onsdag den 9. maj 2012

Lille note om ærlighed i litteraturen

Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe af sted med at sige hvad som helst. Eller hvordan? Ærligheden er en lumsk størrelse. Ærlighed handler om at sige noget med æren i behold, men går æren på det, der siges, eller går den på den, der siger noget? Æren i udsigelsen eller udsigerens ære? Når det drejer sig om litteratur i streng forstand (lad os bare kalde det litteratur som kunst), er det udsigelsen, der skal ende med æren i behold, ikke udsigeren (el. forfatteren, som det jo er ved selvbiografier). Men æren i behold får litteraturen desværre ikke kun ved at være ærlig. Der er andre kriterier og konventioner, der melder sig her, løber sammen og gør ærlighed uren i en litterær kontekst: Kvalitetskriterier som fx kompleksitet, originalitet, fremmedhed, nødvendighed etc. Konventioner som brugen af fiktion. Og fiktion er ikke det samme som løgn, for man kan vel ikke sige om fiktionen, at den er usand? Den fremsættes jo sjældent, som om den er den skinbarlige sand, men snarere som om den er et ”som om” – dvs. et muligt scenarie, hvis mulighed (og til tider umulighed) både afsender og modtager, forfatter og læser, er yderst bevidste om. Skal vi tro på et litterært værk, må vi tro på dets udsigelse, ikke på udsigeren.

Ingen kommentarer: