Bogen og værket

Klaus Nielsens Bogen og værket med undertitlen En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori er en virkelig fin og brugbar bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Personligt har jeg altid været en smule skeptisk overfor boghistoriske tilgange til litteraturen, fordi de kan synes at være mere interesserede i bøgerne end i den litteratur, der optræder i dem.

Men Nielsens bog problematiserer en sådan fordom netop ved at tage fat i det udefinerbare begreb "det litterære værk", som vi ellers automatisk bruger og opererer med i vores litterære tilgang. Og altså strengt taget uden at vide hvad vi mener, og hvad det indebærer. For hvad vil det sige at læse og måske analysere litteratur ud fra en uklar ide om "det litterære værk"? Er litteratur i den forbindelse noget andet end bogen, som den optræder i? Kan vi blot ignorere, at litteraturen altid også har en krop i form af et omslag eller andre former for apparitioner? Hvor begynder og slutter "det litterære værk"?

I en tid som vores, hvor relationen mellem bøger og litteratur ikke længere er så selvfølgelig som tidligere, bør man hilse spørgsmål som disse velkomne, og Nielsens velskrevne og informative introduktion til en fusion af boghistorie og litteraturanalyse er et godt sted at starte.

Nå ja, og så bør man som Per Højholt-fan jo også konsultere bogen, for hvor første halvdel handler om at placere den boghistoriske disciplin som central i litteraturlæsningen på universiteter og andre steder (i en medialiseret tid), så handler anden del om Højholts Gitte-monologer.

Nielsen udvikler en metode i sin bog, som appliceres på Gitte-monologerne. Det kommer der en både totalt nørdet (nørdet på den fede måde) og detaljerig læsning ud af. Bl.a. har Nielsen kørt Højholts forskellige oplæsninger af monologerne igennem en maskine for at måle på Højholts stemmeføring. Forskellen er så markant, at man med fordel kan tale om en tidlig fase fra 1980-82 og en senere fase fra 1983-84. Udviklingen viser, at Gitte bevæger sig "over mod Højholts stemmeføring" og "Højholts stemmeføring bevæger sig samtidig den modsatte vej, hvormed de to stemmer næsten mødes på halvvejen" (138).

Nielsens konklusion er, "at idet Højholt og Gitte kommer til at optræde mere jævnbyrdigt med næsten lige meget scenetid, mindskes forskellen mellem dem og deres roller i værket" (161). Og mens "værket i højere grad kommer til at handle om andet end Gitte, bliver Højholts stemme mere og mere som Gittes" (161). På baggrund af dette argumenterer Nielsen bl.a. for, at Gitte-monologerne faktisk er mere end Gitte-monologerne. I hvert fald de nedskrevne af slagsen. Hvis man her skal argumentere for et litterært værk, må man derfor også have Højholts performance med, ikke mindst alle de sidebemærkninger, introduktioner og kommentarer, som han leverer ved siden af oplæsningen.

Er man connaisseur, kan man bekræfte dette via de radiotekster og Gitte-monologer, der blev udgivet i forbindelse med bogen Mellem ørerne. PERformer HØJHOLT MEDIEKUNST 1967--> (2004). Her er det tydeligt, at humoren i højere grad skal findes i Højholts improvisationer omkring monologerne end i oplæsningen af disse.

En sidste supernørdet ting: Nielsen har en fantastisk illustration med i sin bog, et udklip af en annonce fra Bryrup/Them/Virklund Avis (28/4, 1983), som Højholt selv gemte i sine arkiver, og som siger en del om, at Højholt også skal læses som en forfatter, der skubber til vores forestillinger om grænsen mellem underholdning og kunst.