort i samme stil som Hagens! Tænk på, hvilke ting i det danske sprog, som eleverne kunne blive opmærksomme på og mere bevidste om, netop ved at misbruge det.

Giver det mening at sige, at man kan skrive godt på en forbandet grim måde? Det er i hvert fald det, som Hagen demonstrerer med sine tekster, der vender op og ned på alle konventioner. Det er (oftest) den hvide pige (White Girl), der udsættes fra de andres helt sorte blik i disse fiktionaliserede postkort. Det sker på en måde, der både er humoristisk og helt igennem forløsende. Hvis der således var noget uforløst over Hagens forrige bog Breve til M, så forløses det hele her. Ungt og uforskammet crazy.

torsdag den 11. oktober 2012

Hjertedråber bringer vore tunger ud af salmen

Nye tekster fra den altid produktive Simon Grotrian. Det bliver teksterne ikke dårligere af, skulle jeg hilse og sige. Egentlig er det jo dybt paradoksalt, hvis man bliver blind eller immun overfor de enorme kvaliteter, det helt ustyrligt store talent der ligger i Grotrians poesi. Ikke mindst når man ved nærlæsning faktisk kan konstatere, at Grotrian bliver en bedre og bedre salmeskriver, og at billederne eksploderer ligeså meget, som de altid har gjort. Gad vide, om det er fordi hans tidligere salmer, nu er begyndt at få en decideret impact på de nye? Vores intolerance er så at sige ændret, og man er som læser blevet mere tolerant overfor grotriansk salmesprog? Genren er blevet udvidet, masseret af det grotrianske? Eller er det fordi Grotrian har ændret, måske endog tilpasset sit sprog? Gentagelsen hos Grotrian er i hvert fald en gentagelse, der gør en forskel. Sproget æder sig mere og mere ind mod noget, der føles rigtigt, også rigtigt som salme:

Smertetræ, du er et hul i blæsten
hvor de spidse nagler deler sfæren
der er altid hjerte under vesten
Kristus stiger ned med barnelæren.

Da de så nøjagtigt slog i veddet
for at klynge smerten op for rakket
stod Vorherre med en kvist ved leddet
gennem engleporte er vi bakket.

Sådan hørtes bønnerne i skriget
fluesukker trækker mølleåget
rakket måtte spejle sig i liget
Gud foroven smække himmellåget.

Smertetræ, når tordenskyen daler
og når lynet stiger i sin krone
véd vi, det er livet selv, der taler
i en gyldensi med kaldetone.

Da de slog det fast, at verden læskes
når man går i døden som til bager
rejste vi en krop af denne æskes
kærlighed, som ingen bøddel stager.

onsdag den 3. oktober 2012

Du forsvinder - neuroromanen

Jeg er i gang med min første Christian Jungersen roman, Du forsvinder. Jeg lytter til den hver dag, når jeg kører til arbejde. Dér fungerer den sådan set meget godt. Det er en god roman, hvor man føler, at man bliver oplyst på en kyndig måde. Jungersen er en kompetent fortæller, og romanen får læseren til at tænke over sit eget liv og de relationer, man måtte have til andre mennesker. Romanen handler om et par og deres søn, hvor manden, Frederik, rammes af en hjerneskade, og det ændrer alt i familien, ikke mindst for jegfortælleren, konen og moderen, Mia, hvis opfattelse af, hvordan vi som mennesker er skruet sammen, ændres drastisk. Fx spørgsmålet om menneskers sjæl. Mere og mere bliver hun overbevist om, at det er i hjernen, at man skal finde løsningen på disse grublerier. Ikke mindst når det gælder personer med mulige hjerneskader, kolleger, venner, men også teenagesønnen, hvis frontallapper endnu ikke er fuldt udviklede. Mia (og læseren) sætter sig derfor løbende i fortællingen ind i hjernens gådefulde liv.

Nuvel, så langt, så godt. Jeg kan dog ikke lade være med at sætte en lille kile ind, som egentlig ikke har med disse ting at bestille, og så alligevel. Dels det aspekt, at Jungersens fortælling omhandler personer, der formentlig appellerer kraftigt til den del af befolkningen, som læser mest litteratur. Mia er folkeskolelærer og Frederik er skoleinspektør, de befinder sig formodentlig et sted i deres modne arbejdsliv i 50erne. Er det kalkuleret? Dels et andet aspekt, som er mere interessant, nemlig at Jungersens bog skriver sig ind i en trend inden for romanen, som især Ian McEwan har været bannerfører for, nemlig "the neuronovel". Den amerikanske litterat Marco Roth skrev denne i øvrigt kritiske artikel om fænomenet for et par år siden. Hans kritik retter sig imod, om der rent faktisk er noget nyt ved at reducere mysteriet om  menneskets bevidsthed eller en sjæl / legeme problematik til noget, der har med hjernen at gøre. Eller det at reducere al form for personlighed til et spørgsmål om hjernescanninger. Roth gennemgår en række af disse neuroromaner og konkluderer, at neuroromanen måske blot genopfinder den psykologiske roman, men nu i mere moderne termer:

"In other words, the neuronovel in its present form presents the experience of a cognitive defeat. We imagine that science might get there, but it hasn’t yet. What’s strange is that science, as it moves in the direction of a total redescription of the mind in terms of the brain, may merely be replicating and systematizing the earlier insights of the psychological novel. A recent nonfiction book is called Proust Was a Neuroscientist. But insofar as the title’s claim is true, Proust was a neuroscientist not by cribbing from contemporary case studies, but by observing himself and others outside of any consulting room. Surely the way for a novelist to be a neuroscientist today is still to anticipate rather than follow the discoveries of brain science. It would be no surprise if a novelist could still describe and mimic traits of cognition that neurology can’t yet experimentally confirm."

Når alt dette er sagt, så lad mig alligevel anbefale Jungersens roman, tidstypisk og kalkuleret eller ej, så får den læseren til at genoverveje sit liv. Kan man forlange mere af en roman?

.

Vi Läser - Litteraturens Billed-Blad

Gennem en kollega blev jeg opmærksom på dette bogblad / tidsskrift Vi Läser, der bliver udgivet i Sverige. Jeg kender ikke så meget til det, men blev henvist til det, fordi Knausgård gav et interview om tiden efter Min kamp. Som fænomen betragtet er tidsskriftet imidlertid ret interessant, idet der vel er tale om en art Billed-Bladet inden for litteraturbranchen. I det nyeste nummer er man således også "Hemma hos Suzanne Brøgger". A-ha, så fik man det med. En af de pointer, som jeg efterhånden er nået frem til igennem mit arbejde med litterær selvfremstilling, er således også (hvilket man fx ser i forlængelse af et blad som dette), at al litteratur i dag muligvis ikke er selvfremstillende, dvs. litteratur der bygger selvbiografiske oplevelser, men at al litteratur mere eller mindre bliver læst sådan, altså som et udsagn, en meddelelse, slet og ret, fra forfatteren til publikum.

tirsdag den 2. oktober 2012

TRÅDE – sammenhænge og forbindelseslinjer i Morten Søndergaards forfatterskab


I anledningen af Morten Søndergaards 20-års forfatterjubilæum byder Åby Bibliotek og LitteraturStedet på et kik ind i forfatterskabet. Gennem en række installationer, bøger og genstande skabes et rum, hvor den besøgende kan gå på opdagelse i det Søndergaardske univers.

Forfatteren åbner selv udstillingen onsdag d. 3. oktober 2012 med smagsprøver og performance fra sit store bagkatalog. Forfatteren Mads Mygind vil læse egne digte, og afslutningsvist vil forlægger Mathias Kokholm og Mads Mygind i samtale med Morten Søndergaard bidrage til at trække tråde og vise sammenhænge og forbindelseslinjer i forfatterskabet.

Arrangementet falder i to dele og der er mulighed for kun at deltage i første del:
Åbning af udstilling v. Morten Søndergaard
Performance v. Morten Søndergaard
Performance v. Mads Mygind
Pause
Performance v. Mads Mygind
Samtale om forfatterskabet

 Åby Bibliotek, LitteraturStedet onsdag den 3. oktober 2012, kl. 18.00 – 23.00.

Morten Søndergaard er ordforsker og nysgerrig opdagelsesrejsende i ord. På udstillingen TRÅDE kortlægges et forfatterskab. Hvor kommer bøgerne fra? Hvordan bliver et digt til? Hvad er ordenes kilder og udspring? Hvordan bevæger en forfatter sig fra bog til bog? Hele hans værk kan ses som en undersøgelse af det sammenhængende sproglige felt, og bøgerne og deres udenomsværker trækker tråde på kryds og tværs med hinanden.

Elementer på udstillingen er selvfølgelig først og fremmest bøgerne, sådan som de fremtræder fysisk, i førsteudgaver og oversættelser, men også ting, skitser, udkast, lydværker, videoværker og den lange række af udstillinger og fysiske genstande som Søndergaard har skabt gennem årene. Det er blandt andet Ordapotek, Sahara under mine fødder, Sæbepoesi, Verdensnødbremsen og måske helt nye værker skabt specielt til udstillingen TRÅDE.

Vel mødt til en spændende aften i Morten Søndergaards univers, hvor man får mulighed for at stifte bekendtskab med et forfatterskab som en litterær totaloplevelse.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd, og den er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren, Mathias Kokholm, projektet Litteraturen finder sted og Åby Bibliotek.

Billetter, der koster 25 bestilles via hjemmesiden her

torsdag den 20. september 2012

Tæskeholdet banker på

Er netop blevet færdig med Jennifer Egans fremragende roman A Visit from the Goon Squad. Bogen minder i sin fortællestruktur om de såkaldte multiplot-film. De medvirkende personers fortællinger flettes således sammen på tværs af tid og rum, og Egan når nærmest omkring alle mulige og umulige fortællepositioner (du-fortælling, alvidende, jegfortælling) inkl. et rørende kapitel fortalt udelukkende via powerpoint-slides - sådan skal det sgu gøres. De mange eksperimenter i fortælleformen virker hverken villede eller forstyrrende, men understøtter snarere indholdet. Køber man bogen som app til fx ipad, fungerer dette kapitel desto bedre, ikke mindst fordi det handler om de bedste pauser i rockmusikkens historie, der via app'en fungerer med original lyd. Bogen kan også købes i en fin dansk oversættelse her, ligesom slideshowet kan ses og høres på Egans hjemmeside. Førend kapitlet dog bliver rigtigt rørende, skal man helst have læst de andre kapitler i bogen, så man får baggrunden med.

tirsdag den 28. august 2012

Vild med ord 2-9 september i Århus

Igen i år deltager jeg i litteraturfestivalen Vild med ord, der foregår 2. til 9. september i Aarhus. I år har jeg fået den ære at skulle interviewe både Jonas Hassen Khemiri og Knud Romer. Det glæder jeg mig til. Læs mere om festivalen her.

torsdag den 23. august 2012

Se, nu stiger solen

Jeg plejer at skrive et digt
når jeg ikke kan sove
for når jeg sover
skriver jeg ingen digte
dér er jeg ingen og blot til
i sprogets tomme skakt
ned i søvnen
og den fiktion
som digte ikke er.

Men sover man ikke,
klistrer jeget ud over det hele
og man vågner i klatter,
klatøjet fra sans og samling,
og se, nu stiger solen,
den er ond og stor
og lyser lige igennem dig.

onsdag den 22. august 2012

torsdag den 9. august 2012

Store satans fald

Den 23/8 udkommer Nielsens Store satans fald. Jeg har været så heldig, at jeg fik lov til at læse den på forhånd, idet jeg skulle interviewe Nielsen på Forfatterskabet til Roskilde Festival dette år i juli måned.

Mange har ment meget om denne Nielsen, og der er også meget at mene noget om, men jeg vil til enhver tid forsvare hans bøger, for det er i mine øjne her, at tyngdepunktet i forfatterskabet (eller hvad det nu er?) skal findes. Nogle gange tænker jeg endog, at det som kroppen bag Nielsen foretager sig, ude i virkeligheden som man siger, om det så er dennes begravelse, en rejse til Mellemøsten etc., sådan set kun er midler til målet, nemlig disse bøger og tekster, der udgår fra og udgør den decentraliserede nielsenske central.

Det gælder ikke mindst den kommende roman, som i mine øjne måske er hans hidtil bedste, mest gennemførte, og ja, indrømmet, mest romanagtige roman, i hvert fald i den post-Claus Beck-Nielsenske æra. Udgangspunktet er Nielsen og Rasmussens rejse til Iran. Denne gang (hvis man da ellers kan tale om gange, karaktererne er jo ligesom spritnye, eller i hvert fald historieløse hver gang) har de en revolution med sig i bagagen, især Nielsen (der flere gange sammenlignes med Robespierre), imens Rasmussen mere er med, fordi han er en selvmordspilot med hang til eksotisk turisme. Projektet ledsages af et keynoteoplæg ved en unavngiven intellektuel, der forelæser om årsagen til og baggrunden for Michel Foucaults i mange øjne besynderlige forsvar for revolutionen i Iran i sluthalvfjerdserne. Hvad var det Foucault så, som ingen andre tilsyneladende havde set? Bogen forsøger selv at svare via keynoteoplægget ved at opfinde og benytte begrebet det 21. Århundredes Joker, som er "den, der tør forvandle sig selv til katalysator for Begivenheden, som med sin udforskning af rationalitetens grænser, med sin hensynsløse kreativitet er parat til at åbne døren for Bevægelsen, massen af navnløse, og selv forsvinde sporløst i den" (227).

Forelæsningen om Foucault udgør et af flere (fortælle)spor i romanen, som i begyndelsen kan være vanskelige at holde ude fra hinanden, idet man hver gang lige skal tune sig ind på, hvem der faktisk taler. Men efterhånden som man når ind i bogen, får man nogenlunde styr på de forskellige fortælleinstanser. Ikke alle instansers ophav afsløres, og slet ikke de spor, der løber igennem romanen på farsi eller persisk, som jeg endnu mangler at afkode (og som på en måde gør læseren en smule paranoid), men vi hører fx både Nielsen og Rasmussen tænke og sige noget til forskel fra de andre romaner, ofte endog om de samme situationer.

"Man må tværtimod lade alle parter, selv de tilsyneladende mest ubetydelige, bipersonerne, være med til at fortælle historien. Vi, siger han og peger på sig selv, er inkarnationen af Vesten, den Hvide Mand, og ifølge den arabiske sociolog Edward Said har Vesten og den Hvide Mand i de sidste fem hundrede år fortalt verdenshistorien, som om den alene var Vestens historie." (125)

Det er Nielsen, der her taler og ironisk med sin gestus (pegen) modsiger budskabet i sin tale, men vi hører talen igennem Rasmussen, der afslutter afsnittet: "Jeg hører ikke efter. Det her er Nielsens scene, endnu et af hans pludselige indfald, revolutionen som improvisation." (126)

Men på trods af ironien må man alligevel sige, at romanen indeholder en perspektivisme, som er mere facetteret end i de forrige romaner, og som ikke udhæver et perspektiv frem for de andre. Det er hverken orientalisme eller det modsatte for den sags skyld. Men perspektivismen har den effekt, at vi får et ydre blik på Nielsen og Rasmussens gerninger og ugerninger. De bliver mere marionet-agtige, end de har været tidligere, i de foregående bøger, nu fanget i et spil mellem forskellige former for uidentificerbare såkaldte Store Sataner. De er en slags historiens dobbeltagenter, måske endog mere end det, nemlig muligvis det som keynotespeakeren kalder for Det 21. Århundredes Joker, katalysatoren, den der kan sætte det hele, dvs. revolutionen, i bevægelse igen. Og dog: Hvem der egentlig er Det 21. Århundredes Joker forbliver en tom plads i bogen. Som der står om Nielsen et sted:

"Nielsen tror, at han tror. Men i virkeligheden tror han ikke på noget. Og da slet ikke på Folket. Folket er bare. Midlet, mediet, massen, af hvilken han skaber sin egen lille verdenshistorie. Benzinen, der skal holde hans maskine kørende uafbrudt, videre, indtil The End. Nielsen er den eksemplariske puritaner. Homo activa. Så snart han vågner, står han ud af sengen og begynder at svinge arme og ven. Det er meningsløst. Og han ved det. Men så længe han holder den gående, så længe han er på, kan han lige akkurat holde helvede på plads under gulvtæppet, ørkenen, dagen og vejen."

Hvad formålet med revolutionen så er, er en anden sag. Det finder man aldrig rigtig ud af, ligesom de store ord fra Foucault: Begivenhed og Bevægelsen forbliver luftbårne kasteller, men at indføre demokrati er tilsyneladende ikke nok. Sigende nok bliver det tomme hul i det medbragte flag syet sammen til sidst i romanen, hullet lukkes, fordi det, som der står, er en praktisk foranstaltning i den videre rejse.

Men ideen om begivenhed er, al ironien til trods, alligevel en drivkraft. Det bliver taget pis på Nielsen, når vi ser ham fra Rasmussens side, men romanen som sådan, plottet i Store satans fald ernærer sig ved en form for evindelig forskudt potentialitet: det der venter, det kommende, er konstant drivkraften, dermed ikke forstået det der konkret venter, men at noget venter. Det er måske også en form for poetik i Nielsens værker generelt. Hans sprog har jo altid været potenseret af denne særlige form for retorik, der netop ernærer sig af en form for potentialitet, heri også ideen om revolution, det kommende, Det 21. Århundredes Joker, den nye verdensorden osv. Personligt synes jeg, at det kan være vanskelige at finde ud af, hvad man skal mene om dette uden for fiktionen, når man fx taler med Nielsen (hvis man dér er uden for fiktionen?), men som romanlæser kan man egentlig være ligeglad med manglen på noget konkret, idet det på en måde ophæves i retorikken, bogens stil og tone, der forbliver fabelagtig nielsensk. Han kan begrave sig nok så mange gange, men stilen kan han ikke løbe fra.

Måske er humoren mindre udtalt denne gang, selvom afslutningen på romanen er så grotesk voldsom, at man nødes til at grine, selvom den også, især et sted, bliver så hudløs og nøgen, at man som læser har svært ved at rumme det hele. Pludselig, tror man i hvert fald, hører man den Nielsen, som i personlige vendinger fortæller om baggrunden for rejserne til Irak, Iran og Afghanistan, dvs. hvorfor de to desperadoer, der tilfældigt mødtes i Københavns gader, tog af sted (405ff). Mere skal ikke afsløres her. Imidlertid: Helt hudløs eller splitternøgen bliver Nielsen aldrig. Den fristende tanke om, at der inde bag det hele befinder sig et menneske, der har tingene under kontrol, måske endog stadig kalder sig for Claus, den tanke ligner mere og mere fiktion.

Det oplever man også, når man så mødes med Nielsen, fx som jeg gjorde til Roskilde Festival og i andre sammenhænge. Jeg har aldrig før haft lyst til at være Des eller sige De til nogen, men til Nielsen føltes det som om, at det var det helt rigtige. Vi er dus, men på en måde, hvor denne formelle distance alligevel opererer. Formen, det formelle, findes ikke kun i bøgerne, men også i forhold til det menneske, der står bag disse, omkring dette menneske. Ligesom den nu afdøde Hr. Møller eller Dronningen, for den sags skyld, er Nielsen på en måde en selvkonstituerende diskurs. Han er ikke længere ophavsmand til det, der former ham, men på en måde produktet. Men alt dette er for så vidt ligegyldigt. Vigtigt er det, at Store satans fald er en fremragende bog. Hvis det stod til mig, er den at finde blandt de bøger, der indstilles fra dansk side til Nordisk Råds Litteraturpris (i øvrigt sammen med Laugesens Yak og Yeti).

fredag den 3. august 2012

Kr. Dagblads OL ekspert

Det er utroligt, hvordan en litterat kan blive til fem høns. Lige inden sommerferien indvilligede jeg i en leg, der handlede om, at jeg skulle udsætte den olympiske hymne for en form for litterær analyse. Det var jo meget underholdende og nye former for litterær formidling er jeg som regel med på, men i forbindelse med dette blev jeg så ringet op af en journalist fra Kristeligt Dagblad, der var vældig sød og også forstående overfor, at det var begrænset, hvad jeg mere kunne sige om emnet, men igen hoppede jeg med på legen(e) og mine udtalelser blev fint brugt i et samplingsinterview omkring den olympiske ånd. Det var stadig sjovt. Men det skulle blive endnu sjovere.

Sagen udviklede sig nemlig yderligere, idet jeg jo i min "analyse" skriver om, hvordan Kasper Hvidt "modarbejdede" den olympiske ånd under OL i Beijing, da han ikke deltog i åbningsceremonien. Det var for så vidt blot en helt personlig (lidt småforarget) kommentar i forhold til, om og hvordan idrætsudøverne lever op til det der med OL ånden, men det viser sig så senere hen, at mange atleter faktisk udebliver fra denne ceremoni, bl.a. fordi DIF mener, at det vil gå ud over deres præstation senere i legene. Og i forhold til dette bliver litteraturforskerens kommentar så hængende i slipstrømmen. Litteraten bliver i hvert fald til OL-ekspert.

Det morer Emil Rotbøll sig fx over i Information den 28/7 under overskriften FOLK, hvor de to første paragraffer lyder sådan her (desværre er der ikke noget link, jeg har fundet det via Infomedia)

OL-ekspert
Kun 53 ud af 113 danske OL-atleter deltog i åbningsceremonien i går, og det er ' uolympisk', mener litterat Stefan Kjerkegaard. Han er Kr. Dagblads OL-ekspert, fordi han har analyseret den olympiske hymne. Og her troede man, at vi var tørre.

Jesper Frigast Larsen
Den danske chef de mission forklarer imidlertid, at det skyldes, at indmarchen først begyndte kl. 22, og mange skulle op og konkurrere i dag. Det sene tidspunkt var af hensyn til amerikansk tv, der betaler mest. Hvad siger hymnen til det?
osv.


Selv griner jeg naturligvis med. Rotbøll har i en agurketid fanget litteraten på det forkerte ben. Men litteraten vidste ikke selv, at han nu var Kr. Dagblads OL ekspert. Men ok: Lad mig tage den på mig: Jeg er Kristelig Dagblads OL-ekspert. Helt sikkert. Gennem min analyse af OL hymnen, kender jeg alt til den olympiske ånd ; - )

tirsdag den 3. juli 2012

Den androgyne lufthavn

Vi daler og daler
i skabelsens fingerring
mørke er lys
og et kors over markerne
kniven blev plantet i søen af glas
du er smal, for du venter på dage herunder
og skyen er høj som en killing
det vækkede dyr.


(nye digte af Simon Grotrian, blandt andre dette formidable et af slagsen. Eksemplarer af Den androgyne lufthavn kan bestilles på leifdraeby(snabelA)gmail.com)

mandag den 2. juli 2012

MED CAPS LOCK I BUND

"Forfatteren, fortælleren og hovedpersonens vi gjaldes ud med CAPS LOCK i bund."

Poetisk citat fra en af mine studerendes opgaver. Hun skriver om Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Den roman hitter i faget "Nye nordiske selvfremstillende romaner".

Den sproglige flåde

Sproglig fråde: Velkommen til den sproglige flåde.

tirsdag den 26. juni 2012

Vejledning 3 (ethos og skønlitteraturen)



….og han taler og taler og snakker, og jeg opdager, at han er jeg, eller omvendt, men det er jo egentlig også ligegyldigt, for han kommer til at tænke på, hvordan spørgsmålet om ethos (troværdighed) og den nye litteratur hænger sammen. Som et lyn fra en fuldstændig klar himmel slår det ned i ham, at vi mangler begrebet ethos, når vi taler om den nye litteratur. For hvorfor er det lige, at den gode Nielsen tager på alle sine missioner til Iran, Irak og Afghanistan? Han tænker: Det handler ikke om missionerne, men om teksten. Teksten ernærer sig ved den performance, der ligger bag, den opnår ethos, på en kompliceret måde ganske vist, men alligevel. Begravelsen ligeså, tænker han, den er ikke det vigtige, men den fantastiske tekst om begravelsen er vigtig, og den er kun blevet bedre og mere troværdig, retorisk set, pga. den handling der ligger bag. Performancen er fiktion, men det er teksten ikke. Eksempel: Teksten undlader at lyve om datteren, men datteren var ikke datteren til begravelsen. Performancen mangler måske nok ethos, teksten gør det ikke.




Og så pludselig dette andet lyn, midt under vejledningen. Han taler i fortænkte tunger, men alligevel. Det lyder nogenlunde sådan her:




Lad os antage, at skønlitteraturens troværdighed er under pres. Den har ingen kulturel vægt, den intervenerer ikke samfundsmæssigt usw. Litteraturen indtager simpelthen en anden rolle, end dengang Villy Sørensen, inden for en velfærdsstats ramme, regnede den for at være noget, der skulle beskrive det andet, det fortrængte, vor kulturs id, og jeg skal komme efter dig.
Skønlitteraturen har ligesom to muligheder for at opnå troværdighed (ethos). Den ene, den hurtige, er at hive forfatteren ind i den retoriske ramme: Vi får selvfremstilling, autofiktion, romaner der benytter sig af den selvbiografiske formel: hovedperson = fortæller = forfatter.

Den anden mulighed: Fiktioner, der er så suveræne fiktioner, at de vinder troværdigheden ad den vej. Enten ved simpelt at være over mange sider, eller ved at demonstrere så grundig research og så mange nøjagtige detaljer, at fiktionen fungerer, ja, som fiktion.

1) kunne være Leines Kalak, Romers Den som blinker…., Jørgensens Hestenes Øjne m.m. fl. 2) kunne fx være Jungersen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, måske den sene Kirsten Thorup, fx Førkrigstid og ja, chok, måske endog Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang.

Imellem eller ved siden af disse: den litteratur, som ikke stiller krav til sig selv om at være troværdig i vor tids samfund, som måske slet ikke kerer sig om troværdighed i den forstand, men som vil underholde: Underholdningsfiktion: Krimier, aktuel fiktion om politisk spin etc. Den litteratur, som litterater ikke gider at beskæftige sig med, den litteratur der måske slet ikke er (skøn)litteratur, men snarere film i en bog. Den lader vi passe sig selv.

....

Det er ikke kun et dansk fænomen: Gå til Frankrig fx, hvor vi på den ene side har Jonathan Littels De velvillige og på den anden Michel Houellebecqs romaner.

Se i øvrigt forskellen: Knausgård skriver om det seksuelle forhold mellem et pigebarn og en voksen mand i Ude af verden i en konventionel fiktionsramme, og det afføder ikke andet end anmeldernes jubel. Knausgård skriver i en autofiktiv ramme om to teenagere, der mødes og kysser lidt i Nordnorge i Min kamp 4, og det medfører en skandale.

Samfundsmæssig skønlitterær intervention sker på bekostning af litterær kvalitet, i hvert fald kvalitet forstået som den måde, receptionen vurderer værket, dvs. usikkerhed omkring bedømmelse. Man ved aldrig, hvem der læser med, når man bevæger sig uden for fiktionens trygge rammer, men man ved dermed heller ikke, hvem der anmelder, eller hvilke kriterier, de anvender, når de vurderer ”værket”. Til gengæld får man skandalen og omtalen og dermed interventionen...

(han er vist faldet i søvn, eller i hvert fald ind i sig selv, konstaterer den vejledte)

torsdag den 21. juni 2012

Hunger Games

Af og til giver det god mening at forsøge sig med noget helt andet, fx Suzanne Collins The Hunger Games, som jeg er i gang med. Her tænker jeg ikke på filmen, som vist skulle være god (og som jeg glæder mig til at se), men bogen som er fremragende. Javel, jeg ved, at det er ungdomslitteratur, men det forhindrer det jo ikke i at være stor litteratur.

Fortællingens setting imellem de nærmest middelalderlige samfund, som de underkastede distrikter, der skal sende hver deres deltager til spillet, udgør, og en dystopisk fremtid, hvorfra Capitol hersker, fungerer godt og er godt tænkt. Men bogens refleksioner over sin samtid er, som ved al science fiction (tror jeg) det allervæsentligste. Bogen handler om, hvordan det er at være ung i en medialiseret tid som vores, hvor man er og deltager med livet som indsats i det sociale, som her er et overvåget dødsspil (Hunger Game). Fungerer man godt, når man er , får man sponsorer og bliver publikumsdarling. Dødsspillet er derfor ikke kun en kamp om at overleve, men også en kamp om (kameraernes og dermed publikums) opmærksomhed. Yrk - godt man ikke er UNG længere!?

Collins har vistnok selv nævnt, at hun fik ideen til Hunger Games, da hun surfede imellem fjernsynskanalerne dengang USA invaderede Irak. Blandingen mellem disse billeder og de reality shows, der i øvrigt var at finde på skærmen, gav hende ideen til bogen. På den måde er bogen jo faktisk i familie med (vores egen) Nielsens roman Selvmordsaktionen, der også via sin sci-fi setting forsøger at beskrive sin ubeskrivelige samtid.

Tænk, hvis intervention i Irak blot var et igangsat dødspil, der skulle underholde alle os borgere fra Capitol?

Chabon: Why I hate dreams

"Dreams in art either make sense, or they make no sense at all, but they never manage to do both at the same time, the way dreams do while we’re dreaming them."

Michael Chabon om, hvorfor han hader drømme både i virkeligheden og i kunsten (fra NYRB).

Mr. Kuh-NOWS-guard

Knausgaard i USA: Interview og reception af My Struggle i NYT.

fredag den 15. juni 2012

Ringgaard: Stoleleg. Jørgen Leths verdener

Jeg vil gerne gøre lidt reklame for min kollega Dan Ringgaards nye bog om Jørgen Leth: Stoleleg. Jørgen Leths verdener. Ringgaard har igennem en periode fulgt Leth rundt omkring i verden, og det er der kommet denne bog ud af, der i mine øjne klart er det bedste, der nogensinde er skrevet om Leth, og desuden den første samlede præsentation af Leths ouvre, hvor det hele er med: bøgerne, filmene, journalistikken og livet.

Dertil kommer, at Ringgaard er en fremragende og original formidler af sit stof. På essayistisk vis lykkes det Ringgaard at præsentere og sammenfatte centrale temaer og former på tværs af livsværket. Igennem bogens mange korte essays, som på sin vis hver især fungerer på autonome præmisser, men som alligevel har møderne med Leth som ledetråd, når Ringgaards læsninger dybere og dybere ind i livsværkets nerve. Efterhånden som man læser sig frem i bogen, bliver man langsomt klogere på gesamtkunstwerket Leth i sin helhed, ikke mindst forbindelsen mellem liv og værk, og man bliver desuden klogere på, hvorfor Ringgaards fremgangsmåde faktisk er en nødvendighed i forhold til at skrive en bog som denne.

Tillykke til Leth med de 75 år og tillykke til Dan for at have forfattet en dybt original, forskningsformidlende bog som denne.


mandag den 11. juni 2012

Kompetence og dannelse - alt på sin rette plads

Jeg sidder og retter de studerendes opgaver i litteraturanalyse. De fleste skriver om en bestemt tekst af Preben Major Sørensen, der hedder "Burnetts museum". Det går fint, og jeg er naturligvis meget stolt af dem. Niveauet er generelt højt. Men det slog mig pludselig, at de jo alle er fantastiske til at finde referencer i teksten til Alexander den Store, Atlantis, det gamle Grækenland og jeg skal komme efter dig (via google, hvad ellers?), imens ingen nævner H.C. Andersens "Alt paa sin rette Plads", som Sørensens korte tekst formentlig også henviser til. Skulle man være i det gammelmands kritiske hjørne, kunne man påstå, at det første handler om kompetencer, imens det sidste handler om dannelse.

Google kan ikke fortælle dig, at Sørensens tekst skrives ovenpå Andersens. Den kan heller ikke linke eventyrgenren med kortprosaen. Den form for virtualitet foregår ikke online, medmindre man da tænker sin hjerne og bevidsthed som en slags online-tilstand (det er der måske flere og flere der gør...). Med google laver man en radarsøgning på alt, hvad der bevæger sig, og det kan de naturligvis - det er vel det, kompetence handler om, om potentielt at kunne løse enhver fremtidig opgave tilfredsstillende, ahistorisk, systematisk, virtuelt.

Dannelse derimod handler om at se tilbage på en diakron måde, om faktisk at have kendskab til sådan en som Andersen og hans tekster. At have læst dem, ham. Uanset hvad, så forekommer den potentialitet der ligger i dannelsen, en anelse gammeldags, usystematisk, støvet (som mine bøger på hylden), og man ved aldrig, hvornår man har brug for den. Aldrig formentlig. For dannelse har man slet ikke tid til at blive undervist i, med alt det man skal nå at lære. Ja, man har faktisk slet ikke tid til at lære noget i dag pga. alt det, man skal nå at lære. Det er jo et hyperkomplekst samfund, vi lever i, og derfor skal man lære at lære, før man lærer noget. Der er ingen grund til at stoppe sit hoved med konkret viden; det vigtige er at have viden om, hvordan man tilegner sig viden. Der findes jo så uhyrlig meget derude i den store, stygge virkelighed.

Langt hen ad vejen er jeg jo enig i denne tankegang, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det  påvirker os og vores viden? Problemet er ikke, tror jeg, at en bestemt viden forsvinder, eller at engang var vi alle - åh - så dannede, og nu er vi bare dumme. Det er for simpelt. Det er mere måden at anvende sin viden, det handler om: Vi linker i stedet for at tænke selv. Vi scanner i stedet for at læse etc.

Værdsætter vi således overhovedet den viden, der er ophobet som dannelse i dag? Inden jeg bliver for gammelmandskritisk vil jeg til dette svare, ja (- jeg, der langtfra føler mig som en dannet person). Ud fra den spinkle erfaring jeg har fra min egen og mine kollegers undervisning, kan jeg sige, at de studerende sætter pris på den slags dannet viden, men at de måske har vanskeligere og vanskeligere ved at relatere sig til den. Det er ikke dem, som man siger. Hvad hvis det derfor er sådan, at den dannede måde at anvende sin viden på, hvis man kan tale om en sådan, simpelthen er ved at forsvinde til fordel for noget andet?

En viden, der permanent og synkront flyder ud i  links til alt, en viden som netop ikke er dannet, men altid under dannelse. En viden, der ikke er noget, man har, men noget man altid opsøger og kan opsøge? Hvad gør denne ændring i vores tankegang og i vores håndtering af viden? Er det ikke det, der skal bekymre os, når vi taler dannelse overfor kompetence?