Lejeune om dagbogen

Jeg læser Philippe Lejeunes artikler om dagbogsgenren på engelsk. On Diary hedder bogen. Her beskriver Lejeune flere elementære ting for genren. Bl.a. dens forhold til afslutningen. Vi bilder os ind, at et liv kan og bør fortælles, at det, som Aristoteles siger, skal have begyndelse, midte og slutning. Det har fanden har det. Og det fortæller dagbogen os. Det er derfor, at (den sene) Lejeune personligt foretrækker dagbogen frem for selvbiografien. Selvbiografien har fiktion og fortælling i sit blod, skriver han et sted. Det har dagbogen ikke. Den er anti-fiktion.

Dagbogen er optegnelser, spor efter levet liv. Den er mærket af fire ting: 1) Trangen til at udtrykke sig, herunder lette trykket eller bare kommunikere. Man kan komme af med noget i sin dagbog, ikke mindst sig selv. Derfor er det egentlig ikke meningen, at man skal genlæse en dagbog. Dagbogskriveri er en handling, der handler om at destruere i denne her forståelse, at skille sig af med noget. En form for renselse. Men der findes naturligvis også andre formål. 2) At reflektere, herunder at analysere og bevidstgøre sig selv. Dagbøger handler ofte om en krise, om at komme ud af en krise. Måske er det derfor den hører ungdommen til – ungdom er krisetid, en tid hvor det er svært at finde eller hvile i sig selv. Dagbogen hjælper. 3) At fastfryse tiden og at skabe en hukommelsen ud fra papiret. Man skaber et arkiv over levet liv. Man samler på noget. 4) Fordi det at skrive er lystbetonet. Det er en lyst at se noget tage form, at skabe noget, som man kan spejle sig

i.

Det slår mig ved nærmere eftertanke, at alle disse dele kan overføres til Karl Ove Knausgårds projekt. Ideen om dagbogen som anti-fiktion får Lejeune til at tænke over autofiktion, som han ikke bryder sig om. Hellere vil han tale om kontrakter, og dagbogen er en kontrakt med det ikke-fiktive og med det kontingente. En bundethed man som dagbogskribent indordner sig under. Man har ikke kontrol over sin dagbog, og man får det aldrig. Man skriver en tekst, hvis logik vi aldrig vil forstå. Man samarbejder med en uforudsigelig og ukontrollerbar fremtid. Det er det ydmyge ved dagbogen. Man er prisgivet tid og tilfældighed, som Løgstrup siger det. Sådan er det ikke med fiktionen. Den kan imitere noget sådant, men den er altid i kontrol, når det kommer til stykket.

(hvilket får mig til at tænke på: Åh, alle disse mangler på det ydmyge. Vi vil alle sammen gerne kontrollere vores liv, og medierne foregøgler os, at det kan lade sig gøre. Måske netop derfor går vi imod fiktionalisering frem for fiktion? At noget hedder fiktion i stedet for at være det. Fiktionalisering er et forsøg på kontrol , på at performe vores liv, "impression management" som Goffman siger det)

Lysten til at læse dagbøger, siger Lejeune, kan koges ned til to ting: Følelsen af at røre ved tiden og følelsen af at deltage i en stafet. Er det ikke sådan, det er, at læse Knausgård?