Nik og Jay

Aldrig i verdenshistorien har jeg brugt en hel lørdag aften på Nik og Jay. Aldrig vil jeg gøre det igen. Men det er et mysterium, hvorfor de to drenge pludselig inkarnerer danskhed i en tid, hvor ingen ved, hvad det helt præcist betyder, og hvor Nik og Jay jo egentlig virker udanske, alvorlige, patetiske. Jeg tror, at det er det latterlige i deres forsøg på at være store, det prætentiøse i projektet, som de udstiller. Det kan vi identificere os med. Danskere holder, som vi ved, af Anders And, ikke Mickey Mouse, og det er af samme årsager, at vi holder af Nik og Jay. Anders And er en stjerne, selvom det går galt, selvom det forlængst er gået galt, og de (Anders, Nik og Jay) bliver sgu ved. Ufortrødent. Det menneskelige i at stræbe efter at være stjerne, og det latterlige i det, på samme tid. At være latterlig på en stor, men menneskelig, faldbar, helt igennem autentisk måde. Det er åh så DANSK.




"Den bare, højtidelige alvor er udansk. Patos er udansk. Og det danske vid er ikke gnistrende, men lunt og stilfærdigt; det er muntert eller spydigt, skarpt eller spidst, det er ikke bredt overlegent som englændernes humor, end mindre lynende som franskmændenes esprit."




Georg Brandes: Hvad er dansk folkekarakter, 1901