torsdag den 15. juni 2017

Den menneskelige plet. Litteraturens x-factor


Da årets X Factor vinder Morten Nørgaard skal til at synge “Say You Won't Let Go” i femte runde af liveshowsne, taber han pludselig tråden. Han er tæt på at give op, men får efter et par opmuntrende ord fra både sin mentor Remee og værten Sofie Linde samlet sig. Han tager sangen forfra og gennemfører sin optræden. Øjeblikket er muligvis afgørende for udfaldet af årets talentshow. Morten Nørgaards optræden understreger nemlig hans egentlige x-faktor: menneskelighed. Men gennem sin fejl og tvivlen på egne evner bekræftes også den særlige ærlige aura, som omgiver Morten.
Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”?

I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som regel et motiv, og et motiv betyder, at man siger noget for at ville opnå noget andet. Skal en optræden, sange eller bøger derfor være ærlige, må de faktisk udtrykke noget uden at ville opnå noget andet. Det sker sjældent, men det må gerne vakle, som verdensstjernen Mø siger det i et interview til musikmagasinet Gaffa, for ”det er fucking smukt at se folks fejl”. Det værste hun kunne forestille sig er, at hendes musik skulle virke påtaget, falsk og overproduceret, for man skal kunne mærke, at der står et menneske bag.

Ny oprigtighed 

Store dele af den nyeste danske litteratur handler om og tematiserer spørgsmål som ovenstående. Det gælder i værker af forfattere som Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassan m.fl. Og umiddelbart kan det måske også se ud som om, at disse forfatteres intention om en ny oprigtighed ender i en blindgyde. Ærligheden som iscenesat i stedet for den ægte vare.

Og så alligevel ikke, for dér, hvor deres oprigtighed skal findes, er i den måde som hele intentionen om at være ærlig fejler: En fundamental usikkerhed, der altid også gennemtrænger og omgiver deres litteratur. I digtsamlingen 7/11 skriver Caspar Eric et sted: ”fint nok med overfladejeg/ fint nok med performativ ærlighed/ som jeg aldrig kommer ud af/ uanset hvor radikal jeg forsøger at være/ i facebookopdateringer osv/ med direkte referencer til dig/ uanset hvad vil de altid ha en intention”. Men læser man digtet til ende, vil man i slutningen se, at et af de hashtags, der anvendes – alle Caspar Erics digte er uden titler, men derimod forsynet med sådanne – er “#gemttilkladder”. Måske var det slet ikke meningen, at dette digt skulle være et digt? Måske var det snarere en email, som forfatteren i virkeligheden slet ikke ønskede at sende?

Denne indarbejdede usikkerhed danner ramme om det, jeg kalder den menneskelige plet, og den er i mine øjne det vigtigste kendemærke ved den nye danske litteratur. Med en lettere omskrivning af et citat fra Nordenhof, så oplever man i den nye litteratur at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kan beskrives som både ærlig, oprigtig og til tider privat, men den kræver under alle omstændigheder en hensyntagen til selve læsningens situation, at et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser. Et litterært værk er i dag ikke bare bogen eller teksten, men snarere den intervention som en litterær tekst, fx i en bog, iværksætter.

Det biografiske og det private

Tendensen er især tydelig, når det gælder brugen af selvbiografisk materiale. Denne tendens er efter alt at dømme et resultat af påvirkningen fra nye medier, men hvis litteraturen som sådan ikke også havde sine egne logikker, ville den i dag kun bestå af selvbiografisk litteratur, og det gør den som bekendt ikke. Det biografiske kunne man derfor se som det udefrakommende, dvs. mediepåvirkningen af det litterære og spindoktoriet i forhold til ens egen identitet, imens det private bør betragtes som én af litteraturens måder at modstå dette selv-spin, en slags resistens, men resistens forstået på flere måder. For sagen er den, at i en bestemt medielogik vil det, som ikke umiddelbart lader sig absorbere altid være mere interessant end det, der restløst lader sig opløse i den. Det er det tv-programmet, X Factor lever højt på. Her er man på evig jagt efter det originale, det singulære, det spektakulære, det som netop ikke er mainstream, men snarere menneskeligt. Præcis det gør man så til mainstream hver fredag aften. Samme logik gælder reality-programmer, men med det singulære forstået som det private. Logikken er i sidste ende også mulig at overføre til det litterære system. Den menneskelige plet er i den forstand på godt og ondt litteraturens x-factor.

Den singularitet, som det private ved en litterær tekst afstedkommer, har man haft en tendens til enten at overse eller undervurdere – man har endog i visse tilfælde anset det for at være en svaghed, ikke mindst når man har anklaget litteratur skrevet af kvinder for at være for privat. Det er først nu, vi for alvor anerkender kvaliteten ved Tove Ditlevsens erindringer eller Vita Andersens digte. Det betyder ikke, at hvis en tekst er privat, så er den automatisk litteratur. Det ville naturligvis være en absurd påstand. Men det betyder, at det private ofte bidrager til den singularitet, der gør litteratur til noget særligt, og at man føler sig talt til, ikke bare talt til som litteraturlæser, men også tiltalt som menneske, og dermed begynder at investere noget i teksten i stedet for blot at studere den.

Blottelsens etik

At kunne fornemme en teksts ærlighed og oprigtighed som læser kræver derfor en form for åbning eller blottelse i og med teksten, som i en eller anden form kommunikeres til læseren. Heri ligger der også en indbygget etik. I selvfremstillingen, uanset hvor fejlbarlig den end må være, må man forsøge at se sig selv i en større sammenhæng. Ideen illustreres til sidst i Amalie Smiths bog I civil (2012), hvor det tydeliggøres, hvordan det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten.


Ansvarlighed er nemlig et forhold, der bygger på vores manglende evner til at kunne gennemskue os selv. Det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at udstille vores menneskelige begrænsninger så præcist som muligt. Det er bl.a. dette, der sker i de nye danske litteratur. Den stiller bevidst sine menneskelige pletter til skue. Morten er åbenbart ikke den eneste, der kan lave ”en Morten”.

Litteratur, det fortvivlede sprog 

Oprigtigheden i den nye litteratur handler derfor nok alligevel om intention, men ikke en naiv intention om problemfrit at overføre et bestemt indhold i den litterære kommunikation fra afsender til modtager, snarere om at være oprigtig i forhold til at udstille den sårbarhed, der også altid er på spil, når man i sin selvfremstilling kommunikerer med andre mennesker. Der er tale om en litteratur, der ikke bare kommunikerer, men også rummer den fortvivlelse, der ligger i kommunikationen som sådan: At det nok handler om at med-dele sig, men at den meddelen aldrig restløst finder sted. Som det lyder i Stine Pilgaards roman Min mor siger (2012):

”Vi taler forbi hinanden, nogle gange med vilje, andre gange af vane, undertiden som en raffineret hævn, men oftest fordi misforståelserne er det eneste der findes. Vi forestiller os at vi ikke kan indgå i relationer, og vi drømmer om at mennesker ikke er udskiftelige. De få gange vi rent faktisk glemmer at ensomheden findes, bliver vi så ekstatiske af lykke at vi kalder det kærlighed, selv om det tætteste vi kan komme, er muligheden for at møde et menneske der jævnligt får os til at tvivle på at vi er alene. Det eneste vi kan håbe på, er hurtige glimt af kortvarig intimitet der ikke erstatter ensomheden, men i bedste fald kan fungere parallelt med den. Så bliver vi henrykte og siger ja til hinanden i kirker, lever sammen i trædemøller og sætter parallelle fodspor på jordkloden.”

Men selvom misforståelserne muligvis er det eneste, der findes, så ophører de ensomme mennesker ikke med at forsøge at forstå hinanden, og en af de former, hvori denne fortvivlende gentagelse oftest sker, kan man jo så kalde litteratur.



*(NOTE: teksten ovenfor var i første omgang antaget som kronik i Information og skulle have været i avisen i løbet af maj måned, men blev af uvisse årsager aldrig trykt)


mandag den 5. juni 2017

Fire skønhedspletter & litteratursystemet (anno 2000, 2009 og 2017)

Da jeg udgav Digte er bjergede halse i 2000 på forlaget After hand om Simon Grotrians forfatterskab, blev bogen anmeldt i Weekendavisen, Information, Politiken, Aktuelt, Berlingske, Kristeligt Dagblad samt i litteraturtidsskriftet Standart og på Afsnit P. Ikke alle anmeldelser var gode, et par stykker var deciderede ondskabsfulde. Men bogen, som var baseret på mit spæde speciale, fik trods alt (fx at det var det undselige forlag After hand, som stod for udgivelsen) ret stor opmærksomhed i aviserne.

Da jeg senere udgav Hørbylundemanden i 2009 på Aarhus Universitetsforlag, der handlede om Per Højholts forfatterskab, så det lidt anderledes (og mere trist) ud. Bogen blev anmeldt i Nordjyske Stiftstidende, Berlingske havde en kort "anmeldelse" på kanten af en omtale, hvor dele af denne senere blev reproduceret i Aarhus Stiftstidende. Desuden var der, som den eneste i det år, hvor bogen faktisk blev udgivet, en idiosynkratisk, men trods alt god anmeldelse i Jyllands-Posten, der kaldte bogen for den bedste indføring hidtil i Højholts forfatterskab. Bogen fik senere grundige anmeldelser i Standart og Edda, som jeg var superglad for, men som nok ikke giver den store opmærksomhed uden for akademiske kredse.

I maj 2017 udgav jeg bogen Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet på Dansklærerforeningen, og status er indtil videre en overfladisk omtale i Weekendavisen og nul anmeldelser på trods af, at jeg i dag (til forskel fra år 2000 og til dels fra 2009) kender mange flere af de mennesker, der skriver for de større aviser, og desuden gennem de seneste år har skrevet til fx Information og medvirket i flere litterære debatter, fx om den samtidslitteratur, som min bog netop forsøger at tematisere og beskrive. Information har desuden ofte været opmærksomme på denne blogs indhold, hvilket jeg har været glad for. Og selvom blogosfæren nu er en død sild i det samlede litteratursystem, så burde chancen (tænker nogen, fx jeg, for det er ikke nemt at være nogen) for at blive anmeldt, ja bare blive set af de danske avisers bog- og litteratursektioner, være større end nogensinde før. Men nej.

 *  *  *

Selvfølgelig var jeg klar over, at bogen ikke ligefrem ville blive en bestseller. Eller at anmelderne ville slås om at anmelde den. Men jeg tænkte måske i mit naive sind, at når den fx omhandler debatter, der svarer til den, man så for nylig ifm. Christina Hagens Jungle-interview, så udkom bogen faktisk på det rette tidspunkt. Den ville blive set af aviserne. Desuden tænkte jeg, at litteraturjournalister kunne være interesserede i en bog, der forsøger at gøre boet op i dansk samtidslitteratur efter Knausgård? At de måske havde lyst til at læse om Yahya Hassan og den litterære debat, som hans bog vakte? At man var interesseret i brugen af selvbiografisk materiale i skønlitteraturen ovenpå lange og ofte futile diskussioner af begrebet "autofiktion", der tilsyneladende lever sit eget journalistiske liv i medierne og andre steder?

Men ordet "medialiseringen" i bogens titel har muligvis skræmt litteraturjournalisterne væk? Lugter det af lix-tal og højpandethed? Måske? Men der findes, så vidt jeg kan se, desværre ikke længere noget forum for litteraturvidenskabelige bøger i DK. Jeg kunne her nævne en række bøger af flere af mine kolleger, som har fortjent opmærksomhed, men sjældent har fået det, i hvert fald ikke i aviserne. Min egen bog er ellers "hudfarvet" på en politisk korrekt måde for bl.a. at alludere til den hvidhedsdebat, der huserede i det danske litteraturmiljø i 2014 og 15 (prøv selv at google ordet "hvidhedsdebat").

Heldigvis er Den menneskelige plet dog med i Dansklærerforeningens forårspakke. Over 400 dansklærere modtager den automatisk med posten via deres medlemskab, og disse dansklærere er litteraturens fremtid. Det er bl.a. dem, der skal sørge for, at unge mennesker også i det 21. århundrede stadig vil læse og interessere sig for litteratur. Det er langtfra sikkert, at de læser min bog, men det er vigtigere, at de trods alt har set den, end at medarbejderne på avisernes bog- og litteratursektioner har gjort det samme.

Hey, og imens jeg skrev dette, tikkede der så alligevel en enkelt anmeldelse ind i indbakken. Den er godt nok skrevet på min opfordring og af en gammel bekendt, men pyt. Det er bedre end ingenting. Anmelderen giver min bog fire ud af seks skønhedspletter. Jeg er glad, selvom det nok sådan cirka er det værste antal, en bog kan få, uanset om det er hjerter, stjerner, hatte eller birkes. Så hellere en eller to eller fem eller seks. Men uddelingen af skønhedspletter går i det mindste godt i spænd med en af bogens hovedpointer: At det som menneske gælder om at tage sine (skønheds)pletter på sig  ; - )






.

onsdag den 24. maj 2017

Spørgsmål om tendenser i dansk litteratur ifm. min eksamen


Kære Stefan Kjerkegaard,

Jeg skriver til dig i kraft af din beskæftigelse med litteratur, fordi jeg er ved at skrive en eksamensopgave på Københavns Universitet i kurset Kulturformidling. Opgaven handler i bund og grund om debutanter, tendenser og redaktionsprocesser på hhv. Gladiator og Gyldendal. Jeg har et par spørgsmål, som jeg håber, du har tid og lyst til at hjælpe mig med at svare på. Hvis du er travl, så kan et kortfattet svar eller et svar på bare ét spørgsmål også være til stor hjælp:
  • Hvilken udvikling har du evt. bemærket i forlagsbranchen og i litteraturen i den tid, du har beskæftiget dig med området?

Mange små forlag er dukket op samtidig med, at de store har fået det vanskeligere. Da Borgen lukkede for nogle år siden, var der nok mange, som var nervøse for den smalle litteratur, især digtene. Men jeg synes faktisk, at der har været masser af gode initiativer lige siden, og at fx Gyldendal stadig løfter sin del af ansvaret.
  • Hvilke tendenser ser du i hhv. Gladiators og Gyldendals udgivelser (måske især hos debutanter)?
Det er svært at svare samlet på, synes jeg. Men måske en opløsning af de klassiske genrer og en udfordring af bogformatet. Det kunne være Josefine Klougarts “roman” New Forest eller Amalie Smiths underlige poetik Et hjerte i alt på Gyldendal. Ang. debutanterne, så er de ikke så forskellige, synes jeg. Men jeg har ikke 100% overblik over dette.
  • Ser du nogen forskel i de to forlags (udvikling af/tilgang til) forfatterskaber og i deres udgivelser? Hvilke?
Gladiator har jo den her ide om mere ejerskab og kontrollen tilbage til forfatteren, tror jeg. Det kommer der sikkert mere af i fremtiden. Dvs. at forfattere ikke har brug for et kæmpe apparat i ryggen som Gyldendal, men at de for få midler stadig kan lave flotte og professionelle bøger. Det handler også om en udvikling inden for bogtrykkerkunsten, altså at det er blevet meget nemmere og billigere at lave bøger selv, fx på Lasertryk og andre steder.

  • Har du et bud på, hvem der udgør 'eliten' i dansk litteratur og i det litterære miljø lige nu? Det være sig personer såvel som institutioner eller steder.
Generelt er dette her med eliten en lidt dum måde at anskue tingene på, men der er ingen tvivl om, at nogle forfattere er mere toneangivende end andre. Det kunne være forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn og Caspar Eric. Jeg tror dog ikke, at nogle af disse føler sig som en elite. Det handler mere om, at de er kløgtige, har skrevet gode værker, der rammer noget i tidsånden, de har noget på hjertet og så er de aktive på de sociale medier. Deres talent og deres værker berettiger dem til at være toneangivende. Det har jo ikke nødvendigvis noget med elite at gøre. Snarere noget med Janteloven at gøre. Så det handler om, at det, de siger, ofte er interessant, og at det handler om vores tid. Jeg er ikke altid enig med dem, men jeg lytter, når de siger noget, fordi jeg også er interesseret i vores samtid.

  • Hvilke generelle tendenser/trends/strømninger ser du i dansk samtidslitteratur?
Jeg har lige udgivet en bog Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet, hvor jeg har skrevet en del om dette. Desværre er det sådan, at en bog som denne stort set ingen opmærksomhed får. De såkaldte bog- og litteraturtillæg anmelder ikke bøger med et Lixtal på over 50 og slet ikke, hvis de er skrevet af en, der ikke kommer fra KU. Men på bagsiden af bogen, står der:

Brugen af det selvbiografiske i den nyeste danske litteratur sigter ikke efter en mere radikal eksponering af forfatterens identitet, men derimod efter en litteratur, der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser.
I stedet for at anse det menneskelige, fx i form af det private, som en æstetisk svaghed eller for et spørgsmål om fiktion eller fakta, anser bogen det her for en bevidst de-autonomisering og etisk handling i og med litteraturen. Det private kommer ofte til udtryk som en form for menneskelig plet eller plamage. En blottelse, til tider endog en selvstigmatisering, hvor selvfortællingen ikke hænger sammen. Der er tale om en menneskelig henvendelse inkorporeret i det, som litteraturen gør, snarere end i det, den siger.
I den nye danske litteratur af eksempelvis Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof eller Bjørn Rasmussen oplever man at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kræver en hensyntagen til selve læsningens situation: At et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser, men inden for et litterært system der er blevet medialiseret. Det betyder, at et litterært værk i dag ikke bare er bogen eller teksten, men snarere den intervention, som en litterær tekst iværksætter, eksempelvis i en bog. 


På forhånd tak for din tid.

Mvh.
 
XX

mandag den 1. maj 2017

Tomas Espedals popularitet i Norden

Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke i en form for enquete, der skulle handle om Tomas Espedals popularitet i Norden og udgives i Vagant. Desværre blev det ikke til noget, men her er min svar på spørgsmålene anyways:

  • Hvordan og hvorfor er Tomas Espedals forfatterskab blevet så populært i Norden?
Tomas Espedal var jo allerede et navn inden Knausgård, bl.a. pga. Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, men Knausgård havde og har også haft en effekt på den efterfølgende popularitet. Skal man forsøge at gisne om, hvorfor Espedal måske allerede inden Knausgård havde en vis skandinavisk succes, så kunne man pege på, at Espedals forfatterskab allerede dengang var tværskandinavisk. Han havde helte i Danmark, fx Klaus Høeck, men også helte og litterære forbilleder i Sverige: Stig Larsson og Kristian Lundberg blandt flere. Så hans litterære relationer og rødder var meget mere end norske funderede. 
  • Hvorfor er det interessant at læse om forfatterens eget liv?
Jeg ved ikke, om det er interessant at læse om forfatteres liv. Det er interessant at læse om andre menneskers liv, uanset om de er forfattere eller ej. Forfattere er så de bedste til at beskrive dette liv, hvis du spørger mig. Hos Espedal er tiltrækningen helt klart, at han forsøger at leve et litterært liv. Hvad det så end vil sige? Men tag nu fx ideen om at opsøge de steder, hvor en særlig litteratur er blevet til, fx Petrarcas digte om Laura. Eller ideen om at skrivning er noget fysisk, et arbejde, en boksekamp. Espedal konkretiserer litteraturen, materialiserer den, inkarnerer den. Det bliver vanskeligt at sige, om det er litteraturen, der skaber ham eller omvendt. Og hans måde at materialisere litteraturen på lever på mange måder op til vores ofte romantiske forestillinger om, hvad en forfatter er, og hvad litteraturen bør indeholde. Her står han i modsætning til fx Claus Beck-Nielsen, der snarere forsøger at dekonstruere og afmaterialisere forfatterrollen, men med den effekt, at ingen eller kun få kan identificere sig med projektet. Det er nemmere at identificere sig med Espedal og Knausgård, fordi deres forfatterroller bygger på klarere konventioner. Det betyder dog ikke, at deres litteratur er konventionel. De skriver sig ind i myterne om deres eget liv, og den aura det skaber, smitter af på dem, der læser dem. Især er det sådan for Espedal. Espedal er et sted, man går hen. Eller et sted man går ind i. En litterær tilstand. Men det er sigende for Espedal og dem, der læser hans bøger, at de på en romantisk måde bliver tiltrukket af litteratur, der blev skrevet dengang ‘litteraturen' slet ikke eksisterede. Altså litteratur skrevet før romantikken, fx Petrarca eller Pierre Abélard.

  • Espedal skriver autofiktivt. Er det en væsentlig begrundelse for bøgernes succes?
Autofiktion er et ofte misforstået begreb. Måske kan man sige, at der findes ‘autofiktion’ i en mere journalistisk forstand, hvor det hele handler om faktatjekkeri, og så findes der ‘autofiktion' i litteraturteoretisk forstand, hvor det handler om sætte ord på en ny form for selvbiografi, ja måske en ny måde at opfatte identitet på. Det sidste er i mine øjne mest interessant. Her er autofiktion ikke en undskyldning for at fiktionalisere sit liv, eller en reklametekst, men snarere et forsøg på at nå en sandhed, som er større end den, der knytter sig til selvbiografien. En æstetisk sandhed, om man vil. Man kan også bare kalde det en særlig romangenre, hvor der er navneidentitet, men ikke nødvendigvis empirisk identitet mellem forfatter, hovedperson og fortæller. Det er nemmere, men ikke så interessant. Så måske man kunne tale om, at selve undersøgelsen mellem navneidentitet og empirisk identitet er en sandhedsproces i autofiktioner og ikke bare et spørgsmål om henvisning til konkrete personer og begivenheder eller ej. Men jeg synes kun, at begrebet er relevant ift. Espedal, hvis man anvender det mere nuanceret. For ligesom i poesi er Espedals prosa jo også en undersøgelse af sproget selv. Dermed er spørgsmålet om det selvbiografiske ikke stillet i forgrunden i hans værker. Det er ligeså interessant/ uinteressant at spørge om Espedals værker er selvbiografiske eller ej, som det er at spørge til digte og digtsamlinger, om de er det eller ej. Så mit svar er både ja og nej.  

tirsdag den 28. marts 2017

mandag den 27. februar 2017

Jungle Boogie

§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre.

§2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min.

§3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi.

§4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi.

§5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette!

§6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer og i bøger og som “værker”. En kunst der står ved sin menneskelighed. En kunst med intentioner, både kunstnerens og “værkets”.

§7 Den kunst, der stolt og provokerende (og til tider arrogant) hævder sin autonomi, er ofte ironisk. Ironien er en af autonomiens mange grimasser. Den kan kun fanges på det forkerte ben. Ben og grimasse…tsk tsk. Mener den noget, er det dette ben, vi fanger den på. Og benet er i øvrigt bare endnu en metafor. Den siger stolt: Tag den, alle jer ikke-autonome. Her er et slag i fjæset. Alle de ikke-autonome smiler og diskuterer deres røde mærker over en latte på Louisiana, imens de tænker på, om Audien trænger til en vask på vejen hjem.

§8 Ironien kan imidlertid også være disruption. Et vedvarende slag i fjæset, en brækket næse, et trælår, et hestebid, en jeg skal komme efter dig. Men ironien kan formentlig aldrig være samfundets samvittighed, selvom samfundet trænger til en sådan. Kun samfundets vittighed.

§9 Den kunst, der ikke længere tror på ironien, fordi den er påfaldende uanvendelig, når det drejer sig om at erstatte de hyklerier, den afslører, som David Foster Wallace siger det et sted, bliver ofte kaldt ideologisk, censurerende, et angreb på kunstens autonomi. Og ja, den kunst, der ikke er kunst, men som alligevel har en masse trælse holdninger helt ude i hampen, fortjener ikke at blive behandlet som kunst.

§10 Men hvem skal afgøre, hvad der er kunst? Ikke jeg.