onsdag den 6. februar 2013

Litterær Melodi Grand Prix

"I går modtog Kim Leine Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Profeterne i Evighedsfjorden. Helt som forudsagt af dem, der har studeret salgstal. Altså, når nu Jussi Adler-Olsen allerede har været der og dermed ikke kan modtage prisen igen. Leines roman er af gode grunde blevet en bestseller og har været en populær vare hos de danske boghandlere, der ellers ikke har meget at juble over i denne tid. De har efter simpel afstemning tildelt ham den prestigefyldte pris. Ja, det var så forudsigeligt, at denne klumme, der havde deadline samtidig med offentliggørelsen, faktisk kunne skrives på forhånd.

Lige så forudsigeligt er det, at samme Kim Leine i slutningen af februar vil stå som modtager af den nye populistiske litteraturpris, som Dagbladet Politiken har indstiftet. Studér salgstallene for de syv nominerede værker, og svaret er givet. Så kan de hoppe og danse så meget, de vil, på Rådhuspladsen, gøre krumspring med nomineringstekster og skabe spænding, men terningerne er kastet.

Sådan er det med litteraturpriser, hvor alle kan stemme. De virker demokratisk og delagtiggørende, men i virkeligheden er de ikke andet end en spejling af salgstal. Den bog, som flest har læst, er også den, flest stemmer på. Helt logisk. Sådan var det også med nu hedengangne Danske Banks Litteraturpris, hvor det så sikkert som amen i kirken var den titel, der havde solgt i flest eksemplarer, der løb med prisen."

Sådan skrev Peter Nielsen under overskriften "Populisme" forleden i Information. Det er delvist et forsvar for den litteraturpris, som Information er involveret i, nemlig Montanas litteraturpris, som finder sted under andre og mindre demokratiske betingelser.

Jeg er lidt i syv sind. På den ene side er jeg fuldstændig enig med Nielsen og har generelt været glad for deres litteraturpris. På den anden kan jeg måske godt se, at der er noget elitært og indspist over den, altså Montanas Litteraturpris. Bare det faktum, at jeg stort set hvert år finder alle de nominerede kvalificerede og gode. Jeg er simpelthen bare så enig med udvalget (eneste undtagelse var det år, hvor man indstillede Peter Øvig for Blekingegadebanden). Men at jeg er så enig, bør netop vække (selv)mistanke. Derfor kunne jeg egentlig godt lide, at Politiken valgte at nominere lidt mere på tværs af høj og lav, og dermed fx tilskrev Christian Jungersens Du forsvinder en del mere kulturel kapital, som den i mine øjne fortjener. 

I det hele taget bør man nok være skeptisk overfor alt, hvad der ligner for meget høj eller lav. Mange vil måske mene, at det ikke findes i det litterære system, men det gør det i allerhøjeste grad. Det er trods alt tydeligt, hvordan visse anmeldere anmelder en bestemt slags litteratur, og det er her, at man kan se, hvorhenne i systemet (høj /lav) at en bog forsøger at indplacere sig. Selv er jeg (med god grund) sikkert mestendels blevet associeret med det høje, også selvom jeg i mine egne øjne "bare" forsøger at forsvare (god) litteratur.

Spørgsmålet er dog, om det er på dette niveau, at litteraturpriser er interessante? Det interessante ved udviklingen er snarere, hvad man symptomalt set må tilskrive tendensen, altså hvorfor skal vi have nye og flere priser? Hvad er de et symptom på? Det umiddelbare svar er simpelt: Vi lever i en award-tid. Der er awards til alle døgnet rundt, og mange elsker, at se de kendte slikke hinanden i røven på tv (fx Zulu awards, Comedy Awards etc). Men det svar er ikke tilfredsstillende i forhold til, hvad der foregår i litteraturens verden. 

Lad os derfor kigge på forskellene først: En vigtig een af slagsen, dvs. en væsentlig forskel mellem kendis-award show og litteratur-award show, er, at der i det sidste følger penge med. Kulturel kapital indløses til økonomisk kapital. Hvis det har noget på sig, så er litteraturpriser udtryk for, at vi generelt mangler forståelse for, hvorfor et værk er godt, og at kulturel kapital, fx i form af gode anmeldelser, ikke er et tilstrækkeligt parameter, eller i hvert fald et parameter i krise. Men når værket ydermere tildeles økonomisk kapital, giver det pludselige mening (for Peter Rindal og co). Tilskrivning af økonomisk kapital er (i vore dage) et kvalitetsstempel, også selvom dette sker under dække af kulturelle kapitalformer. 

Dernæst kunne man, og det er formentlig mere interessant, desuden kigge på det, man kunne kalde en demokratisering af den kulturelle kapital, men en demokratisering som i princippet aldrig kan lade sig gøre (jf. her mit indlæg om Rune Lykkebergs bog). Det er kun i Melodi Grand Prix, at dette fungerer, og her fungerer det kun, fordi vi alle er enige om, at det i grunden er en smule latterligt at vurdere en popsangs kvalitet på den måde.

Hvis begge de ovennævnte litteraturpriser er udtryk for den samme tendens, nemlig en demokratisering af smagen, kan man således konkludere, at de takler de problemstillinger, dette afføder, på hver deres måde. Montanas litteraturpris er helt igennem udemokratisk, imens Politikens er delvist demokratisk - vælgerne får jo trods alt et udvalg præsenteret.

Som et lille tankeeksperiment, her til sidst, kunne det være interessant, hvis man lod læserne stemme om Montanas Litteraturpris næste gang. Ville man mon nå op på mere end 456 stemmer, alt i alt, dvs. de læsere som de nominerede bøger har, mig selv inkl.?

---------------------------------


P.S.: Denne "analyse" er kun en af flere mulige. Man kunne jo også mene, at litteraturpriser er udtryk for, at skønlitteraturen generelt får for lidt omtale og opmærksomhed i bogtillæg, der hellere skriver om kulturlitteratur, og at litteraturpriser dermed er en måde at reaktualisere skønlitteraturen i en tid, hvor ingen gider at bruge tid og penge på den.

P.P.S.: En tredje analyse kunne gå på event-gørelsen af kulturelle fænomener, hvilket i øvrigt knytter sig til award-showet som sådan.


Ingen kommentarer: