Simon i telefonen

Hallo, er det Stefan? Du taler med Simon. Jeg husker stadig første gang, Simon ringede til mig. Igennem længere tid havde vi været i brevkontakt, og ved siden af specialet planlagde jeg jo, at skrive denne her bog om hans forfatterskab. Men det var et chok af dimensioner. Som en indre Berlinmur, der bristede. Jeg var målløs og rystet i min grundvold. Ikke at jeg kan huske noget som helst af det, vi talte om, men jeg kan huske følelsen bagefter. At jeg måtte gå en tur, ryge flere smøger i træk, for ligesom at komme på fode igen. For at forstå min reaktion skal man måske forstå, hvor højt jeg værdsatte forfatterskabet på det tidspunkt. Jeg sætter det stadig højt, men dengang var det liv og død, tæt på vanviddet. Jeg levede mig ind i digtene. Oplevede i perioder at være søvnløs, hvorved dag og nat smeltede sammen og fik derved fornemmelsen af, hvad en psykose går ud på. Det handler om ikke at kunne skelne drøm fra virkelighed, ikke at kunne hverken falde i søvn eller vågne op, bare denne her permanente sløring af virkeligheden. Drømmen, der poder sig på virkeligheden, og det lyder også forkert, for man kan præcis ikke skelne. 

Det jeg husker fra første gang jeg besøgte Simon, var et par spidse sko. Jeg forestillede mig Simons liv i København, inden han skrev mesterværket Livsfælder og i øvrigt flyttede hjem til Lemming. Jeg forestillede mig, hvordan han, på trods af anakronismen, ville have gået godt i spænd med Mikkel Thykier, eller hvordan han og Niels Frank besøgte de fede, litterære steder i København. Men jeg ved ikke meget om Simons tid i København, og han har ikke fortalt mig ret meget om den. Men skoene havde en historie, og fra Peter Stein ved jeg jo, at Simon var den her fantastisk flotte fyr, da de sammen startede på Nordisk ved Aarhus Universitet. De spidse sko var alt det, jeg ikke vidste om Simon, en metonymi for levet liv. Nu stod de dér i Lemming, i den for mig nærmest grænseløst talentfulde digters lille hjem. Det var i den tid, hvor jeg om natten lå og mimede digtet fra Ti, indtil jeg kunne det udenad:

Røntgen-portræt

Grænseløst muligt på henbragte dage

at bygges i rædsel:

et foto med blodet, der skurrer af løvspring.

De frembrudte lemmer, når stuen er knækket

som brændende aks, er nødvendige, dette.

At chok-ametysterne gror over kinderne

opkaster bogstaver, tillemper flakkende

mindet om havfærd med kraniet, der flød

af sit tungsind og hval-gejst.

I årevis frygten for ikke at synke.

Skal udpege verden med hvidlige knogler

fra grunden en nat.

Versene spærrer for stjernernes esser

men korset er alles skelet.

Rytmen i digtet var formentlig årsagen til, at man kunne lære det ellers totalt umulige digt udenad, men rytmen var det eneste, der var tilbage før afsindets store stygge sug. Og traditionen. Andre havde på en måde været dér før. Begge dele giver en smule tryghed, midt i rædslen. En ting er dog at leve sig ind i digtet, noget andet at befinde sig i det. Det gjorde jeg heldigvis ikke. Men jeg fik skrevet mit speciale, og det jeg husker tilbage på dér, er især de afsnit der handler om angst og poesi. Dem er jeg stadigvæk glade for. Naturligvis handler de også om mig, og mine personlige idiosynkrasier: dødsangst, ikke mindst.