Den store litteratyr springer ud

Imens jeg løber en tur mellem jul og nytår, tænker jeg, at der må da være noget andet, man kan bruge den blog til. En litterær dagbog fx. Jeg vil gerne være formidler af litteratur, jeg vil gerne være et alternativ til forfatterblogs, en kritisk røst og blah blah. Men dem er der også nok af. Desuden har bloggen jo allerede vist sig vældig effektiv, når det gælder om at sætte en debat igang. Det er ligesom at trykke på en knap og så kommer de løbende. Historien om lorten og fluerne. Så følger man op. Både anonymt, pseudonymt, for og imod. Så er den hjemme. Debatten lever og dør. Folk pisser territorier af og bliver gode venner til sidst. Altid gode venner til sidst.

Men jeg har længe haft denne her tanke i hovedet: Hvad med det uformidlede? Hvad med litteraturens hvorfor?  Dér hvor lokummet brænder. Afklædt i et litterært felt. Kunne man forestille sig en blog, der forsøger at beskrive følelsen af at være besat af litteratur? Ting der sniger sig uden om teorien, de følelser som litteraturen afsætter i een? Det bliver pinligt, men jeg er træt af at være litteratur-coach. Jeg er træt af at være så satans klog. I stedet vil jeg være patient, litteraturens håbløse patient, indlagt i litteraturen. Hvordan ser der ud derfra? Sub specie litterarum?

Jeg tænker således, at et nytårsfortsæt kan være: "Den store litteratyr vender tilbage", men det er igen for nemt. Hvad med "Den store litteratyr springer ud"? Det er mere i ånden. Det er det jeg gør. Uden faldskærm.