Af og til giver det god mening at forsøge sig med noget helt andet, fx Suzanne Collins The Hunger Games, som jeg er i gang med. Her tænker jeg ikke på filmen, som vist skulle være god (og som jeg glæder mig til at se), men bogen som er fremragende. Javel, jeg ved, at det er ungdomslitteratur, men det forhindrer det jo ikke i at være stor litteratur.
Fortællingens setting imellem de nærmest middelalderlige samfund, som de underkastede distrikter, der skal sende hver deres deltager til spillet, udgør, og en dystopisk fremtid, hvorfra Capitol hersker, fungerer godt og er godt tænkt. Men bogens refleksioner over sin samtid er, som ved al science fiction (tror jeg) det allervæsentligste. Bogen handler om, hvordan det er at være ung i en medialiseret tid som vores, hvor man er på og deltager med livet som indsats i det sociale, som her er et overvåget dødsspil (Hunger Game). Fungerer man godt, når man er på, får man sponsorer og bliver publikumsdarling. Dødsspillet er derfor ikke kun en kamp om at overleve, men også en kamp om (kameraernes og dermed publikums) opmærksomhed. Yrk - godt man ikke er UNG længere!?
Collins har vistnok selv nævnt, at hun fik ideen til Hunger Games, da hun surfede imellem fjernsynskanalerne dengang USA invaderede Irak. Blandingen mellem disse billeder og de reality shows, der i øvrigt var at finde på skærmen, gav hende ideen til bogen. På den måde er bogen jo faktisk i familie med (vores egen) Nielsens roman Selvmordsaktionen, der også via sin sci-fi setting forsøger at beskrive sin ubeskrivelige samtid.
Tænk, hvis intervention i Irak blot var et igangsat dødspil, der skulle underholde alle os borgere fra Capitol?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar