mandag den 9. december 2013

Poesi, Performance, Pablo?



"Jeg er kun interesseret i den speci-/fikke modtagelse. En anmelder er/ naturligvis også hin enkelte, men/ skal forsøge at generalisere sine/ synspunkter og sætte dem i perspektiv./ Dette er jeg kold overfor.”

”Jeg prøver altså at stille værket uden/ for den offentlige reception. Det er sikkert,/ fordi jeg er bange for at blive målt og/ vejet og fundet for let. Jeg ville omvendt// sikkert også blive ked af det, hvis der slet/ ikke var nogen offentlig reception. Jeg/ prøver at blæse og have mel i munden.”
Sex Rouge, 173-174

Kære Pablo,

Jeg har indsendt manchet og overskrift til en poesikonference i Aalborg, hvor jeg har forpligtet mig til at tale om dine tre seneste bøger, men nu har jeg fået kolde fødder. Dette er ikke måden at nærme sig dine bøger. Og selvom jeg ikke synes, at bøgerne er dårlige, på linje med Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Hundstein, mener jeg dog, at han har en pointe, når han i en i øvrigt skarpsynet kommentar til sin anmeldelse skriver:

Vanskeligheden ved som anmelder at ville ytre sig kritisk eller blot en smule forbeholdent om Pablo Llambías’ to ”sonet”-bøger Monte Lema og Hundstein ligger i, at digteren egentlig kun levner én to kvadratcentimeter at manøvrere på. Grænsesøgende, eksperimenterende og dermed vel i grunden muntert legende, men også med showmandens kolde beregning skaber han et cirkus, hvor anmelderen, med mindre han eller hun naivt applauderer, egentlig kun kan agere klovn.
(Information 15/2 2013)

En måde at respondere på dine bøger kunne være desto større selvdisciplinering. Det er næppe muligt i en anmeldelse, men de ”to kvadratcentimeter” kan man jo ved selvdisciplin udfylde så strengt som muligt. En anden måde er at reagere som menneske. Det gør jeg her.

Jeg har besluttet mig for at skrive et brev. Jeg tænkte, at det var den rette måde at sige noget fornuftigt om dine bøger. Jeg bliver ikke udstillet som litterat, og du bliver ikke udstillet som forfatter. Og selvom jeg opdagede, at Nanna Goul gjorde det samme, som jeg gør nu, da hun ”anmeldte” Hundstein, og at jeg derfor ikke er så original, som jeg i første omgang bildte mig ind (det er vi sjældent), fastholder jeg brevformen.

Nanna Gouls ”anmeldelse” er sådan set bare symptomatisk for dele af det, som jeg forsøger at argumentere for, nemlig at dine bøger, fordi de læner sig så meget op ad det performative, også ændrer karakter. Camilla Jalving har i sin afhandling skrevet om kunstværket som handling. Hun taler ikke om litteratur, men jeg mener sagtens, at man kan overføre hovedpointerne. Fx når hun skriver at denne transformation fra værk til handling medfører

en performativ betydningsramme, der positionerer beskueren ikke blot som passiv betragter, men som medaktør på en ’fortolkningens scene’ – en scene hvorpå værket optræder som ’ytring’ frem for som objekt (2011: 16)

Det er klart, at dine bøger stadig har en art værkkarakter. De udkommer på Gyldendal i flot udstyr, de ligner en trilogi, de ligner litteratur. Men tillad mig at kritisere den måde at udgive bøgerne på. Det er i virkeligheden mere misvisende end at jeget i sonetterne kalder sig selv for Pablo. Bøgerne er i mine øjne ikke et værk i gængs forstand, men de er offer for en litterær konvention. Og dit projekt er måske nok litteratur, men det er spørgsmålet, om den ikke snarere finder sted uden for eller på kanten af bogens rammer?

Det litterære i dit projekt er således ikke forankret i et værk, men snarere i det som Roland Barthes kalder tekst i essayet ”Fra værk til tekst”. Barthes ide om teksten tror jeg, bør forstås som en art performativ diskurs, en (kon)tekst der ligger dybere end eller omkring værket, herunder også forfatteren. Ikke nødvendigvis teksten som adskilt fra værket, men snarere som værket, der træder frem på baggrund af teksten.

Du insisterer imidlertid på at skelne mellem tekst og subjekt. Du siger, at teksten aldrig kan være autentisk; det er kun mennesker, der kan være dette (Sex Rouge, 336). Men jeg er ikke sikker på, at det er så simpelt. Hvis ellers mine tanker om Barthes er rigtige, og at det er teksten, som er det interessante ved dine bøger, er det en smule fejt som forfatter at unddrage sig, ja teksten. Det er den mangel på forskel, som er udgangspunktet for dine ”sonetter”. Dvs. at det hele på en måde er ”tekst”, også forfatteren. Akkurat som kritikeren ikke kan påberåbe sig en position uden for teksten, således kan forfatteren det vel heller ikke, når det nu engang er dét spil, der er igangsat? Jeg er en del af teksten, og det samme er du. Om vi er autentiske, må andre afgøre.

Dine tekster foregiver at være litteratur, foregiver at være dagbøger, foregiver at være poesi, foregiver at være sonetter. Men skulle man kalde det noget uden at foregive noget (og det kan jeg vel tillade mig nu, eftersom vi begge er en del af teksten), ville jeg faktisk henvise til Michel Foucaults brug af ordet hypomnemata. Hypomnemata er en slags personlige noteshæfter; den tekniske betydning inkluderer også regnskabsbøger, offentlige registre, der fx kan tjene som huskesedler. Foucault går så skridtet videre og indregner ligeledes breve og brevveksling som en slags hypomnemata, fx Senecas brevveksling med Lucilius. Foucault skriver:

Det arbejde, brevet udfører på modtageren, men som også udføres på skribenten gennem selve det brev, han afsender, medfører således en ’introspektion’ som man ikke må forstå som selvets afkodning af selvet, men mere som en åbning af en selv, som man giver den anden. (196)

Denne åbning, som man giver til den anden, og som måske er fundamental i al litteratur, men måske mest synlig, når det gælder poesi, har altid med det etiske at gøre. I den forstand er litteraturen også altid en begivenhed. Det vender jeg tilbage til om lidt. Men værre endnu bliver det, når litteraturen insisterer på kun at være åbning. Man kan som litteraturkritiker ikke forholde sig objektivt til hverken en tekst eller en person, der åbner sig selv og giver denne åbning videre til den anden som en art gave (eller måske forbandelse). Den særlige henvendelse forpligter, ja inddrager, ja menneskeliggør sin modtager anderledes, og det bliver derfor svært udelukkende at respondere på æstetiske præmisser. Jf. Jacques Derridas (2009) tanker om det at give og modtage fx en gave, at være den der bekendes til osv. Visse sproglige handlinger unddrager sig simpelthen at blive sprogliggjort.

Foucault har i øvrigt i sin tekst her, som altid, fat i noget mere, noget mere omkring skriftens forhold til livet, noget som litteraturen på det seneste har indoptaget kraftigt, og som vi desperat forsøger at indkredse med stadigt nye termer som autofiktion, dobbeltkontrakt, performativ biografisme, autonarration, selvfremstilling, og hvad ved jeg? Måske handler det om litteraturen (og kunsten) som en art biopolitik? (Groys 2008) Årsagen til at jeg fx har holdt mig til termen selvfremstilling, handler om at fænomenet er meget mere end et litterært fænomen; det er en måde at forstå, ja at tage magten over vores liv – gennem tekst og måske fortællinger.

Dit projekt er blevet sammenlignet med Karl Ove Knausgård. Hvis I har noget til fælles, set fra et litterært perspektiv, er det dagbogsformen og jeres anti-performative biografisme. Men anti-performancen er også en performance, og også i Knausgårds tilfælde gør det modtagelsen problematisk. Måske kan man retfærdiggøre Jes Stein Pedersens ”anmeldelse” af Min kamp 6 i det lys? Kritikere har normalt til opgave at afsløre kejserens nye klæder, men Stein Pedersen smider tøjet i stedet og hopper ind til kejseren nøgen. ”Det var dér, jeg græd”, skriver han eksempelvis.

Min gestus er her måske den samme, men jeg græder ikke. Jeg var, som nogle måske kan huske, ikke særlig glad for den ”anmeldelse”. Årsagen er, at den jo er kritikløs, og at hvis det er rigtigt, at Min kamp er sådan et mesterværk, som Stein Pedersen skriver, så fortjener den også god kritik. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at jeg ikke er så sikker på, at Knausgård selv ønsker, at det skal være sådan. I den måske mest manipulerende selvfremstilling (en af min kolleger kaldte den ligefrem vammel (selv synes jeg at det er et højdepunkt i romanen)) i forbindelse med hele Min kamp, nemlig samtalen mellem Karl Ove og vennen Geir i bind 2, taler de to om Nobelprisen, om Harry Martinsons selvmord osv. Knausgård lader her Knausgård sige: ”Ros er faen ta meg det verste man kan utsette et menneske for.” (457)

Men hvad skal kritikere og litterater så stille op? Jeg har ofte, når jeg har forsøgt at beskrive, hvad der sker i ”værker” som dine henvist til performanceteoretikeren Erika Fischer-Lichte. I en artikel der er udkommet på dansk, og som er en oversættelse af første kapitel af hendes bog Ästhetik des Performativen (2004), skriver hun:

For hvis der ikke længere er noget kunstværk, der eksisterer uafhængigt af produ­centen og recipienterne, når vi derimod har at gøre med en begivenhed, i hvilken alle – om end i forskelligt omfang og forskellig funktion – er involveret, og hvor ”produktion” og ”reception” i den forstand fuldføres i samme rum og på samme tid, forekommer det højst problematisk fortsat at operere med parametre, katego­rier og kriterier, der blev udviklet i separate produktions-, værk- og receptions­æstetikker. Deres duelighed vil i det mindste skulle efterprøves på ny. (2006:13)

Det er i mine øjne en sådan efterprøvning, dine bøger foretager sig. Det vigtigste i forhold til denne efterprøvnings form er ikke sonetten, men snarere samtidigheden, det tidslige rum, der absorberes og transformeres af projektet. Hundstein handler fx om forberedelsen af Monte Lemas udgivelse, den handler om, hvad der vil ske, når sonetterne iværksættes. Således bliver ”værket” til (kon)tekst og til sidst til begivenhed. Sonetformen, der i mine øjne forbliver uinteressant, er snarere den sidste rest af den almindelige forståelse af det litterære, en systemisk manøvre til at holde livet i hævd, at give det en form. Eller hypomnemata, som Foucault kalder det. Sonetformen er en iværksættelse af litteraturen i livet. Der er derfor, som i så mange andre ”værker” for tiden vendt op og ned på liv og kunst. Kunsten er ikke en afspejling af livet, den er led i en performativ gestus, en aktiv handling der anvendes for at give livet form, ja biopolitik.

Og apropos begivenhed, så forudsætter begivenheden en overraskelse, det uventelige, som Jacques Derrida siger det et sted (2009). Han fortsætter sin analyse med at sige, at begivenhedens mulighed bliver hjemsøgt af dens umulighed, for hvis man kan sige (eller forudsige) begivenheden, er det slet ikke en begivenhed. Det Derrida er ude efter, er strukturen og det performative, før der overhovedet bliver sagt noget. Sådan noget som Løgstrup ville kalde spontan livsytring Tager man fx bekendelsen, der jo er relevant i forhold til dit projekt, så skriver han:

Bekendelsen [Augustins], tilståelsen består ikke i at fortælle Gud, hvad han ved. Den drejer sig ikke om udsigelsen af en viden, der informerer Gud om mine synder. Min bekendelse drejer sig om at forvandle mit forhold til den anden, at forvandle mig selv ved at tilstå min skyld. (2009: 15)
Når man som forfatter skifter gear i værkets ontologi: Fra værk til tekst til begivenhed, hvilket jeg vil hævde at du, og en række andre forfattere for tiden gør, skifter man også noget andet og mere ud. Man fremhæver processen på bekostning af produktet osv. I centrum kommer derfor ikke skyld eller skam som hverken fænomen eller tema, som man kender det fra sædvanlig fiktiv litteratur, men snarere afsenderens forvandling. Afsenderen rækker ikke sine ord eller sit værk ud til modtageren, men snarere en hånd. Den kan man naturligvis vælge at afslå, selvom et afslag kræver stor selvdisciplin, men det er vanskeligt at holde hånden over, hen eller for nar, fx ved at beskrive den ud fra komplicerede æstetiske teorier. Ingen af disse muligheder har jeg valgt her i dag. Dette brev er min hånd i din (er det ikke smukt?)

Skal jeg alligevel forsøge at beskrive dine bøger, så vil jeg, som dele af receptionen har påpeget, sige at det mest forstemmende ved at læse dine bøger er, at motivet mangler eller i hvert fald føles uklart. Der er ikke noget lys for enden af tunnelen, og du fortsætter ufortrødent ned i sonetternes udløb. Det bliver ved. Den lykkelige afslutning i Sex Rouge virker i den forbindelse forceret og utroværdig. Sådanne slutninger findes kun i bøgerne, der skal slutte. Men livet og litteraturen, fornemmer man, er ikke så simple. Heller ikke dit og din litteratur. Den forcerede slutning ”leger” litteratur, men livet er kontingent. Det er tid og tilfældighed.

En anden ting ved den ujævne eller i hvert fald urolige reception, tror jeg handler om, hvor meget læseren knytter dig med Pablo i teksten. Daniel Dalgaard har skrevet en fin artikel om dine sonetter, der behandler centrale emner som bekendelse og autenticitet, men jeg synes, at han i sin tone skærer for dybt mellem teksterne og dig, når han fx behørigt taler om ”Llambiás’ fortæller” (83). Hvis forskellen er så stor, ja så kontrolleret, mellem dig og den, der siger noget i teksten, bliver det i mine øjne ufarligt og mindre interessant.



                

Chris Burden: ”Shoot”, 1974.                                          Yves Klein: ”Leap Into The Void”, 1960.


Kig i den forbindelse godt på de to billeder ovenfor. Er der en forskel? Umiddelbart virker begge billeder voldsomme og performative. En mand kaster sig ud fra første sal uden sikkerhedsnet, en anden skyder sin partner ved en performance. Men forskellen er, at Yves Kleins billede er manipuleret. Eller fiktionaliseret, som jeg vil vælge at kalde det. Han lander faktisk sikkert. Chris Burden derimod lader sig skyde. Eksemplet har jeg fra Philip Auslanders artikel (2006), hvor han forsøger at diskutere forholdet mellem performance og dokumentation samt forskellene i performativiteten ved performance dokumentationer generelt. Auslander konkluderer:

If we are concerned with the historical constitution of these events as performances, it makes no difference at all. It follows from my assertion that the identity of documented performances as performances is not dependent on the presence of an initial audience that we cannot dismiss studio fabrications of one sort or another from the category of performance art because they were not performed for a physically present audience. My suggestion that performance art is constituted as such through the performativity of its documentation is equally true for both Burden’s piece and Klein’s. (7)
Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Jeg er enig i, at selv kunst, der helt eller delvist er fiktionaliseret, kan påvirke virkeligheden, og at fiktionalisering kan være led i en autenticitetsstrategi, men ikke i, at det ikke nytter at spørge til adskillelsen af fiktionalitet og virkelighed. Man kan ikke have en intention om at påvirke virkeligheden og samtidig lade som om, at den ikke findes.

Desuden, hvis man skal være streng omkring spørgsmålet om autenticitet, kan det næppe afgøres ud fra ideen om et tilstedeværende publikum. Autenticitet kommer jo af det græske authentikos og authentes dvs. ophavsmand, og igen af autos dvs. selv. Men den etymologiske forbindelse er der vist ingen, der længere hverken husker eller tror på.

Måske bør vi derfor forlade den lidt futile diskussion om autenticitet og i stedet, med Walter Benjamin, tale om aura. Det som sker med Kleins billede, når man kender konteksten, er, at det mister en del af sin aura. Man mister ganske simpelt noget af interessen for billedet, når man ved, at det er fiktion. Men er interessen for aura en måde at bedrive litteratur- eller kunstanalyse på? Jeg ved det ikke.

Tanken om værkets aura må nok gentænkes i forhold til vores medialiserede virkelighed. Vi hungrer alle efter, ikke bare kunstværkets, men også vores egen indlejring i begivenheden, men begivenheder er noget, der oftest sker i tæt sammenhæng med medierne, ja medierne skaber i dag langt de fleste af de begivenheder, vi kender. Måske har Boris Groys (2009) derfor ret, når han kalder medierne for et religiøst rum. Det er det eneste religiøse rum, som vi i dag kender til. De unge forfattere på din skole er formentlig klar over dette, også uden at kende til Benjamin. Man kunne jo blot tage Yahyas digte. Dem vil jeg sige noget om en anden gang. Indtil da, ha det godt, og adieu.


KH
Stefan

Referencer:

Philip Auslander. “The Performativity of Performance Documentation.” PAJ: A Journal of Performance and Art 28.3, 2006, 1–10.

Roland Barthes. ”Fra værk til tekst.” Forfatterens død og andre essays. Gyldendal 2004

Daniel Dalgaard. “Pablo Llambías’ sonetter.” Kritik, Årg. 46, nr. 208, 2013, 80-88.

Jacques Derrida: “En vis umulig mulighed for at sige begivenheden”, Passage nr. 61,
2009, 9-26

Erika Fischer-Lichte: ”Begrundelse for det performatives æstetik”, Peripeti
nr. 6, 2006.

Michel Foucault: “At skrive sig selv”, Niels Brügger (red. et al): Foucaults masker. Forlaget Modtryk 1995

Nanna Goul: “Kære Pablo Llambías”, Weekendavisen 1/2, 2013.

Boris Groys. “Art in The Age of Biopolitics: From Artwork to Art Documentation”. Art Power. Cambridge, Massachusetts / London, England: The MIT Press 2008.
Boris Groys. “Medierne er et religiøst rum.” Højskolebladet 134. 2009, 24-27

Boris Groys. “The Border between Word and Image”. Theory, Culture & Society, Vol. 28(2), 2011: 94-108.
Camilla Jalving: Værk som handling. Performativitet, kunst og metode.
Museum Tusculanum 2011

Stefan Kjerkegaard: “Hundstein.” den STORE litteratyr, 26/2 2013. http://kjerkegaard.blogspot.dk/2013/02/hundstein.html

Stefan Kjerkegaard: “Når anmelderne lægger sig helt ned”, Information 30/11 2012. http://www.information.dk/318480

Pablo Llambías: Sex Rouge, Gyldendal 2013.
   -                        Hundstein, Gyldendal 2012.
   -                        Monte Lema, Gyldendal 2011.

Erik Skyum-Nielsen: ”I megastor krise”, Information 1/2, 2013
Erik Skyum-Nielsen: ”Svar”, Information 15/2, 2013

Jes Stein Pedersen:” Knausgårds sidste bind sætter ny standard for, hvad litteratur kan” i Politiken 17/11, 2012. Kan findes på






tirsdag den 26. november 2013

Jeg læser Yahya Hassan

Jeg skrev en anmeldelse forleden om to yngre danske digtere. De er begge gode, talentfulde osv., men jeg havde, efter mange gennemlæsninger, alligevel en fornemmelse af at noget manglede. Anmeldelsen sluttede med følgende ord:

”Begge digtere kan siges at mangle stof. Formen skal fodres med noget, noget mere, og lokummet skal brænde, hvis de helt åbenlyse formmæssige talenter hos disse to digtere skal bringes til endelig udfoldelse. I de to samlinger må formen ligesom gøre hele arbejdet. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt godt nok, talentet taget i betragtning.”

Da jeg skrev anmeldelsen, havde jeg endnu ikke læst Yahya Hassans bog. Heller ikke selvom jeg faktisk hilste på ham i Aarhus til Vild med ord, før medievirvaret, og han var en stille, måske lidt genert, men cool ung mand, der passede sit. Han havde lige været på Hald Hovedgård med alle de andre nystartede elever på forfatterskolen, og Pablo Llambías fortalte mig, at han beundrede Yahya for sin no bullshit attitude. (No shit, Pablo ; - )

Så kom postyret, og nu er det måske for sent at læse digtene, eller det er i hvert fald svært. Men Yahya Hassan har ligget på mit natbord de seneste fjorten dage, og jeg har konsekvent haft bogen i min taske, når jeg i forskellige sammenhænge har diskuteret digtene med mine studerende og hvem der ellers måtte interessere sig for litteratur. Med andre ord har jeg forsøgt at leve med digtene, ladet dem vise sig, hvis det ellers giver mening at sige det.

For det er en usædvanlig bog, og den skal formentlig høres oplæst. Bogen er og har fra starten af været underordnet og til dels sekundær i forhold til Yahyas performance. Tilbage står vi litteraturtosser, der stadigvæk tror, at litteratur kun foregår i en bog. Sådan er det jo ikke, og sådan har det formentlig aldrig været.

Jeg diskuterede netop dette med nogle af mine studerende. Flere af dem var i praktik som dansklærere i gymnasiet og flere oplevede undervisere, der argumenterede for, at Yahyas tekster skulle læses først, før man begav sig ud i YouTube-klip og diverse.

Men, opponerede jeg, er det ikke en forældet opfattelse af litteratur? Tændingen sker jo for alvor først, når man hører og ser kroppen, dvs. Yahya der giver digtene (endnu mere) liv. Og det er vel derfor, bogen hedder det samme som forfatteren? Tanken er velsagtens, at det ikke kan adskilles. Og hvad kan i øvrigt tænde litteraturen i et ungt menneske i dag? Yahyas oplæsning eller tekster i en bog? Her er de godt nok skrevet i VERSALER, men alligevel?

Pludselig vælter indholdet ud over formen, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Digtere har normalt ikke så meget på hjertet herhjemme. Det betyder ikke, at Yahya Hassans digte er formløse, eller at form ikke er godt, men her er den ikke kun hentet fra litteraturen (som vi kender den). Det er i lige så høj grad rapmusikkens måde at gestalte sig som poesi på. Herunder også dens leg med roller, positioner og positurer. Og har I egentlig hørt ”Survival” med Eminem? Man ligefrem mærker al den spyt og galde, man får i hovedet undervejs i sange.

Og ja, jeg er også dødtræt af den irriterende diskussion om ytringsfrihed, Politikens omklamring af digteren, der forvandler ham til alt muligt andet [og ikke mindst deres borgerligt-intellektuelle cafe latte fascination af naturens, nej, hvad der i dag kan komme ud på et, ghettoens søn – chok, tihi, sådan ser han altså ud i dag, og han er endog mørkere i huden end HCA], og jeg gider ABSOLUT ikke sammenligningen mellem Yahya og Kurt Westergaard. Westergaards tegninger er sådan en form for hø-hø, onkelsjov bestillings-kunst og er jo for fanden noget helt andet end Hassans brændende digte.

Det er poesien, kunsten, der bliver mast i denne diskussion. Sigende var det derfor også, hvordan Thomas Boberg sad og skuttede sig i Deadlines studie i går ved siden af søjlestore mastodonter som Metz, Stjernfelt og Lidegaard, der alle er ligeglade med den, altså poesien. Og de og vi er jo alle sammen enige om, at ytringsfriheden som princip er uden for forhandling, men ikke mange gider at ofre opmærksomhed på, at ytringer i praksis kun findes i kontekster, der har konsekvenser som med medialiseringen og globaliseringen som baggrund bliver yderst komplicerede og vanskelige både at forstå og overskue. Men ytringer, kunstneriske såvel som ikke-kunstneriske, bliver jo, i hvert fald i min optik, for det meste ytret med bestemte intentioner. I den henseende vil jeg stadigvæk hævde, at tegningerne i sin tid var dybt åndssvage, eller at Hedegaards udsagn er ikke så lidt dubiøse, imens at Hassans digte er dybt nødvendige.

Der er mange ting, der ikke er som de plejer, når det gælder Yahya Hassan. Vi havde fx ikke lige set den cocktail af 80er lyrik, islamisk inspirereret messen og gangsterrap komme, selvom vi nok har hungret efter den. Og som dansklærere og litteraturkritikere sidder vi tilbage dér med vores form og kan slet ikke finde rundt i litteraturen, når den for alvor brænder. Lad mig her minde om, hvad Dana Gioia skrev for godt 10 år siden i sin artikel “Disappearing Ink: Poetry at the End of Print Culture”:

“Although conventional wisdom portrays the rise of electronic media and the relative decline of print as a disaster for all kinds of literature, this situation is largely beneficial for poetry. It has not created a polarized choice between spoken and printed information. Both media coexist in their many often-overlapping forms. What the new technology has done is slightly readjust the contemporary sensibility in favor of sound and orality. The relation between print and speech in American culture today is probably closer to that in Shakespeare’s age than Eliot’s era—not an altogether bad situation for a poet. For the first time in a century there is the possibility of serious literary poetry reengaging a non-specialized audience of artists and intellectuals, both in and out of the academy. There is also an opportunity of recentering the art on an aesthetic that combines the pleasures of oral media and richness of print culture, that draws from tradition without being limited by the past, that embraces form and narrative without rejecting the experimental heritage of Modernism, and that recognizes the necessary interdependence of high and popular culture. A serious art does not need a large audience to prosper—only a lively, diverse, and engaged one.”

Nogle gange, da jeg som yngre var en mere flittig digtlæser, når jeg fx læste Baudelaire, Rimbaud, Ginsbergs Howl, måske endda Søren Ulrik Thomsens City Slang, forestillede jeg mig, hvordan disse digte ville have lydt, da de i sin tid udkom. Hvordan det ville være at læse eller høre dem første gang, med hele det shock of the new indlejret? Jeg er naturligvis kun et menneske, også jeg mærkede karakteren af begivenhed, da Yahya læste sine digte op på Godsbanen for et par uger siden. Men alligevel: Det er den samme følelse, Yahyas digte har vækket i mig. Følelsen af en helt ny diskurs, simpelthen, inden for det vi ellers regner for poesi.

mandag den 25. november 2013

STUDIEFREMDRIFTSREFORM



MIG JEG VÆRE LEKTOR HVER ENESTE DAG
MIG JEG ELSKER MIN JOB
MIG JEG ER BRÆNDT NED TIL ASK IFØLGE PSYKISK APV
MEN MINISTER VIL HA JEG BÅDE FORSKE OG UNDERVISE MERE
MIG JEG HAR EN MINISTER DER LAVER UDVALGT SOM ØREPROP
MIG JEG HAR EN MINISTER DER VIL LAVE MERE ER BEDRE
MIG JEG HAR EN MINISTER SOM IK TROR PÅ
AT STUDERENDE KAN LÆRE NOGET VED AT LÆSE DERHJEMME
MIG JEG MÅ UNDERVISE STUDERENDE MERE DER IKKE HAR TID
TIL AT BLIVE UNDERVIST
MIG JEG ELSKE MIN JOB MEN MINISTER ELSKER OGSÅ SIN
REGNEARK OG SIN EMBEDSMÆND
DERFOR HAN GØRE LIVET SURT FOR OS
MIG JEG RÅBE MINISTER HELT IND I ØRE MEN MINISTER HAR STOPPET DET MED ØKONOMIUDVALG OG TAL
MIG JEG HOLDE STUDERENDE I HÅND HVER DAG IFØLGE MINISTER
HELT UDEN AT DUMP DEM MEN KUN VED AT DUMP NIVEAU
MIG JEG SNART GØRE ALVOR AF PØLSEFABRIKMETAFOR
HVER ENESTE DAG
MIG JEG HØRER MINISTER KALDE DET NOGET LANGT OG GRIMT
MIG JEG HAR EN MINISTER SOM KUN TROR AT ARBEJDE ER SYNLIGT NÅR DET FINDES SOM MERE TAL
MIG JEG HØRER ORDET STUDIEFREMDRIFTSREFORM
MIG JEG TROEDE JEG ARBEJDER PÅ UNIVERSITET MEN MINISTER
VIL LAVE DET TIL MERE FOLKESKOLE
MIG JEG ELSKER MIN JOB MEN MINISTER HAN ELSKER SIN

fredag den 22. november 2013

Alt må vige for natten

Man kan jo godt blive træt af skandinaviske mænd, der skriver om deres far i en delvis selvfremstillende diskurs. Det er Pinocchio om og om igen. Jeg var således i Struer for at holde et foredrag om fædre og sønner i skandinaviske autofiktioner (og dem er der mange af) for et par uger siden og dér forsøgte jeg at nævne et par maternalske og muligvis matriarkalske alternativer, fx Josefine Klougart, Stine Pilgaard (det er godt nok ikke en autofiktion, men alligevel), Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige. Der er uden tvivl mange flere. Men jeg burde jo også have nævnt den bog, som jeg just er blevet færdig med, nemlig Delphine de Vigans Alt må vige for natten, der har det helt fantastiske billede af moderen Lucile på omslaget. Det er klart, at det ikke er nemt at have sådan en kvinde som sin mor. Mørk og foruroligende smuk og, ikke mindst, psykisk ustabil og besat af døden. Bogen er vældig god og skildrer forfatterens forsøg på at forsone sig med moderens selvmord. De Vigans portræt af en parisisk storfamilie er desuden eksemplarisk og interessant, ikke mindst fordi familien med Luciles far, forfatterens bedstefar, udadtil er helt formidabel og indadtil totalt rådden. De Vigan efterlader imidlertid læseren med begge billeder og lader dommen være op til læseren. Der er her således ikke tale om en simpel biografi, men om en særdeles stærk og bevægende roman, der stærkt kan anbefales.

onsdag den 20. november 2013

Individ i fælleskab

Tip: Tjek Christoffer Ugilt Jensen og Troels Ugilt Jensens i øjeblikket valgaktuelle m.m. robotdigte "Individ i fællesskab. Det er cool stuff.

mandag den 18. november 2013

Vinteren kommer


Som litterær blogger sker det (eller i hvert fald som denne litterær blogger), at man får tilsendt bøger eller tidsskrifter, der er inciterende og mærkværdige på samme tid. Et eksempel på dette er Halfdan Pisket og Fryd Frydendahls mashup af af en bog – Vinter hedder den – der udover at være en sammenstilling af tegninger og billeder, ligeledes rummer vilde tekster af Bjørn Rasmussen og Christina Hagen.

Bogen præsenteres lidt ironisk som endnu en samtalebog ”lige til gavebordet hos onkel Peter”, men det er den nok alligevel langt fra. Imidlertid må den meget gerne ligge under mit juletræ, selvom jeg stadig har svært ved helt at finde de rigtige ord for, hvilken type af bog, det så i grunden er. Ironien synes på den ene side at være bundløs samtidig med, at udtrykket forsøger at nærme sig det ærlige og ukompromitterede. Billederne er kornede, næsten grynede, af og til fyldte med ømhed og sensualitet, imens tegningerne er mere rå og fabulerende. De sidste er således også mere narrative i en forstand, imens billederne fastholder et poetisk sprog. Til sammen danner de et mytologisk præget univers, der på en og samme tid er dennesidigt og begravet i fremtiden.

Efterskriftet af Asbjørn Skou benytter sig af underoverskriften (Winter is coming), hvilket leder denne læsers tanker hen på Game of Thrones, men lad nu det ligge. Under det hele lurer under alle omstændigheder en apokalyptisk stemning. Noget er på vej, eller har allerede været. Personerne på billederne stirrer på læseren, som om de ved bedre, eller har set både fortiden og fremtiden på en måde, vi endnu kun kan ane via dette indblik i mødet mellem tegning og billede. Et af billederne forestiller to drenge, de ligner brødre, og man forestiller sig, at de som brødrene Løvehjerte går en større kamp i møde. Men hvilken kamp forbliver uvist. Vinteren kommer i hvert fald. Kun et billede rummer mere håb. Igen en dreng i et mere lyst billede omgivet af grene med formentlig små spirende blade. Men så igen paralleltegningen til dette billede er dyster og grum og forestiller hyænelignende dyr, fra hvis øjne en røg stiger op. Og grenene er i øvrigt ikke kun spirende og håbindgydende, de er også uhyggelige, omklamrende, som om naturen er ved at tage over.

Både Hagens og Rasmussens tekst hedder ”Vinter”. Hagens er på engelsk og en del af hendes formentlig kommende boyfriend-projekt. Afslutningen på teksten lyder: ”Sooner or later it will be winter. Bf tells me to enjoy the Summer,/ it’s the time for joy and being careless. Let’s eat outside today,/ strawberrys, cream cheese and crackers, a beetle in my juice. I wanna/ live on the bottom of a freezer and take him with me./ Ice crystals in my hand, nobody speaks,/ people really will die, make friends with popsicles and lamp chops.”

Det er ikke bare galgenhumor, men også dyster frostpoesi. Vi er på en måde på den anden side af apokalypsen i en ny form for Edens have, men en have hvor uskylden for længst er sat over styr, og hvor seksualitet ikke længere er determineret ud fra en bestemt forestilling om køn.

Skulle man være interesseret i mere, kan man finde og købe bogen via det lille forlag Gladiators hjemmeside. Gladiator, hvis bøger jeg ikke havde kendskab til før nu, men som ser ud til at fortjene megen mere omtale.

Læs mere om bogen her, hvor Frydendahl og Pisket bliver interviewet til VICE Denmark.