torsdag den 2. februar 2012

Selvtekster

Omkring år 2000 begyndte jeg at skrive på sådan nogle små selvbiografiske tekststumper. På det tidspunkt regnede jeg jo sådan set med at blive forfatter. Det var kun et spørgsmål om tid. Det var samtidigt med, at jeg skrev specialet om Simons digte. Specialet var måske i virkeligheden det, der underminerede den ambition. Pludselig en ph.d.-ansøgning, pludselig et ansvar, et stipendie, meget lange og yderst vigtige fodnoter og en distance. Måske? En mistet evne i forhold til at trænge derind, hvor det bliver påtrængende nok (mig med mine brændende lokummer). Men også modet - det handler altid om mod som forfatter, som kunstner - uden det kommer man ingen vegne. Senere de andres syn på mig. Pludselig kunne man ikke skrive noget uden at blive sammenlignet med dem, man skrev om. En ond spiral, at absorbere sine helte. Bob Hvid Green. Men også en læreproces - at kende til noget indefra - en erfaring, som man muligvis kan ernære sig af endnu.

Stykkerne handlede fortrinsvis om min barndom. 99 små mytologiske glimt i stykker, der ikke kerede sig, om de nu var fiktion eller sandhed, men som trygt udfoldede sig som eller blev til erindringer på papiret. 99 fordi de skulle nærme sig en helhed, uden at være det. 0,99 tænkte jeg nok? Måske 99 % sandfærdige? Jeg kaldte dem med et ordspil Selvtekster, idet de hver især skulle udøve en art selvtægt. Er det ikke det, som Serge Doubrovsky mener, når han taler om autofiktion? Det tror jeg. Det er også lige meget nu. Stykkerne blev aldrig færdige, men det hænder at jeg tilføjer noget. Korrektioner, nye erindringsglimt. Det er ikke meningen at de skal være færdige. De skal snarere opdateres med den afstand, der nu engang er til det, de handler om.

Hvor påskuddet kom fra, er jeg ikke helt klar over. Men jeg tror, at det handlede om, at jeg havde læst Hesselholdts Hovedstolen. Jeg er ikke en specielt stor fan af hverken den eller forfatterskabet. Men ideen var jo god, selvom den på en måde var Per Højholts.

Det får mig til at tænke på, om jeg i virkeligheden er så glad for Stenvaskeriet og andre stykker, fordi det er det nærmeste, man kommer Højholt, en selvfremstillende Højholt? Jeg mener at kunne erindre, at han et sted skriver, at han har begravet et manuskript i haven. Nu kender jeg ikke helt til huset i Hørbylunde – jeg turde jo aldrig køre derud – og manuskriptet er nok ikke dagbøger, men alligevel. Det er måske en undersøgelse værd.

Ingen kommentarer: